Jeg elsker min bror

IMG_1280Se lige hvad min bror havde med i dag, da han kom på besøg. Sammen med blomsterne var nogle forsinkede gækkebreve med nogle utrolig fine, utrolig rørende forårsdigte. Han fortsætter med at overraske mig på de bedste mest fantastiske måder. Jeg elsker ham. Jeg elsker min familie. Min lille familie. Min mor, min bror og mig – ‘de tre musketerer’.

Min bror har skrevet en bog om sit liv med autisme. Det er hans tredje bog og den går virkelig i dybden med alle de svære ting. Jeg har fået lov til at læse dele af udkastet, inklusiv et afsnit om mig. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg begyndte at græde da jeg læste det. Jeg har fået lov til at citere:

“Jeg har været meget tæt på at miste min søde lillesøster i en ung alder! Hun har flere år kæmpet med alvorlige humørsvingninger, spiseforstyrrelser og andre slemme ting, som jeg ikke vil nævne. Hun har været helt nede i helvede og sige hej til djævlen […]

Det har ramt mig hårdt! Indvendigt tror jeg, at jeg har været revet i 1000 stykker eller mere. Men udvendigt har jeg ikke villet vise det, for jeg har villet virke stærk og som en der ikke skulle knækkes – men det har været tæt på at ske. Jeg har det sidste års tid gået dag for dag og været bange for at det skulle være hendes sidste dag.

Jeg har den rytme at jeg snakker i telefon med min mor et par gange om dagen, så jeg kan høre hvordan det går med dem og omvendt. Jeg har været så langt nede, at jeg har tænkt at når min mor ikke har taget sin telefon, så var det fordi min søster havde “taget billetten” – at hun var død og min mor ikke vidste hvordan hun skulle fortælle mig det, men at hun ville ringe lige om lidt og sige det. Sådan har jeg tænkt det sidste trekvarte år.”

Jeg kan mærke at tårerne presser på, men jeg sidder her og citere ham. Og hvorfor fortæller jeg så om det her. Jeg gør det ikke for at nogen af os skal have dårlig samvittighed – for vi har ikke selv valgt at være syge! – men er blot ment som kærlig påmindelse om at vores sygdom ikke kun påvirker os, men alle omkring, som holder af os.

Før jeg læste dette vidste jeg ikke at min storebror følte sådan. Naivt, havde jeg troet at jeg kunne “skjule” for ham hvor skidt jeg havde det; at jeg var god nok til at smile og være på omkring ham, så han ikke bemærkede noget. Men jeg har taget fejl. Jeg vil ikke bruge det til at slå mig selv med, men mere som en skub i den rigtige retning: at hvis jeg ikke kan blive rask for min egen skyld, så kan jeg starte med at gøre det for dem, jeg holder af. For jeg ønsker ikke at de skal lide mere. Lige nu er jeg så langt nede at jeg ikke synes jeg fortjener at få det bedre, men jeg kan dog se, at min familie ikke fortjener at være så miserable og bekymrede på mine vegne. Han slutter dog af således:

“Jeg har været bange og ræd for at miste de sidste i min familie [min far døde da jeg var helt lille] – men jeg tror på at min søster nok skal vinde sin kamp. Hun skal nok overleve! Det kommer til at tage tid, år måske, men både hun, min mor og jeg skal nok komme igennem det. Og når vi kommer så langt så skal hele dette kapitel af vores liv direkte i skraldespanden – eller i glemmebogen, som man siger!”

Jeg tror på det, når jeg læser disse ord. Jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Der er så mange andre, der er kommet over på den anden side, at jeg bliver nødt til at tro på, at det også kan lade sig gøre for mig. Og indtil jeg kan kæmpe for mig selv, vil jeg kæmpe for min familie. Min storebror skal ikke opleve at miste flere som han holder af før tid. Jeg håber at nogen af jer har kunnet bruge dette indlæg til at lægge afstand fra dårligdommen og se, at ingen (heller ikke dig selv!) fortjener at ligge under for din sygdom! ❤

Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

IMG_0658// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

IMG_0661

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,

Invictus (‘Undefeated’)

byAmelia - please credit if use<3

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.

William Ernest Henley

Dybest set er beskeden i dette digt, at uanset hvad, skal du ikke give op, ikke give efter og aldrig stoppe. Historien er skrevet af Henley, da han var bundet til en hospitalsseng med knogletuberkulose (meget smertefuldt!). Jeg støtte på digtet i Nelson Mandelas selvbiografi. Digtet havde stor betydning for ham, da han sad fængslet. Det mindede ham om ikke at give op og aldrig tillade dem at knække hans sjæl.

Må indrømme, at jeg græd, da jeg læste digtet og forestillede mig hvad Mandela måtte gå igennem, ja også hvor forfærdeligt Henley må have haft det. Begge var de tvunget i knæ, holdt nede og kunne nemt have givet op og lade sig trygle. Men det gjorde de ikke. Nelson Mandela kom ud af fængslet og formåede endda at TILGIVE dem som havde holdt ham fanget, da han vidste, at det var for nationens bedste. Henley mistede sit ene ben, men overlevede sygdommen.

