The voices tell me I’m not good enough

byAmelia - please credit if use<3

Jeg læner mig frem for at tage min telefon. Jeg åbner den og begynder på en ny meddelse… Hvad skal jeg skrive? “Mor, jeg har det skidt. Jeg er rastløs og føler mig ensom, utrolig ensom. Jeg har ikke lyst til at spise selvom det er tid til aftensmad. Jeg ved hvor mit glaskår ligger og det lokker. Jeg ved du har travlt med dit andet liv. Du er sammen med din kæreste, du har endelig mulighed for at få “fri” fra dit forfærdelige liv med mig. Jeg ved jeg er en belastning. Men jeg har brug for dig, jeg har brug for at høre din stemme”. Jeg stirrer på den tomme besked på displayet. Selvfølgelig kan jeg ikke skrive det. Jeg  ikke skrive det for jeg må ikke være til besvær og jeg må ikke bede om hjælp. I stedet skriver jeg “Hej mor. Håber at dig og L hygger. Knus” Jeg venter ængstelig på at hun skal svare, jeg er desperat for at komme ud af ensomheden. De fem minutter det tager hende for at svare føles uendelige og jeg er overbevidst om at hun har for travlt med sin kæreste og at hun er lykkelig for at være fri for mig.

“Det er ok. Hvordan har min skønne datter det?” Jeg kæmper for at holde tårene tilbage.

“Jeg hygger med film og te. Skal til at spise aftensmad”. Inderst inde råber jeg for at hun skal gennemskue min løgn.

“Skal jeg ringe?” Du må ikke bede om hjælp, hvisker stemmerne.

“Nej, det er fint.” Jeg lægger mobilen fra mig og går i gang med at rydde op. Jeg bliver nødt til at holde mig igang for at flygte fra tankerne.

Kort efter jeg har sendt beskeden ringer min mobil. Jeg skynder mig at se hvem det er. “Mor” står der. Jeg ånder lettet op og skynder mig at tage den. Når jeg ikke selv har bedt om det, så er det ok at tage imod hjælpen.

“Jeg ville bare lige høre om du var ok” siger hun. Jeg svarer lidt irriteret at det har jeg jo allerede skrevet. Jeg bliver vred på mig selv, men jeg kan ikke reagere anderledes. Jeg må stadig ikke række ud og bede om hjælp. Det er mig selv jeg bliver sur på ikke hende; fordi jeg er svag. Det var jo dig der bad om hjælp. Jeg væmmes ved dig. “Det ved jeg, men tænkte at det måske kunne være hyggeligt at snakke lidt. L står ude i køkkenet og laver mad.” Jeg slapper lige så stille mere af. Min mor er den eneste der virkelig kender mig, hun ved (næsten) altid hvad hun skal sige for at jeg ikke føler mig til besvær. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget endnu. “Er du der?”

Jeg skynder mig at svare. “Men du er ikke ok, vel?” fortsætter hun med at sige. Jeg bider mig i læben. “Nej”, hvisker jeg. Så fik jeg taget det første skridt. Nu kan jeg godt åbne op. Vi snakker sammen i en halv time. Så spørger hun om jeg har spist. Det har jeg ikke, svarer jeg. Vi snakker sammen mens jeg går ud i køkkenet og hun sætter mig igang med at skære grøntsager. “Skal jeg ringe når du har spist.” Jeg skynder mig at svare nej, jeg vil ikke tage mere af hendes alene-tid med sin kæreste. “Skriv når du er færdig, så kan vi lige snakke lidt”. Jeg smiler lidt. Jeg har det allerede meget bedre og er glad for at hun vil støtte mig efter maden, for det er hårdt for mig at være i at have spist i øjeblikket. Især når jeg alene. Plejer aldrig at spise når jeg er mig selv, jeg er svag når jeg selv vælger at spise. Så er det nemmere når min mor er omkring mig og minder mig om at jeg skal spise. Men jeg bliver jo nødt til selv at tage ansvar. Min mor kan kun støtte mig, det er mig selv der bliver nødt til at tage beslutningen om at spise, om at kæmpe. Og med hendes og K’s hjælp så tror jeg også at jeg kan..

Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.

Daglige reminders/motivationer

Har haft en fantastisk dag i dag! Den bedste dag i rigtig lang tid. Er helt euforisk og fyldt med successer. En smule overdrevet måske, men åh jeg vil sgu have lov til at være glad idag.

Udover at dagen bare er gået godt, så har jeg endnu engang udfordret min angst og taget ind på Café Blom, og må faktisk indrømme, at den er en del bedre en LMS’ aktivitetshus. Intet ondt om LMS-huset, men for mig blev det en anelse “sygt” derinde og sådan var det slet ikke i angstcaféen. Det føltes tværtimod som om det bare var en stor gruppe venner, som sad og hyggede sig med en kop kaffe. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er derinde. Har allerede planer om at mødes med gruppen på fredag. Vi skal ud og spise! Det bliver sgu lidt provokerende og er i den grad en udfordring for mig, især fordi de andre måske ikke ved hvor svært det egentlig er for mig, da caféen ikke rigtig har noget med spiseforstyrrelser at gøre.

Men videre til hvad indlægget rent faktisk skulle handle om: hvad der holder motivationen i gang i dagligdagen og minder mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe…

Dette armbånd tager jeg kun af, når jeg skal i bad o.lign. Det er måske mit kæreste eje. Det var en gave fra min mor, da jeg kom ind på et bo- og behandlingssted for lidt over et halvt år siden, og det betyder så utroligt meget for mig. Sammen med pakken fulgte et kort, jeg har taget et citat fra kortet og “kopieret” det over på et papir, så jeg altid kan blive mindet om hendes smukke ord.

Der stod bl.a.: “Nøglen er til livet, så du selv kan vælge hvilket liv du ønsker, hvilken vej du vil gå, hvilke døre du vælger at åbne. Din nøgle.                Hjertet og stjernerne vil altid vise vej og passe på dig. Hjertet står for kærlighed altid. Stjernerne viser også vej, hvis du føler dig fortabt eller hvis du farer vild”.

Hver gang jeg ser ned på min arm, hører jeg min mors ord inde i mit hoved og jeg bliver mindet om, at hvor alene og fortabt jeg end føler mig, så er “stjernerne” der for mig. Stjernerne er der nemlig altid, selvom man kun kan se dem når der er mørkt. Hjertet husker mig på, at jeg altid er omgivet af kærlighed fra dem omkring mig (især min mor og storebror). Nøglen minder mig om, at jeg har et valg. Jeg bestemmer over mit liv, og i sidste ende, er det også mig der bestemmer om spiseforstyrrelsen, selvskaden osv. skal have lov til at dominerer mit liv eller ej.

Ovenstående billede var et projekt en dag, hvor jeg havde det rigtig skidt og virkelig have brug for at visualiserer hvorfor og hvad jeg kæmper for. Det er en væg på mit værelse, så jeg bliver mindet om, at jeg vil noget andet. At der er noget andet – og bedre – end at være fanget i anoreksiens net. Der er både billeder af veltrænede (sunde!) kvinder. I centrum er der en del dansebilleder – jeg har altid danset meget og elsket det, men har ikke fået lov til at danse de sidste tre år pga. min undervægt. En af grundene til at jeg stadig kæmper med maden, er for at få lov til at danse igen!. Der er også en del citater at finde på væggen. Motiverende citater som handler om at pleje og nære sin krop, om at man er god nok som man er osv. En ting, der også går igen, er kvinder med power! Kvinder, der tør vise sin styrke og ikke gemmer sig bag et spinkelt ydre og fuglestemme. Det er kvinder, som jeg ser op til.

Jeg er nysgerrig. Hvad bruger i andre i hverdagen for at holde fast i motivationen?

 

 

I “Ana”s Fængsel

For et par uger siden spurgte “K” om jeg ikke havde lyst til at tegne min spiseforstyrrelse, sådan som jeg så den. Dette kunne vi bruge til gulvøvelser, og det ville desuden give hende et bedre billede af hvordan min spiseforstyrrelse “manifesterer” sig.

