Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

IMG_2790Det er en turbulent tid i øjeblikket, hvor jeg på den ene side er kommet et godt stykke fremad med mange ting, men samtidigt synes at sidde overfor næsten de samme udfordringer igen og igen.
Endnu engang kæmper jeg for min behandling, eller rettere for at kommunen vil betale for den og investere i mig for at sige det lidt firkantet. Denne gang er jeg dog en hel del bedre til at forsvare mig og stå ved mine behov. Selvom tvivlen og usikkerheden stadig overmander mig til tider.

På en måde er det svært at få det bedre, for min udvidede bevidsthed medfører også frustrationer fordi jeg pludselig mærker og forholder mig mere til alting, og ikke bare bider hvad som helst i mig og dulmer det på diverse uhensigtsmæssige måder. Og det er sgu lidt overvældende at turde glimtvis lade frustrationer og (åh, stadig forbudt nok følelse for mig til at ordet er svært at skrive) vrede blive på den banehalvdel hvor de hører til. Og handle på det i selvrespekt i stedet for at finde mig i.

Det slår mig pludseligt indimellem, at for pokker hvor har jeg ikke været sød ved mig selv og er det stadig ikke rigtigt. Og hvor har jeg fundet mig i meget fra mange sider i fast overbevisning om at jeg selv er skyld i – og ansvarlig for alt svært jeg har stået i.
Jeg begynder så småt at stå ved mig selv og mine behov, turde stille små krav og forsvare mig når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er hårdt, men ved jo godt at det er med til at få mig fremad.

En anelse ensomt er det faktisk også at bryde lidt ud af min egen indre isolation. Paradoksalt nok. Måske fordi jeg hverken er fri af mine indre dæmoner, men ej heller underlagt dem på samme måde. Så er blevet mere en del af verden udenfor, om man så må sige, samtidigt med at jeg stadig er meget i mig selv og har meget jeg stadig mangler at få på plads og bearbejde osv. Så føler mig tit lidt i ingenmandsland. Ikke rask, ikke syg. Ikke ovenpå, ikke helt fanget i mørket.

Og så er det ensomt at blive nærværende nok til at kunne indse og erkende at det der skulle være støtte udefra, holder mig næsten mere nede end det gavner mig. Ville tidligere til hver en tid have vendt det mod mig selv, men nu er det mere tydeligt for mig at det ikke er mig der bare er forkert, men at (dele af) den hjælp jeg får er utilstrækkelig eller forkert om man vil. Og at jeg kan se det nu, gør at jeg må handle på det og også i ord og handling stå ved mig selv på en helt ny måde. Det er grænseoverskridende og usikkert, og fyldt med “hvad må folk ikke tænke”-tanker i mit hovede. Den gamle, velkendte skamfølelse over mig selv. Trangen til at være én stor undskyldning for mig selv.

Perhaps we have to save ourselves

Der har været stille i et stykke tid nu. Meget stille. Jeg vil godt forklare, men jeg vil ikke undskylde, for det har været det, der var mit behov. Jeg har ved gud ikke været særlig konstruktiv og inspirerende i mine indlæg den sidste tid, og på nogen måder tror jeg det har fastholdt mig i min dårligdom; netop fordi jeg ikke har brugt det jeg har skrevet til at reflektere og komme videre, men i stedet kørt rundt i ring og bare haft det skidt. Det vil jeg prøve at rette op på..

Der er sket så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. På samme tid er der ingenting sket. Jeg er utrolig angst for at blive udskrevet til hjemmet, til ingenting, at jeg ikke tør give slip og lade tingene sejle. Derfor synes jeg bedre end jeg egentlig er, og personalet tror jeg er er i bedring. Dermed risikerer jeg at blive udskrevet før jeg reelt er parat til det; det bider sig selv i halen, gør det ikke.. Men jeg er ikke bange; hvis jeg skal ud herfra så vil jeg gøre hvad jeg finder nødvendigt. Jeg kan ikke fortælle nogen om mine planer, ikke engang her, for hvis nogen finder ud af hvad jeg har planlagt, så vil de tage muligheden fra mig og så forsvinder det eneste, der holder mig i ro – så bliver min redningskrans taget fra mig, og det tør jeg ikke. Jeg vil leve, men jeg vil ikke leve sådan hér og derfor bliver jeg nødt til at have en udvej. Jeg kan godt høre hvor forfærdeligt det lyder, men det er sådan jeg bliver nødt til at have det, hvis jeg skal kunne holde tilværelsen ud.

