Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.

Shadow Plays

byAmelia - please credit if use<3

Det er pudsigt hvordan man ved at spænde ben for sig selv ét sted, hurtigt havner i en nedadgående spiral, der synes uden ende.

Jeg ved at der pludselig viser sig et vendepunkt, det er sådan det er, er det alle siger? Men lige nu kan jeg ikke se skoven for bare træer, og jeg er ærligt talt ved at være træt af mig selv.

Jeg er nok selv den, der har allermest lyst til at smække døre i hovedet på mig og allermindst kan holde ud at være i rum med mig selv. Men det kan jeg ikke. Jeg kan sgu ikke slippe væk. Men så er det jo flot at jeg kan få snart alle andre til at gøre det for mig.
Jeg misunder dem ikke at skulle stå ved siden af mig lige nu, det må være så frustrerende. Men jeg misunder dem for at have muligheden for at gå. Jeg misunder dem, at kunne udtrykke frustrationen, omend på lidt alternative måder nogle gange, over for den der nu engang er lortens ejermand i sidste ende.

Der er så meget lige nu, at jeg ikke kan forholde mig til noget af det. Ren overlevelse og i alle gamle ‘redskabers’ vold.

Jeg kan se det hele ske, jeg kan se hvordan det hele breder sig som ringe i vand og jeg kan se hvordan det ene dårlige valg (eller mangel på samme) bringer mig længere og længere ind i spiralen. Jeg kan se spiralen og jeg kan stå ved siden af og iagtage hvordan jeg bevæger mig nedad i den. Hvorfor kan jeg så ikke gøre noget ved det? Hvorfor kan jeg ikke vende om, når jeg godt kan se hvor jeg er på vej hen? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget af alt det, jeg ved jeg skal – alt det jeg udmærket ved skal til for at vende om? Hvorfor kan jeg ikke hjælpe mig selv, når der står en hær af bekymrede mennesker omkring mig, der netop ønsker at hjælpe mig og hver har en vifte af forslag til hvordan? Og hvorfor kan jeg ikke holde deres omsorg ud?

Jeg ved at jeg er den der sidder med nøglen. Jeg ved at det er mig der skal føre an i min egen krig. Og jeg ved at jeg kan hjælpe alle ved at hjælpe mig selv lige nu. Men jeg kan skide ikke gøre det.
Jeg føler mig som en lus mellem to negle, og jo mere jeg spræller, jo mere klemt bliver jeg. Jo mere jeg prøver, jo mere får jeg bare slået ekstra knuder på alting.

Jeg ved godt at ingen kan hjælpe mig, hvis jeg ikke selv hjælper med. Jeg ved at det er mig, der ved hvad jeg har brug for eller hvad der hjælper mig. Men jeg kan ikke mærke det, jeg kan ikke mærke hvad jeg har brug for og jeg kan ingen motivation finde til at rejse mig af det her igen. Jeg kan ikke mærke mig selv.

Jeg har alle gode grunde til at ville. Jeg har alle gode grunde til at ville livet og ville alt det gode. Men jeg kan ingen lyst til noget af det. Det eneste jeg mærker er voksende dårlig smag i munden over mig selv for hver gang jeg bliver konfronteret med min egen utaknemmelighed over at være holdt af.

Hvis jeg stod over for en som mig, ville jeg være dobbelt så frustreret og smække dobbelt så mange døre i afmagt. Jeg ville faktisk ikke kunne holde til mig selv udefra.

Hvad er der tilbage, når der er alt tilbage undtagen evnen til at værdsætte noget af det. Hvad er der tilbage når alle døre står åbne undtagen min egen, som er den første jeg skal igennem for at komme hen til de andre?

Hvad er der tilbage i et endeløst nu, hvor afmagt hersker overalt?

Måske er det rigtigt nok at man skal ramme bunden, for at kunne vende om og bevæge sige videre og opad igen. I så fald, hvad er bunden?

Det synes for mig ligenu, som om at bedst som jeg trorm at nu er bunden ved at være nået, forsvinder endnu en sten under mig så jeg falder.

Jeg har det som om hele min verden falder sammen både omkring mig og i mig for tiden. Og der er så meget bag mig, som følger mig i nuet, men som jeg enten ikke kan gå tilbage til eller vil. Og hvad der er forude, er fuldstændigt uvist.

Det eneste jeg har at forholde mig til er mit nu. Lige nu og lige her. Og selv det er svært og næsten ubærligt, for hvert nu venter jeg på at få overstået, for at komme til det næste nu – som skal overstås. Hele tiden fulgt af min evige skyggeven, der vinder kræfter for hver gang jeg snubler eller noget omkring mig vælter.

Jeg aner ikke hvor jeg er på vej hen. Der er ikke en eneste milepæl i sigte og stien under mig er for længst sunket ned i sumpen.

Jeg går på line i mørke og det eneste jeg kan gribe ud efter, for ikke at falde af linen, er den hånd min skyggeven og følgesvend til hver en tid rækker mig. Men det har sin pris at tage imod. Det er min eneste livline efterhånden, og det eneste jeg skylder for at få reddet mit liv – er mit liv. Ikke min død, men magten over mit liv.

