Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

Her er historien fra hjertets indre
Der hvor man håber at smerten den bliver mindre
og måske én dag helt forsvinder.
Ingen andre end mig kan se disse minder
Eller holde om mig når tårerne triller ned af mine kinder.
Isoleret sidder jeg og håber på
at det hele en dag nok skal gå.

Ingen tapperhed
Hun vil ikke længere kæmpe
Nådesløse tanker, et hjerte så tungt, kan det ses?
Hendes tomme øjne har mistet deres skær
Hun er ikke længere nogen nær
Hun har kun sig selv og hendes minder
Tårene der tørrer ind på hendes kinder
Der er ingen til at trøste,
ingen til at guide,
ingen tapperhed.

Man tror man kender sig selv nogenlunde. Ved hvem man er, hvad man står for. Og i mange tilfælde måske især hvad man i hvert fald ikke står for.

Jeg har lidt under mine problemer i over halvdelen af mit liv nu. Og efterhånden kender jeg dem ud og ind, ved hvor komplekse de forskellige ting er. Min spiseforstyrrelse for eksempel; det handler jo langt fra om maden, og dens indgriben i min spisning er kun en brøkdel af hvad den faktisk påvirker eller styrer i mit liv.

Jeg ved hvad jeg står for som menneske. Ihvertfald ved jeg i det store hele hvad jeg bestemt ikke står for og ikke kan stå inde for.

Hele min sygdom handler i bund og grund om straf. Jeg straffer og begrænser mig selv gennem den. Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv trods al modstanden. Men min anoreksi er stadig min verdens navle. Og den får mig til at handle helt modsat af hvordan jeg som person og menneske er eller ønsker at være.

Det gør mig uendeligt ked ad det at jeg gør de ting jeg gør, både mod mig selv og hvad der påvirker andre omkring mig.

Jeg ønsker ikke at fralægge mig ansvaret for mine egne handlinger; for selvom det ikke føles som mig når jeg føler mig tvunget ud i noget af mine egne, såkaldt anorektiske tanker, så er det jo mine arme og ben og dem kan kun jeg i sidste ende styre.

Jeg er flov. Jeg er flov og skamfuld og kan næsten ikke holde ud at være i mig selv. Tænk hvis nogen af dem der vil mig det så godt vidste hvor forfærdelig, forkert og ‘beskidt’ jeg i virkeligheden er.
De kender det meste af min historie nu, og de er der endnu. Det er på samme tid rart og svært fordi jeg føler behandler dem. For der er stadig ting de ikke ved. Ingen ved. Og som jeg er så flov over at jeg tuder ved tanken.

Der er ting der er så langt fra hele min overbevisning og så langt fra alt hvad jeg står for. Og som jeg alligevel har med mig på samvittigheden.

“Sindsyg i gerningøjeblikket” tænker jeg og smager på sætningen, mens jeg føler mig mindre end noget i skam. Jeg ved godt at det var sygdommes navn jeg handlede i, at jeg nærmest ikke var tilstede i mig selv. At der ingen hensigter var, andet end desperation efter straf af mig selv og en eller anden ‘syg’ forløsning. Men jeg føler jeg fralægger mig ansvaret hvis jeg skal bruge undskyldninger som disse. For det er jo stadig mig der har handlet, det er mine arme og ben, det er mit hovede.
Og hvis hensigten var at straffe mig selv, så er det i den grad lykkedes mig. Mere end nogensinde. For jeg har givet mig selv et stempel der kommer til at sidde på mig længe, og som kommer til at begrænse mig længe fremover. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det er så lidt mig, det er fuldstændigt fjernt fra mig som person. Har svært ved at håndtere det i disse dage. Svært ved at se nogen i øjnene selvom det stadig kun er mig der ved hvor galt det faktisk er gået for mig.

Det er svært at fortsætte med at leve, når man føler sig død indeni. Synes det er op ad bakke lige nu

Who you are..