Jeg ville så gerne kunne skrive at det går fremad, men jeg kan ikke mestre energien til at lyve. Jeg bruger de få kræfter jeg har, på at holde sammen på mig selv når personalet kommer ind og spørger hvordan jeg har det. Men når de går, synker jeg sammen på sengen og glasklokken sænker sig langsomt nedover mig endnu en gang. De siger at jeg er “færdigbehandlet” og at jeg snart vil blive udskrevet. De tror, at jeg har det bedre fordi jeg sætter mit hår og har begrænset mit håndvaskeri (hvad de overser er, at jeg isolere mig på mit værelse, sidder i sengen og glor, sådan at jeg ikke bliver provokeret til at skulle vaske hænder hele tiden), men indeni mig er der stadig mørke og kaos. Jeg kan ikke åbne op – og nu har jeg lukket mig endnu mere i – og vise hvordan jeg egentlig har det, da jeg ikke kan opbygge tillid til nogen jeg ved snart vil forsvinde igen. Og når jeg ikke har tillid, kan de ikke hjælpe mig med at pille det tårn af tanker og ritualer ned, som jeg gennem mange år har opbygget. Det er ligesom at spille klodsmajor; jeg har brug for nogen jeg stoler på til at fjerne én klods ad gangen samtidig med at de forsikrer mig om, at tårnet ikke vil falde sammen. Nu er det så bare på med rustningen, frem med skjoldet og ud i verden for at lede efter min frelser på sin hvide hest.

Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

IMG_0658// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

IMG_0661

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,

Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Tag dit indre barn i hånden

Jeg tror jeg er ved at måtte erkende, at min historie er min og at de ting der er sket ikke er noget jeg har bildt mig selv ind.

Det er svært, rigtig smertefuldt, uvirkeligt. Som om det ikke er mig, men jeg kan jo kende den lille pige i erindringerne. Det er jo mig. Og jeg bliver nødt til snart at tage hende i hånden, for jo større buer jeg går uden om hende, jo mere fortabt bliver hun – og derfor jeg. Jo mere fucked up bliver min virkelighed nu, og jeg er løbet tør for idéer til hvad der kan hjælpe; udover at tage lillemig i hånden og høre på hvad det er hun har prøvet at fortælle mig så længe nu, forgæves.

Jeg kender historien, men alligevel er det sløret. Jeg kan vist ikke tro på det før jeg har fortalt den selv, og det tog jeg første ægte skridt til i går ved at begynde at skrive mine erindringer fra de tidligere år ned. Så natten har stået i reaktionernes tegn, de uhensigtsmæssige af gamle vaner og selvafstraffende idéer. Jeg hader det, men jeg aner ikke længere hvordan jeg skal gøre andet.

Jeg vender tilbage til det trygge når tingene bliver svære, uforudsigelige eller ude af kontrol. Og det er jo netop det, der sker når man begynder at udforske sin fortid, når man som mig ikke kan huske særlig meget. Så er det givet at der vil dukke ting om, dårlige minder eller problemer, som man ikke har kunnet forudse ville komme. Det er hårdt. Rigtig hårdt. Jeg kæmper med trangen til at lukke i igen, som jeg har gjort så mange gange før; løftet det forrige blad for blot at smække bogen i med det samme igen. Det skræmmer mig, hvad hvis jeg ikke kan styre mine følelser når gamle minder dukker op? Hvad hvis jeg spiraliserer direkte tilbage i dårligdommen og ikke er i stand til at komme op til overfladen igen? Nej, jeg bliver nødt til at tage den lille pige i hånden og gå på opdagelse i den glemte verden, som hun så gerne vil have at vi skal udforske sammen. Ja, det bliver hårdt, men jeg tror, at det er den eneste måde hvorpå at jeg kan kæmpe mig ud på den anden side og få et liv igen. Det nytter ikke at lukke i eller gå i buer omkring de ting, der (måske) ligger til grund for mine problematikker.

vil gerne have at jeg bruger min nysgerrighed til netop at udforske de sorte pletter i min hukommelse; “Måske du lærer en masse nyt om dig selv eller genopdager din gamle livlyst. Den ligger jo formegentlig hos den lille pige indeni dig, hende som skriger på opmærksomhed og omsorg. Hun dør hvis du bliver ved med at undgå hende”.  Jeg har ikke lyst til at slå hende ihjel. Hun er trods alt en del af mig, jeg ville mangle et stykke af mig selv hvis hun døde. Så jeg opfordrer jer alle sammen (om i er “syge” eller ej) til at tage jeres indre barn i hånden og gå en tur ned af mindernes sti. Måske hun har noget vigtig, hun gerne vil fortælle dig..

