Tja..

Har overvejet om der skal nogle mere kreative indlæg på bloggen. Også sådan lidt for at lysne den ellers ret dystre stemning, der er lige for tiden med en del skriverier af den negative slags.. Er nemlig faktisk ret kreativ og bruger både tegning/maling og skrivning til at få det bedre. Især skriver jeg mig ud af dårligt humør og frustrationer, og tegner en del, når jeg er rastløs. Så bruger jeg også den kreative del rigtig meget i min terapi, så på den måde giver det jo også mening, at lægge lidt af det ud her på siden. Anyways, en masse snak om noget ret banalt; har i lyst til at se lidt af det jeg roder rundt med??

Apropos lidt mere positive indlæg, kan jeg sige, at min dag i dag er ret god. Har været til terapi og er altid mere fandenivoldsk, glad og ekstrem motiveret efter sådan en time. Når jeg snakker med min terapeaut tør jeg at tro på at jeg kan blive helt rask. Ikke at anoreksien og alle de andre ting forsvinder, for jeg har en tro på, at sådan noget vil følge en resten af livet. Men tror på, at jeg kan komme til at styre dem i stedet for nu, hvor de styrer mig.

Håber i alle får en god fredag aften. Skal selv ud og hygge med min storebror

xxoo,

Den sorte spiral

Jeg sidder og stirrer ind i skærmen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive efter mit indlæg i går. Måske jeg bare ikke rigtig har noget på hjerte. Eller, det har jeg sikkert. Spørgsmålet er sikkert bare, hvordan jeg skal formulere mig. Tankerne flyver jo afsted afsted med 120 km/t.. Tanker om min krop, mad, selvmord, angst-tankerne; det er ikke til at holde ud. Jeg kigger ned af min krop og får det nærmest fysisk dårligt. Har planer om at tage bad i dag,  men kan ikke overskue det. Jeg er virkelig fed. Kan ikke holde ud at se mig selv uden tøj eller røre ved alle dellerne når jeg vasker mig. Kigger op i loftet når jeg bader for ikke at komme til at kigge ned af min mave.

Maden er rigtig svært lige for tiden. Rigtig, rigtig svært. Og har ført et yderligere vægttab med sig, hvilket kun medvirker til at de destruktive tanker bliver værre og anoreksiens stemme højere og mere dømmende. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at klare det her selv.

Der er ikke rigtig nogen ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er ikke glad, jeg er ikke trist. Jeg er her, jeg er her ikke. Jeg føler, jeg føler ikke. Jeg gør alt i hele verden for ikke at føle mig selv, for ikke at mærke mig selv. Både fysisk og psykisk. Jeg skubber verden væk, jeg skubber alle omkring mig væk; jeg skubber mig selv væk. For på den måde slipper jeg for at forholde mig til realiteterne i mit liv. At jeg er syg. At min mor snart ikke tør tage ansvaret for mig længere. At mine læger, diætist og terapeaut er bekymrede.

Jeg kan slet, slet ikke tage ansvar for min mad længere. Det er mit liv. Det er mit ansvar. Men jeg kan ikke styre det længere.

Vægten er begyndt støt at gå ned ad. Jeg kan ikke lade være med at gå i selvsving. Nu skal jeg ned under de 40kg. Og der er pludselig ikke langt derned. En uge måske, hvis det fortsætter som nu. Og så skal jeg ned under 38 kilo, og så 35 og så 30, indtil min krop på et tidspunkt siger stop. Det kan sikkert ske lige om lidt. Jeg kan mærke at min krop ikke længere kan holde til det, jeg byder den. Den siger fra nu, vil ikke være med til at blive mishandlet længere.

Jeg smiler, jeg griner. Jeg siger at jeg har det fint. Men det hele er jo bare en facade. Jeg siger, at jeg gerne vil kæmpe, men et sted inde i mig har jeg vist allerede givet op. “Du er jo alligevel ikke stærk nok til at kæmpe dig igennem.” “Du kan jo ikke finde ud af livet. Du kan ikke finde ud af noget som helst, så hvorfor overhovedet prøve” Stemmerne fylder alt inden i mig, og det hele føles så uoverskueligt.

