Sortsyn

Der er så stille fra min side af disse dage, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod er det længe siden, jeg har haft det så skidt. Min vægt er faretruende lav igen og jeg bliver sikkert snart overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit. Men vægttabet følger så følelsen af at være kæmpestor og det er bare ikke til at holde ud. Min selvskade har heller aldrig været så slem som nu.. Jeg tror det handler om at jeg lige nu svæver rundt i en verden af uvished. Endnu engang skal jeg overbevise en kommune om at jeg har brug for hjælp, endnu engang skal jeg kæmpe for min behandling. Personalet her på afsnittet lader mig groft sagt “sejle i min egen sø”, da de mener jeg er færdigbehandlet; jeg er her som opbevaring indtil kommunen finder et botilbud til mig. Hvad de ikke ser er, at bag smilet græder jeg stille. Hvert løgn, jeg fortæller, piner mig og knuser mit hjerte. Jeg skriger på at de skal opdage hvor skidt jeg har det, alligevel spænder jeg ben for mig selv ved at holde de værste ting for mig selv. Men når de allerede tror at jeg har det godt, så bliver jeg til pleaseren som “leger” med og siger, at jeg har det glimrende.

Oveni alt det lort jeg kæmper med er der en enorm skyldfølelse overfor alt og alle. Min mor og storebror; alle her i blog-verden (jeg skammer mig over at jeg ikke får kommenteret på alle i dejlige menneskers blogs) men jeg føler ikke at jeg kan gøre hverken til eller fra. På den ene side snegler timerne sig afsted, men alligevel synes den ene dag at tage den anden og pludselig er det sengetid og jeg har endnu engang ikke fået gjort alt det jeg har sat mig for. Det hænger vel egentlig sammen med at jeg har tabt mig så meget mens jeg har været indlagt, jeg har ingen kræfter til noget som helst; ofte sidder jeg flere timer i min seng uden at røre mig, fordi jeg simpelthen ikke kan mestre energien til at bevæge mine tunge lemmer. Alligevel kan jeg sagtens finder overskud til at overtræne – og det er jeg nødt til, ellers får jeg aldrig ro fra stemmerne som konstant fortæller mig hvor grim og doven, jeg er.

Når der sker noget godt, kan jeg ikke holde fast i det. For et par dage siden besøgte min tætteste veninde mig på afdelingen. Det var fantastisk at se hende igen, men så snart hun var gået skar jeg i mig selv og lagde mig så på sengen for at “cykle” i halvanden time. Det er som om at jeg ikke  have det godt; så skal jeg efterfølgende straffes. Derfor prøver jeg heller ikke at få det bedre og gøre gode ting for mig selv. Nej, det er meget nemmere at det hele konstant er en lille smule skidt for så behøver jeg ikke straffe mig selv og dermed få det endnu værre. Jeg orker ikke de mange rutsjebaneture og jeg har fået overbevist mig selv om, at det ikke kan være anderledes. Det eneste lyspunkt på afdelingen blev udskrevet i forgårs og jeg har næsten panisk tyet til dårlige strategier for ikke at skulle konfronteres med den voldsomme ensomhed og den tomhed, som han tilværelse har efterladt sig. Jeg tør ikke stoppe op mærke hvor meget jeg savner ham, siger til mig selv at  det er åndsvagt at en person man kun har kendt i lidt under fem uger kan betyde så meget for mig og mit daglige humør. Men sandheden er, at hver gang jeg er alene på mit værelse, så overmander ensomheden mig og jeg kan mærke hvordan jeg begynder at falde fra hinanden.

Jeg vil bare gerne dope mig og sove dagene væk, så jeg ikke behøver tænke på at jeg er helt alene om mine problemer. Min mor kan ikke altid være her, personalet er “ligeglade” med mig og holder i hvertfald ikke øje med mig længere, “han” er væk og var den eneste der kunne få mig ud af tungsindet. Især det med maden er svært at vende selv. Jeg har tabt mig under hele indlæggelsen, så i mit hoved kan det ikke være anderledes nu. Personalet har ikke forstand på anoreksi, og min mor som tidligere har været den eneste der kunne få mig til at tage på, kan som sagt ikke være her så tit, da hun arbejder og bor lidt over en time væk herfra. Jeg græder som jeg sidder og skriver dette, da det går op for mig præcis hvor alene jeg er. Der er synderligt ingen jeg kan hive fat i for at få hjælp til alle de tanker, der kører rundt i mit hoved. Og snart ser jeg kun en løsning på det hele. Den evige søvn.

Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

No escape

Så gik den ikke længere. Min mor har været hos mig hele dagen, for at se til at jeg spiser. Modsat de sidste par dage, hvor hun “kun” er kommet og har spist aftensmad med mig. Jeg indrømmede i går, at aftensmaden med hende er det eneste måltid jeg har fået de sidste fire dag. Så i dag skulle der nye boller på suppen så at sige.

Min mad i dag blev derfor således – har tænkt på smoothies i et stykke tid, og selvom det er lidt koldt på sådanne vinterdage, så er det en nem måde, at få kalorier på..

food, 06.02.13

Morgenmad: Cheasy skovbær yoghurt m. hjemmelavet muesli

Formiddag: “Grøn” smoothie af spinat, pære, appelsin, banan, sojaprotein og lidt citronsaft

Frokost: Kernestykke (hjemmebagt) m. kylling, hytteost, agurk og tomat + lidt mandler til

Eftermiddag: 1 riskiks m. vegansk nutella + banan og smoothie af frosne bær, banan, soyaprotein og soyamælk

Aftensmad: Bønnesalat m. bla. feta og soltørrede tomater

Senaften: Skyr rørt m. kanel og toppet med jordbær, saltmandler

Igen siger i jo bare til, hvis der er noget i gerne vil have opskrift på ❤

Never good enough

Er det godt nok nu?! Skriger jeg. Indeni. Stilhed. Er det godt nok nu? Hvisker jeg. Hulkende. Jeg er alene hjemme, så jeg ved, at der intet svar kommer. Jeg kigger mig omkring. Hvordan kom jeg til at sidde ned? Pludselig er jeg kollapset. Midt på gulvet. Tårene triller ned ad mine kinder.

Det er jo aldrig godt nok. Jeg er ikke sjov nok, klog nok, god nok, stærk nok. Jeg bliver aldrig den folk bedst kan lide – jo da folk kan lide mig, men jeg er aldrig deres “yndlings”. Jeg bliver aldrig den, der tryllebinder folk med mine ord – jo da jeg kan formulere mig, men alle omkring mig er bedre til at skrive. Jeg bliver aldrig “syg” nok – eller rask nok. Alle omkring mig har det enten værre eller bedre end mig. Selv står jeg i midten, føler mig ikke i stand til at kalde mig hverken syg eller rask. Jeg kan ikke se noget, mine øjne er fyldt med tårer nu.

Jeg hader mig selv. Jeg vil ikke mere. Jeg er en fiasko; a failure at life. Jeg ved hvad jeg må gøre. Gennem tåre-vandfaldet finder jeg frem til kassen gemt bag bunker af tøj. Jeg famler febrilsk efter min redning. Min flugt fra tankerne. Jeg ved hvad der skal til for at få ro. Men heller ikke det er godt nok idag. Tankerne vil ikke lade mig være. Jeg er heller ikke god nok til selvskaden. Du er jo til grin, folk kommer i gips for deres selvskade, og her sidder du i stand til at vikle et viskestykke omkring og fortsætte som om intet er sket. Jeg væmmes ved dig. Du er ikke stærk nok til virkelig at gøre noget ved dig selv. “Undskyld,” hvisker jeg. Jeg ved at jeg ikke er god nok, stærk nok. Heller ikke dét kan jeg finde ud af at gøre ordentlig. I dag har været et stort hav af selvhad. Hver eneste kommentar, hver eneste ting udefra er røget lige ind på kontoen for selvbebrejdelse og selvhad.

Jeg hader mig selv. Tænker om jeg ikke bare skulle ende det hele nu? Befri alle for min besværende tilstedeværelse. Synes det hele er lidt for meget i de her dage. Afsked og afslutning på så mange niveauer, at det hele nu bare sidder som en klump i min mave og hals; hele tiden på vej til at briste i tårer. Og ensomheden i det vokser, der er ikke længere nogen steder hvor de tårer har plads til at flyde og jeg kan forsøge at sætte ord på den knude der konstant sidder i mig.

