How shall I live my life..

byAmelia - please credit if use<3Hvordan skal jeg leve mit liv, når tanker og følelser styres af depressionens og anoreksiens væsen. De pejlemærker, som vi er skabt til at følge, svigter mig, de forråder mig ved at sløre mit syn, de forråder mig med misinformationer. Jeg bliver ind i mellem spurgt om, hvad jeg drømmer om i forhold til arbejdsmarkedet, bliver spurgt om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg skulle tænke uden begrænsninger.
Udenpå smiler jeg, som om, det dog var et fremragende spørgsmål, og forsøger diplomatisk at væve et svar sammen. “Jeg vil gerne gøre en forskel”, “jeg vil gerne hjælpe andre”
Indeni er jeg virkelig frustreret. Det virker ikke som om der ikke er nogen, der forstår, at jeg ikke ejer noget håb, og jeg ikke er i stand til at tænke uden begrænsning.

Jeg ser ikke verden som den er, men gennem tæt tåge. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg kunne opmuntre andre når de finder livet hårdt. Hvordan skal jeg vise dem vej ud i lyset, når jeg aldrig selv har fundet stien. Når de på en dårlig dag ikke kan holde sig selv oppe, og har brug for en at støtte sig til, – da ligger jeg allerede ned.

Føler mig magtesløs i forhold til morgendagens udfordringer. Jeg føler mig så unyttig. Jeg føler mig som en klods om benene på alt og alle. Mørket ulmer og breder sig. Jeg får det værre for hver dag der går. Skyldfølelsen fylder mere og mere i mig som en ballon der bliver pustet op. Igår tabte jeg tråden endnu en gang. Måtte igen erkende, at jeg var faldet i, faldet tilbage i anoreksiens fanggreb. Sprunget måltider over, skåret, gemt piller. Smerten var så tydelig i min mors øjne, da vi snakkede. Jeg prøvede at sige at alt nok skulle blive ok. Indeni havde jeg kun én tanke, kun et ord. Jeg havde lyst til at brøle det ud, så murene ville ryste, jeg havde lyst til at græde det ud, til jeg blev skyllet ud af huset, ud af livet. UNDSKYLD!!!

Undskyld for alt.
Undskyld jeg er her.
Undskyld jeg ikke stod imod og nægtede at lade mig styre af anoreksien.
Undskyld at du må være om mig 24/7, i dette hjem hvor jeg spreder gift og galde som skimmelsvamp.
Undskyld igen og igen.

Jeg sidder her og kigger fortvivlet ud på sneen. Jeg vil falde baglæns ned i dyb løst frost-sne. Lande blødt, og dækkes af de lette kølige fnug. Og så til foråret når sneen smelter vil jeg ligge der i en glaskiste skabt af is krystaller. Som en anden snehvide. I det fjerne høres lyden af hovslag og der kommer en fremmed sagbehandler ridende med et kys af håb og fremtid på læberne som er beregnet til at vække mig..

Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Still… here

Jeg beklager stilheden fra min side af, men sagen er at jeg har det virkelig skidt,, og jeg er af den opfattelse, at folk helst vil høre, når det går fremad. Derfor har jeg ikke haft modet til at skrive noget. Måske også fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive? Jeg har det ikke godt, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. Det føles som om, at jeg hver dag synker længere og længere ned i et sort hul, og jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg er håbløs; livet synes håbløst.

my hands they shake, my head it spins

Jeg har svært ved at formulere præcis hvad der er galt, og derfor tager jeg heller ikke kontakt til nogen (selvom min mor tydeligt kan se, at tingene ikke går fremad). Hun spørger mig hele tiden, hvad der foregår, men jeg svarer ikke. Jeg ved oprigtig talt ikke hvad jeg skal sige.

