The voices tell me I’m not good enough

byAmelia - please credit if use<3

Jeg læner mig frem for at tage min telefon. Jeg åbner den og begynder på en ny meddelse… Hvad skal jeg skrive? “Mor, jeg har det skidt. Jeg er rastløs og føler mig ensom, utrolig ensom. Jeg har ikke lyst til at spise selvom det er tid til aftensmad. Jeg ved hvor mit glaskår ligger og det lokker. Jeg ved du har travlt med dit andet liv. Du er sammen med din kæreste, du har endelig mulighed for at få “fri” fra dit forfærdelige liv med mig. Jeg ved jeg er en belastning. Men jeg har brug for dig, jeg har brug for at høre din stemme”. Jeg stirrer på den tomme besked på displayet. Selvfølgelig kan jeg ikke skrive det. Jeg  ikke skrive det for jeg må ikke være til besvær og jeg må ikke bede om hjælp. I stedet skriver jeg “Hej mor. Håber at dig og L hygger. Knus” Jeg venter ængstelig på at hun skal svare, jeg er desperat for at komme ud af ensomheden. De fem minutter det tager hende for at svare føles uendelige og jeg er overbevidst om at hun har for travlt med sin kæreste og at hun er lykkelig for at være fri for mig.

“Det er ok. Hvordan har min skønne datter det?” Jeg kæmper for at holde tårene tilbage.

“Jeg hygger med film og te. Skal til at spise aftensmad”. Inderst inde råber jeg for at hun skal gennemskue min løgn.

“Skal jeg ringe?” Du må ikke bede om hjælp, hvisker stemmerne.

“Nej, det er fint.” Jeg lægger mobilen fra mig og går i gang med at rydde op. Jeg bliver nødt til at holde mig igang for at flygte fra tankerne.

Kort efter jeg har sendt beskeden ringer min mobil. Jeg skynder mig at se hvem det er. “Mor” står der. Jeg ånder lettet op og skynder mig at tage den. Når jeg ikke selv har bedt om det, så er det ok at tage imod hjælpen.

“Jeg ville bare lige høre om du var ok” siger hun. Jeg svarer lidt irriteret at det har jeg jo allerede skrevet. Jeg bliver vred på mig selv, men jeg kan ikke reagere anderledes. Jeg må stadig ikke række ud og bede om hjælp. Det er mig selv jeg bliver sur på ikke hende; fordi jeg er svag. Det var jo dig der bad om hjælp. Jeg væmmes ved dig. “Det ved jeg, men tænkte at det måske kunne være hyggeligt at snakke lidt. L står ude i køkkenet og laver mad.” Jeg slapper lige så stille mere af. Min mor er den eneste der virkelig kender mig, hun ved (næsten) altid hvad hun skal sige for at jeg ikke føler mig til besvær. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget endnu. “Er du der?”

Jeg skynder mig at svare. “Men du er ikke ok, vel?” fortsætter hun med at sige. Jeg bider mig i læben. “Nej”, hvisker jeg. Så fik jeg taget det første skridt. Nu kan jeg godt åbne op. Vi snakker sammen i en halv time. Så spørger hun om jeg har spist. Det har jeg ikke, svarer jeg. Vi snakker sammen mens jeg går ud i køkkenet og hun sætter mig igang med at skære grøntsager. “Skal jeg ringe når du har spist.” Jeg skynder mig at svare nej, jeg vil ikke tage mere af hendes alene-tid med sin kæreste. “Skriv når du er færdig, så kan vi lige snakke lidt”. Jeg smiler lidt. Jeg har det allerede meget bedre og er glad for at hun vil støtte mig efter maden, for det er hårdt for mig at være i at have spist i øjeblikket. Især når jeg alene. Plejer aldrig at spise når jeg er mig selv, jeg er svag når jeg selv vælger at spise. Så er det nemmere når min mor er omkring mig og minder mig om at jeg skal spise. Men jeg bliver jo nødt til selv at tage ansvar. Min mor kan kun støtte mig, det er mig selv der bliver nødt til at tage beslutningen om at spise, om at kæmpe. Og med hendes og K’s hjælp så tror jeg også at jeg kan..

Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.

