Juletid + en forklaring

Åh, jeg kunne undskylde for mit fravær og manglende indlæg, men det vil jeg ikke gøre for selvom jeg beklager, så er jeg slet ikke så ked af det alligevel for har haft nogle fantastiske dage. Det er næsten helt dejligt at kunne sige, at jeg simpelthen ikke har haft tid til at opdatere bloggen 🙂

Kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt. Håber at det varer ved… Nej, jeg bestemmer at det skal blive ved med at være sådan; jep!

Trods den længste(!) dag i mands minde i går, formåede jeg at samle kræfter og mod til at tage ud og spise med de søde mennesker fra Café Blom. Og det var en helt vild god oplevelse, trods at jeg var fuldstændig udmattet fra først at være i terapi, så til diætist og derefter en tre timers lang køretur fra Jylland til København.

Jeg elsker livet – og jeg tør sige det højt. Tror på, at der er et andet liv til mig derude og jeg er så småt begyndt at få øjnene op for hvordan det kunne komme til at se ud.

Og så er det jo officielt jul idag! Kan godt være at jeg er 20 år, men glæder mig sgu altid til jul som et lille barn; julemusik, tændte stearinlys, familie-hygge, julekalender, julepynt og at bruge tid på at finde de helt perfekte gaver til dem man holder af, det er altsammen noget jeg elsker. Og det er jeg stolt af! 😉

Har lavet kalenderlys idag og flettet masser af julestjerner, så jeg er efterhånden kommet godt og grundigt i julehumør.

kalenderlys1img_0637julestjerner

Daglige reminders/motivationer

Har haft en fantastisk dag i dag! Den bedste dag i rigtig lang tid. Er helt euforisk og fyldt med successer. En smule overdrevet måske, men åh jeg vil sgu have lov til at være glad idag.

Udover at dagen bare er gået godt, så har jeg endnu engang udfordret min angst og taget ind på Café Blom, og må faktisk indrømme, at den er en del bedre en LMS’ aktivitetshus. Intet ondt om LMS-huset, men for mig blev det en anelse “sygt” derinde og sådan var det slet ikke i angstcaféen. Det føltes tværtimod som om det bare var en stor gruppe venner, som sad og hyggede sig med en kop kaffe. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er derinde. Har allerede planer om at mødes med gruppen på fredag. Vi skal ud og spise! Det bliver sgu lidt provokerende og er i den grad en udfordring for mig, især fordi de andre måske ikke ved hvor svært det egentlig er for mig, da caféen ikke rigtig har noget med spiseforstyrrelser at gøre.

Men videre til hvad indlægget rent faktisk skulle handle om: hvad der holder motivationen i gang i dagligdagen og minder mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe…

Dette armbånd tager jeg kun af, når jeg skal i bad o.lign. Det er måske mit kæreste eje. Det var en gave fra min mor, da jeg kom ind på et bo- og behandlingssted for lidt over et halvt år siden, og det betyder så utroligt meget for mig. Sammen med pakken fulgte et kort, jeg har taget et citat fra kortet og “kopieret” det over på et papir, så jeg altid kan blive mindet om hendes smukke ord.

Der stod bl.a.: “Nøglen er til livet, så du selv kan vælge hvilket liv du ønsker, hvilken vej du vil gå, hvilke døre du vælger at åbne. Din nøgle.                Hjertet og stjernerne vil altid vise vej og passe på dig. Hjertet står for kærlighed altid. Stjernerne viser også vej, hvis du føler dig fortabt eller hvis du farer vild”.

Hver gang jeg ser ned på min arm, hører jeg min mors ord inde i mit hoved og jeg bliver mindet om, at hvor alene og fortabt jeg end føler mig, så er “stjernerne” der for mig. Stjernerne er der nemlig altid, selvom man kun kan se dem når der er mørkt. Hjertet husker mig på, at jeg altid er omgivet af kærlighed fra dem omkring mig (især min mor og storebror). Nøglen minder mig om, at jeg har et valg. Jeg bestemmer over mit liv, og i sidste ende, er det også mig der bestemmer om spiseforstyrrelsen, selvskaden osv. skal have lov til at dominerer mit liv eller ej.

