Jeg elsker min bror

IMG_1280Se lige hvad min bror havde med i dag, da han kom på besøg. Sammen med blomsterne var nogle forsinkede gækkebreve med nogle utrolig fine, utrolig rørende forårsdigte. Han fortsætter med at overraske mig på de bedste mest fantastiske måder. Jeg elsker ham. Jeg elsker min familie. Min lille familie. Min mor, min bror og mig – ‘de tre musketerer’.

Min bror har skrevet en bog om sit liv med autisme. Det er hans tredje bog og den går virkelig i dybden med alle de svære ting. Jeg har fået lov til at læse dele af udkastet, inklusiv et afsnit om mig. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg begyndte at græde da jeg læste det. Jeg har fået lov til at citere:

“Jeg har været meget tæt på at miste min søde lillesøster i en ung alder! Hun har flere år kæmpet med alvorlige humørsvingninger, spiseforstyrrelser og andre slemme ting, som jeg ikke vil nævne. Hun har været helt nede i helvede og sige hej til djævlen […]

Det har ramt mig hårdt! Indvendigt tror jeg, at jeg har været revet i 1000 stykker eller mere. Men udvendigt har jeg ikke villet vise det, for jeg har villet virke stærk og som en der ikke skulle knækkes – men det har været tæt på at ske. Jeg har det sidste års tid gået dag for dag og været bange for at det skulle være hendes sidste dag.

Jeg har den rytme at jeg snakker i telefon med min mor et par gange om dagen, så jeg kan høre hvordan det går med dem og omvendt. Jeg har været så langt nede, at jeg har tænkt at når min mor ikke har taget sin telefon, så var det fordi min søster havde “taget billetten” – at hun var død og min mor ikke vidste hvordan hun skulle fortælle mig det, men at hun ville ringe lige om lidt og sige det. Sådan har jeg tænkt det sidste trekvarte år.”

Jeg kan mærke at tårerne presser på, men jeg sidder her og citere ham. Og hvorfor fortæller jeg så om det her. Jeg gør det ikke for at nogen af os skal have dårlig samvittighed – for vi har ikke selv valgt at være syge! – men er blot ment som kærlig påmindelse om at vores sygdom ikke kun påvirker os, men alle omkring, som holder af os.

Før jeg læste dette vidste jeg ikke at min storebror følte sådan. Naivt, havde jeg troet at jeg kunne “skjule” for ham hvor skidt jeg havde det; at jeg var god nok til at smile og være på omkring ham, så han ikke bemærkede noget. Men jeg har taget fejl. Jeg vil ikke bruge det til at slå mig selv med, men mere som en skub i den rigtige retning: at hvis jeg ikke kan blive rask for min egen skyld, så kan jeg starte med at gøre det for dem, jeg holder af. For jeg ønsker ikke at de skal lide mere. Lige nu er jeg så langt nede at jeg ikke synes jeg fortjener at få det bedre, men jeg kan dog se, at min familie ikke fortjener at være så miserable og bekymrede på mine vegne. Han slutter dog af således:

“Jeg har været bange og ræd for at miste de sidste i min familie [min far døde da jeg var helt lille] – men jeg tror på at min søster nok skal vinde sin kamp. Hun skal nok overleve! Det kommer til at tage tid, år måske, men både hun, min mor og jeg skal nok komme igennem det. Og når vi kommer så langt så skal hele dette kapitel af vores liv direkte i skraldespanden – eller i glemmebogen, som man siger!”

Jeg tror på det, når jeg læser disse ord. Jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Der er så mange andre, der er kommet over på den anden side, at jeg bliver nødt til at tro på, at det også kan lade sig gøre for mig. Og indtil jeg kan kæmpe for mig selv, vil jeg kæmpe for min familie. Min storebror skal ikke opleve at miste flere som han holder af før tid. Jeg håber at nogen af jer har kunnet bruge dette indlæg til at lægge afstand fra dårligdommen og se, at ingen (heller ikke dig selv!) fortjener at ligge under for din sygdom! ❤

You will survive, and you will be a better human for it.

Jeg har været vågen og oppe siden kl 5.30, og sidder nu med 3. kop kaffe som jeg ikke har brug for og en tom pakkeliste foran mig. Min mor kommer og henter mig om ca. en time. Så skal jeg hjem og pakke hvorefter jeg bliver overflyttet til et åbent afsnit. Jeg har bare ikke lyst. Jeg er lidt trist, tror jeg. Vemodig, hvis den stemning overhovedet passer ind. Savner allerede at være hjemme ved tanken om at skulle derind igen. Jeg ved ikke engang hvor længe, men efter deres planer er det en måned i hvert fald – indtil jeg har fået så meget ro på, at jeg er i stand til at tage afstand fra selvmordstankerne.