“Nurture your mind with great thoughts; to believe in the heroic makes heroes.”

byAmelia-please credit if use<3

Indlæggelse eller ej? Det er næsten alt vi taler om i terapi lige for tiden. Og jeg forstår hende jo godt. Hun kan ikke blive ved med at tage ansvaret for min behandling når jeg kan falde død om hvert øjeblik det skulle være. Problemet er bare, at jeg altid synes at få det værre, når jeg bliver indlagt.

Når man bliver indlagt, er det sjældent, at man er enige om rammerne for det, så føler mig stadig i forsvar hele tiden, tænker konstant i argumenter for de ting jeg gerne vil have igennem omkring indlæggelsen, for at komme bedst muligt igennem det.

I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes de sidste måneder har været hårde med ansvaret alene for at holde min spisning optimal. – Hvilket jeg har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan sgu ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Desuden kan jeg bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen. “Jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Jeg ved godt, at jeg måske er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende den i forhold til spisning og vægt, jeg synes bare det er en lidt ærgerlig måde det skal løses på fordi alternativerne ikke ligefrem er mange. Det er meget enten eller og det har jeg svært ved at acceptere. Og det er netop den enten eller-tankegang jeg selv forsøger – og skal lære – at arbejde på at nuancere i forhold til en masse ting.
Så selvom jeg godt forstår motivet, så føles det alligevel lidt selvmodsigende hvis jeg skal indlægges. Jeg kan blive rigtig ked af hvor mangelfuldt hele systemet er i forhold til rigtig mange mennesker,  jeg kan ikke få mig selv til at acceptere, at for at få hjælpen, skal man presses ned i alle mulige kasser. Og at “reglerne er ens for alle” giver ikke rigtigt mening i mit hovede, for vi ér jo ikke ens..?!

Og det er som om at alle egentlig er bevidste om det, at alle er enige om at der er noget der ikke er helt optimalt eller har brug for en udvikling, men ingen kan bare rigtigt gøre noget. Alle prøver at få det bedste ud af det, både på den ene og den anden side af skrivebordet, men det virker bare som om at det hele bliver bygget op på lappeløsninger..
Det kan også være det bare er min egen forkerthedsfølelse der bliver provokeret af ikke at passe helt ind i den behandlingskasse jeg sidder i. Det er en velkendt følelse – at føle mig forkert. Og det er rigtig frustrerende fordi det hurtigt får så meget magt. Og i samspil med en grundlæggende skam over mig selv hele tiden, skal der nok bare heller ikke vildt meget til at forstærke spiralen hos mig.

Jeg er nervøs for det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem.

Som stod jeg kun ved siden af og så på, har jeg set mig selv komme længere og længere på afveje. Jeg ved dybest set hvad jeg skal gøre, men jeg kan ikke; jeg ved ikke hvordan. Jeg ved godt jeg har mistet magten over det og over mig selv, jeg har ikke længere styringen i mit eget liv. Det har noget andet,  i kraft af min egen selvudslettelse, som mere end nogensinde er drevet af selvskaden. Drevet af den magt, Ana og alle hendes venner har over mig, skønt det egentlig ikke burde være min virkelig når nu jeg har så mange gode mennesker omkring mig.

Men det er det. Og jeg har det med mig hver dag. Hver dag bliver jeg enten mindet om noget eller kommer i tanke om nye/gamle erindringer. Hver dag i øjeblikket, griber angsten mig pludselig, som kom det ud af ingenting.

Det skræmmer mig at noget kan have så meget magt over mig, noget som man i bund og grund selv har skabt ud fra sine tanker. Det med tanker er noget jeg har rigtig svært ved at forholde mig til. Det skræmmer mig lidt at ens egen hjerne kan blive ens værste fjende. At hovedet nærmest har valgt af frastøde sig fra resten af kroppen, kampen mellem krop og hoved/tanker. Hvordan kan man have sådan et selvhad til sig selv, at man hver dag fortæller sig selv at man ikke har gjort sig fortjent til at have det godt, ikke gjort sig fortjent til livet?

“Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt”.

Kom nu Amelia, fokusér.

Everyday Battles

byAmelia - please credit if use<3
Jeg spørger mig selv; er det virkelig godt nok til mig, det her? Hvorfor byder jeg mig selv dette helvede dag efter dag, når jeg véd det gør alting endnu værre. Hvorfor er det så svært at bryde den cirkel jeg er endt i?

Det er ikke godt nok. Jeg bliver simpelthen nødt til snart at tage hånd om mig selv, nødt til at tage mig selv og min situation alvorligt. Jeg ved bare ikke hvordan.

