Last snow fall before spring

IMG_7777IMG_7776IMG_7775IMG_7780IMG_7794

Things to do when you’re sad…

don’t listen to bob dylan – wear a big sweater – drink tea – clean your room – go for a walk – make paper cranes – find recipes – read a magazine – hang fairy lights around your house – bake an apple pie with a friend – organize old play toys – think about how beautiful outer space is – paint your sadness – go to a café – take a nap on a pile of blankets – ask someone to hold you – cry – be okay at some point – visit the library – pick flowers – sit with someone – remember that there are always cupcakes.

We’re our own dragons as well as our own heroes, and we have to rescue ourselves from ourselves

Jeg kan ikke skrive herinde længere. Hver gang jeg prøver går min hjerne i sort og jeg føler mig tømt for ord. Måske jeg har afskåret mig fra hele blogverden, eller jeg har ikke været i stand til at konvertere mine tanker om til ord, eller måske synes jeg simpelthen ikke at det jeg kunne finde på at sige ikke er vigtig nok til at blive skrevet ned – så som: åh, jeg har tabt mig igen eller nu skal jeg måske indlægges på Anoreksiklinikken eller jeg prøvede at hænge mig selv på mit værelse igår. Det bliver snart for meget for mig altid at skrive hvor skidt det går. Jeg har ikke snakket meget de sidste par uger men i stedet tænkt over alt og intet, og jeg ved ærlig talt ikke hvad der er værst… Jeg ville bare ønske at jeg for en gangs skyld kunne se noget positivt ved livet og have en god dag.

I stedet kommer lidt snapshots af ting, når jeg lige har været motiveret for at hive kameraet frem.

IMG_4672

IMG_2764

IMG_2916// min dejlige mor, som kommer med mad til mig; falafler –  quinoa m. grøntsager – bønnesalat //

IMG_1029

IMG_2923

“Stepping onto a brand-new path is difficult, but not more difficult than remaining in a situation which is not nurturing”, – Maya Angelou

“Do not anticipate trouble, or worry about what may never happen. Keep in the sunlight,” – Benjamin Franklin

“Very few things in life are worthy of the kind of emotional distress we put ourselves through”, – John Mayer

Torpor

IMG_8806 IMG_8816 IMG_8818 IMG_8821

Der kommer en tid hvor seen ikke længere er fin og hvid, men grå og sjappet. Man kommer til et punkt, hvor man ser mere af mørket end af lyset. Der kommer en tid hvor håbet om varme ikke kan bryde gennem kulden. Eller et punkt hvor musikken ikke er høj nok til at overdøve tankerne om at man er forkert. Måske man tilogmed når et punkt hvor man mere end noget andet ønsker at man kunne gå i dvale..

Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

You will survive, and you will be a better human for it.

Jeg har været vågen og oppe siden kl 5.30, og sidder nu med 3. kop kaffe som jeg ikke har brug for og en tom pakkeliste foran mig. Min mor kommer og henter mig om ca. en time. Så skal jeg hjem og pakke hvorefter jeg bliver overflyttet til et åbent afsnit. Jeg har bare ikke lyst. Jeg er lidt trist, tror jeg. Vemodig, hvis den stemning overhovedet passer ind. Savner allerede at være hjemme ved tanken om at skulle derind igen. Jeg ved ikke engang hvor længe, men efter deres planer er det en måned i hvert fald – indtil jeg har fået så meget ro på, at jeg er i stand til at tage afstand fra selvmordstankerne.

Pillerne er dog røget og erstattet med livet. Hvad det end måtte byde på. Jeg er nødt til at tro på at det kan blive bedre. I har ret, alle jer fantastisk personer som skrev til mit indlæg i går; livet er mere værd og der er lys forude. Én ting har denne indlæggelse da givet mig troen på: at tingene skrider fremad. Det er jo en fact at alt går hurtigere når man bliver indlagt, man bliver taget mere seriøs og ventetiden til at få hjælp er nu blevet forkortet med flere uger, måske endda måneder. Jeg står til at få behandling indenfor de næste dage, også en hjælp som ikke betyder at jeg skal køre flere hundrede kilometer hver uge. Selvom jeg har været utrolig glad for at gå i terapi hos K, så kan jeg ikke komme udenom det faktum at køreturerne har stresset mig enormt.

Jeg ved godt, at jeg er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende det. I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes det har været hårdt de sidste par måneder at stå med ansvaret alene for min egen behandling – noget jeg umiddelbart har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, hvor der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Jeg er nervøs for idag og det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem. Jeg tror dog heller ikke at jeg ville være i stand til at tænke i mere end én dag ad gangen, det er jo ligesom lidt derfor jeg står i den situation jeg nu engang gør; fordi 1 måned eller lidt mere synes som uendelig lang tid. Når man lever fra dag til dag, og hver dag synes aldrig at ende, så er det svært at tro på at den dag og en måned nogensinde vil komme. Og så er det, at jeg bliver så håbløs.