I stare at my reflection in the mirror
Why am I doing this to myself?
Losing my mind on a tiny error
I nearly left the real me on the shelf

Don’t lose it all in the blur of the stars
Seeing is deceiving, dreaming is believing
It’s okay not to be okay
Sometimes it’s hard to follow your heart

Tears don’t mean you’re losing
Everybody’s bruising
Just be true to who you are

Who are you, really?

perfect in our imperfections

Hvem er du,
egentlig?

du er ikke et navn
eller en højde, eller en vægt
eller et køn
du er ikke en alder
og du er ikke hvor du
er opvokset

du er ikke dine lår
du er ikke din næse
du er ikke din mave
du er ikke din vægt

du er ikke ufuldkommen
du er ikke en fejl
du er ikke uværdig

du er dine yndlingsbøger
og de sange du har på hjernen
du er dine tanker
og hvad du spiser til morgenmad
en rolig lørdag morgen

du er tusindevis af ting
men alle vælger
at se de millioner af ting
de ikke er

du er ikke
hvor du kommer fra
du er
hvor du er på vej hen
og jeg vil
så gerne følges
med dig

du er mere end dine fejl
du er dig!

Stop med at se dig selv som en sum af uønskede dele, og begyndt at tænk på dig selv som et helt menneske<3

Succes + prøver at holde modet oppe

Først og fremmest: kom afsted og ind i LMS! Og det vil jeg sgu have lov til at være stolt af. Der var noget poesi-aften-arrangement – det fik jeg godt nok ikke meget ud af, men nu har jeg ligesom kæmpet mig igennem den værste angst omkring nye steder osv., så noget fik jeg da ud af at tage afsted.

Prøver at holde fast i at jeg skal tage derind mindst en gang om ugen for jeg ved jo at jeg vil have gavn af det. Det er bare så svært fordi… jeg mødte en pige, som jeg tidligere har været indlagt med. Genkendte hende med det samme, og det virkede også som om, at hun kunne huske mig, selvom ingen af os sagde noget. Og det var altså bare mega provokerende og jeg mistede helt lysten og modet til at tage derind, da det virkede som om, hun ofte kommer der.

Med min fornuft ved jeg, at jeg er ligeså tynd som hende (og det er forresten jo heller ikke meningen at det skal være en konkurrence!) men som jeg sad der, følte jeg at jeg voksede med større minut for minut indtil jeg slet ikke kunne komme igennem døren. Jeg blev så vred og frustreret på mig selv; “hvordan kunne du nogensinde tro, at du har anoreksi, så stor og fed og klam som du er!” råbte stemmerne af mig.

En positiv ting er dog, at jeg formåede at skrive mig ud af vreden i stedet for at vende den indad og skade mig selv. Tør jeg offentliggøre mine skriverier…?? Er det pinligt, er jeg for dårlig til at skrive?? Nej, jeg gør det sgu. De er perfekte som de er, for de er skrevet præcis sådan, som jeg har det inderst inde. Helt derinde hvor der også er plads til vrede og frustrationer.

Virvelvinde, sandstorme, orkaner

Det raser inde i mig

Bruser, boblser, koger

Vil ud

Vil skrive, råbe, rive

Store armbevægelser, vrede

Hvad troede du?

Fiasko!

Duer ikke, kan ikke, skal ikke

Ordene bombaderer mig

Uduelig, ingen styrke; svag

Hvornår fatter du det?

Hører ikke til, udenfor rækkevidde

Troede jeg var noget, hvad er jeg?

Hvad kan jeg, vil jeg, gør jeg?

Ingenting!

Da jeg kom hjem, havde jeg pludselig lyst til at græde helt uden at vide hvorfor. Igen måtte jeg skrive mig ud af det. Jeg prøver virkelig på at identificere hvad jeg føler og hvorfor, i stedet for at lukke mig inde i mig selv og blive selvskadende

Tårerne presser på,

Hvorfor gør de det?

Kommer ud af det blå.

Er det den lille pige, der græder?

Den lille pige, uden stemme

Får ikke lov til at ytre

Hendes inderste tanker og følelser.

Bliver holdt inde, bliver holdt nede.

Bange for det mørke

Mørket, der omslutter hende.

Vil ud, men må ikke.

Er det hende, der græder?