Jeg har det stort set konstant som om jeg nærmest skal kaste op, ikke fordi jeg har kvalme eller er fysisk utilpas, men fordi jeg ikke kan have det i mig mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af noget, og jeg kan ikke holde ud at være i mig selv.
Det blokerer fuldstændigt i mig, og bare tanken om at skulle spise er lige nu helt uoverskuelig. Jeg vil så gerne gøre fremskridt, jeg er så motiveret – jeg gør hvad jeg skal, men jeg er træt af at kæmpe, må indrømme at det efterhånden tager modet fra mig.

Den hjælp jeg har så svært ved at bede om, og skammer mig enormt over at have behov for, har jeg jo fået nu – med K. I sommers var det jo ellers faktisk blevet bedre. Jeg hader at indrømme det, jeg hader, hader, hader tanken om at skulle acceptere og erkende – men jeg har fået et slag tilbage og det går ikke rigtigt den vej jeg så inderligt gerne vil lige nu. Ligegyldigheden spøger, men jeg forsøger at holde den på afstand. Bliver ved med at gøre de ting der om ikke andet måske kan holde mig bare nogenlunde ovenvande. Men det koster, og det er rigtig hårdt.
Det kan fandme (undskyld) ikke passe at det skal være sådan her igen..?! Stadig..? Det kan simpelthen ikke passe at jeg, efter at være nået SÅ langt, på et øjeblik føler mig sat 7 skridt tilbage. Jeg føler mig så mislykket. Har ikke lyst til at nogen skal se mig. Jeg forsøger at trodse det, men tror alligevel jeg har fået skubbet nogle mennesker på afstand igen. Min familie ikke mindst, har enormt dårlig samvittighed over mit fravær der. Men det er sådan det må være lige nu, for jeg kan ikke have dem med i det jeg står i lige nu, jeg bliver nødt til selv at få det på afstand før jeg kan rumme dem også, rumme den bekymring jeg ved det efterlader dem med. Men den har de sikkert allerede fået vakt. Der er ikke nogen let løsning, så jeg er nødt til at gøre hvad der lige nu er bedst for mig selv – eller i hvert fald ikke vælge det sværeste for mig selv.

Jeg savner hele tiden. Rækker ud i desperation efter alle tænkelige kilder til noget af det jeg mangler. Men det er der ikke. Det hele er lidt på afstand. Og det – dem – jeg mangler mest, er allerlængst væk. Sådan vil det nok altid føles i situationer som den jeg står i. Man mangler nok altid det, man ved man ikke rigtigt kan få.

Jeg forsøger af alle kræfter at være lige her og nu – hele tiden – men jeg kan ikke blive helt. Jeg kan ikke lade være med at svæve lidt ud i alt det der venter lige rundt om hjørnet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det ikke gør nogen forskel at spekulere over det lige her og nu, at der ikke findes en løsning i dag og lige nu. Men det er godt nok svært at give slip. Jeg ved det ikke kan ændres her og nu, jeg ved at det kommer til at fylde det næste lange stykke tid – og sådan er det. Men hvorfor kan jeg så ikke lade det ligge og “nøjes med” at spekulere over det når det faktisk giver mening, og når jeg kan bruge spekulationerne til at vende det et sted..? Det irriterer mig. Jeg prøver på ikke at give det opmærksomhed, men det er der hele tiden. Hele tiden har jeg det i baghovedet og bliver fraværende i en tanke ind i hele rod det er filtret ind i.

Jeg er træt af mig selv. Og jeg er træt af at jeg ikke er kommet videre, når jeg føler jeg “burde”; føler jeg har al grund til ikke at stå hér lige nu. Det går mig på, og det vækker lynhurtigt alle de gamle automatfølelser i mig af skam, skyld, selvbebrejdelse etc.

Overspisninger

byAmelia - please credit if use<3Jeg føler måske at en række af de emner jeg berørte i mit forrige indlæg kræver en uddybning. Derfor har jeg tænkt mig, at der skal komme en række indlæg, som tager fat i nogle af de emner; som bl.a. overspisninger, angst, tanken om at man ikke er god nok eller ikke fortjener at have det godt osv.

Først vil jeg snakke om overspisninger…

Overspisninger viser sig på mange måder. Hver gang jeg spiser føles det som en overspisning, fordi jeg forbinder det at spise med at være svag (dette gælder selvfølgelig kun mig – dobbeltmoralen længe leve!). K kalder det, jeg betegner som overspisninger, for subjektive overspisninger.  Det er svært at tage til mig, at det jeg føler er en overspisning reelt ikke er det man “normalt” ville betegne som en overspisning.

