Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Still breathing, still holding on

byAmelia - please credit if use

Tusind tak for den gode respons på mit foregående indlæg. Det er rigtig dejligt at åbne sin computer og se sådan nogle fantastisk søde kommentarer – det gør det så meget sjovere at blogge ❤

Jeg har det stadig rigtig skidt lige for tiden men jeg kæmper meget for at komme ud og være social. Jeg kom ikke ind i angstcaféen igår da min angst tog over. Jeg skulle selv tage derind, men kunne bare ikke komme ud af døren. Det er skræmmende hvordan angsten kan lamme end fuldstændig. Selvom jeg efterhånden er vant til det så kommer det bag på mig hver gang. Du skal jo “bare” gøre det. Det er jo “bare” at åbne døren og gå ned til bussen. Men folk forstår ikke, det er nemlig ikke “bare”. Når jeg – som nu – er nede i et sort hul er intet så ligetil. Jeg skal nemlig i bad, tage tøj på, lægge makeup (allerede her er al min energi opbrugt). Så skal jeg ud af døren, selv tage bussen ind til caféen og ovenikøbet være social i fire timer. Og der går klappen ned. Jeg kan ikke overskue det og ender med at gemme mig væk i min stue eller være selvskadende. Jeg har ikke skåret i en uge, men lysten er der konstant. Jeg ved hvor mit glaskår ligger, jeg har det altid på mig. Egentlig burde jeg smide det ud, men jeg har brug for at det ligger hos mig. Som en redningskrans hvis tingene ser for sorte ud og jeg ikke kan overskue livet. Så er det bedre at skære end at tage for mange piller. Sådan har jeg det ihvertfald..

outfit,14.01.13// dagens outfit //

Men jeg prøver. Det gør jeg virkelig. I dag er min plan at jeg skal mødes med min selvhjælpsgruppe for folk med OCD. Det er anden gang efter juleferien. Jeg var ikke derinde i sidste uge. Jeg isolerer mig og det gør kun mine problematikker værre, så jeg bliver nødt til at prøve. Ellers føler jeg mig ensom og forkert. Jeg læste et indlæg om det at acceptere at man er “syg”. Det kan jeg heller ikke. Jeg sammenligner mig også med folk der ikke er syge og slår mig selv i hovedet (både billedligt og i bogstaveligt forstand) fordi jeg ikke magter det samme som mine venner og familie. Jeg er forkert. Hele min eksistens er forkert. Jeg burde ikke være her.

frokost tallerken

// gårsdagens frokost: rugbrød m. avocado og kylling, hytteost, tomater //

snack bowl w. guacamole

// eftermiddagsmåltid igår: guacamole lavet med skyr,  hvidløg og chili + gulerødder og blomkål //

Stepping out of my comfort zone

En sød læser har gjort mig opmærksom på at i faktisk ikke har set noget personligt fra mig endnu, og det har jeg da taget til eftertanke. Ydermere blev jeg gjort opmærksom på, at det er sjældent at jeg får blogget om min mad de her dage. Jeg har tænkt meget over det, og tror faktisk at jeg med vilje ikke tager billeder af min mad mere fordi jeg skammer mig over de mængder jeg spiser lige nu. Jeg prøver jo at følge min kostplan og dette betyder større mængder mad fordi jeg nu skal tage på.. Det lyder måske skørt, men det synes mere “virkeligt” hvis jeg viser min mad – og dermed bliver det bekræftet at ja, jeg er svag; ja, jeg spiser for meget; ja, jeg er klam og fed og grim og ulækker.

Men anoreksien skal ikke få lov til at bestemme hvad jeg må og ikke må. Så here you go…

morgenmad

Morgenmad: laktosefri yogurt m. hjemme”blandet” müsli, æble og mandler + kaffe (of course)

Og til det næste vil jeg gerne bede om en trommevirvel… Ej, dog ikke men det er virkelig en overvindelse for mig.! Og lige præcis derfor har jeg tænkt mig at gøre det. Det handler om at komme ud over grænsen for hvad man synes der er trygt, for der er udenfor ens “comfort zone” at alt det fantastiske sker. Måske der ikke sker det helt store ved at lægge et billede ud af mig selv (gør det ikke. vil du virkelig vise hele verden hvor fed og grim du er – HOLD KÆFT ANA (ja undskyld mit sprog, men det var lige nødvendigt). Jeg er faktisk ret interesseret i mode generelt og syr meget tøj selv, så tænker at en måde for mig at gå lidt væk fra sygdommen og have mere fokus på mine interesser og mig som person (ikke som Amelia, hende med anoreksi) kunne være at dele noget outfit billeder. Men det ved jeg ikke om der er stemning for(?) Anyways…

IMG_2554

outfit 14.01.13

IMG_2547I dag skal jeg ind på Café Blom. Åh hvor jeg ikke gider. Det bliver godt. Jeg har isoleret mig i snart to uger og kun set min nærmeste familie, det skal være slut. Jeg må gerne se andre og have det sjovt selvom jeg er fed spiser.

Juletid + en forklaring

Åh, jeg kunne undskylde for mit fravær og manglende indlæg, men det vil jeg ikke gøre for selvom jeg beklager, så er jeg slet ikke så ked af det alligevel for har haft nogle fantastiske dage. Det er næsten helt dejligt at kunne sige, at jeg simpelthen ikke har haft tid til at opdatere bloggen 🙂

Kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt. Håber at det varer ved… Nej, jeg bestemmer at det skal blive ved med at være sådan; jep!

Trods den længste(!) dag i mands minde i går, formåede jeg at samle kræfter og mod til at tage ud og spise med de søde mennesker fra Café Blom. Og det var en helt vild god oplevelse, trods at jeg var fuldstændig udmattet fra først at være i terapi, så til diætist og derefter en tre timers lang køretur fra Jylland til København.

Jeg elsker livet – og jeg tør sige det højt. Tror på, at der er et andet liv til mig derude og jeg er så småt begyndt at få øjnene op for hvordan det kunne komme til at se ud.

Og så er det jo officielt jul idag! Kan godt være at jeg er 20 år, men glæder mig sgu altid til jul som et lille barn; julemusik, tændte stearinlys, familie-hygge, julekalender, julepynt og at bruge tid på at finde de helt perfekte gaver til dem man holder af, det er altsammen noget jeg elsker. Og det er jeg stolt af! 😉

Har lavet kalenderlys idag og flettet masser af julestjerner, så jeg er efterhånden kommet godt og grundigt i julehumør.

kalenderlys1img_0637julestjerner