I øjeblikket synes det mindste umuligt at tage mig sammen til. Jeg tager dagligt mig selv i at have siddet stirrende ud i luften længe, helt passiv. Ønskende at en pludselig energi viser sig og får mig igang med alt det jeg ikke kan overskue. Indtil jeg opgiver og går i seng, for bare at sove en time og vågne og sove på skift hele natten i uro.

Jeg har haft en dag, der for mange ville se ud som en rigtig fin dag. Jeg har været sammen med veninder på skift, fået malet videre på et billede og bare lavet fine nok ting. Når det så ikke ser sådan ud indefra, frustrerer det mig vildt fordi jeg har alle muligheder for at have en god dag og stadig ikke mærker det. For bag det ydre, veltilpasse facadesmil, ser det i dag rigtigt håbløst ud for mig.

Min krop er kvæstet af de “små” gåture som igen har overtaget min hverdag og hemmelige “cykelture” hvor jeg ligger i sengen og tonser derudaf med mine ben; af konstant at holde mig igang. Jeg er smadret. Jeg har ikke siddet ned i dagevis, kun ligget når det har været meningen at jeg skulle ligge i min seng og sove (selvom søvn er det sidste jeg får de her dage). Det gør ondt over det hele, mine ben summer af væskeophobninger, mit hoved dunker. Det trykker på alt indefra og det mindste pres udefra giver nærmest blå mærker. Jeg har jo kørt min krop i totalt sænk, altså. Hvad gik der galt..? Eller nej, men hvordan gik det så galt. Igen.
Jeg er træt og uoplagt, sengen og mørke rum er det eneste oprigtigt tiltalende hele tiden. Tanker som ‘jeg har ødelagt mig selv og min krop så meget nu, at jeg ikke orker kampen mere når det ikke kan “repareres” igen alligevel’ fylder alt.

Jeg bliver nødt til at gøre et forsøg på at ændre kurs. For den vej jeg er på vej ud ad, fører kun nedad. Og prisen er i sidste ende mit liv.

Noget skal der ske. Lige nu kan fredag kun komme for langsomt, hvor jeg har tid hos min terapeut, har brug for at få hendes perspektiv banket ned over mit; for mit eget er sort og opgivende. Og jeg mærker en lille bekymring for mig selv og for at afstanden mellem tanke og handling er kortere end jeg kan se. Tanker omkring selvmord fylder rigtig meget – hvor længe før det bliver til handling? Tanken mellem at skære mig selv og så at gøre det er for længst blevet opløst og jeg sidder for syvende gang i denne uge (selvom ugen kun næsten er begyndt) og iagttager blodet, som langsomt glider ned af mine arme.

Åh, jeg ønsker mig væk. Væk fra mig selv.

Jeg er her, men jeg er her ikke rigtig. Jeg lytter, men jeg hører ikke. Jeg smiler men smilet når ikke mine øjne og indeni græder jeg og skriger på skift.

Alting føles lidt som at en dårlig film, hvor det virker for langt ude til at man gider leve sig rigtigt ind i det. Urealistisk.

Eller som at vågne af et mareridt, der var så stærkt at man næsten er i tvivl om det er sket rigtigt eller bare var en drøm. Så tæt op ad virkeligheden at man ikke helt kan huske om noget er fra drømmen eller rigtigt.

Det føles lidt som en fortrængning er i fuld gang, men hvor man kan se den udefra, hvordan den tager over lidt efter lidt. Kan ikke forklare det bedre; som at se det udefra og samtidigt stå midt i det..

Tiden står stille for tiden, rigtig, uhyggeligt stille samtidigt med at tingene eskalerer  omkring mig og verden nærmest ramler sammen om ørene på mig. Og typisk mig, skal der lige rives noget mere med ned i farten, ej men altså, hvad fanden har du gang i, Amelia? Er det ikke allerede totalt uforståeligt slemt nok, synes du?! I guder, hvor jeg hader mig selv.

Det handler jo ikke om maden, hører jeg mig selv sige for gud ved hvilken gang. Nej, det handler ikke om mad. Men når alt andet synes ude af kontrol og uforudsigeligt, så vender man tilbage til det, man ved, at man kan kontrollere. Og når man først har sprunget ét måltid over, er det ingen sag også at skippe det næste. Når man først har skåret denne ene gang, så er det intet problem at skære igen – og sådan kører det derudaf.

