Sortsyn

Der er så stille fra min side af disse dage, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod er det længe siden, jeg har haft det så skidt. Min vægt er faretruende lav igen og jeg bliver sikkert snart overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit. Men vægttabet følger så følelsen af at være kæmpestor og det er bare ikke til at holde ud. Min selvskade har heller aldrig været så slem som nu.. Jeg tror det handler om at jeg lige nu svæver rundt i en verden af uvished. Endnu engang skal jeg overbevise en kommune om at jeg har brug for hjælp, endnu engang skal jeg kæmpe for min behandling. Personalet her på afsnittet lader mig groft sagt “sejle i min egen sø”, da de mener jeg er færdigbehandlet; jeg er her som opbevaring indtil kommunen finder et botilbud til mig. Hvad de ikke ser er, at bag smilet græder jeg stille. Hvert løgn, jeg fortæller, piner mig og knuser mit hjerte. Jeg skriger på at de skal opdage hvor skidt jeg har det, alligevel spænder jeg ben for mig selv ved at holde de værste ting for mig selv. Men når de allerede tror at jeg har det godt, så bliver jeg til pleaseren som “leger” med og siger, at jeg har det glimrende.

Oveni alt det lort jeg kæmper med er der en enorm skyldfølelse overfor alt og alle. Min mor og storebror; alle her i blog-verden (jeg skammer mig over at jeg ikke får kommenteret på alle i dejlige menneskers blogs) men jeg føler ikke at jeg kan gøre hverken til eller fra. På den ene side snegler timerne sig afsted, men alligevel synes den ene dag at tage den anden og pludselig er det sengetid og jeg har endnu engang ikke fået gjort alt det jeg har sat mig for. Det hænger vel egentlig sammen med at jeg har tabt mig så meget mens jeg har været indlagt, jeg har ingen kræfter til noget som helst; ofte sidder jeg flere timer i min seng uden at røre mig, fordi jeg simpelthen ikke kan mestre energien til at bevæge mine tunge lemmer. Alligevel kan jeg sagtens finder overskud til at overtræne – og det er jeg nødt til, ellers får jeg aldrig ro fra stemmerne som konstant fortæller mig hvor grim og doven, jeg er.

Når der sker noget godt, kan jeg ikke holde fast i det. For et par dage siden besøgte min tætteste veninde mig på afdelingen. Det var fantastisk at se hende igen, men så snart hun var gået skar jeg i mig selv og lagde mig så på sengen for at “cykle” i halvanden time. Det er som om at jeg ikke  have det godt; så skal jeg efterfølgende straffes. Derfor prøver jeg heller ikke at få det bedre og gøre gode ting for mig selv. Nej, det er meget nemmere at det hele konstant er en lille smule skidt for så behøver jeg ikke straffe mig selv og dermed få det endnu værre. Jeg orker ikke de mange rutsjebaneture og jeg har fået overbevist mig selv om, at det ikke kan være anderledes. Det eneste lyspunkt på afdelingen blev udskrevet i forgårs og jeg har næsten panisk tyet til dårlige strategier for ikke at skulle konfronteres med den voldsomme ensomhed og den tomhed, som han tilværelse har efterladt sig. Jeg tør ikke stoppe op mærke hvor meget jeg savner ham, siger til mig selv at  det er åndsvagt at en person man kun har kendt i lidt under fem uger kan betyde så meget for mig og mit daglige humør. Men sandheden er, at hver gang jeg er alene på mit værelse, så overmander ensomheden mig og jeg kan mærke hvordan jeg begynder at falde fra hinanden.

Jeg vil bare gerne dope mig og sove dagene væk, så jeg ikke behøver tænke på at jeg er helt alene om mine problemer. Min mor kan ikke altid være her, personalet er “ligeglade” med mig og holder i hvertfald ikke øje med mig længere, “han” er væk og var den eneste der kunne få mig ud af tungsindet. Især det med maden er svært at vende selv. Jeg har tabt mig under hele indlæggelsen, så i mit hoved kan det ikke være anderledes nu. Personalet har ikke forstand på anoreksi, og min mor som tidligere har været den eneste der kunne få mig til at tage på, kan som sagt ikke være her så tit, da hun arbejder og bor lidt over en time væk herfra. Jeg græder som jeg sidder og skriver dette, da det går op for mig præcis hvor alene jeg er. Der er synderligt ingen jeg kan hive fat i for at få hjælp til alle de tanker, der kører rundt i mit hoved. Og snart ser jeg kun en løsning på det hele. Den evige søvn.

