Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

Her er historien fra hjertets indre
Der hvor man håber at smerten den bliver mindre
og måske én dag helt forsvinder.
Ingen andre end mig kan se disse minder
Eller holde om mig når tårerne triller ned af mine kinder.
Isoleret sidder jeg og håber på
at det hele en dag nok skal gå.

Ingen tapperhed
Hun vil ikke længere kæmpe
Nådesløse tanker, et hjerte så tungt, kan det ses?
Hendes tomme øjne har mistet deres skær
Hun er ikke længere nogen nær
Hun har kun sig selv og hendes minder
Tårene der tørrer ind på hendes kinder
Der er ingen til at trøste,
ingen til at guide,
ingen tapperhed.

Man tror man kender sig selv nogenlunde. Ved hvem man er, hvad man står for. Og i mange tilfælde måske især hvad man i hvert fald ikke står for.

Jeg har lidt under mine problemer i over halvdelen af mit liv nu. Og efterhånden kender jeg dem ud og ind, ved hvor komplekse de forskellige ting er. Min spiseforstyrrelse for eksempel; det handler jo langt fra om maden, og dens indgriben i min spisning er kun en brøkdel af hvad den faktisk påvirker eller styrer i mit liv.

Jeg ved hvad jeg står for som menneske. Ihvertfald ved jeg i det store hele hvad jeg bestemt ikke står for og ikke kan stå inde for.

Hele min sygdom handler i bund og grund om straf. Jeg straffer og begrænser mig selv gennem den. Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv trods al modstanden. Men min anoreksi er stadig min verdens navle. Og den får mig til at handle helt modsat af hvordan jeg som person og menneske er eller ønsker at være.

Det gør mig uendeligt ked ad det at jeg gør de ting jeg gør, både mod mig selv og hvad der påvirker andre omkring mig.

Jeg ønsker ikke at fralægge mig ansvaret for mine egne handlinger; for selvom det ikke føles som mig når jeg føler mig tvunget ud i noget af mine egne, såkaldt anorektiske tanker, så er det jo mine arme og ben og dem kan kun jeg i sidste ende styre.

Jeg er flov. Jeg er flov og skamfuld og kan næsten ikke holde ud at være i mig selv. Tænk hvis nogen af dem der vil mig det så godt vidste hvor forfærdelig, forkert og ‘beskidt’ jeg i virkeligheden er.
De kender det meste af min historie nu, og de er der endnu. Det er på samme tid rart og svært fordi jeg føler behandler dem. For der er stadig ting de ikke ved. Ingen ved. Og som jeg er så flov over at jeg tuder ved tanken.

Der er ting der er så langt fra hele min overbevisning og så langt fra alt hvad jeg står for. Og som jeg alligevel har med mig på samvittigheden.

“Sindsyg i gerningøjeblikket” tænker jeg og smager på sætningen, mens jeg føler mig mindre end noget i skam. Jeg ved godt at det var sygdommes navn jeg handlede i, at jeg nærmest ikke var tilstede i mig selv. At der ingen hensigter var, andet end desperation efter straf af mig selv og en eller anden ‘syg’ forløsning. Men jeg føler jeg fralægger mig ansvaret hvis jeg skal bruge undskyldninger som disse. For det er jo stadig mig der har handlet, det er mine arme og ben, det er mit hovede.
Og hvis hensigten var at straffe mig selv, så er det i den grad lykkedes mig. Mere end nogensinde. For jeg har givet mig selv et stempel der kommer til at sidde på mig længe, og som kommer til at begrænse mig længe fremover. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det er så lidt mig, det er fuldstændigt fjernt fra mig som person. Har svært ved at håndtere det i disse dage. Svært ved at se nogen i øjnene selvom det stadig kun er mig der ved hvor galt det faktisk er gået for mig.

Det er svært at fortsætte med at leve, når man føler sig død indeni. Synes det er op ad bakke lige nu

The voices tell me I’m not good enough

byAmelia - please credit if use<3

Jeg læner mig frem for at tage min telefon. Jeg åbner den og begynder på en ny meddelse… Hvad skal jeg skrive? “Mor, jeg har det skidt. Jeg er rastløs og føler mig ensom, utrolig ensom. Jeg har ikke lyst til at spise selvom det er tid til aftensmad. Jeg ved hvor mit glaskår ligger og det lokker. Jeg ved du har travlt med dit andet liv. Du er sammen med din kæreste, du har endelig mulighed for at få “fri” fra dit forfærdelige liv med mig. Jeg ved jeg er en belastning. Men jeg har brug for dig, jeg har brug for at høre din stemme”. Jeg stirrer på den tomme besked på displayet. Selvfølgelig kan jeg ikke skrive det. Jeg  ikke skrive det for jeg må ikke være til besvær og jeg må ikke bede om hjælp. I stedet skriver jeg “Hej mor. Håber at dig og L hygger. Knus” Jeg venter ængstelig på at hun skal svare, jeg er desperat for at komme ud af ensomheden. De fem minutter det tager hende for at svare føles uendelige og jeg er overbevidst om at hun har for travlt med sin kæreste og at hun er lykkelig for at være fri for mig.

