Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

Overspisninger

byAmelia - please credit if use<3Jeg føler måske at en række af de emner jeg berørte i mit forrige indlæg kræver en uddybning. Derfor har jeg tænkt mig, at der skal komme en række indlæg, som tager fat i nogle af de emner; som bl.a. overspisninger, angst, tanken om at man ikke er god nok eller ikke fortjener at have det godt osv.

Først vil jeg snakke om overspisninger…

Overspisninger viser sig på mange måder. Hver gang jeg spiser føles det som en overspisning, fordi jeg forbinder det at spise med at være svag (dette gælder selvfølgelig kun mig – dobbeltmoralen længe leve!). K kalder det, jeg betegner som overspisninger, for subjektive overspisninger.  Det er svært at tage til mig, at det jeg føler er en overspisning reelt ikke er det man “normalt” ville betegne som en overspisning.

Men jeg føler stadigvæk er der er en fordom om at folk med anoreksi ikke spiser overhovedet, og at mange derfor konkluderer om man har anoreksi eller ej ud fra om man spiser eller ej. Igen handler det om at en spiseforstyrrelse altså ikke bliver mindre virkelig fordi man spiser eller fordi ens vægt ligger indenfor normalområdet. Dette udelukker nemlig ikke at de spiseforstyrrede tanker fylder lige så meget – og nogen gange mere – end når man sulter sig.

Tilbage til overspisninger.. Jeg har oplevet at folk med “rigtige” overspisninger bliver vrede, når jeg snakker om mine (subjektive) overspisninger. Igen vil jeg sige, at alt er relativt – bare fordi mine “overspisninger” ikke involverer at jeg propper mig med kage aller whatever, bliver den ikke mindre virkelig for mig. Dette betyder nemlig at jeg efter hvert måltid skal kæmpe mod lysten til at kaste op – enten i bogstavelig forstand eller ved at træne kalorierne “væk”.

Det jeg vist bare prøver at sige er, at vi alle er i samme båd og vi kommer længst ved at støtte hinanden uanset hvordan vores spiseforstyrrelse kommer til udtryk. Der er intet symptom/handling/tanke som er værre end den anden. For dig er dine problemer lige så virkelige og forfærdelige som en andens. Vi gør bedst i at lytte og fortælle andre hvad der foregår lige præcis indeni i dig, så du kan få den hjælp og støtte som du fortjener ❤

Jeg skammer mig over..

Jeg har tænkt meget over dette indlæg. Mest fordi det er angstprovokerende og pinligt for mig at skrive. Men jeg er en der afskyr tabuer og i forhold til spiseforstyrrelser tror jeg der er rigtig mange af dem. Derfor dette indlæg. Jeg beklager på forhånd hvis det støder eller provokere nogen, men hvis bare én derude kan føle sig mindre forkert fordi de ikke er alene om at have det sådan, så synes jeg det er det værd…

Selvom jeg er diagnoseret med anorexia nervosa, så har jeg også  overspisninger.

Jeg har lært mig selv at kaste op uden brug af “værktøjer” som fingre e.lign.

Når jeg intet overskud har kan der sagtens gå fire dage uden at jeg går i bad, fordi jeg ikke kan overskue at se mig selv nøgen eller røre ved mig selv.

Ofte går der dage uden at jeg børster tænder, fordi jeg ikke må prøve at gøre noget ud af mig selv.

På rigtig dårlige dage kan jeg sagtens drikke op til 3 liter pepsi max.

Jeg føler ingenting når jeg kysser nogen og nyder ikke at have sex, men føler at jeg er nødt til det for at virke normal.

Jeg spiser tit gammel mad eller mad, som jeg ikke synes smager godt, fordi jeg ikke har fortjent andet.

Jeg “gemmer” mig eller smider min telefon i vasken når nogen ringer fordi jeg ikke kan forudsige hvad der kommer til at ske, hvis jeg tager den.

Jeg kan ikke stå op før kl. 8.30 selvom jeg er vågen lang tid før, da dagen ellers bliver uoverskuelig lang – alligevel tvinger jeg mig selv til at være vågen til klokken to om natten trods at jeg får sovemedicin fordi jeg skal være vågen og forbrænde kalorier.

Jeg sover næsten altid på gulvet med vinduet åbent fordi jeg ikke er god nok til at ligge blødt og varmt.

Hver gang jeg tvinger mig selv til at følge min madplan i mere end tre dage og ikke underspiser, prutter jeg konstant (af den lydløse, (meget) lugtende slags).

Min mor kører mig altid ud til steder jeg ikke er vant til eller tryg ved da jeg ellers ikke kommer afsted fordi jeg er alt for angst.

Jeg kan ikke gå på gaden sammen med andre end min mor, fordi jeg skammer mig over at jeg er nødt til at bevæge mig i bestemte mønstre.

Jeg justerer altid lydstyrken i tv eller radio til et lige tal eller tal i 5-tabellen (dog ikke tal i 10-tabellen), så diskret som muligt i håb om at ingen opdager det.

En af mine mange tvangstanker er, at jeg skal rense mine øre med vatpinde min. 4 gange dagligt. 

Jeg kan kun gå på toilettet i mit eget hjem. Jeg vil hellere tisse i bukserne end at bruge et offentligt toilet.

Jeg aflyser aftaler baseret på om jeg har tabt mig eller taget på. Hvis jeg har taget på har jeg ikke fortjent at ses med nogen.