Who you are..

I stare at my reflection in the mirror
Why am I doing this to myself?
Losing my mind on a tiny error
I nearly left the real me on the shelf

Don’t lose it all in the blur of the stars
Seeing is deceiving, dreaming is believing
It’s okay not to be okay
Sometimes it’s hard to follow your heart

Tears don’t mean you’re losing
Everybody’s bruising
Just be true to who you are

Who are you, really?

perfect in our imperfections

Hvem er du,
egentlig?

du er ikke et navn
eller en højde, eller en vægt
eller et køn
du er ikke en alder
og du er ikke hvor du
er opvokset

du er ikke dine lår
du er ikke din næse
du er ikke din mave
du er ikke din vægt

du er ikke ufuldkommen
du er ikke en fejl
du er ikke uværdig

du er dine yndlingsbøger
og de sange du har på hjernen
du er dine tanker
og hvad du spiser til morgenmad
en rolig lørdag morgen

du er tusindevis af ting
men alle vælger
at se de millioner af ting
de ikke er

du er ikke
hvor du kommer fra
du er
hvor du er på vej hen
og jeg vil
så gerne følges
med dig

du er mere end dine fejl
du er dig!

Stop med at se dig selv som en sum af uønskede dele, og begyndt at tænk på dig selv som et helt menneske<3

Hell is empty, all the devils are here

byAmelia - please credit if use

Tomheden tager over. Frygten for at mærke mig selv. Tankerne kredser om at forsvinde. Skal til psykiater i morgen og har for første gang i forløbet ikke lyst. Dårlig samvittighed.

Selvhadet vokser, straf og spiseforstyrrelsens jerngreb strammes yderligere. Tilbage i løgne og rodløshed. Bekymring fra andre føles som et større og større pres, ikke som den tilsigtede støtte. Gode intentioner, men forstår de ikke jeg er uden for rækkevidde? At jeg ikke længere vil kæmpe imod. Jeg ved det er Ana der tærer på mig, bliver styrket at sulten. Smiler fordi jeg igen har tabt mig. Læner sig tilfreds tilbage ved synet af min mors bekymrede blik; “jeg bliver snart nødt til at veje dig.” Jeg stirrer tomt frem for mig, som jeg har gjort så mange gange før de sidste par dage. Ligegyldighedens slør har for længst omsluttet mig, fangarme griber ud efter mig. Jeg har accepteret at det er sådan livet må være.

Underligt som alting pludselig kan virke helt uden betydning. Hvordan kampgejst på et øjeblik synes skiftet ud af sortsyn og håbløshed. Underligt hvordan det lys for enden af tunnellen for et splitsekund syntes at være blevet tændt; for bare at være gennemsyret af mørke og tåge.
Underligt hvordan det ikke længere gør nogen forskel for mig om jeg har noget – eller nogen, om jeg lever eller dør. Hvordan bekymring udefra næsten er mere i vejen og pres, end til støtte. De vil mig jo det bedste men jeg føler, at jeg bliver kvalt. Lad mig være i ensomhedens fængsel – det er alligevel her, jeg fortjener at bo.

Invictus (‘Undefeated’)

byAmelia - please credit if use&lt;3

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.

William Ernest Henley

Dybest set er beskeden i dette digt, at uanset hvad, skal du ikke give op, ikke give efter og aldrig stoppe. Historien er skrevet af Henley, da han var bundet til en hospitalsseng med knogletuberkulose (meget smertefuldt!). Jeg støtte på digtet i Nelson Mandelas selvbiografi. Digtet havde stor betydning for ham, da han sad fængslet. Det mindede ham om ikke at give op og aldrig tillade dem at knække hans sjæl.

Må indrømme, at jeg græd, da jeg læste digtet og forestillede mig hvad Mandela måtte gå igennem, ja også hvor forfærdeligt Henley må have haft det. Begge var de tvunget i knæ, holdt nede og kunne nemt have givet op og lade sig trygle. Men det gjorde de ikke. Nelson Mandela kom ud af fængslet og formåede endda at TILGIVE dem som havde holdt ham fanget, da han vidste, at det var for nationens bedste. Henley mistede sit ene ben, men overlevede sygdommen.

Alt dette fik mig til at tænkte på at vi (også jeg!) er nødt til at stoppe op og værdsætte hvilken gave livet er. Hvad kunne du ikke udrette hvis du ikke blev holdt tilbage af dine spiseforstyrrelse? Bevæg dig helt ind til kernen af din sjæl og tænk så: “Jeg er herre over min egen skæbne, jeg er min sjæls kaptajn.” Sig til dig selv, højt og tydeligt, at du ikke vil lade dig knække at og at du ikke vil give op.

Livet er en gave. Respekter dig selv, og vid at også du har ret til at være her.

Satisfaction versus pain

it just hurts

Jeg fortjener ikke at være til

Kunne jeg dog bare forsvinde ind til ingenting,

sulte alle mine imperfektioner væk.

Ingen lyster har jeg, eller  jeg have er vist mere rigtigt,

Hvor er lysten til livet blevet af?

Nysgerrigheden overfor hvad verden har at byde op?

Hvert sekund af hver dag er en kamp.

Destruktive tanker fylder alt; jeg kan ikke holde ud at være i mig selv

Vil flygte fra mit sind,

men hvad jeg end gør, kan jeg ikke løbe fra tankerne.

Vil sprætte mine arme op, blot for at være et andet sted end i mine tanker.

Iagtage blodet dryppe, se alle frustrationerne, som jeg ikke kan få ud på nogen anden måde, flyde med.

Skal livet være en enig kamp,

hvornår får jeg fred?

Jeg fortjener intet, er til besvær for alle.

Måske jeg skulle befri alle for den smerte, som min tilstedeværelse følger med sig..

Julen har været nogenlunde, en kamp fra min side dog. Men tror jeg formåede at skjule ret godt, at jeg mest havde lyst til at gemme mig væk under min dyne, gemme mig væk fra den verden, som jeg ikke længere kan overskue. Gemme mig væk fra angsten, som hele tiden tager over. Panikangst er noget, der forekommer oftere end nogensinde, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Har dog formået at kæmpe så meget, at jeg ærligt kan sige at jeg har fulgt min kostplan i 6 dage, ikke sultet mig selv.

satisfaction versus pain