“Det er ok. Hvordan har min skønne datter det?” Jeg kæmper for at holde tårene tilbage.

“Jeg hygger med film og te. Skal til at spise aftensmad”. Inderst inde råber jeg for at hun skal gennemskue min løgn.

“Skal jeg ringe?” Du må ikke bede om hjælp, hvisker stemmerne.

“Nej, det er fint.” Jeg lægger mobilen fra mig og går i gang med at rydde op. Jeg bliver nødt til at holde mig igang for at flygte fra tankerne.

Kort efter jeg har sendt beskeden ringer min mobil. Jeg skynder mig at se hvem det er. “Mor” står der. Jeg ånder lettet op og skynder mig at tage den. Når jeg ikke selv har bedt om det, så er det ok at tage imod hjælpen.

“Jeg ville bare lige høre om du var ok” siger hun. Jeg svarer lidt irriteret at det har jeg jo allerede skrevet. Jeg bliver vred på mig selv, men jeg kan ikke reagere anderledes. Jeg må stadig ikke række ud og bede om hjælp. Det er mig selv jeg bliver sur på ikke hende; fordi jeg er svag. Det var jo dig der bad om hjælp. Jeg væmmes ved dig. “Det ved jeg, men tænkte at det måske kunne være hyggeligt at snakke lidt. L står ude i køkkenet og laver mad.” Jeg slapper lige så stille mere af. Min mor er den eneste der virkelig kender mig, hun ved (næsten) altid hvad hun skal sige for at jeg ikke føler mig til besvær. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget endnu. “Er du der?”

Jeg skynder mig at svare. “Men du er ikke ok, vel?” fortsætter hun med at sige. Jeg bider mig i læben. “Nej”, hvisker jeg. Så fik jeg taget det første skridt. Nu kan jeg godt åbne op. Vi snakker sammen i en halv time. Så spørger hun om jeg har spist. Det har jeg ikke, svarer jeg. Vi snakker sammen mens jeg går ud i køkkenet og hun sætter mig igang med at skære grøntsager. “Skal jeg ringe når du har spist.” Jeg skynder mig at svare nej, jeg vil ikke tage mere af hendes alene-tid med sin kæreste. “Skriv når du er færdig, så kan vi lige snakke lidt”. Jeg smiler lidt. Jeg har det allerede meget bedre og er glad for at hun vil støtte mig efter maden, for det er hårdt for mig at være i at have spist i øjeblikket. Især når jeg alene. Plejer aldrig at spise når jeg er mig selv, jeg er svag når jeg selv vælger at spise. Så er det nemmere når min mor er omkring mig og minder mig om at jeg skal spise. Men jeg bliver jo nødt til selv at tage ansvar. Min mor kan kun støtte mig, det er mig selv der bliver nødt til at tage beslutningen om at spise, om at kæmpe. Og med hendes og K’s hjælp så tror jeg også at jeg kan..

Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.

“Nurture your mind with great thoughts; to believe in the heroic makes heroes.”

byAmelia-please credit if use<3

Indlæggelse eller ej? Det er næsten alt vi taler om i terapi lige for tiden. Og jeg forstår hende jo godt. Hun kan ikke blive ved med at tage ansvaret for min behandling når jeg kan falde død om hvert øjeblik det skulle være. Problemet er bare, at jeg altid synes at få det værre, når jeg bliver indlagt.

Når man bliver indlagt, er det sjældent, at man er enige om rammerne for det, så føler mig stadig i forsvar hele tiden, tænker konstant i argumenter for de ting jeg gerne vil have igennem omkring indlæggelsen, for at komme bedst muligt igennem det.