Behind these white walls

IMG_2808 IMG_2809 IMG_2811 IMG_2810 IMG_2819 IMG_2812 IMG_2813 IMG_2815 IMG_2817IMG_2829IMG_2828IMG_2820

kolde hospitalssenge. mad, der er blevet smidt ud. ensomhed. mærker efter tidligere “beboere”. altid på vagt lyttende efter hver eneste lyd, hver eneste bevægelse. venteposition. frataget al frihed.

“Do you remember? Do you remember being solid? Do you remember life before the hole? Before you were empty and needed to be filled? There was a time when everything was enough. There was a time you didn’t try to get out of your own skin. Remember.”
– Amy Reed, Clean

Let it burn..

Jeg ved snart ikke hvad jeg forventer af mig selv. Det føles som om at jeg hele tiden skal prøve grænser af, prøve at skubbe folk (= min mor) væk blot så jeg kan blive bekræftet i, at jeg ikke er værd at holde af, ikke er værd at tro på. Jeg ved at hvis min mor først opgiver håbet, så tror jeg heller ikke længere selv på, at det er muligt for mig at få det bedre. Hvad ønsker jeg egentlig? Ønsker jeg virkelig en tilværelse i ensomhed, aflukket fra alt og alle. Jeg prøver min mors kærlighed af, fordi jeg ønsker at hun skal forlade mig, så jeg kan få ret i at ingen gider mig. Men er det inderst inde det jeg ønsker? Eller er det bare noget stemmerne bilder mig ind.. Måske jeg bare gerne vil elskes og holdes af, men jeg tør ikke åbne op for mine følelser fordi jeg er bange for at det gør for ondt – det er for såbart…

Jeg tænker meget på ensomheden de her dage. Især det at føle sig alene blandt mennesker. I dag havde jeg besøg af min mor, hendes kæreste og min bror. Jeg hader at få besøg fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra, når jeg bliver for udmattet til at have mennesker omkring mig. De er lige gået og jeg nyder stilheden. Stilheden som kun findes man er helt alene. Når jeg kun er mig, kan jeg bedre kapere at være alene. Men når ensomheden rammer mig mens jeg er omgivet af mennesker, så ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg kan mærke at jeg lukker mig endnu mere ind i mig selv; jeg lukker omverden ude for ikke at blive såret, når jeg ikke føler mig forstået. Og det er når misforståelser sker, at jeg kan komme til at føle mig alene blandt andre. Ofte er det usagt og sikkert kun noget, der foregår i mit hovede og ikke hos andre. Nogen gange går det ubemærket hen, men jeg mærker ændringen i stemningen i hele min krop og så kan jeg ikke lade være med at reagere på den. Åh, nu føler jeg igen at det jeg siger ikke giver mening. Mon der er nogen der forstår mit vrøvl..

Tilbage til besøget; jeg sidder alene nu, fuldstændig udmattet. Jeg magter ikke disse besøg særlig længe fordi jeg så er tvunget til at bære min maske hele tiden. Jeg har lyst til at se dem dybt i øjnene og bare sige sandheden. Sige; du kan ikke se det, men indvendig græder jeg. Du kan kun se mit smilende ansigt og jeg er god til at få dig til at grine. Indvendig der går jeg i tusinde stykker hver gang jeg tvinger et smil over mine læber. Jeg har lyst til at skrige “så hjælp mig dog! Kan du ikke se hvor ondt jeg har, hvor meget mit hjerte det smerter?”. Jeg græder og er bange, men du kan ikke se det. Indeni har jeg lyst til at gøre mig selv ondt, skære i mig selv så blodet løber. Og jeg kæmper en kamp hver eneste dag. Men du kan ikke se det… Men det siger jeg ikke. For jeg er en god pige. Jeg spiller rollen som den smilende vært og venter med længsel efter at klokken slår og det er tid til at gå, så jeg kan lukke døren og bryde sammen på gulvet.

Jeg burde ikke sige det, jeg er bange for at sige det højt for så forsvinder de måske, men hér, inde på nettet, der er der ingen der ved hvem jeg er, hvor jeg befinder mig. Så hér tør jeg sige det. De ligger nemlig ved siden af mig. Jeg skæver over til dem, som jeg sidder her og skriver ordene. De små sorte. Pillerne. Jeg ved hvad der sker, hvis jeg tager dem. Og jeg ønsker det. Det var tid til en ny uges medicin og min mor havde glassene med. Jeg snuppede et par håndfulde mens hun var på toilettet. Det er så lokkende. Jeg ønsker at udfordre skæbnen. Jeg prøver at se gennem gråden. De ligger der. Jeg ved det.

