Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Luftkasteller

Et opslag i ord­bo­gen for­tæl­ler, at et luft­ka­stel er en ure­a­li­stisk plan, drøm eller håb.

Sådan har jeg det lige nu. Opbygger mig en masse “luftkasteller” men det bliver aldrig til mere end en drøm eller et spinkelt håb.

Hver gang jeg sætter mig nogle planer eller håb for fremtiden, virker de efter et par dage utrolig urealistiske og langt væk. Jeg vil gerne tage på, så jeg kan få det bedre, men vil ikke spise det der skal til og kæmpe med fuldheden og de destruktive tanker.

Synes jeg har det rædselsfuldt lige for tiden og er så skide ambivalent i forhold til det hele. Der er få dage med nogle timer indimellem, hvor jeg kan blive opslugt af noget og derved glemme de dumme tanker for en stund – hér kan jeg holde fast i håbet om et bedre liv. Jeg tror på det, er motiveret og utrolig fandenivolsk. Men så sprænges luftkastellerne og tankemyldret overtage mit sind og min krop og jeg bliver utrolig rastløs. For det meste af tiden er jeg så vanvittig ulykkelig og har en voldsom trang til at græde, men tårerne tørrer ud før de når mine øjenkroge. I fire dage nu har jeg næsten ikke gjort andet end at ligge/sidde i sofaen med dyne over mig og stenet fjernsyn. Hvis jeg ikke var så pokkers stærk (ifølge min mor) var jeg slet ikke kommet ud af sengen, men min mor siger, at jeg har en styrke, der gør, at det vil jeg ikke acceptere. Føler mig dog ikke særlig stærk, når min største formåen (bortset fra LMS i tirsdag) er at rykke min fede krop fra sengen og ind i sofaen.

Jeg har svært ved at forholde mig til tingene, tage beslutninger og generelt koncentrere mig om noget. Jeg lægger ikke engang mærke til hvad der komme i fjernsynet, som ellers kører 24/7; hvis du spurgte mig hvad jeg havde set af programmer, ville jeg nok bare stirre rådvildt og måbende på dig. Jeg har ikke lyst til mad, kan ikke finde på noget, som kunne være indbydende. Presser maden ned i halsen, selvom jeg mest af alt har lyst til at sulte mig ihjel.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Er frustreret, det hele føles håbløst, ligegyldigt, tomt. Er bare ked af det og bange. Jeg håber VIRKELIG det snart vender, men jeg har efterhånden mistet håbet…

Kan ikke rumme mere, føles som om alle omkring mig larmer ad helvedes til blot for at genere mig, men det er bare min lydsensibilitet som tager over når jeg bliver for stresset. For meget larm, for mange dumme tanker. Er rastløs, men uden lyst eller energi til at foretage mig noget som helst produktivt. Har lyst til at skære mig til blods. Er begyndt at se en engel for mig, som fortæller mig at jeg skal “tegne” (= skære) sirlige mønstre op og ned af min arm. Hun virker så lokkende, at jeg næsten gik ned og købte en skalpel i hobbybutikken i går blot fordi hun sagde, at jeg skulle. Hun siger til mig hvor smukt jeg ville se ud, og at når jeg nu ikke kunne få lov til at være en bedårende skelet, så kunne jeg i stedet blive perfekt ved at skamfere mig selv. Ved snart ikke hvad jeg skal tænke om mig selv. Føler mig forfulgt, hører stemmer, bliver angst, kan ikke trække vejret, er opgivende – føler at jeg er ved at blive skør; velkommen til kolbøttefabrikken..