Ovenstående billede var et projekt en dag, hvor jeg havde det rigtig skidt og virkelig have brug for at visualiserer hvorfor og hvad jeg kæmper for. Det er en væg på mit værelse, så jeg bliver mindet om, at jeg vil noget andet. At der er noget andet – og bedre – end at være fanget i anoreksiens net. Der er både billeder af veltrænede (sunde!) kvinder. I centrum er der en del dansebilleder – jeg har altid danset meget og elsket det, men har ikke fået lov til at danse de sidste tre år pga. min undervægt. En af grundene til at jeg stadig kæmper med maden, er for at få lov til at danse igen!. Der er også en del citater at finde på væggen. Motiverende citater som handler om at pleje og nære sin krop, om at man er god nok som man er osv. En ting, der også går igen, er kvinder med power! Kvinder, der tør vise sin styrke og ikke gemmer sig bag et spinkelt ydre og fuglestemme. Det er kvinder, som jeg ser op til.

Jeg er nysgerrig. Hvad bruger i andre i hverdagen for at holde fast i motivationen?

 

 

I “Ana”s Fængsel

For et par uger siden spurgte “K” om jeg ikke havde lyst til at tegne min spiseforstyrrelse, sådan som jeg så den. Dette kunne vi bruge til gulvøvelser, og det ville desuden give hende et bedre billede af hvordan min spiseforstyrrelse “manifesterer” sig.

Denne opgave var jeg helt med på, og resultatet blev ovenstående. “Ana” er selvfølgelig den sorte pige med fangarme, som holder (mig) om munden med sine lange “fangarme”/negle.

Hånden om min mund symboliserer, at når anoreksien dominerer er det ikke mig, der taler; det er ikke min stemme folk hører. Det er Ana, der er altoverskyggende. Hun holder mig fast i hendes greb og vil rive og bide, hvis jeg prøver at slippe fri.

Hun er sort, fordi hun symbolisere mørket. Mørket, der opsluger mig, når jeg trækker mig ind i den spiseforstyrrede verden. Ana ville dog ikke tillade mig, at male hende helt sort (derfor det hvide omkring øjnene) da hun fortalte mig, at hun jo også gør en masse gode ting for mig. Og der var jeg ikke stærk nok og måtte bøje mig for hendes befaling om ikke at tegne hende helt sort..

Det er enormt grænseoverskridende for mig at lægge mine tegninger ud. Både fordi jeg er bange for at blive dømt og jeg er bange for, at folk ikke vil kunne lide mine tegninger. Men burde jo egentlig være ligeglad, det er jo mine tegninger og de betyder rigtig meget for mig. Men så er der også det, at det er utrolig sårbart at vise mine tegninger for andre, som om at jeg blotter min sjæl for alle og enhver som har lyst til at se den. Men offentliggøres skulle det. Det er endnu en udfordring, jeg har givet mig selv.

Nysgerrighed

I fredags snakkede jeg med min terapeut “K” om nysgerrighed og angst. Hun gav mig den opgave at tænke over hvad jeg er nysgerrighed overfor og på den anden side, hvilken angst der følger med nysgerrigheden.

Stemmerne er nemlig rigtig gode til at få angsten til at vokse, hver gang nysgerrigheden titter frem. “Hvad nu hvis…?” “Det går bare galt.” “Tænk hvis…”  osv. Det er temmelig frustrerende, for det holder mig fra at prøve rigtig mange ting. Angsten spænder ben for min behandling og sløver recovery-processen, for jeg tør jo ikke give slip på kontrollen, sikkerheden, det kendte. Det ukendte er “farligt” og enormt angstprovokerende…

Men jeg er nysgerrighed overfor at udforske min nysgerrighed, så jeg har tænkt meget over opgaven siden sidst.