IMGP8170

Never good enough

Er det godt nok nu?! Skriger jeg. Indeni. Stilhed. Er det godt nok nu? Hvisker jeg. Hulkende. Jeg er alene hjemme, så jeg ved, at der intet svar kommer. Jeg kigger mig omkring. Hvordan kom jeg til at sidde ned? Pludselig er jeg kollapset. Midt på gulvet. Tårene triller ned ad mine kinder.

Det er jo aldrig godt nok. Jeg er ikke sjov nok, klog nok, god nok, stærk nok. Jeg bliver aldrig den folk bedst kan lide – jo da folk kan lide mig, men jeg er aldrig deres “yndlings”. Jeg bliver aldrig den, der tryllebinder folk med mine ord – jo da jeg kan formulere mig, men alle omkring mig er bedre til at skrive. Jeg bliver aldrig “syg” nok – eller rask nok. Alle omkring mig har det enten værre eller bedre end mig. Selv står jeg i midten, føler mig ikke i stand til at kalde mig hverken syg eller rask. Jeg kan ikke se noget, mine øjne er fyldt med tårer nu.

Jeg hader mig selv. Jeg vil ikke mere. Jeg er en fiasko; a failure at life. Jeg ved hvad jeg må gøre. Gennem tåre-vandfaldet finder jeg frem til kassen gemt bag bunker af tøj. Jeg famler febrilsk efter min redning. Min flugt fra tankerne. Jeg ved hvad der skal til for at få ro. Men heller ikke det er godt nok idag. Tankerne vil ikke lade mig være. Jeg er heller ikke god nok til selvskaden. Du er jo til grin, folk kommer i gips for deres selvskade, og her sidder du i stand til at vikle et viskestykke omkring og fortsætte som om intet er sket. Jeg væmmes ved dig. Du er ikke stærk nok til virkelig at gøre noget ved dig selv. “Undskyld,” hvisker jeg. Jeg ved at jeg ikke er god nok, stærk nok. Heller ikke dét kan jeg finde ud af at gøre ordentlig. I dag har været et stort hav af selvhad. Hver eneste kommentar, hver eneste ting udefra er røget lige ind på kontoen for selvbebrejdelse og selvhad.

Jeg hader mig selv. Tænker om jeg ikke bare skulle ende det hele nu? Befri alle for min besværende tilstedeværelse. Synes det hele er lidt for meget i de her dage. Afsked og afslutning på så mange niveauer, at det hele nu bare sidder som en klump i min mave og hals; hele tiden på vej til at briste i tårer. Og ensomheden i det vokser, der er ikke længere nogen steder hvor de tårer har plads til at flyde og jeg kan forsøge at sætte ord på den knude der konstant sidder i mig.

Jeg har det stort set konstant som om jeg nærmest skal kaste op, ikke fordi jeg har kvalme eller er fysisk utilpas, men fordi jeg ikke kan have det i mig mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af noget, og jeg kan ikke holde ud at være i mig selv.
Det blokerer fuldstændigt i mig, og bare tanken om at skulle spise er lige nu helt uoverskuelig. Jeg vil så gerne gøre fremskridt, jeg er så motiveret – jeg gør hvad jeg skal, men jeg er træt af at kæmpe, må indrømme at det efterhånden tager modet fra mig.