I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes de sidste måneder har været hårde med ansvaret alene for at holde min spisning optimal. – Hvilket jeg har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan sgu ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Desuden kan jeg bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen. “Jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Jeg ved godt, at jeg måske er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende den i forhold til spisning og vægt, jeg synes bare det er en lidt ærgerlig måde det skal løses på fordi alternativerne ikke ligefrem er mange. Det er meget enten eller og det har jeg svært ved at acceptere. Og det er netop den enten eller-tankegang jeg selv forsøger – og skal lære – at arbejde på at nuancere i forhold til en masse ting.
Så selvom jeg godt forstår motivet, så føles det alligevel lidt selvmodsigende hvis jeg skal indlægges. Jeg kan blive rigtig ked af hvor mangelfuldt hele systemet er i forhold til rigtig mange mennesker,  jeg kan ikke få mig selv til at acceptere, at for at få hjælpen, skal man presses ned i alle mulige kasser. Og at “reglerne er ens for alle” giver ikke rigtigt mening i mit hovede, for vi ér jo ikke ens..?!

Og det er som om at alle egentlig er bevidste om det, at alle er enige om at der er noget der ikke er helt optimalt eller har brug for en udvikling, men ingen kan bare rigtigt gøre noget. Alle prøver at få det bedste ud af det, både på den ene og den anden side af skrivebordet, men det virker bare som om at det hele bliver bygget op på lappeløsninger..
Det kan også være det bare er min egen forkerthedsfølelse der bliver provokeret af ikke at passe helt ind i den behandlingskasse jeg sidder i. Det er en velkendt følelse – at føle mig forkert. Og det er rigtig frustrerende fordi det hurtigt får så meget magt. Og i samspil med en grundlæggende skam over mig selv hele tiden, skal der nok bare heller ikke vildt meget til at forstærke spiralen hos mig.

Jeg er nervøs for det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem.

Som stod jeg kun ved siden af og så på, har jeg set mig selv komme længere og længere på afveje. Jeg ved dybest set hvad jeg skal gøre, men jeg kan ikke; jeg ved ikke hvordan. Jeg ved godt jeg har mistet magten over det og over mig selv, jeg har ikke længere styringen i mit eget liv. Det har noget andet,  i kraft af min egen selvudslettelse, som mere end nogensinde er drevet af selvskaden. Drevet af den magt, Ana og alle hendes venner har over mig, skønt det egentlig ikke burde være min virkelig når nu jeg har så mange gode mennesker omkring mig.

Men det er det. Og jeg har det med mig hver dag. Hver dag bliver jeg enten mindet om noget eller kommer i tanke om nye/gamle erindringer. Hver dag i øjeblikket, griber angsten mig pludselig, som kom det ud af ingenting.

Det skræmmer mig at noget kan have så meget magt over mig, noget som man i bund og grund selv har skabt ud fra sine tanker. Det med tanker er noget jeg har rigtig svært ved at forholde mig til. Det skræmmer mig lidt at ens egen hjerne kan blive ens værste fjende. At hovedet nærmest har valgt af frastøde sig fra resten af kroppen, kampen mellem krop og hoved/tanker. Hvordan kan man have sådan et selvhad til sig selv, at man hver dag fortæller sig selv at man ikke har gjort sig fortjent til at have det godt, ikke gjort sig fortjent til livet?

“Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt”.

Kom nu Amelia, fokusér.

Everyday Battles

byAmelia - please credit if use<3
Jeg spørger mig selv; er det virkelig godt nok til mig, det her? Hvorfor byder jeg mig selv dette helvede dag efter dag, når jeg véd det gør alting endnu værre. Hvorfor er det så svært at bryde den cirkel jeg er endt i?

Det er ikke godt nok. Jeg bliver simpelthen nødt til snart at tage hånd om mig selv, nødt til at tage mig selv og min situation alvorligt. Jeg ved bare ikke hvordan.

I øjeblikket synes det mindste umuligt at tage mig sammen til. Jeg tager dagligt mig selv i at have siddet stirrende ud i luften længe, helt passiv. Ønskende at en pludselig energi viser sig og får mig igang med alt det jeg ikke kan overskue. Indtil jeg opgiver og går i seng, for bare at sove en time og vågne og sove på skift hele natten i uro.

Jeg har haft en dag, der for mange ville se ud som en rigtig fin dag. Jeg har været sammen med veninder på skift, fået malet videre på et billede og bare lavet fine nok ting. Når det så ikke ser sådan ud indefra, frustrerer det mig vildt fordi jeg har alle muligheder for at have en god dag og stadig ikke mærker det. For bag det ydre, veltilpasse facadesmil, ser det i dag rigtigt håbløst ud for mig.

