Overspisninger

byAmelia - please credit if use<3Jeg føler måske at en række af de emner jeg berørte i mit forrige indlæg kræver en uddybning. Derfor har jeg tænkt mig, at der skal komme en række indlæg, som tager fat i nogle af de emner; som bl.a. overspisninger, angst, tanken om at man ikke er god nok eller ikke fortjener at have det godt osv.

Først vil jeg snakke om overspisninger…

Overspisninger viser sig på mange måder. Hver gang jeg spiser føles det som en overspisning, fordi jeg forbinder det at spise med at være svag (dette gælder selvfølgelig kun mig – dobbeltmoralen længe leve!). K kalder det, jeg betegner som overspisninger, for subjektive overspisninger.  Det er svært at tage til mig, at det jeg føler er en overspisning reelt ikke er det man “normalt” ville betegne som en overspisning.

Men jeg føler stadigvæk er der er en fordom om at folk med anoreksi ikke spiser overhovedet, og at mange derfor konkluderer om man har anoreksi eller ej ud fra om man spiser eller ej. Igen handler det om at en spiseforstyrrelse altså ikke bliver mindre virkelig fordi man spiser eller fordi ens vægt ligger indenfor normalområdet. Dette udelukker nemlig ikke at de spiseforstyrrede tanker fylder lige så meget – og nogen gange mere – end når man sulter sig.

Tilbage til overspisninger.. Jeg har oplevet at folk med “rigtige” overspisninger bliver vrede, når jeg snakker om mine (subjektive) overspisninger. Igen vil jeg sige, at alt er relativt – bare fordi mine “overspisninger” ikke involverer at jeg propper mig med kage aller whatever, bliver den ikke mindre virkelig for mig. Dette betyder nemlig at jeg efter hvert måltid skal kæmpe mod lysten til at kaste op – enten i bogstavelig forstand eller ved at træne kalorierne “væk”.

Det jeg vist bare prøver at sige er, at vi alle er i samme båd og vi kommer længst ved at støtte hinanden uanset hvordan vores spiseforstyrrelse kommer til udtryk. Der er intet symptom/handling/tanke som er værre end den anden. For dig er dine problemer lige så virkelige og forfærdelige som en andens. Vi gør bedst i at lytte og fortælle andre hvad der foregår lige præcis indeni i dig, så du kan få den hjælp og støtte som du fortjener ❤

Du er ikke alene!

Okay, så jeg ved at der ihvertfald er et par stykker som læser med her, som kæmper en spiseforstyrrelse ligesom mig selv, og jeg fik bare sådan lyst til at dele dette med jer!Jeg ved, det er svært at tro på disse ord, men det er sandt!

Sagen er, at vi hænger os for meget i hvordan samfundet definerer skønhed. Men vi er alle smukke, uanset vores udseende og størrelse. Skønhed kommer indefra og vi bliver nødt til at give slip på vores spiseforstyrrelse, så vores lys igen kan skinne igennem.

Det er essentielt at vi lærer, at elske os selv. Du fortjener, præcis som alle andre, at elske dig selv. Husk på, vi bliver hvad vi tænker på mest!

Tænk over det… Er du glad lige nu, mens du er spiseforstyrrelsens vold? Nej, vel? For mig er det ihvertfald sådan, at jo mere jeg sulter mig selv og jo mere jeg taber mig, des federe føler jeg mig og jo mere deprimeret bliver jeg. Lige nu hader jeg mig selv, jeg bare lyst til at forsvinde eller råbe af mine lungers kraft. Jeg vil jo gerne, at tingene skal forandre sig, men på samme tid ønsker jeg, at alt skal forblive det samme – det er jo det mest trygge. Hvad ved jeg egentlig? Jeg render jo rundt og tror, at hvis bare jeg kunne være den tyndeste, så ville alle mine problemer forsvinde. Men sådan hænger det ikke sammen. Som sagt bliver jeg jo blot mere ked, deprimeret og selvskadende.

Spiseforstyrrelsen kontrollerer mig, og når jeg kigger fuldstændigt nøgternt på min situation, så ved jeg jo godt, at jeg kan falde død om hvert sekund det skulle være. Min krop siger fra, den kan ikke klare mere, men jeg skærer mig selv af ved halsen, så jeg ikke behøver mærke min krop.

Det handler jo for fanden om at lære at leve igen! Den måde vi lige nu vælger at leve livet på, tilfredsstiller ingen andre end spiseforstyrrelsen (og den vil ikke være tilfreds før vi ligger kolde og døde i en kiste dybt under jordens overflade). Men spiseforstyrrelsen kan kun styre vores liv, hvis vi tillader den at gøre således! Vi må lære at elske os selv og elske livet.

Vi må lære, at tilgive os selv for vores fejl og give slip på de ting, som holder os tilbage. Vi må vokse, lære og ændre os for at bevæge os fremad. Vi skal finde en måde at slutte fred med vores krop på, og ikke lade maden styre vores liv.

I stedet for at tage spiseforstyrrelsen til os som vores identitet, skal vi dykke ned i os selv og lære hvem vi i virkeligheden er. Vi skal lære at have tiltro til os selv – og til andre. Du kan lære at tro på dig selv.

Åh, hvor vil jeg gerne lære at tro på dette. Det er en opsang til jer såvel som til mig selv. Vi bliver simpelthen nødt til at tage styring i vores eget liv. Jeg tror på, at det er muligt at være i stand til at elske mig selv og min krop som den er, og jeg vil ikke længere lade Ana fylde mig med løgne.

Find styrken

xxoo,