Jeg er stoppet med at tage min medicin, fordi jeg føler mig svag når jeg tager den. Jeg har heller ikke fortjent at have det godt, så hvorfor tage den? Jeg tror alligevel ikke den hjalp specielt meget. Jeg får alt for lav dosis, men hver gang jeg er hos min læge, kommer masken på – masken, der får det til at se ud som om, at alt går som det skal – og så kan han jo ikke se hvor skidt jeg reelt har det. Derfor øger vi aldrig min dosis, for det går jo fint, ikke? Nej, det går ad helvedes til. Jeg magter ikke livet. Alt går ned ad bakke. Jeg ved det, men jeg gør intet ved det. Det er jo hernede, på bunden, hvor jeg hører til. Jeg fortjener ikke at have det godt.
Det er noget mærkeligt noget egentligt, det med at gøre sig fortjent til livet. Hvornår har man ydet nok, til at fortjene at leve? Når det handler om mig, så er svaret ALDRIG. Når det handler om andre? Ja, så er der slet ikke noget, der hedder, at man skal gøre sig fortjent. Folk har jo ret til at leve bare fordi de er dem, bare fordi de er til. Men ikke mig selv. Nej, det eneste jeg fortjener er at have det skidt, rigtig skidt.

Selvskaden river i mig. Det er virkelig slemt. Jeg vågner konstant om natten; angst efter mareridt. Mareridt, hvor jeg sidder i en pøl af mit eget blod. Det løber ned ad begge arme. Jeg har sorte øjne og stirrer tomt frem. Det er ikke noget, jeg har prøvet før: at selvskaden ligefrem taler til mig i mine drømme. Og det skræmmer mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg er i stand til at gøre mod mig selv..

Jeg kæmper for at virke “normal” udadtil. Virke overskudsagtig. Smile, pjatte… Men det er svært. Derfor isolerer jeg mig, så masken ikke behøver komme på så ofte. Jeg vil jo gerne være rask, vil jeg ikke?
“Fake it till you make it”. Derfor tror folk også, at det går meget bedre end det rent faktisk gør, tror at jeg kan tage vare på mig selv. Men sandheden er, at det kan jeg ikke lige for tiden. Jeg kan ikke spise. Den personlige hygiejne halter; jeg har ikke været rigtig i bad i fire dage, men jeg orker bare ikke at se flodhesten i spejlet, se mig selv uden tøj på, røre ved mig selv. Jeg bryder sammen flere gange dagligt. Så sent som her til aften så jeg en film, hvor nogen græd, og jeg kunne ikke lade være med at græde sammen med dem. Før jeg overhovedet nåede at registrere hvad der skete, så trillede tårerne ned ad mine kinder. Det var ikke særlig trist, men det viser vel bare hvor skrøbelig jeg er de her dage. Det med at græde til film er ikke sket siden jeg gik i 3.g. hvor jeg havde det allerværst og ikke kunne klare at se noget som helst sørgeligt. Er det mon et tegn på hvor skidt det reelt står til?

Der er så mange tanker i mit hoved, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem ud, og hver gang min mor spørger mig hvad der foregår, så bliver min hjerne tom og jeg går i sort. Jeg kan ikke fortælle hende det, for i det øjeblik hun spørger, så ved jeg det ærligt talt ikke. jeg tænker på at skrive det ned og vise til min terapeut på fredag (hvorfor er der stadig så forfærdelig lang tid til fredag?!) men hvor skal jeg starte? Et helvede af angst, bekymringer, tristhed, selvmordstanker, håbløshed, frustration og gråd. Jeg har det rædselsfuldt hvis jeg skal være ærlig, hvis jeg skal fjerne masken et øjeblik. Min mor siger, at hun er her hvis jeg får brug for at snakke, også om natten hvor tingene i øjeblikket er aller-sværrest. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg lukker jo bare af, kan ikke få det formuleret.

Kaos på kaos, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er så meget indeni mig, at det bare hober sig op fordi jeg ikke kan finde en hensigtsmæssig måde at få det ud på. Jeg prøver at dæmpe signalerne, men det hjælper kun for en kort stund. Jeg har lyst til at krybe mig sammen midt på gulvet og bare grøde indtil der ikke er flere tårer tilbage. Jeg har lyst til at skære, se blodet rende. Mærke en fysisk smerte, mærke at jeg er til. Hvorfor skal det være sådan her? Jeg har vel fortjent det.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og røre i.

Det blev vist bare én lang negativ køre. Undskyld. Undskyld, at jeg er til.