Min krop er kvæstet af de “små” gåture som igen har overtaget min hverdag og hemmelige “cykelture” hvor jeg ligger i sengen og tonser derudaf med mine ben; af konstant at holde mig igang. Jeg er smadret. Jeg har ikke siddet ned i dagevis, kun ligget når det har været meningen at jeg skulle ligge i min seng og sove (selvom søvn er det sidste jeg får de her dage). Det gør ondt over det hele, mine ben summer af væskeophobninger, mit hoved dunker. Det trykker på alt indefra og det mindste pres udefra giver nærmest blå mærker. Jeg har jo kørt min krop i totalt sænk, altså. Hvad gik der galt..? Eller nej, men hvordan gik det så galt. Igen.
Jeg er træt og uoplagt, sengen og mørke rum er det eneste oprigtigt tiltalende hele tiden. Tanker som ‘jeg har ødelagt mig selv og min krop så meget nu, at jeg ikke orker kampen mere når det ikke kan “repareres” igen alligevel’ fylder alt.

Jeg bliver nødt til at gøre et forsøg på at ændre kurs. For den vej jeg er på vej ud ad, fører kun nedad. Og prisen er i sidste ende mit liv.

Noget skal der ske. Lige nu kan fredag kun komme for langsomt, hvor jeg har tid hos min terapeut, har brug for at få hendes perspektiv banket ned over mit; for mit eget er sort og opgivende. Og jeg mærker en lille bekymring for mig selv og for at afstanden mellem tanke og handling er kortere end jeg kan se. Tanker omkring selvmord fylder rigtig meget – hvor længe før det bliver til handling? Tanken mellem at skære mig selv og så at gøre det er for længst blevet opløst og jeg sidder for syvende gang i denne uge (selvom ugen kun næsten er begyndt) og iagttager blodet, som langsomt glider ned af mine arme.

Åh, jeg ønsker mig væk. Væk fra mig selv.

Jeg er her, men jeg er her ikke rigtig. Jeg lytter, men jeg hører ikke. Jeg smiler men smilet når ikke mine øjne og indeni græder jeg og skriger på skift.

Alting føles lidt som at en dårlig film, hvor det virker for langt ude til at man gider leve sig rigtigt ind i det. Urealistisk.

Eller som at vågne af et mareridt, der var så stærkt at man næsten er i tvivl om det er sket rigtigt eller bare var en drøm. Så tæt op ad virkeligheden at man ikke helt kan huske om noget er fra drømmen eller rigtigt.

Det føles lidt som en fortrængning er i fuld gang, men hvor man kan se den udefra, hvordan den tager over lidt efter lidt. Kan ikke forklare det bedre; som at se det udefra og samtidigt stå midt i det..

Tiden står stille for tiden, rigtig, uhyggeligt stille samtidigt med at tingene eskalerer  omkring mig og verden nærmest ramler sammen om ørene på mig. Og typisk mig, skal der lige rives noget mere med ned i farten, ej men altså, hvad fanden har du gang i, Amelia? Er det ikke allerede totalt uforståeligt slemt nok, synes du?! I guder, hvor jeg hader mig selv.

Det handler jo ikke om maden, hører jeg mig selv sige for gud ved hvilken gang. Nej, det handler ikke om mad. Men når alt andet synes ude af kontrol og uforudsigeligt, så vender man tilbage til det, man ved, at man kan kontrollere. Og når man først har sprunget ét måltid over, er det ingen sag også at skippe det næste. Når man først har skåret denne ene gang, så er det intet problem at skære igen – og sådan kører det derudaf.

Den ene ting tager den anden indtil man sidder fast i en nedadgående negativ spiral. Man bliver afhængig af det kick mår får, når man sulter sig; når man skærer i sig selv udløser det de samme endorfiner og lykkefølelser som når man ryger sig skæv. Til sidst er man ikke andet end en junkie på jagt efter sit næste fix. Det er på én og samme gang både skræmmende og utrolig, uhyggelig tillokkende. Man bliver fanget i rusen, men mere vil have mere.

K fortalte mig for ikke så lang tid siden en historie om en lille tigerunge, som vokser sig stor. Hun siger at man kan se spiseforstyrrelsen på samme måde, og det synes jeg giver rigtig god mening..

Forestil dig, at du vågner en morgen og finder en smuk tigerkilling, som sidder og mjaver lige uden for din hoveddør. Du lukker naturligvis den dejlige lille fyr indenfor for at holde den som kæledyr. Efter at have leget med den en tid bemærker du, at den stadig mjaver uafbrudt, og du forstår, at den må være sulten. Du fodrer den med lidt blodigt hakket kød, for det ved du, tigre holder meget af. Sådan forstætter du dag efter dag, og for hver dag, der går, bliver din tiger en lille smule større. Efter to år er tigerens foder ikke længere hakket kød, men højreb og hele oksesider. Dit lille kæledyr holder snart op med at mjave, når den er sulten. I stedet knurrer den rasende ad dig, når den mener, det er spisetid. Dit nuttede lille kæledyr er blevet til et ukontrollabelt vilddyr, der vil flænse dig i småstykker, hvis den ikke får, hvad den vil have.