Denne opgave var jeg helt med på, og resultatet blev ovenstående. “Ana” er selvfølgelig den sorte pige med fangarme, som holder (mig) om munden med sine lange “fangarme”/negle.

Hånden om min mund symboliserer, at når anoreksien dominerer er det ikke mig, der taler; det er ikke min stemme folk hører. Det er Ana, der er altoverskyggende. Hun holder mig fast i hendes greb og vil rive og bide, hvis jeg prøver at slippe fri.

Hun er sort, fordi hun symbolisere mørket. Mørket, der opsluger mig, når jeg trækker mig ind i den spiseforstyrrede verden. Ana ville dog ikke tillade mig, at male hende helt sort (derfor det hvide omkring øjnene) da hun fortalte mig, at hun jo også gør en masse gode ting for mig. Og der var jeg ikke stærk nok og måtte bøje mig for hendes befaling om ikke at tegne hende helt sort..

Det er enormt grænseoverskridende for mig at lægge mine tegninger ud. Både fordi jeg er bange for at blive dømt og jeg er bange for, at folk ikke vil kunne lide mine tegninger. Men burde jo egentlig være ligeglad, det er jo mine tegninger og de betyder rigtig meget for mig. Men så er der også det, at det er utrolig sårbart at vise mine tegninger for andre, som om at jeg blotter min sjæl for alle og enhver som har lyst til at se den. Men offentliggøres skulle det. Det er endnu en udfordring, jeg har givet mig selv.

Nysgerrighed

I fredags snakkede jeg med min terapeut “K” om nysgerrighed og angst. Hun gav mig den opgave at tænke over hvad jeg er nysgerrighed overfor og på den anden side, hvilken angst der følger med nysgerrigheden.

Stemmerne er nemlig rigtig gode til at få angsten til at vokse, hver gang nysgerrigheden titter frem. “Hvad nu hvis…?” “Det går bare galt.” “Tænk hvis…”  osv. Det er temmelig frustrerende, for det holder mig fra at prøve rigtig mange ting. Angsten spænder ben for min behandling og sløver recovery-processen, for jeg tør jo ikke give slip på kontrollen, sikkerheden, det kendte. Det ukendte er “farligt” og enormt angstprovokerende…

Men jeg er nysgerrighed overfor at udforske min nysgerrighed, så jeg har tænkt meget over opgaven siden sidst.

Jeg startede med at sige, “Jeg er nysgerrig overfor livet”. Men det var for bredt sagde “K” smilende. Så jeg måtte hjem og gå i tænkeboks.

“Hmm… jeg er nysgerrig for min fortid.” Nej, også for bredt.

Flere steder har jeg læst om “den lille pige” indeni os. Jeg tror jeg er nysgerrig for at lære hende bedre at kende. For jeg er sikker på at jeg har en lille pige indeni i mig; det er hende der græder og er bange når mørket falder på eller når stilheden tager over. Det er hende der med de rigtige omstændigheder er nysgerrig på livet og alt hvad det bringer af godt og skidt, som ønsker at udforske verden. Det er hende, som har håb og drømme, men som gemmer dem væk fordi hun ikke tør tro på at det kunne blive virkelighed.

Jeg kan ikke huske meget fra min barndom; jeg tror, jeg har fortrængt en hel del. Både “K”, min mor, min gamle psykolog og flere andre har prøvet at fortælle mig at der ikke er mange, der har oplevet så meget sorg og modgang, som jeg har – og som har overlevet det! Jeg kan ikke selv se det; “der er jo mange andre, som har haft det værre end mig”. Jeg er mester i at bagatalisere mine egne problemer og oplevelser. Jeg kan dog huske noget. Eller det tror jeg, at jeg kan. Nogen gange bliver jeg i tvivl om det reelt er noget jeg selv kan huske, eller det blot er noget, der er blevet mig fortalt. Forbered jer på en længere granskning og opræbning af min fortid…

Min storebror er 5 år ældre end mig og er autist (mere konkret har han infantil autisme). Vi har et rigtig godt og tæt forhold den dag i dag, men det har ikke altid været sådan. Da min storebror var yngre, var han meget dårlig fungerende og han fyldte ALT hjemme hos os. Min far døde da jeg var ca. 1 år gammel, så min mor har stået alene med mig og min bror og alle de problemer han “skabte”. Han var meget udadreagerende og blev ofte voldelig, og da jeg var mindre, ville jeg blive så bange, at jeg f.eks. gemte mig under vasken uden på toilettet.