Den hjælp jeg har så svært ved at bede om, og skammer mig enormt over at have behov for, har jeg jo fået nu – med K. I sommers var det jo ellers faktisk blevet bedre. Jeg hader at indrømme det, jeg hader, hader, hader tanken om at skulle acceptere og erkende – men jeg har fået et slag tilbage og det går ikke rigtigt den vej jeg så inderligt gerne vil lige nu. Ligegyldigheden spøger, men jeg forsøger at holde den på afstand. Bliver ved med at gøre de ting der om ikke andet måske kan holde mig bare nogenlunde ovenvande. Men det koster, og det er rigtig hårdt.
Det kan fandme (undskyld) ikke passe at det skal være sådan her igen..?! Stadig..? Det kan simpelthen ikke passe at jeg, efter at være nået SÅ langt, på et øjeblik føler mig sat 7 skridt tilbage. Jeg føler mig så mislykket. Har ikke lyst til at nogen skal se mig. Jeg forsøger at trodse det, men tror alligevel jeg har fået skubbet nogle mennesker på afstand igen. Min familie ikke mindst, har enormt dårlig samvittighed over mit fravær der. Men det er sådan det må være lige nu, for jeg kan ikke have dem med i det jeg står i lige nu, jeg bliver nødt til selv at få det på afstand før jeg kan rumme dem også, rumme den bekymring jeg ved det efterlader dem med. Men den har de sikkert allerede fået vakt. Der er ikke nogen let løsning, så jeg er nødt til at gøre hvad der lige nu er bedst for mig selv – eller i hvert fald ikke vælge det sværeste for mig selv.

Jeg savner hele tiden. Rækker ud i desperation efter alle tænkelige kilder til noget af det jeg mangler. Men det er der ikke. Det hele er lidt på afstand. Og det – dem – jeg mangler mest, er allerlængst væk. Sådan vil det nok altid føles i situationer som den jeg står i. Man mangler nok altid det, man ved man ikke rigtigt kan få.

Jeg forsøger af alle kræfter at være lige her og nu – hele tiden – men jeg kan ikke blive helt. Jeg kan ikke lade være med at svæve lidt ud i alt det der venter lige rundt om hjørnet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det ikke gør nogen forskel at spekulere over det lige her og nu, at der ikke findes en løsning i dag og lige nu. Men det er godt nok svært at give slip. Jeg ved det ikke kan ændres her og nu, jeg ved at det kommer til at fylde det næste lange stykke tid – og sådan er det. Men hvorfor kan jeg så ikke lade det ligge og “nøjes med” at spekulere over det når det faktisk giver mening, og når jeg kan bruge spekulationerne til at vende det et sted..? Det irriterer mig. Jeg prøver på ikke at give det opmærksomhed, men det er der hele tiden. Hele tiden har jeg det i baghovedet og bliver fraværende i en tanke ind i hele rod det er filtret ind i.

Jeg er træt af mig selv. Og jeg er træt af at jeg ikke er kommet videre, når jeg føler jeg “burde”; føler jeg har al grund til ikke at stå hér lige nu. Det går mig på, og det vækker lynhurtigt alle de gamle automatfølelser i mig af skam, skyld, selvbebrejdelse etc.

Going a thousand miles per hour

byAmelia - please credit if use<3

En del af min livslange angst for at tale, har måske nok været at miste kontrollen. Følelsen af at have sagt for meget, er noget af det værste jeg ved. Jeg er bange for hvad folk vil tænke, hvis jeg fortæller hvad der foregår i mit inderste sind. Jeg er bange for at folk vil synes, at jeg bare siger “ting” for at tiltrække mig opmærksomhed. Ja, egentlig er jeg vel bare bange for at tale.

De her dage har jeg dog trodset angsten for dette i en sådan grad at jeg er virkelig skræmt over mig selv og endnu ikke helt har forstået at det er min stemme, mine ord og mig der har sagt alt det. Halvdelen er næsten kommet ud af sig selv, uden min hjerne egentlig har fulgt med. Jeg har sagt ting jeg knapt nok kunne/kan huske, før jeg har hørt mig selv sige det højt. Ubehageligt, fremmed og enormt overvældende. De sidste par dage er nærmest uvirkelige for mig; samtidigt med at det har sat rigtig mange tanker igang – og hukommelse. F**k, det er hårdt. Tænker at jeg trods alt har været “heldig”. Det kunne have været værre – og det ér værre for nogle. Det gør mig trist at vide hvad der er blevet bebyrdet andre, så at sige.

Jeg er skræmt over mig selv for tiden. Det er som om jeg ingen kontrol har (eller sådan føles det, hold nu op Amelia dine tanker kører afsted med dig!), pludselig har jeg sagt – synes jeg selv – alt for meget i forhold til enten tid og sted eller situation; eller bare egen følesans med hvor langt jeg selv er med. Ubehageligt. Først i går til min diætist og nu idag hos min terapeaut. Jeg burde jo åbne op for dem, så det kan vel ses som fremskridt. Men nu gør det, at jeg er nervøs hver gang jeg åbner munden eller er sammen med andre mennesker. Det er lige pludselig alt, jeg føler jeg kan komme til at tale over mig med, også alt det jeg normalt kunne dø for ikke at sige. Jeg kan ikke rigtig lide det. Og jeg kan faktisk ikke rigtigt lidt det “behov” for at tale, det har jeg aldrig følt på dén måde. Ikke hvor det rent faktisk er blevet til handling anyways..