Din kamp med din smerte kan sammenlignes med denne tiger. Hver gang du nærer din smerte ved at fodre den med undgåelsesadfærdens røde kød, hjælper du din smertetiger til at blive en lille smule større og en lille smule stærkere. Det kan synes klogt at fodre den på denne måde. Smertetigeren knurrer rasende for at fortælle dig, at du skal give den, hvad den vil have, ellers vil den æde dig. Men hver gang du fodrer den, gør du smerten stærkere, mere frygtindgydende, og du giver den større kontrol over dit liv.

Jeg synes det billede, som historien er med til at tegne giver rigtig god mening. Har hørt mange som siger, at stemmerne kun bliver højere, når man kæmper imod. Men det handler om, at blive ved længe nok, at holde det “knurrende” bæst ud indtil man til sidst har sultet det ihjel. Først der vil det til sidst stumme for altid..

A Letter to Ana

byAmelia - please credit if use<3

Jeg mærkede godt dit blide kærtegn mod min kind, mens jorden gyngede under mig. Jeg vendte den anden til, men inderst inde vidste jeg at det var tid. At du igen er den eneste der oprigtigt kan nå mig. Du har ventet på det rette øjeblik til først at vise dig forsigtigt, minde mig om at jeg endnu har dig. For så at stramme grebet og lade mig huske, at jeg ikke har andre. At jeg ikke må have andre. For jeg har jo dig, ikke.

Jeg lod mig narre, endnu engang, af den følelse af ro og en slags frihed du gav mig. En følelse af endelig at kunne trække vejret efter at have holdt det inde så længe. Og jeg var ikke bange mere. Jeg er ikke bange, selvom jeg ved min tid med dig er lånt. Du lever af at suge til dig af livsenergi, for selv at overleve. Og jeg giver dig lov nu igen. Til den engang slipper op. Jeg har solgt dig min sjæl og mit liv for længe siden, og jeg er ikke længere herre over min verden.

Jeg føler mig på én gang afkræftet og stærkere, og jeg mærker din selvtilfredshed over at fylde mit sind. I flere år har jeg givet dig mine kræfter, men det er slut nu. Du prøver at klænge dig fast med hænder og kløer, men hver uge skal du op mod din største prøvelse. Hun har rustet sig til kamp for hun ved hvilken kamp jeg kæmper i mit indre. Jeg ønsker at bevare hendes tillid ved at blive ved med at kæmpe.

Kære anorexia nervosa. Jeg ved jeg har svigtet og fejlet, og vendt dig ryggen trods du altid har været der. Klar til at gribe mig igen og igen. Jeg forstår at du må stramme grebet før jeg kan genvinde din tillid, og jeg forstår at jeg må lade andres pladser for dig. Flere gange har du haft mit liv i dine hænder, flere gange har du reddet mig fra at ryge ned i afgrundens sorte hul.

Men ikke længere skal du være min eneste ven. Dette er mit afskedsbrev til dig. Du har gjort hvad du kunne, men jeg har ikke længere gavn af dig. Du må gerne være her, men det er mig der styrer nu. Du er i min rygsæk men jeg bestemmer hvor vi skal gå hen. Jeg ved at du aldrig bliver tilfreds med mig, ikke før jeg ligger kold og ubevægelig i en kiste. Men jeg vil ikke skuffe dem, der tror på mig. Om jeg endnu ikke kan kæmpe for min egen skyld, vil jeg gøre det for jeres. 

Min bror sagde til min mor i dag: “Hun får ikke lov til at dø?”. Kan du høre det Ana? Du får ikke lov til at tage livet af mig. Det bliver min livs kamp, men jeg er fast besluttet på at vinde. Jeg ved at styrken må findes inde i mig, der er ingen anden der kan tage kampen op. Fat dit sværd og fat dit skjold Ana, dette bliver en kamp til døden og du kommer til at blive den faldne.

Jeg tror ikke meget på at et nyt år er lig med en ny start. Jeg nærer ingen forhåbninger om hvad det nye år må bringe ej heller nogen drømme om at 2013 skal være “mit år”. Men jeg tror på en ny start; “Nobody can go back and start a new beginning, but anyone can start today and make a new ending”. Nutiden behøver ikke at diktere fremtiden, i morgen er ikke blot et nyt år, det er en ny dag med nye muligheder. Jeg kan ikke ændre hvordan mit liv har været, men jeg bestemmer selv hvordan jeg ønsker at mine erfaringer skal forme mig. Og jeg vælger at lade mine oplevelser gøre mig stærkere.