Jeg rejser mig og går over og henter en æske i et af køkkenskabene. Jeg putter pillerne deri og gemmer æsken i min taske. Nu har jeg dem. Hvis jeg skulle få behov for det. Behovet virker mere og mere presserende. Jeg ved hvad der sker hvis nogen opdager det, men jeg er nødt til at have muligheden.

Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

Her er historien fra hjertets indre
Der hvor man håber at smerten den bliver mindre
og måske én dag helt forsvinder.
Ingen andre end mig kan se disse minder
Eller holde om mig når tårerne triller ned af mine kinder.
Isoleret sidder jeg og håber på
at det hele en dag nok skal gå.

Ingen tapperhed
Hun vil ikke længere kæmpe
Nådesløse tanker, et hjerte så tungt, kan det ses?
Hendes tomme øjne har mistet deres skær
Hun er ikke længere nogen nær
Hun har kun sig selv og hendes minder
Tårene der tørrer ind på hendes kinder
Der er ingen til at trøste,
ingen til at guide,
ingen tapperhed.

Man tror man kender sig selv nogenlunde. Ved hvem man er, hvad man står for. Og i mange tilfælde måske især hvad man i hvert fald ikke står for.

Jeg har lidt under mine problemer i over halvdelen af mit liv nu. Og efterhånden kender jeg dem ud og ind, ved hvor komplekse de forskellige ting er. Min spiseforstyrrelse for eksempel; det handler jo langt fra om maden, og dens indgriben i min spisning er kun en brøkdel af hvad den faktisk påvirker eller styrer i mit liv.

Jeg ved hvad jeg står for som menneske. Ihvertfald ved jeg i det store hele hvad jeg bestemt ikke står for og ikke kan stå inde for.

Hele min sygdom handler i bund og grund om straf. Jeg straffer og begrænser mig selv gennem den. Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv trods al modstanden. Men min anoreksi er stadig min verdens navle. Og den får mig til at handle helt modsat af hvordan jeg som person og menneske er eller ønsker at være.

Det gør mig uendeligt ked ad det at jeg gør de ting jeg gør, både mod mig selv og hvad der påvirker andre omkring mig.

Jeg ønsker ikke at fralægge mig ansvaret for mine egne handlinger; for selvom det ikke føles som mig når jeg føler mig tvunget ud i noget af mine egne, såkaldt anorektiske tanker, så er det jo mine arme og ben og dem kan kun jeg i sidste ende styre.

Jeg er flov. Jeg er flov og skamfuld og kan næsten ikke holde ud at være i mig selv. Tænk hvis nogen af dem der vil mig det så godt vidste hvor forfærdelig, forkert og ‘beskidt’ jeg i virkeligheden er.
De kender det meste af min historie nu, og de er der endnu. Det er på samme tid rart og svært fordi jeg føler behandler dem. For der er stadig ting de ikke ved. Ingen ved. Og som jeg er så flov over at jeg tuder ved tanken.

Der er ting der er så langt fra hele min overbevisning og så langt fra alt hvad jeg står for. Og som jeg alligevel har med mig på samvittigheden.

“Sindsyg i gerningøjeblikket” tænker jeg og smager på sætningen, mens jeg føler mig mindre end noget i skam. Jeg ved godt at det var sygdommes navn jeg handlede i, at jeg nærmest ikke var tilstede i mig selv. At der ingen hensigter var, andet end desperation efter straf af mig selv og en eller anden ‘syg’ forløsning. Men jeg føler jeg fralægger mig ansvaret hvis jeg skal bruge undskyldninger som disse. For det er jo stadig mig der har handlet, det er mine arme og ben, det er mit hovede.
Og hvis hensigten var at straffe mig selv, så er det i den grad lykkedes mig. Mere end nogensinde. For jeg har givet mig selv et stempel der kommer til at sidde på mig længe, og som kommer til at begrænse mig længe fremover. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det er så lidt mig, det er fuldstændigt fjernt fra mig som person. Har svært ved at håndtere det i disse dage. Svært ved at se nogen i øjnene selvom det stadig kun er mig der ved hvor galt det faktisk er gået for mig.

Det er svært at fortsætte med at leve, når man føler sig død indeni. Synes det er op ad bakke lige nu

Oh life, oh life

IMG_0718, collageIMG_0964

^^beklager billedekvaliteten (taget m. iPhone)

Jeg kigger på uret og bliver med det samme i dårligt humør. Klokken er elleve nu og min veninde holder brunch. Jeg er inviteret, men har (som sædvanligt) takket pænt nej. Det gør ondt at vide, at lige nu krammer alle mine veninder hinanden til hej, griner, smiler og snakker om alverdens ting, mens jeg sidder her i min lejlighed. (Næsten) helt alene – min mor er her, men kører fra mig om en time.
Jeg kunne alligevel ikke overskue maden..

