Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

Tja..

Har overvejet om der skal nogle mere kreative indlæg på bloggen. Også sådan lidt for at lysne den ellers ret dystre stemning, der er lige for tiden med en del skriverier af den negative slags.. Er nemlig faktisk ret kreativ og bruger både tegning/maling og skrivning til at få det bedre. Især skriver jeg mig ud af dårligt humør og frustrationer, og tegner en del, når jeg er rastløs. Så bruger jeg også den kreative del rigtig meget i min terapi, så på den måde giver det jo også mening, at lægge lidt af det ud her på siden. Anyways, en masse snak om noget ret banalt; har i lyst til at se lidt af det jeg roder rundt med??

Apropos lidt mere positive indlæg, kan jeg sige, at min dag i dag er ret god. Har været til terapi og er altid mere fandenivoldsk, glad og ekstrem motiveret efter sådan en time. Når jeg snakker med min terapeaut tør jeg at tro på at jeg kan blive helt rask. Ikke at anoreksien og alle de andre ting forsvinder, for jeg har en tro på, at sådan noget vil følge en resten af livet. Men tror på, at jeg kan komme til at styre dem i stedet for nu, hvor de styrer mig.

Håber i alle får en god fredag aften. Skal selv ud og hygge med min storebror

xxoo,