Jeg startede med at sige, “Jeg er nysgerrig overfor livet”. Men det var for bredt sagde “K” smilende. Så jeg måtte hjem og gå i tænkeboks.

“Hmm… jeg er nysgerrig for min fortid.” Nej, også for bredt.

Flere steder har jeg læst om “den lille pige” indeni os. Jeg tror jeg er nysgerrig for at lære hende bedre at kende. For jeg er sikker på at jeg har en lille pige indeni i mig; det er hende der græder og er bange når mørket falder på eller når stilheden tager over. Det er hende der med de rigtige omstændigheder er nysgerrig på livet og alt hvad det bringer af godt og skidt, som ønsker at udforske verden. Det er hende, som har håb og drømme, men som gemmer dem væk fordi hun ikke tør tro på at det kunne blive virkelighed.

Jeg kan ikke huske meget fra min barndom; jeg tror, jeg har fortrængt en hel del. Både “K”, min mor, min gamle psykolog og flere andre har prøvet at fortælle mig at der ikke er mange, der har oplevet så meget sorg og modgang, som jeg har – og som har overlevet det! Jeg kan ikke selv se det; “der er jo mange andre, som har haft det værre end mig”. Jeg er mester i at bagatalisere mine egne problemer og oplevelser. Jeg kan dog huske noget. Eller det tror jeg, at jeg kan. Nogen gange bliver jeg i tvivl om det reelt er noget jeg selv kan huske, eller det blot er noget, der er blevet mig fortalt. Forbered jer på en længere granskning og opræbning af min fortid…

Min storebror er 5 år ældre end mig og er autist (mere konkret har han infantil autisme). Vi har et rigtig godt og tæt forhold den dag i dag, men det har ikke altid været sådan. Da min storebror var yngre, var han meget dårlig fungerende og han fyldte ALT hjemme hos os. Min far døde da jeg var ca. 1 år gammel, så min mor har stået alene med mig og min bror og alle de problemer han “skabte”. Han var meget udadreagerende og blev ofte voldelig, og da jeg var mindre, ville jeg blive så bange, at jeg f.eks. gemte mig under vasken uden på toilettet.

Kan min nysgerrighed bruges her? Hvad får en lille pige til at gemme sig under håndvasken? Fandt jeg tryghed? Hvad gjorde, at lige dette sted blev et “helle”; et sted hvor jeg følte, at intet ondt kunne ramme mig. Dette får mig til at tænke på en anden situation senere i mit liv, hvor min mormor og min mor havde et kæmpe skænderi (dette er en længere historie, men lad det blive ved at min mormor bl.a. har misbrugt både min mor og jeg psykisk hele hendes liv). Her valgte jeg at gemme mig under et skrivebord og nægtede at komme frem, før de stoppede med at råbe af hinanden. Den dag i dag er der stadig en snært af dette. Jeg har det svært ved åbne rum og pladser, skal helt have en vægt el.lign bag mig og kan ikke sove med hovedet vendt ind mod væggen. Jeg føler mig sårbar og frygter, at der kommer nogen/noget, som jeg ikke når at opdage førend det er for sent. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg følgt mig forfulgt, måske derfor at jeg har haft brug for “vægge” omkring mig, så intet kunne snige sig ind på mig? Som lille drømte jeg, at jeg blev jagtet af ulve og bjørne, så gennemgående og virkelighedstro mareridt, at jeg i lang tid måtte sove hos min mor. I dag følger mareridtene mig også i vågen tilstand, her er jeg blot angst for dæmoner og personer, som ønsker at gøre mig ondt.

Hvad er jeg så angst for? Tjo, jeg er angst for at ribbe op i fortiden. Jeg er bange for hvad der dukker op af sorte minder; jeg har vel ikke fortrængt over halvdelen af mit liv uden grund… Jeg husker glimt af mareridt, situationer o.a., som jeg ikke hurtigt har låst inde i boksen igen. Alt for angst til at udforske dem.