Det er skræmmende at tænke på, hvordan de valgt vi tager udelukker og påvirker så meget andet.
Jeg har ikke tal på hvor mange mennesker jeg efterhånden har skubbet væk og ud af mit liv. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem eller bevidst ønsker de skal forsvinde i mængden -men fordi, at når det involvere mennesker, involverer det chancen om at blive såret, skuffet og efterladt. Det er ironisk, når jeg tænker over, hvor bange jeg er for at være alene. Jeg er bogstaveligtalt min egen værste fjende, og det har jeg altid været.

Da jeg var yngre, tror jeg ikke at det nogensinde faldt mig ind, at jeg skulle være 20 (snart 21) og ingen planer have. Ingen “vej”. Jeg har altid være så pligtopfyldende og dygtig, og nu aner jeg ikke hvor mit næste skridt skal føre mig hen. Faktisk, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at tage det næste skridt. Jeg har altid været plaget af mange ting, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle miste lysten til livet i sådan en grad, som det er kommet til. Og det, på trods af at jeg har levet et depressivt liv, siden jeg var 12. Hold da op, hvor er det sørgeligt, og ynkeligt på samme tid.

Jeg drømte engang om børn, mand, hus og hele molevitten. Det føles så fjernt at sige det nu, for jeg er så langt fra den drøm som jeg overhovedet kan komme. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke engang om jeg ønsker at sætte børn i denne verden, og da slet ikke hvis jeg skal agere som mor.

I sidste ende kan det også være helt ligegyldigt. Faktum er, at jeg ikke længere er Amelia. Jeg har mistet mig selv i takt med hvert kilo jeg har tabt. Jeg er ikke glad, jeg har ingen planer, jeg har truffet nogle meget dårlige valg, og så har jeg skubbet alt for mange mennesker væk.
Eller måske, har lige netop alt dét altid været Amelia – nu er det bare sværere at leve med hende.

De siger at alting ændres, at tiden læger alle sår, de siger at alt bliver bedre, men hvornår, hvornår, hvornår?

Jeg er så flov over mig selv.
Jeg venter og venter.. men på hvad? På at jeg en dag stikker af fra alt eller dør?
Jeg bliver jo aldrig “normal”, aldrig ligesom alle andre.
Jeg famler mere og mere, bliver mere indelukket og ked af det.
Fortidens sår kommer frem hele tiden.

Hvornår stopper det? Jeg kigger på stjernerne der falder ned og undrer mig, hvor jeg gik forkert..

Never good enough

Er det godt nok nu?! Skriger jeg. Indeni. Stilhed. Er det godt nok nu? Hvisker jeg. Hulkende. Jeg er alene hjemme, så jeg ved, at der intet svar kommer. Jeg kigger mig omkring. Hvordan kom jeg til at sidde ned? Pludselig er jeg kollapset. Midt på gulvet. Tårene triller ned ad mine kinder.

Det er jo aldrig godt nok. Jeg er ikke sjov nok, klog nok, god nok, stærk nok. Jeg bliver aldrig den folk bedst kan lide – jo da folk kan lide mig, men jeg er aldrig deres “yndlings”. Jeg bliver aldrig den, der tryllebinder folk med mine ord – jo da jeg kan formulere mig, men alle omkring mig er bedre til at skrive. Jeg bliver aldrig “syg” nok – eller rask nok. Alle omkring mig har det enten værre eller bedre end mig. Selv står jeg i midten, føler mig ikke i stand til at kalde mig hverken syg eller rask. Jeg kan ikke se noget, mine øjne er fyldt med tårer nu.

Jeg hader mig selv. Jeg vil ikke mere. Jeg er en fiasko; a failure at life. Jeg ved hvad jeg må gøre. Gennem tåre-vandfaldet finder jeg frem til kassen gemt bag bunker af tøj. Jeg famler febrilsk efter min redning. Min flugt fra tankerne. Jeg ved hvad der skal til for at få ro. Men heller ikke det er godt nok idag. Tankerne vil ikke lade mig være. Jeg er heller ikke god nok til selvskaden. Du er jo til grin, folk kommer i gips for deres selvskade, og her sidder du i stand til at vikle et viskestykke omkring og fortsætte som om intet er sket. Jeg væmmes ved dig. Du er ikke stærk nok til virkelig at gøre noget ved dig selv. “Undskyld,” hvisker jeg. Jeg ved at jeg ikke er god nok, stærk nok. Heller ikke dét kan jeg finde ud af at gøre ordentlig. I dag har været et stort hav af selvhad. Hver eneste kommentar, hver eneste ting udefra er røget lige ind på kontoen for selvbebrejdelse og selvhad.

