Vi er det tabte paradis

Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys

Vi er kød & blod
vi er sanser vi er magt
vi er os selv med dødsforagt
vi er kød & blod

Vi er skind & ben
vi er drømme lagt på is
vi er det tabte paradis
vi er skind & ben

Vi er krop & sjæl
vi er nerver vi er stål
vi er støv i metermål
vi er krop i sjæl

Alle går vi rundt & leder som besatte
nogen finder noget & andre sig selv
alle mister noget ingen kan erstatte
nogen går omkring & slår tiden ihjel

Vi er liv & lys
vi er gåder uden ord
vi er perler på en snor
vi er liv & lys

Vi er et & alt
vi er nøgne vi er små
vi er dem ingen tænker på
vi er et & alt

C. V. Jørgensen: Indian Summer

Who are you, really?

perfect in our imperfections

Hvem er du,
egentlig?

du er ikke et navn
eller en højde, eller en vægt
eller et køn
du er ikke en alder
og du er ikke hvor du
er opvokset

du er ikke dine lår
du er ikke din næse
du er ikke din mave
du er ikke din vægt

du er ikke ufuldkommen
du er ikke en fejl
du er ikke uværdig

du er dine yndlingsbøger
og de sange du har på hjernen
du er dine tanker
og hvad du spiser til morgenmad
en rolig lørdag morgen

du er tusindevis af ting
men alle vælger
at se de millioner af ting
de ikke er

du er ikke
hvor du kommer fra
du er
hvor du er på vej hen
og jeg vil
så gerne følges
med dig

du er mere end dine fejl
du er dig!

Stop med at se dig selv som en sum af uønskede dele, og begyndt at tænk på dig selv som et helt menneske<3

Invictus (‘Undefeated’)

byAmelia - please credit if use&lt;3

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.

William Ernest Henley

Dybest set er beskeden i dette digt, at uanset hvad, skal du ikke give op, ikke give efter og aldrig stoppe. Historien er skrevet af Henley, da han var bundet til en hospitalsseng med knogletuberkulose (meget smertefuldt!). Jeg støtte på digtet i Nelson Mandelas selvbiografi. Digtet havde stor betydning for ham, da han sad fængslet. Det mindede ham om ikke at give op og aldrig tillade dem at knække hans sjæl.

Må indrømme, at jeg græd, da jeg læste digtet og forestillede mig hvad Mandela måtte gå igennem, ja også hvor forfærdeligt Henley må have haft det. Begge var de tvunget i knæ, holdt nede og kunne nemt have givet op og lade sig trygle. Men det gjorde de ikke. Nelson Mandela kom ud af fængslet og formåede endda at TILGIVE dem som havde holdt ham fanget, da han vidste, at det var for nationens bedste. Henley mistede sit ene ben, men overlevede sygdommen.

Alt dette fik mig til at tænkte på at vi (også jeg!) er nødt til at stoppe op og værdsætte hvilken gave livet er. Hvad kunne du ikke udrette hvis du ikke blev holdt tilbage af dine spiseforstyrrelse? Bevæg dig helt ind til kernen af din sjæl og tænk så: “Jeg er herre over min egen skæbne, jeg er min sjæls kaptajn.” Sig til dig selv, højt og tydeligt, at du ikke vil lade dig knække at og at du ikke vil give op.

Livet er en gave. Respekter dig selv, og vid at også du har ret til at være her.