Vi er det tabte paradis

Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys

Vi er kød & blod
vi er sanser vi er magt
vi er os selv med dødsforagt
vi er kød & blod

Vi er skind & ben
vi er drømme lagt på is
vi er det tabte paradis
vi er skind & ben

Vi er krop & sjæl
vi er nerver vi er stål
vi er støv i metermål
vi er krop i sjæl

Alle går vi rundt & leder som besatte
nogen finder noget & andre sig selv
alle mister noget ingen kan erstatte
nogen går omkring & slår tiden ihjel

Vi er liv & lys
vi er gåder uden ord
vi er perler på en snor
vi er liv & lys

Vi er et & alt
vi er nøgne vi er små
vi er dem ingen tænker på
vi er et & alt

C. V. Jørgensen: Indian Summer

“… ikke at turde er at miste sig selv og livet”

want it more than you're afraid of it.

“At turde er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at turde er at miste sig selv.” Man hører ofte dette gør man ikke. Jeg har ihvertfald hørt det flere gange, men aldrig rigtig kunnet tage det til mig. Jeg sad i morges dybt begravet i min morgenkaffe og dagens avis, da citatet popper op i min hjerne. Hvorfor siger vi som vi gør? Hvad er meningen bag? Jeg lister ind på mit værelset, ved ikke hvem jeg er stille for; der er kun mig. Jeg griber bogen “Fra Sygdommen til Døden” af Søren Kirkegaard og slår op på siden, som jeg har læst så mange gange, at jeg ville kunne den i søvne:

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man
saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at
vove kan man just saa forfaerdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget
man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfaelde
aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv.
Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjaelper Livet mig med Straffen.
Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjaelper mig saa? Og naar jeg
ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i
høieste Forstand er just at blive opmaerksom paa sig selv) feigt vinder
alle jordiske Fordele – og taber mig selv!”

Det gør ondt, helt inde i hjertet, at tænke på lige netop disse ord.

Jeg ønsker ikke at blive gammel og have følelsen af, at jeg kunne have oplevet så meget mere. At fortryde, at jeg ikke mistede fodfæstet bare et øjeblik, og tog chancen. Ske hvad der end måtte ske, men i det mindste kunne lukke øjnene med et smil og vide at man har gjort hvad man kunne for at leve.

Nogen gange sidder jeg virkelig med følelsen af, at jeg er spild af liv – helt uden indhold.
Og det er så frustrerende. For jeg vil så meget, men der sker bare ingenting. Måske vil jeg ikke længere noget med mit liv.. Det synes som om, at når jeg endelig prøver, så falder det hele fra hinanden igen, og så er jeg atter tilbage hvor jeg begyndte.

Måske er livet bare “ingenting”, medmindre vi selv gør det til noget…

Dette får mig til at tænke på et andet citat: “Jeg vil ikke kun eksistere – jeg vil LEVE”

Men hvad indebærer det at leve. Involvere det også at blive såret? Skuffet? Vred? Ked? Alle de forbudte følelser, jeg så længe har lukket af overfor.
Nu husker jeg hvorfor jeg valgte ikke at lukke nogen ind; de får en magt over en, en magt som de ikke altid fortjener.

Ja man skal tage chancer, man skal ikke lade livet passere uden at deltage – men med den magt, er der en stor risiko for at blive såret. En risiko, som jeg ikke ved om er værd at tage. Derfor valgte jeg så længe ikke at lukke nogen ind. Heller ikke nogle behandlere, ikke engang min egen familie. Jeg spillede på den sikre side, for så var jeg sikker på ikke at tabe mere end jeg allerede har tabt.
Og så virker det som om, jeg har styr på det hele. At jeg kan kontrollere mine følelser, men det har og kan jeg langt fra. Jeg roder mig ud i en helt masse, hvor jeg set i bakspejlet, ikke helt ved hvordan jeg er havnet der hvor jeg nu engang er. Forskellen fra før, hvor jeg lukkede alt ude – til nu, er at jeg ikke kan lade være. Jeg vil gerne se hvad der sker. Jeg vil gerne udfordre skæbnen. Jeg vil leve.

Men det er så fandens hårdt.

Who you are..

I stare at my reflection in the mirror
Why am I doing this to myself?
Losing my mind on a tiny error
I nearly left the real me on the shelf

Don’t lose it all in the blur of the stars
Seeing is deceiving, dreaming is believing
It’s okay not to be okay
Sometimes it’s hard to follow your heart

Tears don’t mean you’re losing
Everybody’s bruising
Just be true to who you are

Who are you, really?

perfect in our imperfections

Hvem er du,
egentlig?

du er ikke et navn
eller en højde, eller en vægt
eller et køn
du er ikke en alder
og du er ikke hvor du
er opvokset

du er ikke dine lår
du er ikke din næse
du er ikke din mave
du er ikke din vægt

du er ikke ufuldkommen
du er ikke en fejl
du er ikke uværdig

du er dine yndlingsbøger
og de sange du har på hjernen
du er dine tanker
og hvad du spiser til morgenmad
en rolig lørdag morgen

du er tusindevis af ting
men alle vælger
at se de millioner af ting
de ikke er

du er ikke
hvor du kommer fra
du er
hvor du er på vej hen
og jeg vil
så gerne følges
med dig

du er mere end dine fejl
du er dig!

Stop med at se dig selv som en sum af uønskede dele, og begyndt at tænk på dig selv som et helt menneske<3

Hell is empty, all the devils are here

byAmelia - please credit if use

Tomheden tager over. Frygten for at mærke mig selv. Tankerne kredser om at forsvinde. Skal til psykiater i morgen og har for første gang i forløbet ikke lyst. Dårlig samvittighed.

Selvhadet vokser, straf og spiseforstyrrelsens jerngreb strammes yderligere. Tilbage i løgne og rodløshed. Bekymring fra andre føles som et større og større pres, ikke som den tilsigtede støtte. Gode intentioner, men forstår de ikke jeg er uden for rækkevidde? At jeg ikke længere vil kæmpe imod. Jeg ved det er Ana der tærer på mig, bliver styrket at sulten. Smiler fordi jeg igen har tabt mig. Læner sig tilfreds tilbage ved synet af min mors bekymrede blik; “jeg bliver snart nødt til at veje dig.” Jeg stirrer tomt frem for mig, som jeg har gjort så mange gange før de sidste par dage. Ligegyldighedens slør har for længst omsluttet mig, fangarme griber ud efter mig. Jeg har accepteret at det er sådan livet må være.

Underligt som alting pludselig kan virke helt uden betydning. Hvordan kampgejst på et øjeblik synes skiftet ud af sortsyn og håbløshed. Underligt hvordan det lys for enden af tunnellen for et splitsekund syntes at være blevet tændt; for bare at være gennemsyret af mørke og tåge.
Underligt hvordan det ikke længere gør nogen forskel for mig om jeg har noget – eller nogen, om jeg lever eller dør. Hvordan bekymring udefra næsten er mere i vejen og pres, end til støtte. De vil mig jo det bedste men jeg føler, at jeg bliver kvalt. Lad mig være i ensomhedens fængsel – det er alligevel her, jeg fortjener at bo.