Alt dette fik mig til at tænkte på at vi (også jeg!) er nødt til at stoppe op og værdsætte hvilken gave livet er. Hvad kunne du ikke udrette hvis du ikke blev holdt tilbage af dine spiseforstyrrelse? Bevæg dig helt ind til kernen af din sjæl og tænk så: “Jeg er herre over min egen skæbne, jeg er min sjæls kaptajn.” Sig til dig selv, højt og tydeligt, at du ikke vil lade dig knække at og at du ikke vil give op.

Livet er en gave. Respekter dig selv, og vid at også du har ret til at være her.

“Today you are You, that is truer than true. There is no one alive who is Youer than You.”

Ah men altså, jeg er bare fyldt med succesoplevelser. Ikke at sige, at jeg ikke har det svært. Jeg har det faktisk (som jeg vidst også har været inde på før) det rigtig svært lige for tiden, og jeg kæmper med mange ting. Forskellen er måske bare at jeg ikke lader de små ting slå mig ud. Jeg er  motiveret for at blive rask nu. Jeg gider fandme ikke være syg mere! 😉 Det kan ikke være rigtig, at mit liv (og mit humør) skal styres og regeres at en lodden spiseforstyrrelse (eller selvskade, eller OCD osv. osv. osv.)

Var til julefrokost i angst caféen i onsdags. Havde skrevet mig på som at stå for at medbringe “en fitnisses hofret”, hvilket bestod af en salat, som jeg må indrømme endte med at blive rigtig god. Jeg startede ud med denne opskrift, men endte med et helt andet resultat i sidste ende. Opskriften skal nok komme senere i dag, men jeg sidder lige nu på en andens computer og har dermed ikke billederne med mig.

I går var jeg i byen og drikke øl med en ven, A. Kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været ude og hygge mig og drikke nogen øl uden at bekymre mig om kalorier (bekymringer var ihvertfald på et minimalt niveau). Det var dejligt ikke at være opslugt af alle mulige destruktive tanker med tværtimod snakke om løst og fast. Det endte vist med at A faktisk var lidt lun på mig (ups..), den skal jeg vist lige tænke lidt over. Vi kyssede, men faktisk kom det ret bag på mig, at han var interesseret i mig på den måde. Jeg kan jo slet ikke forstå at nogen skulle finde mig spændende eller attraktivt, så ofte opfanger jeg slet ikke når folk sender mig nogle signaler om at de ønsker at være mere end venner. Den oplevelse vil jeg dog lade stå lidt åben af frygt for at komme til at overanalysere situationen alt for meget. Og så vil jeg ellers slutte mit indlæg af, før jeg igen kommer til at bruge en parantes, hvilket jeg vidst har brugt lidt for flittigt i min denne opdatering 😉

Vil lige slutte af med et citat, som på mange måder taler til mig og rører noget inde i mig.. you are valuable - you are special.

Jeg ville virkelig ønske at alle – inklusiv mig selv – kunne tage disse ord til sig og vide at hver eneste ord er mere end sandt!

Daglige reminders/motivationer

Har haft en fantastisk dag i dag! Den bedste dag i rigtig lang tid. Er helt euforisk og fyldt med successer. En smule overdrevet måske, men åh jeg vil sgu have lov til at være glad idag.

Udover at dagen bare er gået godt, så har jeg endnu engang udfordret min angst og taget ind på Café Blom, og må faktisk indrømme, at den er en del bedre en LMS’ aktivitetshus. Intet ondt om LMS-huset, men for mig blev det en anelse “sygt” derinde og sådan var det slet ikke i angstcaféen. Det føltes tværtimod som om det bare var en stor gruppe venner, som sad og hyggede sig med en kop kaffe. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er derinde. Har allerede planer om at mødes med gruppen på fredag. Vi skal ud og spise! Det bliver sgu lidt provokerende og er i den grad en udfordring for mig, især fordi de andre måske ikke ved hvor svært det egentlig er for mig, da caféen ikke rigtig har noget med spiseforstyrrelser at gøre.

Men videre til hvad indlægget rent faktisk skulle handle om: hvad der holder motivationen i gang i dagligdagen og minder mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe…

Dette armbånd tager jeg kun af, når jeg skal i bad o.lign. Det er måske mit kæreste eje. Det var en gave fra min mor, da jeg kom ind på et bo- og behandlingssted for lidt over et halvt år siden, og det betyder så utroligt meget for mig. Sammen med pakken fulgte et kort, jeg har taget et citat fra kortet og “kopieret” det over på et papir, så jeg altid kan blive mindet om hendes smukke ord.

Der stod bl.a.: “Nøglen er til livet, så du selv kan vælge hvilket liv du ønsker, hvilken vej du vil gå, hvilke døre du vælger at åbne. Din nøgle.                Hjertet og stjernerne vil altid vise vej og passe på dig. Hjertet står for kærlighed altid. Stjernerne viser også vej, hvis du føler dig fortabt eller hvis du farer vild”.