Kan min nysgerrighed bruges her? Hvad får en lille pige til at gemme sig under håndvasken? Fandt jeg tryghed? Hvad gjorde, at lige dette sted blev et “helle”; et sted hvor jeg følte, at intet ondt kunne ramme mig. Dette får mig til at tænke på en anden situation senere i mit liv, hvor min mormor og min mor havde et kæmpe skænderi (dette er en længere historie, men lad det blive ved at min mormor bl.a. har misbrugt både min mor og jeg psykisk hele hendes liv). Her valgte jeg at gemme mig under et skrivebord og nægtede at komme frem, før de stoppede med at råbe af hinanden. Den dag i dag er der stadig en snært af dette. Jeg har det svært ved åbne rum og pladser, skal helt have en vægt el.lign bag mig og kan ikke sove med hovedet vendt ind mod væggen. Jeg føler mig sårbar og frygter, at der kommer nogen/noget, som jeg ikke når at opdage førend det er for sent. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg følgt mig forfulgt, måske derfor at jeg har haft brug for “vægge” omkring mig, så intet kunne snige sig ind på mig? Som lille drømte jeg, at jeg blev jagtet af ulve og bjørne, så gennemgående og virkelighedstro mareridt, at jeg i lang tid måtte sove hos min mor. I dag følger mareridtene mig også i vågen tilstand, her er jeg blot angst for dæmoner og personer, som ønsker at gøre mig ondt.

Hvad er jeg så angst for? Tjo, jeg er angst for at ribbe op i fortiden. Jeg er bange for hvad der dukker op af sorte minder; jeg har vel ikke fortrængt over halvdelen af mit liv uden grund… Jeg husker glimt af mareridt, situationer o.a., som jeg ikke hurtigt har låst inde i boksen igen. Alt for angst til at udforske dem.

Ja, jeg er endda angst for at nysgerrigheden. Jeg har ikke turdet udforske den mere end dette. En lille smagsprøve på den nysgerrighed (= livsglæde) som den lille pige rummer. Men jeg har jo også næsten en uge til at samle mig mod til at gå endnu mere i dybden med hvad min nysgerrighed rummer 😉

Fremskridt

Jeg tænkte, at det var tid til en overordnet opdatering, især fordi min blog på det sidste har været en kende negativ.

Kan så med smil om munden sige at det går en del bedre. Jeg tror det har noget at gøre med at der er en masse ting, der har stresset mig, som endelig er begyndt at falde på plads. Jeg har fortalt min støtteperson at jeg flytter fra lejligheden, er begyndt lige så stille at flytte hjem til min mor, har fået styr på mit studie (har fået det fikset, så jeg studere hjemmefra). Og en masse andre ting! Jeg har også arbejdet meget på at følge den madplan, som diætisten har givet mig, og er kommet så langt at jeg følger den om morgenen, til frokost og til dels mellemmåltiderne. Skal lige arbejde på at få nogle kulhydrater ind i aftensmaden. Alt i alt er der bare kommet meget mere ro på mig, og jeg for første gang i et stykke tid kan jeg fuldstændig ærligt sige, at jeg tror på, at det er muligt at blive rask.

I dag er starten på en ny uge og denne skal være lige så god som weekenden, har jeg besluttet mig for 😉 Desuden har jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg hver morgen skal se mig selv i spejlet og blive ved til jeg kan finde minimum én positiv ting ved mig selv. Har prøvet alt muligt for at vende de negative tanker og intet har virket, så tænkte, at det var værd at prøve 😉