For nogle uger siden skrev jeg: “Jeg starter på en frisk og kæmper videre”. Jeg har et tatovering der siger ‘ajourd’hui’ – ‘i dag’. I dag er en ny start, en ny mulighed for at få det godt. En ny dag til at kæmpe. Glem hvad der skete i går, glem hvad der kommer til at ske i morgen. Lev i nuet. Kæmp. Gid jeg var i stand til at gøre det.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Pillerne som ligger på bordet inde på værelset er ekstremt fristende at tage, men jeg vil ikke dø så fed som jeg er, ikke endnu. Jeg har en hemmelig plan om, at når jeg når det 35 kilo, så kan det være min belønning. Tænk, at jeg er kommet så langt ud at jeg rent faktisk ser selvmord som en præmie, noget jeg får lov til når jeg har været “dygtig nok”.

Det eneste jeg har i hovedet er mad, vægttab og selvmord. jeg er ved at blive sindsyg. Jeg tænker på den periode jeg havde for et par måneder siden, hvor min vægt lå stabilt på det 47-48 kilo. Jeg havde det så fandens meget bedre. Selvfølgelig var der op- og nedture, men jeg kunne smile oprigtigt, og nu græder jeg og er forpint flere gange om dagen. Jeg kan snart ikke dette mere.. Jeg kan bare ikke mere! Vil ikke, orker ikke. Giv mig nu bare fred!

Apropos; ske-teorien

Lige lidt stof til eftertanke til at gå i seng på, apropos mit indlæg om at føle sig ensom.

Forfatteren til Spoon Theory har lupus, som er en grim bindevævssygdom og hun har skrevet historien ud fra en samtale hun havde med en veninde.
De er ude at spise sammen og under middagen tager vores hovedperson, Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”
Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før. Hun har set hende være nede. Græde af smerter. Være træt. Melde afbud til aftaler. Være med til samtaler hos lægen. Osv osv osv. Så hvad mere er der at vide?
Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv, men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådant, men hvordan føles det for DIG at være syg”. Så Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus. Men det er ikke det, hun vil vide noget om.
Christine kigger sig lidt rundt på bordet for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kan svare på? Hvordan forklarer man en anden person om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem? Ting som er normale kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.
Christine samler samtlige skeer omkring sig i hænderne, og giver dem til veninden. “Værsgo, du har Lupus”. Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask er det at skulle træffe valg eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.
Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. De fleste mennesker har en dag foran sig med masser af muligheder, når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcist hvad de har lyst til i lige præcist det øjeblik tanken kommer til dem.
Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.
Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på. Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen. Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau. “Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige. “Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.
Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen. De sjove ting kommer på bordet. Forfra! Husk på at hver ting koster en ske! Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sen på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og imorgens med!” Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu! At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer.
Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer. Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje hvordan resten af dagen skal gå. For der er kun 6 skeer. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af imorgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre. Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om imorgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide at passe godt på skeerne.
Veninderne gennemgår resten af dagen og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises. De snakker videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten. “Ok”, siger Christine, “men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt er hun sikkert også så træt at hun ikke ORKER at lave mad.
Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på? Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj… men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere. Og nu forstår veninden hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?” Christine forklarer at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved at hun kan aldrig få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.
Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag idag kæmper jeg mod det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen ml. syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det ikke at skulle tælle skeer”, siger Christine.
Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Har jeg valgt at bruge en ske på dig? Så er det fordi, jeg mener, at du er det værd.
Hvis jeg har perioder, hvor jeg ingen ske har, til dig… så er det muligvis fordi, at jeg bruger alle mine skeer på at få det bedre i form af terapi. Eller andre “mindre” praktiske opgaver som der hører med, da jeg ikke har en butler ansat.

Selvom det der bliver beskrevet her omhandler Lupus, kunne det ligeså vel have været en psykisk sygdom, der blev forklaret. Om hele tiden at skulle prioritere hvad man bruger sin (beskedne) energi på. Om ikke engang at kunne magte mere end en, to måske tre hverdags gøremål. Så dette indlæg på Miss Fail’s blog og synes virkelig at alle burde læse det, for det beskriver så meget hvilken kamp os psykisk syge kæmper hver eneste dag. En kamp som (heldigvis) kan være rigtig svær at forstå for folk, som ikke selv har prøvet det.