Den ene ting tager den anden indtil man sidder fast i en nedadgående negativ spiral. Man bliver afhængig af det kick mår får, når man sulter sig; når man skærer i sig selv udløser det de samme endorfiner og lykkefølelser som når man ryger sig skæv. Til sidst er man ikke andet end en junkie på jagt efter sit næste fix. Det er på én og samme gang både skræmmende og utrolig, uhyggelig tillokkende. Man bliver fanget i rusen, men mere vil have mere.

K fortalte mig for ikke så lang tid siden en historie om en lille tigerunge, som vokser sig stor. Hun siger at man kan se spiseforstyrrelsen på samme måde, og det synes jeg giver rigtig god mening..

Forestil dig, at du vågner en morgen og finder en smuk tigerkilling, som sidder og mjaver lige uden for din hoveddør. Du lukker naturligvis den dejlige lille fyr indenfor for at holde den som kæledyr. Efter at have leget med den en tid bemærker du, at den stadig mjaver uafbrudt, og du forstår, at den må være sulten. Du fodrer den med lidt blodigt hakket kød, for det ved du, tigre holder meget af. Sådan forstætter du dag efter dag, og for hver dag, der går, bliver din tiger en lille smule større. Efter to år er tigerens foder ikke længere hakket kød, men højreb og hele oksesider. Dit lille kæledyr holder snart op med at mjave, når den er sulten. I stedet knurrer den rasende ad dig, når den mener, det er spisetid. Dit nuttede lille kæledyr er blevet til et ukontrollabelt vilddyr, der vil flænse dig i småstykker, hvis den ikke får, hvad den vil have.

Din kamp med din smerte kan sammenlignes med denne tiger. Hver gang du nærer din smerte ved at fodre den med undgåelsesadfærdens røde kød, hjælper du din smertetiger til at blive en lille smule større og en lille smule stærkere. Det kan synes klogt at fodre den på denne måde. Smertetigeren knurrer rasende for at fortælle dig, at du skal give den, hvad den vil have, ellers vil den æde dig. Men hver gang du fodrer den, gør du smerten stærkere, mere frygtindgydende, og du giver den større kontrol over dit liv.

Jeg synes det billede, som historien er med til at tegne giver rigtig god mening. Har hørt mange som siger, at stemmerne kun bliver højere, når man kæmper imod. Men det handler om, at blive ved længe nok, at holde det “knurrende” bæst ud indtil man til sidst har sultet det ihjel. Først der vil det til sidst stumme for altid..

Daglige reminders/motivationer

Har haft en fantastisk dag i dag! Den bedste dag i rigtig lang tid. Er helt euforisk og fyldt med successer. En smule overdrevet måske, men åh jeg vil sgu have lov til at være glad idag.

Udover at dagen bare er gået godt, så har jeg endnu engang udfordret min angst og taget ind på Café Blom, og må faktisk indrømme, at den er en del bedre en LMS’ aktivitetshus. Intet ondt om LMS-huset, men for mig blev det en anelse “sygt” derinde og sådan var det slet ikke i angstcaféen. Det føltes tværtimod som om det bare var en stor gruppe venner, som sad og hyggede sig med en kop kaffe. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er derinde. Har allerede planer om at mødes med gruppen på fredag. Vi skal ud og spise! Det bliver sgu lidt provokerende og er i den grad en udfordring for mig, især fordi de andre måske ikke ved hvor svært det egentlig er for mig, da caféen ikke rigtig har noget med spiseforstyrrelser at gøre.

Men videre til hvad indlægget rent faktisk skulle handle om: hvad der holder motivationen i gang i dagligdagen og minder mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe…

Dette armbånd tager jeg kun af, når jeg skal i bad o.lign. Det er måske mit kæreste eje. Det var en gave fra min mor, da jeg kom ind på et bo- og behandlingssted for lidt over et halvt år siden, og det betyder så utroligt meget for mig. Sammen med pakken fulgte et kort, jeg har taget et citat fra kortet og “kopieret” det over på et papir, så jeg altid kan blive mindet om hendes smukke ord.

Der stod bl.a.: “Nøglen er til livet, så du selv kan vælge hvilket liv du ønsker, hvilken vej du vil gå, hvilke døre du vælger at åbne. Din nøgle.                Hjertet og stjernerne vil altid vise vej og passe på dig. Hjertet står for kærlighed altid. Stjernerne viser også vej, hvis du føler dig fortabt eller hvis du farer vild”.

