Overspisninger

byAmelia - please credit if use<3Jeg føler måske at en række af de emner jeg berørte i mit forrige indlæg kræver en uddybning. Derfor har jeg tænkt mig, at der skal komme en række indlæg, som tager fat i nogle af de emner; som bl.a. overspisninger, angst, tanken om at man ikke er god nok eller ikke fortjener at have det godt osv.

Først vil jeg snakke om overspisninger…

Overspisninger viser sig på mange måder. Hver gang jeg spiser føles det som en overspisning, fordi jeg forbinder det at spise med at være svag (dette gælder selvfølgelig kun mig – dobbeltmoralen længe leve!). K kalder det, jeg betegner som overspisninger, for subjektive overspisninger.  Det er svært at tage til mig, at det jeg føler er en overspisning reelt ikke er det man “normalt” ville betegne som en overspisning.

Men jeg føler stadigvæk er der er en fordom om at folk med anoreksi ikke spiser overhovedet, og at mange derfor konkluderer om man har anoreksi eller ej ud fra om man spiser eller ej. Igen handler det om at en spiseforstyrrelse altså ikke bliver mindre virkelig fordi man spiser eller fordi ens vægt ligger indenfor normalområdet. Dette udelukker nemlig ikke at de spiseforstyrrede tanker fylder lige så meget – og nogen gange mere – end når man sulter sig.

Tilbage til overspisninger.. Jeg har oplevet at folk med “rigtige” overspisninger bliver vrede, når jeg snakker om mine (subjektive) overspisninger. Igen vil jeg sige, at alt er relativt – bare fordi mine “overspisninger” ikke involverer at jeg propper mig med kage aller whatever, bliver den ikke mindre virkelig for mig. Dette betyder nemlig at jeg efter hvert måltid skal kæmpe mod lysten til at kaste op – enten i bogstavelig forstand eller ved at træne kalorierne “væk”.

Det jeg vist bare prøver at sige er, at vi alle er i samme båd og vi kommer længst ved at støtte hinanden uanset hvordan vores spiseforstyrrelse kommer til udtryk. Der er intet symptom/handling/tanke som er værre end den anden. For dig er dine problemer lige så virkelige og forfærdelige som en andens. Vi gør bedst i at lytte og fortælle andre hvad der foregår lige præcis indeni i dig, så du kan få den hjælp og støtte som du fortjener ❤

Jeg skammer mig over..

Jeg har tænkt meget over dette indlæg. Mest fordi det er angstprovokerende og pinligt for mig at skrive. Men jeg er en der afskyr tabuer og i forhold til spiseforstyrrelser tror jeg der er rigtig mange af dem. Derfor dette indlæg. Jeg beklager på forhånd hvis det støder eller provokere nogen, men hvis bare én derude kan føle sig mindre forkert fordi de ikke er alene om at have det sådan, så synes jeg det er det værd…

Selvom jeg er diagnoseret med anorexia nervosa, så har jeg også  overspisninger.

Jeg har lært mig selv at kaste op uden brug af “værktøjer” som fingre e.lign.

Når jeg intet overskud har kan der sagtens gå fire dage uden at jeg går i bad, fordi jeg ikke kan overskue at se mig selv nøgen eller røre ved mig selv.

Ofte går der dage uden at jeg børster tænder, fordi jeg ikke må prøve at gøre noget ud af mig selv.

På rigtig dårlige dage kan jeg sagtens drikke op til 3 liter pepsi max.

Jeg føler ingenting når jeg kysser nogen og nyder ikke at have sex, men føler at jeg er nødt til det for at virke normal.

Jeg spiser tit gammel mad eller mad, som jeg ikke synes smager godt, fordi jeg ikke har fortjent andet.

Jeg “gemmer” mig eller smider min telefon i vasken når nogen ringer fordi jeg ikke kan forudsige hvad der kommer til at ske, hvis jeg tager den.

Jeg kan ikke stå op før kl. 8.30 selvom jeg er vågen lang tid før, da dagen ellers bliver uoverskuelig lang – alligevel tvinger jeg mig selv til at være vågen til klokken to om natten trods at jeg får sovemedicin fordi jeg skal være vågen og forbrænde kalorier.

Jeg sover næsten altid på gulvet med vinduet åbent fordi jeg ikke er god nok til at ligge blødt og varmt.

Hver gang jeg tvinger mig selv til at følge min madplan i mere end tre dage og ikke underspiser, prutter jeg konstant (af den lydløse, (meget) lugtende slags).

Min mor kører mig altid ud til steder jeg ikke er vant til eller tryg ved da jeg ellers ikke kommer afsted fordi jeg er alt for angst.

Jeg kan ikke gå på gaden sammen med andre end min mor, fordi jeg skammer mig over at jeg er nødt til at bevæge mig i bestemte mønstre.

Jeg justerer altid lydstyrken i tv eller radio til et lige tal eller tal i 5-tabellen (dog ikke tal i 10-tabellen), så diskret som muligt i håb om at ingen opdager det.

En af mine mange tvangstanker er, at jeg skal rense mine øre med vatpinde min. 4 gange dagligt. 

Jeg kan kun gå på toilettet i mit eget hjem. Jeg vil hellere tisse i bukserne end at bruge et offentligt toilet.

Jeg aflyser aftaler baseret på om jeg har tabt mig eller taget på. Hvis jeg har taget på har jeg ikke fortjent at ses med nogen.