Til noget lidt andet: Jeg savner min far for tiden, sikkert fordi jeg har det svært og at han ofte mangler meget når der sker noget i mit liv – egentlig både svære og gode ting. Jeg savner ham også når jeg er glad over noget. Jeg går ikke rundt i en sorgtåge over ham hele tiden eller er ude af stand til at lægge savnet fra mig – det er jo så længe siden han døde nu, og jeg husker ham dårligt nok – jeg mærker det egentlig mest i glimt engang imellem. Jeg tænker på ham hver dag i alle mulige sammenhænge, men bliver ikke nødvendigvis fyldt op af det hver gang. Han er bare lidt med mig, tror jeg. Andet ville måske næsten også være mærkeligt, for jeg er trods alt halvvejs hans gener. Kære far, jeg savner dig til at holde om mig når tingene bliver svære, stryge mig over kinden og fortælle mig at det hele nok skal gå. At jeg er fars pige, og at solen vil stå op og en ny dag vil komme…

IMG_6874

Oh life, oh life

IMG_0718, collageIMG_0964

^^beklager billedekvaliteten (taget m. iPhone)

Jeg kigger på uret og bliver med det samme i dårligt humør. Klokken er elleve nu og min veninde holder brunch. Jeg er inviteret, men har (som sædvanligt) takket pænt nej. Det gør ondt at vide, at lige nu krammer alle mine veninder hinanden til hej, griner, smiler og snakker om alverdens ting, mens jeg sidder her i min lejlighed. (Næsten) helt alene – min mor er her, men kører fra mig om en time.
Jeg kunne alligevel ikke overskue maden..

Det er skræmmende at tænke på, hvordan de valgt vi tager udelukker og påvirker så meget andet.
Jeg har ikke tal på hvor mange mennesker jeg efterhånden har skubbet væk og ud af mit liv. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem eller bevidst ønsker de skal forsvinde i mængden -men fordi, at når det involvere mennesker, involverer det chancen om at blive såret, skuffet og efterladt. Det er ironisk, når jeg tænker over, hvor bange jeg er for at være alene. Jeg er bogstaveligtalt min egen værste fjende, og det har jeg altid været.

Da jeg var yngre, tror jeg ikke at det nogensinde faldt mig ind, at jeg skulle være 20 (snart 21) og ingen planer have. Ingen “vej”. Jeg har altid være så pligtopfyldende og dygtig, og nu aner jeg ikke hvor mit næste skridt skal føre mig hen. Faktisk, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at tage det næste skridt. Jeg har altid været plaget af mange ting, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle miste lysten til livet i sådan en grad, som det er kommet til. Og det, på trods af at jeg har levet et depressivt liv, siden jeg var 12. Hold da op, hvor er det sørgeligt, og ynkeligt på samme tid.

Jeg drømte engang om børn, mand, hus og hele molevitten. Det føles så fjernt at sige det nu, for jeg er så langt fra den drøm som jeg overhovedet kan komme. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke engang om jeg ønsker at sætte børn i denne verden, og da slet ikke hvis jeg skal agere som mor.

I sidste ende kan det også være helt ligegyldigt. Faktum er, at jeg ikke længere er Amelia. Jeg har mistet mig selv i takt med hvert kilo jeg har tabt. Jeg er ikke glad, jeg har ingen planer, jeg har truffet nogle meget dårlige valg, og så har jeg skubbet alt for mange mennesker væk.
Eller måske, har lige netop alt dét altid været Amelia – nu er det bare sværere at leve med hende.

De siger at alting ændres, at tiden læger alle sår, de siger at alt bliver bedre, men hvornår, hvornår, hvornår?

Jeg er så flov over mig selv.
Jeg venter og venter.. men på hvad? På at jeg en dag stikker af fra alt eller dør?
Jeg bliver jo aldrig “normal”, aldrig ligesom alle andre.
Jeg famler mere og mere, bliver mere indelukket og ked af det.
Fortidens sår kommer frem hele tiden.

Hvornår stopper det? Jeg kigger på stjernerne der falder ned og undrer mig, hvor jeg gik forkert..

Irrelevant..

IMGP8448IMGP8446Jeg har ikke så meget at sige, de her dage. Mit hoved synes tomt – eller nej, måske er det rettere sagt alt for fyldt. Proppet til randen af tanker, som kommer og går hurtigere end jeg kan nå at nedfæste dem til en sammenhængende sætning. Jeg skal til min sidste udrednings-samtale på mandag. Måske det også er noget, der har været medvirkende til at det synes at jeg er begyndt at ryge tilbage i min sygdom. Det er hårdt at skulle stå, ikke langt fra at få stukket et papir i hånden hvor det står, hvad man “fejler”. Tankerne kredser om den ene diagnose efter anden; har jeg x, eller måske y, nej z minder mere om det jeg går og kæmper med. Det er så trættende. Jeg så gerne have et endeligt svar, så min sagsbehandler kan komme med en handleplan. På den anden side ønsker jeg at det skal trække ud så længe som muligt. Jeg frygter vel lidt for hvad der kommer til at stå. Jo, der har været tale om en masse. Men det har aldrig før stået sort-på-hvidt, som det kommer til med denne udredning. Og det skræmmer mig. Jeg har det skidt med mærkater; jeg vil jo bare gerne ses som den jeg er? Som Amelia og ikke en eller anden diagnose..

IMG_0819Hvad jeg lytter til lige for tiden..

Somebody I used to Know (Cover), Tyler Ward

Some nights, Fun

Alt med Bon Jovi

Under the Bridge + By the Way, Red Hot Chili Peppers

Jolene, Dolly Parton

Ok, Selvmord

Bang bang, Nancy Sinatra

Under Pressure, David Bowie&Queen

Heavy Cross, The Gossip

Hjertestarter, Nephew

Love The Way You Lie (akustisk version m. klaver), Rihanna

food, 01.02.13

Min mad i går..

Morgenmad: Yogurt med hjemmelavet rabarbergrød, hørfrø, græskarkerner og vanillepulver

Formiddag: Skyr med jordbær, blåbær og granatæble + pistacienødder

Frokost: Stenalderbrød (hjemmebagt) med tunsalat af tun, hytteost, squash o avocado

Eftermiddag: Langtidshævet kernestykke (hjemmebagt) med smøreost og jordbær (mums!)

Aftensmad: Kylling og salat af revet rosenkål og gulerødder drysset med saltmandler

Senaften: Jordbær med hytteost, hakkede mandler og vanillepulver