Hver gang jeg ser ned på min arm, hører jeg min mors ord inde i mit hoved og jeg bliver mindet om, at hvor alene og fortabt jeg end føler mig, så er “stjernerne” der for mig. Stjernerne er der nemlig altid, selvom man kun kan se dem når der er mørkt. Hjertet husker mig på, at jeg altid er omgivet af kærlighed fra dem omkring mig (især min mor og storebror). Nøglen minder mig om, at jeg har et valg. Jeg bestemmer over mit liv, og i sidste ende, er det også mig der bestemmer om spiseforstyrrelsen, selvskaden osv. skal have lov til at dominerer mit liv eller ej.

Ovenstående billede var et projekt en dag, hvor jeg havde det rigtig skidt og virkelig have brug for at visualiserer hvorfor og hvad jeg kæmper for. Det er en væg på mit værelse, så jeg bliver mindet om, at jeg vil noget andet. At der er noget andet – og bedre – end at være fanget i anoreksiens net. Der er både billeder af veltrænede (sunde!) kvinder. I centrum er der en del dansebilleder – jeg har altid danset meget og elsket det, men har ikke fået lov til at danse de sidste tre år pga. min undervægt. En af grundene til at jeg stadig kæmper med maden, er for at få lov til at danse igen!. Der er også en del citater at finde på væggen. Motiverende citater som handler om at pleje og nære sin krop, om at man er god nok som man er osv. En ting, der også går igen, er kvinder med power! Kvinder, der tør vise sin styrke og ikke gemmer sig bag et spinkelt ydre og fuglestemme. Det er kvinder, som jeg ser op til.

Jeg er nysgerrig. Hvad bruger i andre i hverdagen for at holde fast i motivationen?

 

 

I “Ana”s Fængsel

For et par uger siden spurgte “K” om jeg ikke havde lyst til at tegne min spiseforstyrrelse, sådan som jeg så den. Dette kunne vi bruge til gulvøvelser, og det ville desuden give hende et bedre billede af hvordan min spiseforstyrrelse “manifesterer” sig.

Denne opgave var jeg helt med på, og resultatet blev ovenstående. “Ana” er selvfølgelig den sorte pige med fangarme, som holder (mig) om munden med sine lange “fangarme”/negle.

Hånden om min mund symboliserer, at når anoreksien dominerer er det ikke mig, der taler; det er ikke min stemme folk hører. Det er Ana, der er altoverskyggende. Hun holder mig fast i hendes greb og vil rive og bide, hvis jeg prøver at slippe fri.

Hun er sort, fordi hun symbolisere mørket. Mørket, der opsluger mig, når jeg trækker mig ind i den spiseforstyrrede verden. Ana ville dog ikke tillade mig, at male hende helt sort (derfor det hvide omkring øjnene) da hun fortalte mig, at hun jo også gør en masse gode ting for mig. Og der var jeg ikke stærk nok og måtte bøje mig for hendes befaling om ikke at tegne hende helt sort..

Det er enormt grænseoverskridende for mig at lægge mine tegninger ud. Både fordi jeg er bange for at blive dømt og jeg er bange for, at folk ikke vil kunne lide mine tegninger. Men burde jo egentlig være ligeglad, det er jo mine tegninger og de betyder rigtig meget for mig. Men så er der også det, at det er utrolig sårbart at vise mine tegninger for andre, som om at jeg blotter min sjæl for alle og enhver som har lyst til at se den. Men offentliggøres skulle det. Det er endnu en udfordring, jeg har givet mig selv.

Nysgerrighed

I fredags snakkede jeg med min terapeut “K” om nysgerrighed og angst. Hun gav mig den opgave at tænke over hvad jeg er nysgerrighed overfor og på den anden side, hvilken angst der følger med nysgerrigheden.

Stemmerne er nemlig rigtig gode til at få angsten til at vokse, hver gang nysgerrigheden titter frem. “Hvad nu hvis…?” “Det går bare galt.” “Tænk hvis…”  osv. Det er temmelig frustrerende, for det holder mig fra at prøve rigtig mange ting. Angsten spænder ben for min behandling og sløver recovery-processen, for jeg tør jo ikke give slip på kontrollen, sikkerheden, det kendte. Det ukendte er “farligt” og enormt angstprovokerende…

Men jeg er nysgerrighed overfor at udforske min nysgerrighed, så jeg har tænkt meget over opgaven siden sidst.