Pillerne er dog røget og erstattet med livet. Hvad det end måtte byde på. Jeg er nødt til at tro på at det kan blive bedre. I har ret, alle jer fantastisk personer som skrev til mit indlæg i går; livet er mere værd og der er lys forude. Én ting har denne indlæggelse da givet mig troen på: at tingene skrider fremad. Det er jo en fact at alt går hurtigere når man bliver indlagt, man bliver taget mere seriøs og ventetiden til at få hjælp er nu blevet forkortet med flere uger, måske endda måneder. Jeg står til at få behandling indenfor de næste dage, også en hjælp som ikke betyder at jeg skal køre flere hundrede kilometer hver uge. Selvom jeg har været utrolig glad for at gå i terapi hos K, så kan jeg ikke komme udenom det faktum at køreturerne har stresset mig enormt.

Jeg ved godt, at jeg er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende det. I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes det har været hårdt de sidste par måneder at stå med ansvaret alene for min egen behandling – noget jeg umiddelbart har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, hvor der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Jeg er nervøs for idag og det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem. Jeg tror dog heller ikke at jeg ville være i stand til at tænke i mere end én dag ad gangen, det er jo ligesom lidt derfor jeg står i den situation jeg nu engang gør; fordi 1 måned eller lidt mere synes som uendelig lang tid. Når man lever fra dag til dag, og hver dag synes aldrig at ende, så er det svært at tro på at den dag og en måned nogensinde vil komme. Og så er det, at jeg bliver så håbløs.

Til noget lidt andet: Jeg savner min far for tiden, sikkert fordi jeg har det svært og at han ofte mangler meget når der sker noget i mit liv – egentlig både svære og gode ting. Jeg savner ham også når jeg er glad over noget. Jeg går ikke rundt i en sorgtåge over ham hele tiden eller er ude af stand til at lægge savnet fra mig – det er jo så længe siden han døde nu, og jeg husker ham dårligt nok – jeg mærker det egentlig mest i glimt engang imellem. Jeg tænker på ham hver dag i alle mulige sammenhænge, men bliver ikke nødvendigvis fyldt op af det hver gang. Han er bare lidt med mig, tror jeg. Andet ville måske næsten også være mærkeligt, for jeg er trods alt halvvejs hans gener. Kære far, jeg savner dig til at holde om mig når tingene bliver svære, stryge mig over kinden og fortælle mig at det hele nok skal gå. At jeg er fars pige, og at solen vil stå op og en ny dag vil komme…

IMG_6874

Let it burn..

Jeg ved snart ikke hvad jeg forventer af mig selv. Det føles som om at jeg hele tiden skal prøve grænser af, prøve at skubbe folk (= min mor) væk blot så jeg kan blive bekræftet i, at jeg ikke er værd at holde af, ikke er værd at tro på. Jeg ved at hvis min mor først opgiver håbet, så tror jeg heller ikke længere selv på, at det er muligt for mig at få det bedre. Hvad ønsker jeg egentlig? Ønsker jeg virkelig en tilværelse i ensomhed, aflukket fra alt og alle. Jeg prøver min mors kærlighed af, fordi jeg ønsker at hun skal forlade mig, så jeg kan få ret i at ingen gider mig. Men er det inderst inde det jeg ønsker? Eller er det bare noget stemmerne bilder mig ind.. Måske jeg bare gerne vil elskes og holdes af, men jeg tør ikke åbne op for mine følelser fordi jeg er bange for at det gør for ondt – det er for såbart…

Jeg tænker meget på ensomheden de her dage. Især det at føle sig alene blandt mennesker. I dag havde jeg besøg af min mor, hendes kæreste og min bror. Jeg hader at få besøg fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra, når jeg bliver for udmattet til at have mennesker omkring mig. De er lige gået og jeg nyder stilheden. Stilheden som kun findes man er helt alene. Når jeg kun er mig, kan jeg bedre kapere at være alene. Men når ensomheden rammer mig mens jeg er omgivet af mennesker, så ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg kan mærke at jeg lukker mig endnu mere ind i mig selv; jeg lukker omverden ude for ikke at blive såret, når jeg ikke føler mig forstået. Og det er når misforståelser sker, at jeg kan komme til at føle mig alene blandt andre. Ofte er det usagt og sikkert kun noget, der foregår i mit hovede og ikke hos andre. Nogen gange går det ubemærket hen, men jeg mærker ændringen i stemningen i hele min krop og så kan jeg ikke lade være med at reagere på den. Åh, nu føler jeg igen at det jeg siger ikke giver mening. Mon der er nogen der forstår mit vrøvl..

Tilbage til besøget; jeg sidder alene nu, fuldstændig udmattet. Jeg magter ikke disse besøg særlig længe fordi jeg så er tvunget til at bære min maske hele tiden. Jeg har lyst til at se dem dybt i øjnene og bare sige sandheden. Sige; du kan ikke se det, men indvendig græder jeg. Du kan kun se mit smilende ansigt og jeg er god til at få dig til at grine. Indvendig der går jeg i tusinde stykker hver gang jeg tvinger et smil over mine læber. Jeg har lyst til at skrige “så hjælp mig dog! Kan du ikke se hvor ondt jeg har, hvor meget mit hjerte det smerter?”. Jeg græder og er bange, men du kan ikke se det. Indeni har jeg lyst til at gøre mig selv ondt, skære i mig selv så blodet løber. Og jeg kæmper en kamp hver eneste dag. Men du kan ikke se det… Men det siger jeg ikke. For jeg er en god pige. Jeg spiller rollen som den smilende vært og venter med længsel efter at klokken slår og det er tid til at gå, så jeg kan lukke døren og bryde sammen på gulvet.