Jeg er dum og svag, ukontrolleret. Inderst inder hader jeg mig selv for alt det jeg ikke kan finde ud af eller gør ordentligt, jeg ikke kan være i det. Hvorfor sagde jeg det? Du er opmærksomhedskrævende. Kunne jeg ikke bare have holdt det for mig selv. Det er pinligt; det jeg tænker, det jeg går og kæmper med. Jeg kan ikke være i mig selv, har lyst til at skrige og smadre alle ting omkring mig – nej, jeg har lyst til at smadre mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at reagere udadtil, jeg vender det indad, straffer mig selv, skærer i mig selv. Du fortjener det. Jeg må jo ikke tilkalde mig opmærksomhed. Af helt forfængelige, egoistiske, pligtopfyldende og kvalmende grunde, gør jeg det dog ikke: smadrer mig selv. Kun på måder folk ikke ser; skærer, slår, flår hud af, isolerer mig så jeg følelsesmæssigt ødelægger mig selv. Og det gør selvhadet endnu større, frustrationen over mig selv vokser uanset hvad jeg tænker. Alt ryger lige ind på kontoen lige nu, godt som skidt, boost til selvhad. Spiralen uden ende, diskussioner der er tabt på forhånd.

Tror jeg har tankemylder, det hele går vildt hurtigt og jeg kan ikke følge med mine egne tanker. Kan ikke skrive en sætning uden at få stress over de næste mange der allerede er tænkt og skrevet i hovedet, men når at forsvinde lidt inden jeg når dertil på tastaturet.

Stress.. Meget godt ord for lige nu og for tiden, tror jeg. Alt stresser mig, fordi jeg konstant og hele tiden skal huske mig selv på at jeg skal gøre de ting jeg skal gøre på de rigtige måder. Hele tiden sikre mig at det jeg gør lige nu bliver gjort rigtigt, så det “går op” og er rigtigt, tjekke hvad jeg gjorde før og hvordan jeg skal gøre det næste. Det er alt lige til hvordan jeg sidder, hvordan jeg går, hvordan jeg hælder en skide kop kaffe op. Stod tingene på de rigtige pladser da jeg gik? Slukkede jeg alle stikkontakter? Hvilken rækkefølge tog jeg de ting frem jeg skal bruge i.

*Bang – ny tanke*

Vågner grædende. Mareridt igen. Mareridt så tæt på virkeligheden, at jeg næsten ikke kan rumme det vågen heller. Virkeligheden, der var engang. Jeg ved godt det er fortid, jeg ved det ikke er nu og jeg ved jeg er helt i sikkerhed herhjemme hos mig selv. Alligevel er jeg bange, det sidder i kroppen efter drømmen. Jeg ryster. Har koldsved. Og alle de velkendte følelser og tanker drøner rundt.

Jeg er forkert. Jeg er en fejl og ikke andet værd end det der er sket. Jeg har ikke lov til det have det anderledes på nogen måde. Jeg vil så gerne kunne føle anderledes, føle mig noget værd i stedet for forkert. Jeg ville ønske jeg kunne give slip på konstante selvbebrejdelser og sortsind, men i øjeblikket styrer det meget mine tanker. Og det er ren næring til gamle mønstre og selvdestruktivitet. Derfor kan jeg heller ikke sige det til nogen. Ikke engang til min terapeaut. Det er for farligt. Hvad hvis hun vil tage det fra mig; sige til mig, at det ikke er min skyld. Så ramler hele min verden. Så ved jeg ikke hvordan jeg skal fortsætte med at leve. Så er alt hvad jeg tror på og tænker jo forkert?

Det evigt tilbagevendende spørgsmål, der aldrig kan besvares, kværner i takt med skyldfølelserne; hvis ikke det er mig der er noget galt med, hvis ikke det er min egen skyld – hvorfor så? Og hvorfor så mig. Der findes ikke et svar og måske derfor klamrer jeg mig til selvbebrejdelsen, for så er der lidt et svar alligevel.