Men jeg føler stadigvæk er der er en fordom om at folk med anoreksi ikke spiser overhovedet, og at mange derfor konkluderer om man har anoreksi eller ej ud fra om man spiser eller ej. Igen handler det om at en spiseforstyrrelse altså ikke bliver mindre virkelig fordi man spiser eller fordi ens vægt ligger indenfor normalområdet. Dette udelukker nemlig ikke at de spiseforstyrrede tanker fylder lige så meget – og nogen gange mere – end når man sulter sig.

Tilbage til overspisninger.. Jeg har oplevet at folk med “rigtige” overspisninger bliver vrede, når jeg snakker om mine (subjektive) overspisninger. Igen vil jeg sige, at alt er relativt – bare fordi mine “overspisninger” ikke involverer at jeg propper mig med kage aller whatever, bliver den ikke mindre virkelig for mig. Dette betyder nemlig at jeg efter hvert måltid skal kæmpe mod lysten til at kaste op – enten i bogstavelig forstand eller ved at træne kalorierne “væk”.

Det jeg vist bare prøver at sige er, at vi alle er i samme båd og vi kommer længst ved at støtte hinanden uanset hvordan vores spiseforstyrrelse kommer til udtryk. Der er intet symptom/handling/tanke som er værre end den anden. For dig er dine problemer lige så virkelige og forfærdelige som en andens. Vi gør bedst i at lytte og fortælle andre hvad der foregår lige præcis indeni i dig, så du kan få den hjælp og støtte som du fortjener ❤

Still breathing, still holding on

byAmelia - please credit if use

Tusind tak for den gode respons på mit foregående indlæg. Det er rigtig dejligt at åbne sin computer og se sådan nogle fantastisk søde kommentarer – det gør det så meget sjovere at blogge ❤

Jeg har det stadig rigtig skidt lige for tiden men jeg kæmper meget for at komme ud og være social. Jeg kom ikke ind i angstcaféen igår da min angst tog over. Jeg skulle selv tage derind, men kunne bare ikke komme ud af døren. Det er skræmmende hvordan angsten kan lamme end fuldstændig. Selvom jeg efterhånden er vant til det så kommer det bag på mig hver gang. Du skal jo “bare” gøre det. Det er jo “bare” at åbne døren og gå ned til bussen. Men folk forstår ikke, det er nemlig ikke “bare”. Når jeg – som nu – er nede i et sort hul er intet så ligetil. Jeg skal nemlig i bad, tage tøj på, lægge makeup (allerede her er al min energi opbrugt). Så skal jeg ud af døren, selv tage bussen ind til caféen og ovenikøbet være social i fire timer. Og der går klappen ned. Jeg kan ikke overskue det og ender med at gemme mig væk i min stue eller være selvskadende. Jeg har ikke skåret i en uge, men lysten er der konstant. Jeg ved hvor mit glaskår ligger, jeg har det altid på mig. Egentlig burde jeg smide det ud, men jeg har brug for at det ligger hos mig. Som en redningskrans hvis tingene ser for sorte ud og jeg ikke kan overskue livet. Så er det bedre at skære end at tage for mange piller. Sådan har jeg det ihvertfald..

outfit,14.01.13// dagens outfit //

Men jeg prøver. Det gør jeg virkelig. I dag er min plan at jeg skal mødes med min selvhjælpsgruppe for folk med OCD. Det er anden gang efter juleferien. Jeg var ikke derinde i sidste uge. Jeg isolerer mig og det gør kun mine problematikker værre, så jeg bliver nødt til at prøve. Ellers føler jeg mig ensom og forkert. Jeg læste et indlæg om det at acceptere at man er “syg”. Det kan jeg heller ikke. Jeg sammenligner mig også med folk der ikke er syge og slår mig selv i hovedet (både billedligt og i bogstaveligt forstand) fordi jeg ikke magter det samme som mine venner og familie. Jeg er forkert. Hele min eksistens er forkert. Jeg burde ikke være her.

frokost tallerken

// gårsdagens frokost: rugbrød m. avocado og kylling, hytteost, tomater //

snack bowl w. guacamole

// eftermiddagsmåltid igår: guacamole lavet med skyr,  hvidløg og chili + gulerødder og blomkål //