Jeg burde ikke sige det, jeg er bange for at sige det højt for så forsvinder de måske, men hér, inde på nettet, der er der ingen der ved hvem jeg er, hvor jeg befinder mig. Så hér tør jeg sige det. De ligger nemlig ved siden af mig. Jeg skæver over til dem, som jeg sidder her og skriver ordene. De små sorte. Pillerne. Jeg ved hvad der sker, hvis jeg tager dem. Og jeg ønsker det. Det var tid til en ny uges medicin og min mor havde glassene med. Jeg snuppede et par håndfulde mens hun var på toilettet. Det er så lokkende. Jeg ønsker at udfordre skæbnen. Jeg prøver at se gennem gråden. De ligger der. Jeg ved det.

Jeg rejser mig og går over og henter en æske i et af køkkenskabene. Jeg putter pillerne deri og gemmer æsken i min taske. Nu har jeg dem. Hvis jeg skulle få behov for det. Behovet virker mere og mere presserende. Jeg ved hvad der sker hvis nogen opdager det, men jeg er nødt til at have muligheden.

A Letter to Ana

byAmelia - please credit if use<3

Jeg mærkede godt dit blide kærtegn mod min kind, mens jorden gyngede under mig. Jeg vendte den anden til, men inderst inde vidste jeg at det var tid. At du igen er den eneste der oprigtigt kan nå mig. Du har ventet på det rette øjeblik til først at vise dig forsigtigt, minde mig om at jeg endnu har dig. For så at stramme grebet og lade mig huske, at jeg ikke har andre. At jeg ikke må have andre. For jeg har jo dig, ikke.

Jeg lod mig narre, endnu engang, af den følelse af ro og en slags frihed du gav mig. En følelse af endelig at kunne trække vejret efter at have holdt det inde så længe. Og jeg var ikke bange mere. Jeg er ikke bange, selvom jeg ved min tid med dig er lånt. Du lever af at suge til dig af livsenergi, for selv at overleve. Og jeg giver dig lov nu igen. Til den engang slipper op. Jeg har solgt dig min sjæl og mit liv for længe siden, og jeg er ikke længere herre over min verden.

Jeg føler mig på én gang afkræftet og stærkere, og jeg mærker din selvtilfredshed over at fylde mit sind. I flere år har jeg givet dig mine kræfter, men det er slut nu. Du prøver at klænge dig fast med hænder og kløer, men hver uge skal du op mod din største prøvelse. Hun har rustet sig til kamp for hun ved hvilken kamp jeg kæmper i mit indre. Jeg ønsker at bevare hendes tillid ved at blive ved med at kæmpe.

Kære anorexia nervosa. Jeg ved jeg har svigtet og fejlet, og vendt dig ryggen trods du altid har været der. Klar til at gribe mig igen og igen. Jeg forstår at du må stramme grebet før jeg kan genvinde din tillid, og jeg forstår at jeg må lade andres pladser for dig. Flere gange har du haft mit liv i dine hænder, flere gange har du reddet mig fra at ryge ned i afgrundens sorte hul.

Men ikke længere skal du være min eneste ven. Dette er mit afskedsbrev til dig. Du har gjort hvad du kunne, men jeg har ikke længere gavn af dig. Du må gerne være her, men det er mig der styrer nu. Du er i min rygsæk men jeg bestemmer hvor vi skal gå hen. Jeg ved at du aldrig bliver tilfreds med mig, ikke før jeg ligger kold og ubevægelig i en kiste. Men jeg vil ikke skuffe dem, der tror på mig. Om jeg endnu ikke kan kæmpe for min egen skyld, vil jeg gøre det for jeres. 

Min bror sagde til min mor i dag: “Hun får ikke lov til at dø?”. Kan du høre det Ana? Du får ikke lov til at tage livet af mig. Det bliver min livs kamp, men jeg er fast besluttet på at vinde. Jeg ved at styrken må findes inde i mig, der er ingen anden der kan tage kampen op. Fat dit sværd og fat dit skjold Ana, dette bliver en kamp til døden og du kommer til at blive den faldne.

Jeg tror ikke meget på at et nyt år er lig med en ny start. Jeg nærer ingen forhåbninger om hvad det nye år må bringe ej heller nogen drømme om at 2013 skal være “mit år”. Men jeg tror på en ny start; “Nobody can go back and start a new beginning, but anyone can start today and make a new ending”. Nutiden behøver ikke at diktere fremtiden, i morgen er ikke blot et nyt år, det er en ny dag med nye muligheder. Jeg kan ikke ændre hvordan mit liv har været, men jeg bestemmer selv hvordan jeg ønsker at mine erfaringer skal forme mig. Og jeg vælger at lade mine oplevelser gøre mig stærkere.