Food is not the enemy

Er rigtig nervøs. Skal til diætist om to timer for (endelig) at få min madplan. Frygter, at jeg skal spise meget mere end jeg kan magte og at hun har sat ting på min kostplan, som jeg ikke er parat til at spise endnu…

Ved egentlig ikke hvorfor jeg absolut skal være så sort-synet, hun var jo for fanden så sød og rummelig da jeg mødte hende første gang for knap en måned siden. Måske jeg bare er blevet så vant til kun at møde idioter som presser mig og ikke ser mig, som den person jeg er, men udelukkende fokusere på spiseforstyrrelsen, selvskaden, depressionen, OCD’en… Jeg er vel meget mere end en diagnose.. Eller er jeg?

Jeg identificerer mig jo ikke med andet. Jeg er anorektisk. Jeg er selvskaden. Jeg vil så gerne være noget andet, den rigtige Amelia men alle disse år i systemet har gjort, at jeg ikke længere ved hvem det er. Det er så frustrerende at være “psykisk syg” eller psykisk sårbar, som de kloge mennesker er begyndt at kalde det. Alle kan se hvis man er syg med kræft, at man skal tage hensyn, det er forstående hvis man ikke orker at være social i lang tid eller helt melder afbud til arrangementer. Men hvem kan se når man har ondt i sjælen. Jeg savner virkelig nogen at snakke med, nogen som forstår. Nogen som har prøvet det samme som jeg eller noget der ligner, og som man ikke behøver forklare alt muligt til – nej, de ved hvorfor man reagerer som man gør. Jeg savner en, jeg kan skrive til, når jeg har det svært og når anoreksien rusker i mig, fortæller mig at jeg skal gøre x eller y. En ven i hverdagens kamp mod spiseforstyrrelsen.

En gang i mellem føler jeg mig fandme så ensom. Som om jeg er den eneste der kæmper denne kamp. Jeg ved jo godt, at der er mange andre derude ligesom mig, men når man ikke har en at snakke eller skrive med i hverdagen, så kommer man sgu hurtigt til at føle sig som Palle alene i verden.

Ja, jeg er begyndt at være mere social, begyndt at være sammen med mine venner igen og ikke isolere mig, som stemmerne i mit hoved ellers siger at jeg skal. Men de kan jo aldrig rigtig forstå hvad der foregår inde i mig uanset hvor meget jeg end fortæller dem (ikke at jeg har fortalt så frygtelig meget, har kun fortalt mine aller-tætteste veninder at jeg er syg..).

Ved ikke rigtig hvor jeg ville hen med alt dette vrøvl, men havde bare brug for at få det ud!

Hvad motiverer dig?

Ja, overskriften siger vel egentlig det hele.

Selv havde jeg en svær tur tilbage til Jylland i går, og måtte derfor tage brug i nogle værktøjer som kunne hjælpe og motivere mig. Jeg synes altid lange køreture er svære, fordi man sidder stille så længe og der er ikke mange ting, man kan gøre for at distrahere sig selv. En af de ting jeg bruger meget, når jeg kører og ikke kan gøre så meget andet, er en motivations-spilleliste. Det er egentlig bare en blanding af alle mulige sange som på en eller anden måde taler til mig; motiverer mig, gør mig glad osv. Listen er en work-in-progress men tænkte at jeg lige ville dele den foreløbige liste med jer.

Happy Now, Bon Jovi

You Haven’t Seen the Last of Me, Cher (fra filmen ‘Burlesque’)

Just The Way You Are (remix), Bruno Mars

Superhuman, Aura Dione

Work for the Working Man, Bon Jovi

Hjem, Sanne Salomonsen

Stronger, Kanye West

Jeg leder altid efter ting, der kan motivere mig til at fortsætte kampen mod anoreksien, selvskaden, depressionen osv. Har bl.a. en ‘art journal’ som jeg tegner i, så har jeg en dagbog, og en bog med inspirerende billeder og citater, små kort med positive affirmationer og mange andre ting. Mit spørgsmål i dag er så, hvad der motiverer jer, når i har det svært?

Mange knus til jer derude 🙂