Hver gang jeg ser ned på min arm, hører jeg min mors ord inde i mit hoved og jeg bliver mindet om, at hvor alene og fortabt jeg end føler mig, så er “stjernerne” der for mig. Stjernerne er der nemlig altid, selvom man kun kan se dem når der er mørkt. Hjertet husker mig på, at jeg altid er omgivet af kærlighed fra dem omkring mig (især min mor og storebror). Nøglen minder mig om, at jeg har et valg. Jeg bestemmer over mit liv, og i sidste ende, er det også mig der bestemmer om spiseforstyrrelsen, selvskaden osv. skal have lov til at dominerer mit liv eller ej.

Ovenstående billede var et projekt en dag, hvor jeg havde det rigtig skidt og virkelig have brug for at visualiserer hvorfor og hvad jeg kæmper for. Det er en væg på mit værelse, så jeg bliver mindet om, at jeg vil noget andet. At der er noget andet – og bedre – end at være fanget i anoreksiens net. Der er både billeder af veltrænede (sunde!) kvinder. I centrum er der en del dansebilleder – jeg har altid danset meget og elsket det, men har ikke fået lov til at danse de sidste tre år pga. min undervægt. En af grundene til at jeg stadig kæmper med maden, er for at få lov til at danse igen!. Der er også en del citater at finde på væggen. Motiverende citater som handler om at pleje og nære sin krop, om at man er god nok som man er osv. En ting, der også går igen, er kvinder med power! Kvinder, der tør vise sin styrke og ikke gemmer sig bag et spinkelt ydre og fuglestemme. Det er kvinder, som jeg ser op til.

Jeg er nysgerrig. Hvad bruger i andre i hverdagen for at holde fast i motivationen?

 

 

Euforisk

Er helt oppe og ringe og kan endelig fortælle jer hvorfor! Har nemlig været til møde i Det Sociale Netværk i børne- og ungdomsvidensværket sammen med en masse ping’er herunder bl.a. Poul Nyrup som jo er frontfigur for Det Sociale Netværk.

Jeg var blevet inviteret derind for at fortælle min (lange) historie gennem systemet, og de mennesker og barriere jeg har mødt på min vej.

Det gik virkelig bedre end jeg havde forventet og alle var rigtig glade for mit input. De sidder jo blot som fagpersoner og er rigtig interesseret i at høre, hvad der ikke fungere sådan at de kan arbejde på at lave det om.

Og så blev jeg inviteret til at være med i meget mere indenfor det Sociale Netværk og fik bl.a. “solgt” mit eget hemmelige projekt lidt også 😉 Alt i alt har det bare været en fed dag indtil videre; har fuldstændig mistet jordforbindelsen og har ingen planer om at komme ned igen! Kan mærke at det er det her, jeg skal bruge mit liv på – hjælpe andre i sammen situation som mig, eller rettere hjælpe dem til at de ikke skal igennem det samme som jeg.

Hav det smukt.

xxoo,

Happiness is a choice

Har haft det pisse godt i dag. Var til fødselsdagsbrunch hos en veninde (som er mere min søster en “bare” en veninde) i København. SÅ lang tid siden, jeg har set hende, da den her lorte-sygdom fortæller mig, at jeg ikke har fortjent at hygge mig og ses med mine veninder og alt mulig andet lort. Men i dag kan jeg se, at det er præcis det: LORT. Det har jo INTET med virkeligheden at gøre! Har levet i dag. Har grint og snakket, og selvom jeg langt fra fik nok at spise vil jeg stadig holde fast i den fact at jeg formåede at være social i en spisesituation. Har besluttet mig for at kæmpe mig tilbage til livet her i København. Ja, jeg flytter tilbage. Flyttede helt til Jylland fordi jeg troede, at jeg havde fundet en kommune, der ville hjælpe mig, men de er sgu også bare til at lukke op og skide i, så nu gider jeg ikke længere være afhængig af systemet, et system, som alligevel ikke virker. Så nu klarer jeg det sgu selv (altså næsten, holder stadig fast i min fantastiske terapeaut og seje diætist).
Men det her indlæg skal ikke være negativt, så nok om uforstående, dømmende mennesker. Formåede at være social i flere timer, uden at kigge på uret og tænke på hvornår jeg kunne være bekendt at smutte, så jeg kunne komme hjem og “hygge” mig med min anoreksi. I dag fik Ana ikke lov til at bestemme. Jeg vil sgu have lov til at hygge mig med mine venner uden at få dårlig samvittighed og uden at skulle straffe mig selv bagefter. Fik en god dag, trods en lorte-start hvor jeg selvfølgelig fandt ud af, at jeg havde glemt mit nøje udvalgte outfit i Jylland og at resten af mit tøj forresten var VÅDT fordi jeg havde glemt at hænge det nyvaskede op. Men alt dette løste sig og jeg kom afsted fuldt påklædt og synes egentlig at jeg så sådan ok nogenlunde ud 😉

God aften til i smukke mennesker ❤

xxoo,

“Being happy doesn’t mean that everything is perfect. It means that you’ve decided to look beyond the imperfections” – Unknown.