Ja, jeg er endda angst for at nysgerrigheden. Jeg har ikke turdet udforske den mere end dette. En lille smagsprøve på den nysgerrighed (= livsglæde) som den lille pige rummer. Men jeg har jo også næsten en uge til at samle mig mod til at gå endnu mere i dybden med hvad min nysgerrighed rummer 😉

Tja..

Har overvejet om der skal nogle mere kreative indlæg på bloggen. Også sådan lidt for at lysne den ellers ret dystre stemning, der er lige for tiden med en del skriverier af den negative slags.. Er nemlig faktisk ret kreativ og bruger både tegning/maling og skrivning til at få det bedre. Især skriver jeg mig ud af dårligt humør og frustrationer, og tegner en del, når jeg er rastløs. Så bruger jeg også den kreative del rigtig meget i min terapi, så på den måde giver det jo også mening, at lægge lidt af det ud her på siden. Anyways, en masse snak om noget ret banalt; har i lyst til at se lidt af det jeg roder rundt med??

Apropos lidt mere positive indlæg, kan jeg sige, at min dag i dag er ret god. Har været til terapi og er altid mere fandenivoldsk, glad og ekstrem motiveret efter sådan en time. Når jeg snakker med min terapeaut tør jeg at tro på at jeg kan blive helt rask. Ikke at anoreksien og alle de andre ting forsvinder, for jeg har en tro på, at sådan noget vil følge en resten af livet. Men tror på, at jeg kan komme til at styre dem i stedet for nu, hvor de styrer mig.

Håber i alle får en god fredag aften. Skal selv ud og hygge med min storebror

xxoo,

Angst

Har planer om at tage ind i LMS’ aktivitetshus; har et håb om at det kan hjælpe mig, hvis jeg begynder at tage derind når jeg har det svært i løbet af dagen.

Det er ikke helt første gang jeg skal derind. For et lille års tid siden fik jeg en rundvisning derinde lige efter jeg var blevet udskrevet fra psykiatrisk, men der havde jeg det alt for skidt til at kunne magte, at tage fast derind.

Bliver stadig enormt angst ved tanken om at skulle derind. Min hals snører sig sammen, og jeg føler ikke, at jeg kan trække vejret. Der er pårørende aften derinde i dag, så min mor tager med, men er stadig tæt på at panikke ved tanken om at der kun er en halv time til vi tager derind. Der er så meget, der skræmmer mig; så meget jeg ikke kan forudse. Men har besluttet mig for at jeg skal derind. Jeg tror det vil være rigtig godt for mig. Både at møde andre i min situation, eller bare sidde i huset og læse eller høre musik på det dage, hvor jeg ikke magter at være alene. Forhåbentlig kan det give mig et spark i r*ven når jeg kører i selvsving og bare sidder derhjemme og er selvskadende og selvmedlidende.

Bliver nødt til at sige til mig selv, “Amelia du skal tage afsted idag”. Kan mærke at mørket er ved at overmande mig. Det løber koldt ned ad ryggen og jeg har svært ved at få vejret. “Kom nu, træk vejret. Ind. Ud. Ind. Ud”. Åh, hvorfor skal den dumme angst altid tage over hver gang jeg befinder mig i en situation, som jeg ikke kan forudse. Må bare blive ved med at sige til mig selv, at det er godt at tage derind. Helt ærligt, hvad er det værste der kan ske? “Alt,” hvisker stemmerne, “og det ved du”. Men i dag får stemmerne ikke lov til at bestemme. Jeg skal simpelthen derind. Jeg panikkede og lod være i går, med det løfte at så skulle jeg også tage afsted i dag, så derfor må det være sådan. Jep!