Jeg startede med at sige, “Jeg er nysgerrig overfor livet”. Men det var for bredt sagde “K” smilende. Så jeg måtte hjem og gå i tænkeboks.

“Hmm… jeg er nysgerrig for min fortid.” Nej, også for bredt.

Flere steder har jeg læst om “den lille pige” indeni os. Jeg tror jeg er nysgerrig for at lære hende bedre at kende. For jeg er sikker på at jeg har en lille pige indeni i mig; det er hende der græder og er bange når mørket falder på eller når stilheden tager over. Det er hende der med de rigtige omstændigheder er nysgerrig på livet og alt hvad det bringer af godt og skidt, som ønsker at udforske verden. Det er hende, som har håb og drømme, men som gemmer dem væk fordi hun ikke tør tro på at det kunne blive virkelighed.

Jeg kan ikke huske meget fra min barndom; jeg tror, jeg har fortrængt en hel del. Både “K”, min mor, min gamle psykolog og flere andre har prøvet at fortælle mig at der ikke er mange, der har oplevet så meget sorg og modgang, som jeg har – og som har overlevet det! Jeg kan ikke selv se det; “der er jo mange andre, som har haft det værre end mig”. Jeg er mester i at bagatalisere mine egne problemer og oplevelser. Jeg kan dog huske noget. Eller det tror jeg, at jeg kan. Nogen gange bliver jeg i tvivl om det reelt er noget jeg selv kan huske, eller det blot er noget, der er blevet mig fortalt. Forbered jer på en længere granskning og opræbning af min fortid…

Min storebror er 5 år ældre end mig og er autist (mere konkret har han infantil autisme). Vi har et rigtig godt og tæt forhold den dag i dag, men det har ikke altid været sådan. Da min storebror var yngre, var han meget dårlig fungerende og han fyldte ALT hjemme hos os. Min far døde da jeg var ca. 1 år gammel, så min mor har stået alene med mig og min bror og alle de problemer han “skabte”. Han var meget udadreagerende og blev ofte voldelig, og da jeg var mindre, ville jeg blive så bange, at jeg f.eks. gemte mig under vasken uden på toilettet.

Kan min nysgerrighed bruges her? Hvad får en lille pige til at gemme sig under håndvasken? Fandt jeg tryghed? Hvad gjorde, at lige dette sted blev et “helle”; et sted hvor jeg følte, at intet ondt kunne ramme mig. Dette får mig til at tænke på en anden situation senere i mit liv, hvor min mormor og min mor havde et kæmpe skænderi (dette er en længere historie, men lad det blive ved at min mormor bl.a. har misbrugt både min mor og jeg psykisk hele hendes liv). Her valgte jeg at gemme mig under et skrivebord og nægtede at komme frem, før de stoppede med at råbe af hinanden. Den dag i dag er der stadig en snært af dette. Jeg har det svært ved åbne rum og pladser, skal helt have en vægt el.lign bag mig og kan ikke sove med hovedet vendt ind mod væggen. Jeg føler mig sårbar og frygter, at der kommer nogen/noget, som jeg ikke når at opdage førend det er for sent. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg følgt mig forfulgt, måske derfor at jeg har haft brug for “vægge” omkring mig, så intet kunne snige sig ind på mig? Som lille drømte jeg, at jeg blev jagtet af ulve og bjørne, så gennemgående og virkelighedstro mareridt, at jeg i lang tid måtte sove hos min mor. I dag følger mareridtene mig også i vågen tilstand, her er jeg blot angst for dæmoner og personer, som ønsker at gøre mig ondt.

Hvad er jeg så angst for? Tjo, jeg er angst for at ribbe op i fortiden. Jeg er bange for hvad der dukker op af sorte minder; jeg har vel ikke fortrængt over halvdelen af mit liv uden grund… Jeg husker glimt af mareridt, situationer o.a., som jeg ikke hurtigt har låst inde i boksen igen. Alt for angst til at udforske dem.

Ja, jeg er endda angst for at nysgerrigheden. Jeg har ikke turdet udforske den mere end dette. En lille smagsprøve på den nysgerrighed (= livsglæde) som den lille pige rummer. Men jeg har jo også næsten en uge til at samle mig mod til at gå endnu mere i dybden med hvad min nysgerrighed rummer 😉