Jeg hader mig selv. Tænker om jeg ikke bare skulle ende det hele nu? Befri alle for min besværende tilstedeværelse. Synes det hele er lidt for meget i de her dage. Afsked og afslutning på så mange niveauer, at det hele nu bare sidder som en klump i min mave og hals; hele tiden på vej til at briste i tårer. Og ensomheden i det vokser, der er ikke længere nogen steder hvor de tårer har plads til at flyde og jeg kan forsøge at sætte ord på den knude der konstant sidder i mig.

Jeg har det stort set konstant som om jeg nærmest skal kaste op, ikke fordi jeg har kvalme eller er fysisk utilpas, men fordi jeg ikke kan have det i mig mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af noget, og jeg kan ikke holde ud at være i mig selv.
Det blokerer fuldstændigt i mig, og bare tanken om at skulle spise er lige nu helt uoverskuelig. Jeg vil så gerne gøre fremskridt, jeg er så motiveret – jeg gør hvad jeg skal, men jeg er træt af at kæmpe, må indrømme at det efterhånden tager modet fra mig.

Den hjælp jeg har så svært ved at bede om, og skammer mig enormt over at have behov for, har jeg jo fået nu – med K. I sommers var det jo ellers faktisk blevet bedre. Jeg hader at indrømme det, jeg hader, hader, hader tanken om at skulle acceptere og erkende – men jeg har fået et slag tilbage og det går ikke rigtigt den vej jeg så inderligt gerne vil lige nu. Ligegyldigheden spøger, men jeg forsøger at holde den på afstand. Bliver ved med at gøre de ting der om ikke andet måske kan holde mig bare nogenlunde ovenvande. Men det koster, og det er rigtig hårdt.
Det kan fandme (undskyld) ikke passe at det skal være sådan her igen..?! Stadig..? Det kan simpelthen ikke passe at jeg, efter at være nået SÅ langt, på et øjeblik føler mig sat 7 skridt tilbage. Jeg føler mig så mislykket. Har ikke lyst til at nogen skal se mig. Jeg forsøger at trodse det, men tror alligevel jeg har fået skubbet nogle mennesker på afstand igen. Min familie ikke mindst, har enormt dårlig samvittighed over mit fravær der. Men det er sådan det må være lige nu, for jeg kan ikke have dem med i det jeg står i lige nu, jeg bliver nødt til selv at få det på afstand før jeg kan rumme dem også, rumme den bekymring jeg ved det efterlader dem med. Men den har de sikkert allerede fået vakt. Der er ikke nogen let løsning, så jeg er nødt til at gøre hvad der lige nu er bedst for mig selv – eller i hvert fald ikke vælge det sværeste for mig selv.

Jeg savner hele tiden. Rækker ud i desperation efter alle tænkelige kilder til noget af det jeg mangler. Men det er der ikke. Det hele er lidt på afstand. Og det – dem – jeg mangler mest, er allerlængst væk. Sådan vil det nok altid føles i situationer som den jeg står i. Man mangler nok altid det, man ved man ikke rigtigt kan få.

Jeg forsøger af alle kræfter at være lige her og nu – hele tiden – men jeg kan ikke blive helt. Jeg kan ikke lade være med at svæve lidt ud i alt det der venter lige rundt om hjørnet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det ikke gør nogen forskel at spekulere over det lige her og nu, at der ikke findes en løsning i dag og lige nu. Men det er godt nok svært at give slip. Jeg ved det ikke kan ændres her og nu, jeg ved at det kommer til at fylde det næste lange stykke tid – og sådan er det. Men hvorfor kan jeg så ikke lade det ligge og “nøjes med” at spekulere over det når det faktisk giver mening, og når jeg kan bruge spekulationerne til at vende det et sted..? Det irriterer mig. Jeg prøver på ikke at give det opmærksomhed, men det er der hele tiden. Hele tiden har jeg det i baghovedet og bliver fraværende i en tanke ind i hele rod det er filtret ind i.

Jeg er træt af mig selv. Og jeg er træt af at jeg ikke er kommet videre, når jeg føler jeg “burde”; føler jeg har al grund til ikke at stå hér lige nu. Det går mig på, og det vækker lynhurtigt alle de gamle automatfølelser i mig af skam, skyld, selvbebrejdelse etc.