Den sorte spiral

Jeg sidder og stirrer ind i skærmen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive efter mit indlæg i går. Måske jeg bare ikke rigtig har noget på hjerte. Eller, det har jeg sikkert. Spørgsmålet er sikkert bare, hvordan jeg skal formulere mig. Tankerne flyver jo afsted afsted med 120 km/t.. Tanker om min krop, mad, selvmord, angst-tankerne; det er ikke til at holde ud. Jeg kigger ned af min krop og får det nærmest fysisk dårligt. Har planer om at tage bad i dag,  men kan ikke overskue det. Jeg er virkelig fed. Kan ikke holde ud at se mig selv uden tøj eller røre ved alle dellerne når jeg vasker mig. Kigger op i loftet når jeg bader for ikke at komme til at kigge ned af min mave.

Maden er rigtig svært lige for tiden. Rigtig, rigtig svært. Og har ført et yderligere vægttab med sig, hvilket kun medvirker til at de destruktive tanker bliver værre og anoreksiens stemme højere og mere dømmende. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at klare det her selv.

Der er ikke rigtig nogen ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er ikke glad, jeg er ikke trist. Jeg er her, jeg er her ikke. Jeg føler, jeg føler ikke. Jeg gør alt i hele verden for ikke at føle mig selv, for ikke at mærke mig selv. Både fysisk og psykisk. Jeg skubber verden væk, jeg skubber alle omkring mig væk; jeg skubber mig selv væk. For på den måde slipper jeg for at forholde mig til realiteterne i mit liv. At jeg er syg. At min mor snart ikke tør tage ansvaret for mig længere. At mine læger, diætist og terapeaut er bekymrede.

Jeg kan slet, slet ikke tage ansvar for min mad længere. Det er mit liv. Det er mit ansvar. Men jeg kan ikke styre det længere.

Vægten er begyndt støt at gå ned ad. Jeg kan ikke lade være med at gå i selvsving. Nu skal jeg ned under de 40kg. Og der er pludselig ikke langt derned. En uge måske, hvis det fortsætter som nu. Og så skal jeg ned under 38 kilo, og så 35 og så 30, indtil min krop på et tidspunkt siger stop. Det kan sikkert ske lige om lidt. Jeg kan mærke at min krop ikke længere kan holde til det, jeg byder den. Den siger fra nu, vil ikke være med til at blive mishandlet længere.

Jeg smiler, jeg griner. Jeg siger at jeg har det fint. Men det hele er jo bare en facade. Jeg siger, at jeg gerne vil kæmpe, men et sted inde i mig har jeg vist allerede givet op. “Du er jo alligevel ikke stærk nok til at kæmpe dig igennem.” “Du kan jo ikke finde ud af livet. Du kan ikke finde ud af noget som helst, så hvorfor overhovedet prøve” Stemmerne fylder alt inden i mig, og det hele føles så uoverskueligt.

For nogle uger siden skrev jeg: “Jeg starter på en frisk og kæmper videre”. Jeg har et tatovering der siger ‘ajourd’hui’ – ‘i dag’. I dag er en ny start, en ny mulighed for at få det godt. En ny dag til at kæmpe. Glem hvad der skete i går, glem hvad der kommer til at ske i morgen. Lev i nuet. Kæmp. Gid jeg var i stand til at gøre det.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Pillerne som ligger på bordet inde på værelset er ekstremt fristende at tage, men jeg vil ikke dø så fed som jeg er, ikke endnu. Jeg har en hemmelig plan om, at når jeg når det 35 kilo, så kan det være min belønning. Tænk, at jeg er kommet så langt ud at jeg rent faktisk ser selvmord som en præmie, noget jeg får lov til når jeg har været “dygtig nok”.

Det eneste jeg har i hovedet er mad, vægttab og selvmord. jeg er ved at blive sindsyg. Jeg tænker på den periode jeg havde for et par måneder siden, hvor min vægt lå stabilt på det 47-48 kilo. Jeg havde det så fandens meget bedre. Selvfølgelig var der op- og nedture, men jeg kunne smile oprigtigt, og nu græder jeg og er forpint flere gange om dagen. Jeg kan snart ikke dette mere.. Jeg kan bare ikke mere! Vil ikke, orker ikke. Giv mig nu bare fred!