She’s fighting invisible demons

Oliefyret er gået i vores hus, så render rundt med en million lag tøj på og alligevel fryser jeg. Det er ikke sjovt at være syg i et koldt hus i en kold vintermåned…

Lidt af dagens mad:

formiddags snack

// formiddagsmåltid: 2 stk wasa knækbrød med kalkunpålæg (ny variant fra Den Grønne Slagter!) og tomatskiver, lidt vindruer //

spicy chicken pita pockets

// lavede frokost til min mor og jeg i dag: kyllingebøf m. hakket chili, frisk koriander, hvidløg og lidt lime juice i hjemmelavet fuldkornspitabrød + dressing af skyr, persille og hvidløg + grønt (smager også godt med guacamole og salsa!) //

Jeg har rigtig svært ved at acceptere at have mad i maven hele tiden. Hver eneste time er en kamp om ikke at sulte mig selv eller træne alle kalorierne “væk” igen. Synes det er umådelig hårdt, men prøver at sige til mig selv, at jeg fylder min krop med sund og nærende mad. Jeg kan ikke blive ved med at mishandle min krop; det har den jo ikke fortjent(???). Åh, jeg ønsker mig langt væk. Langt væk fra mig selv..

Stepping out of my comfort zone

En sød læser har gjort mig opmærksom på at i faktisk ikke har set noget personligt fra mig endnu, og det har jeg da taget til eftertanke. Ydermere blev jeg gjort opmærksom på, at det er sjældent at jeg får blogget om min mad de her dage. Jeg har tænkt meget over det, og tror faktisk at jeg med vilje ikke tager billeder af min mad mere fordi jeg skammer mig over de mængder jeg spiser lige nu. Jeg prøver jo at følge min kostplan og dette betyder større mængder mad fordi jeg nu skal tage på.. Det lyder måske skørt, men det synes mere “virkeligt” hvis jeg viser min mad – og dermed bliver det bekræftet at ja, jeg er svag; ja, jeg spiser for meget; ja, jeg er klam og fed og grim og ulækker.

Men anoreksien skal ikke få lov til at bestemme hvad jeg må og ikke må. Så here you go…

morgenmad

Morgenmad: laktosefri yogurt m. hjemme”blandet” müsli, æble og mandler + kaffe (of course)

Og til det næste vil jeg gerne bede om en trommevirvel… Ej, dog ikke men det er virkelig en overvindelse for mig.! Og lige præcis derfor har jeg tænkt mig at gøre det. Det handler om at komme ud over grænsen for hvad man synes der er trygt, for der er udenfor ens “comfort zone” at alt det fantastiske sker. Måske der ikke sker det helt store ved at lægge et billede ud af mig selv (gør det ikke. vil du virkelig vise hele verden hvor fed og grim du er – HOLD KÆFT ANA (ja undskyld mit sprog, men det var lige nødvendigt). Jeg er faktisk ret interesseret i mode generelt og syr meget tøj selv, så tænker at en måde for mig at gå lidt væk fra sygdommen og have mere fokus på mine interesser og mig som person (ikke som Amelia, hende med anoreksi) kunne være at dele noget outfit billeder. Men det ved jeg ikke om der er stemning for(?) Anyways…

IMG_2554

outfit 14.01.13

IMG_2547I dag skal jeg ind på Café Blom. Åh hvor jeg ikke gider. Det bliver godt. Jeg har isoleret mig i snart to uger og kun set min nærmeste familie, det skal være slut. Jeg må gerne se andre og have det sjovt selvom jeg er fed spiser.

Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.