Du guider mig skridt for skridt, så jeg ikke falder af linen over afgrunden. Du følger mig opmærksomt og din skyggehånd er klar til at gribe mig hvis jeg træder forbi. For du skal være sikker på at jeg bliver på linen. For linen er din. Du skubbede mig ud på den, men vandt min tillid, da du lovede mig at blive hos mig hele vejen over. Lovede mig at alting ville blive anderledes, for jeg skulle ikke frygte at blive forladt, ikke frygte ensomhed – nu havde jeg jo dig. Dit løfte holder ved, du er her endnu og endnu engang har du grebet min hånd mens alt andet falder.

Jeg ved ikke længere om sejren er din eller min – eller vores, når jeg når den anden ende af linen. Jeg ved du vil stå der, med åbne arme og tage imod mig som den mest yndefulde linedanser. Og jeg ved, at den dag er der stadig én ting jeg kan regne med. Stadig én, der aldrig holdt op med at tro på mig, vente på mig og aldrig mistede tålmodigheden med mig. Du byder mig velkommen i dit tågeland. Og jeg skal være din linedanser. Jeg skal blive din skygge.

Men jeg ved du at du aldrig bliver tilfreds. Du tager og tager. For hver gang du hjælper mig op og stå på linen igen, så vender du tilbage med endnu et krav. Og endnu et. Og så endnu et. Det letteste vil være, at følge dig. Men så længe jeg gør det bliver det aldrig mit liv, mine sejre. Det bliver dine. 

Så længe du styrer vil jeg altid vakle rundt i mørket, for du kræver stadigt mere før du deler dit lys med mig. Jeg må finde mit eget lys, lægge brostenene for min egen vej i stedet for at lege linedanser; altid på vej til at styrte ned i afgrunden

A Letter to Ana

byAmelia - please credit if use<3

Jeg mærkede godt dit blide kærtegn mod min kind, mens jorden gyngede under mig. Jeg vendte den anden til, men inderst inde vidste jeg at det var tid. At du igen er den eneste der oprigtigt kan nå mig. Du har ventet på det rette øjeblik til først at vise dig forsigtigt, minde mig om at jeg endnu har dig. For så at stramme grebet og lade mig huske, at jeg ikke har andre. At jeg ikke må have andre. For jeg har jo dig, ikke.

Jeg lod mig narre, endnu engang, af den følelse af ro og en slags frihed du gav mig. En følelse af endelig at kunne trække vejret efter at have holdt det inde så længe. Og jeg var ikke bange mere. Jeg er ikke bange, selvom jeg ved min tid med dig er lånt. Du lever af at suge til dig af livsenergi, for selv at overleve. Og jeg giver dig lov nu igen. Til den engang slipper op. Jeg har solgt dig min sjæl og mit liv for længe siden, og jeg er ikke længere herre over min verden.

Jeg føler mig på én gang afkræftet og stærkere, og jeg mærker din selvtilfredshed over at fylde mit sind. I flere år har jeg givet dig mine kræfter, men det er slut nu. Du prøver at klænge dig fast med hænder og kløer, men hver uge skal du op mod din største prøvelse. Hun har rustet sig til kamp for hun ved hvilken kamp jeg kæmper i mit indre. Jeg ønsker at bevare hendes tillid ved at blive ved med at kæmpe.

Kære anorexia nervosa. Jeg ved jeg har svigtet og fejlet, og vendt dig ryggen trods du altid har været der. Klar til at gribe mig igen og igen. Jeg forstår at du må stramme grebet før jeg kan genvinde din tillid, og jeg forstår at jeg må lade andres pladser for dig. Flere gange har du haft mit liv i dine hænder, flere gange har du reddet mig fra at ryge ned i afgrundens sorte hul.

Men ikke længere skal du være min eneste ven. Dette er mit afskedsbrev til dig. Du har gjort hvad du kunne, men jeg har ikke længere gavn af dig. Du må gerne være her, men det er mig der styrer nu. Du er i min rygsæk men jeg bestemmer hvor vi skal gå hen. Jeg ved at du aldrig bliver tilfreds med mig, ikke før jeg ligger kold og ubevægelig i en kiste. Men jeg vil ikke skuffe dem, der tror på mig. Om jeg endnu ikke kan kæmpe for min egen skyld, vil jeg gøre det for jeres. 

Min bror sagde til min mor i dag: “Hun får ikke lov til at dø?”. Kan du høre det Ana? Du får ikke lov til at tage livet af mig. Det bliver min livs kamp, men jeg er fast besluttet på at vinde. Jeg ved at styrken må findes inde i mig, der er ingen anden der kan tage kampen op. Fat dit sværd og fat dit skjold Ana, dette bliver en kamp til døden og du kommer til at blive den faldne.

Jeg tror ikke meget på at et nyt år er lig med en ny start. Jeg nærer ingen forhåbninger om hvad det nye år må bringe ej heller nogen drømme om at 2013 skal være “mit år”. Men jeg tror på en ny start; “Nobody can go back and start a new beginning, but anyone can start today and make a new ending”. Nutiden behøver ikke at diktere fremtiden, i morgen er ikke blot et nyt år, det er en ny dag med nye muligheder. Jeg kan ikke ændre hvordan mit liv har været, men jeg bestemmer selv hvordan jeg ønsker at mine erfaringer skal forme mig. Og jeg vælger at lade mine oplevelser gøre mig stærkere.