Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.

My head is a terrible place to live..

byAmelia - please credit if use<3Jeg har ikke sovet. Jeg ved ikke om jeg er mest træt eller mest rastløs. Mine tanker kværner rundt i hovedet på mig og jeg ved snart ikke hvad der fylder mest. Tankestrømmen har sit eget liv lige nu, mens jeg har trukket mig lidt tilbage i ingenmandsland. For jeg kan ikke rigtigt gøre fra eller til, så nu prøver jeg det der med at “acceptere at det er som det er lige nu”. Accept af tingenes tilstand er ikke altid min stærke side, og det med at give slip og “flyde med” føles vildt ukontrolleret og kaotisk for mig.

Det kører ikke skidegodt for mig i øjeblikket, hver dag føles uendelig og uoverskuelig. Og så er mit hovede som en si, jeg kan ikke huske og ikke holde styr på ting. Det er både godt og skidt, for det er ikke alt jeg orker at huske på hele tiden, men det er ubehageligt bare ikke helt at kunne holde styr på noget rigtigt.

Jeg er træt af mig selv og af min tilværelse, men samtidigt magter jeg så lidt i forhold til at ændre på den selv. Både psykisk og fysisk træt er jeg egentlig. Og en velkendt tomhed og knugende fornemmelse i maven har meldt sin ankomst. Uden egentlig at have noget specifikt at pege på som grund, kan jeg bare ikke overskue noget og mit humør er ikke ret godt på noget tidspunkt.
Jeg tager min medicin som jeg skal, men det føles lidt som om det er symptomer på depression og angst der er ved at tage til, når jeg tænker over det, har det nok været på vej i et godt stykke tid efterhånden.

Sandheden er vel egentlig at jeg faktisk ikke kan gøre til eller fra. Jeg befinder mig i hvad der synes som en uendelig venteposition (skabt af mig selv, må jeg nok indrømme – der er jo intet der holder mig tilbage fra “bare” at “springe ud i det”). Mellemtid må være temaet for mit liv. Jeg bilder mig selv og andre ind at jeg er vant til det, så det går nok. Men må også fastslå at jeg lige nu står i en kæmpe uvished om alting, som jeg har gjort så mange gange før, og jeg har ikke vænnet mig til det – og det er stadig lige svært at holde ud.

Jeg tror ikke det er realistisk at ‘helbrede mig’, jeg tror ikke det er realistisk at jeg giver slip på sygdommen. Den er med i alt, i den ene eller, den anden eller den syvende form. Og jeg er træt af at løbe, når jeg godt ved at den altid vil indhente mig.

Jeg tænker lidt, at tiden måske er inde til at ændre vinkel. Ændre udgangspunkt. Jeg tænker at det handler mere om at acceptere- og leve méd sygdommen, i stedet for et evigt dobbelt kapløb hvor nogle lige når at få sat forhåbningerne om målstregen op, for så at se den blive krydset af en anden.

Måske ville jeg have mere ro, hvis jeg/vi/de accepterede at det er som det er, så lad os prøve at få det bedste ud ad dét i stedet for at tro det kan ændres og fjernes. Jeg kan ikke leve op til det.

Men så kommer kampgejsten op i mig. Fandme om jeg vil leve resten af mit liv i accept af at tingene nu engang er som de er. Jeg vil ikke bare eksistere, være til, nej jeg vil ud og have et liv. Jeg vil mærke glæderne (og sorgerne) der hører med til det at leve, og jeg vil have lov til at nyde, når jeg har det godt i stedet for at det skal ende i selvskade de efterfølgende dage, fordi jeg ikke har fortjent noget godt. Det må da være muligt at få det bedre(?) Det håber jeg..

A Letter to Ana

byAmelia - please credit if use<3

Jeg mærkede godt dit blide kærtegn mod min kind, mens jorden gyngede under mig. Jeg vendte den anden til, men inderst inde vidste jeg at det var tid. At du igen er den eneste der oprigtigt kan nå mig. Du har ventet på det rette øjeblik til først at vise dig forsigtigt, minde mig om at jeg endnu har dig. For så at stramme grebet og lade mig huske, at jeg ikke har andre. At jeg ikke må have andre. For jeg har jo dig, ikke.

Jeg lod mig narre, endnu engang, af den følelse af ro og en slags frihed du gav mig. En følelse af endelig at kunne trække vejret efter at have holdt det inde så længe. Og jeg var ikke bange mere. Jeg er ikke bange, selvom jeg ved min tid med dig er lånt. Du lever af at suge til dig af livsenergi, for selv at overleve. Og jeg giver dig lov nu igen. Til den engang slipper op. Jeg har solgt dig min sjæl og mit liv for længe siden, og jeg er ikke længere herre over min verden.

Jeg føler mig på én gang afkræftet og stærkere, og jeg mærker din selvtilfredshed over at fylde mit sind. I flere år har jeg givet dig mine kræfter, men det er slut nu. Du prøver at klænge dig fast med hænder og kløer, men hver uge skal du op mod din største prøvelse. Hun har rustet sig til kamp for hun ved hvilken kamp jeg kæmper i mit indre. Jeg ønsker at bevare hendes tillid ved at blive ved med at kæmpe.

Kære anorexia nervosa. Jeg ved jeg har svigtet og fejlet, og vendt dig ryggen trods du altid har været der. Klar til at gribe mig igen og igen. Jeg forstår at du må stramme grebet før jeg kan genvinde din tillid, og jeg forstår at jeg må lade andres pladser for dig. Flere gange har du haft mit liv i dine hænder, flere gange har du reddet mig fra at ryge ned i afgrundens sorte hul.

Men ikke længere skal du være min eneste ven. Dette er mit afskedsbrev til dig. Du har gjort hvad du kunne, men jeg har ikke længere gavn af dig. Du må gerne være her, men det er mig der styrer nu. Du er i min rygsæk men jeg bestemmer hvor vi skal gå hen. Jeg ved at du aldrig bliver tilfreds med mig, ikke før jeg ligger kold og ubevægelig i en kiste. Men jeg vil ikke skuffe dem, der tror på mig. Om jeg endnu ikke kan kæmpe for min egen skyld, vil jeg gøre det for jeres. 

Min bror sagde til min mor i dag: “Hun får ikke lov til at dø?”. Kan du høre det Ana? Du får ikke lov til at tage livet af mig. Det bliver min livs kamp, men jeg er fast besluttet på at vinde. Jeg ved at styrken må findes inde i mig, der er ingen anden der kan tage kampen op. Fat dit sværd og fat dit skjold Ana, dette bliver en kamp til døden og du kommer til at blive den faldne.

Jeg tror ikke meget på at et nyt år er lig med en ny start. Jeg nærer ingen forhåbninger om hvad det nye år må bringe ej heller nogen drømme om at 2013 skal være “mit år”. Men jeg tror på en ny start; “Nobody can go back and start a new beginning, but anyone can start today and make a new ending”. Nutiden behøver ikke at diktere fremtiden, i morgen er ikke blot et nyt år, det er en ny dag med nye muligheder. Jeg kan ikke ændre hvordan mit liv har været, men jeg bestemmer selv hvordan jeg ønsker at mine erfaringer skal forme mig. Og jeg vælger at lade mine oplevelser gøre mig stærkere.