What if I’m broken, beyond repair?

Der er så meget at skrive, men så få ord i disse dage. Jeg kan ikke fortælle, men jeg kan ikke længere lade være – og det skræmmer mig. Jeg er så bange for ikke at kunne stoppe igen, eller sige for meget de forkerte steder. Jeg er så bange for at miste kontrollen over det her, som allerede føles ukontrolleret, kaotisk og bare pissesmertefuldt egentlig.

Jeg føler jeg er ved at skrive hele min historie om, eller rettere føles det som om hele min fortælling er igang med at skrive sig selv; og de ting der kommer frem i lyset ligeså stille, kommer ligeså meget bag på mig som var det en bog jeg læser læser, ikke min egen historie.

IMGP0553 IMGP0556 IMGP5120Jeg kører på én time ad gangen-strategi for tiden, kan vitterligt ikke planlægge ret meget længere end det. Er enormt følsom og sårbar over for alt, kan ikke rigtigt rumme noget. Andet end ritualer; konstanter regler for hver en bevægelse jeg gør, hver en tanke jeg tænker. Kontrol.

Der sker rigtig mange ting lige nu. Lidt for mange måske? Ihvertfald er mit behov for kontrol vokset i takt med at bunkerne med nye ting vokser. Jeg vil jo gerne, så jeg siger ja. Og ja. Og ja. Og så står jeg med ansvaret for alt muligt, bare for at få lov til at flygte fra at tage ansvaret for min egen bedring. Det dobbeltmoralske i det hele er, at alle de ting, der er sat i gang ikke rigtig kan starte før jeg selv har fået det bedre. Åh, jamen ville ønske at jeg kunne sige mere, men vil ikke ødelægge noget ved at fortælle om det før det overhovedet er startet…

Jeg har for en gang skyld prøvet at gøre noget godt for mig selv i dag. I et forsøg på at prøve at overbevise mig selv om, at jeg faktisk fortjener at have det rart. Har smurt creme på mine (meget) mishandlede hænder for første gang i lidt over en måned. Har været i bad, farvet hår, klippet det (det trængte, har ikke været til frisøren i et halvt år, men har ikke råd pt. så måtte gøre det selv). Jeg har ryddet op og været kreativ. Udadtil har det været en rigtig god dag. Men indeni er det noget helt andet. Kaos. Selvbebrejdelse. Selvhad over at gøre noget godt for mig selv, når jeg nu inderst inde ikke føler at jeg fortjener omsorgen. Isolation. Desperate forsøg på at række en hånd ud til folk omkring mig, som er endt i fiasko efter fiasko. Rastløshed, jeg tæller som sædvanligvis timerne indtil det er tid til at gå i seng – hvor jeg så skal ligge om motionere i min. 2 timer. Hvornår må jeg hvile? Hvornår kan jeg sætte mig ned og bare “være” – uden at skulle fare rundt og ordne blot for at forbrænde kalorier, holde mig i gang for ikke at være stille med mine tanker? Hvornår bliver det bedre? Med min fornuft ved jeg godt, at det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, men hvad hvis det nu er en allerede tabt kamp.. Hvad nu hvis jeg er ødelagt og ude af stand til at blive “fikset”?

cheers!Skål i mælk. Skål for livet.

Tanker og et “hemmeligt” projekt ;)

Først vil jeg sige tak for de søde kommentarer på mit sidste indlæg. Det er mega motiverende når man får så god respons på et indlæg. Og velkommen til nye læsere som har givet sig til kende efter min “erkendelse”.

Siden sidst er der sket en masse og jeg har været lidt ude og skide. Efter jeg var hos psykiater i tirsdags, har det hele ligesom sejlet for mig og jeg har heller ikke været på uni. siden. Har egentlig bare siddet derhjemme i min lejlighed og isoleret mig fra alt og alle… Min psykiater næsten krævede nemlig at jeg skulle indlægges på Århus for min spiseforstyrrelse. Han er bekymret over at min vægt er begyndt at dale igen og han synes mine selvmordstanker og mit selvskade er taget for meget til, til at det er hensigtsmæssigt, at jeg står uden behandling. Det han ikke forstår er, at jeg er i behandling; hos en fantastisk terapeaut, der selv er har været igennem både spiseforstyrrelser, selvskade og utallige indlæggelser. Hun er den første behandler nogensinde som giver mening for mig, og jeg har ikke lyst til at droppe hende for at blive indlagt et sted hvor jeg ved, at jeg bare vil få det værre.

Jeg duer ikke i sammenhænge hvor der bliver stillet for mange krav; om bestemt vægtøgning hver uge, folk der kræver at jeg skal give slip min spiseforstyrrelse – min redningskrans – uden at give mig andre værktøjer til at håndtere den smerte jeg føler indeni, aftaler om at jeg ikke må være selvskadende (helt ærligt, hvem sidder i situationen og tænker “nå nej, det må jeg ikke, jeg har jo en aftale med behandleren om at det er en dårlig idé”??). Desuden bliver jeg kun provokeret af at være i gruppe med andre spiseforstyrrede. Det bliver en konkurrence for mig, og jeg kan ikke selv styre det. Jeg er allerede i tankerne om hvordan jeg skal nå at tabe mig mest muligt til forsamtalen på Center for Spiseforstyrrelser.

Puh ja, det var mange tanker uden omsvøb, men altså det er jo det, jeg “lovede” ville komme og det hjælper at få mine frustrationer ud, også selvom der sikkert ikke er nogen, der læser dette…

Men videre til noget mere positivt; så har jeg en lille “hemmelighed” 😉 Jeg er nemlig igang med et projekt omkring spiseforstyrrelser. Lige nu er det egentlig mest for min egen skyld, som motivation til at få det bedre, men jeg håber at det engang kan blive noget, som kan hjælpe andre til at slippe fri fra spiseforstyrrelsens fængsel. Men projektet forbliver hemmeligt indtil jeg selv har det meget bedre. Alt andet ville være dobbeltmoralsk synes jeg…