And so it goes

Så skete det. Blev indlagt på psykiatrisk skadestue torsdag formiddag og her er jeg stadig, skal overflyttes på mandag; det mente de var bedst selvom man normalt kun må være på PAM i 48 timer. Min mor er lige gået, hun kom med min computer, en masse bøger og lidt tøj + min iPod. Hun kender mig for godt. Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det ikke kunne blive ved på denne her måde, men alligevel føler jeg mig trist og forladt, svigtet, uelsket, til besvær for alt og alle. Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg sidder kun på mit værelse, kommer ikke ud, ikke engang for at spise. Min mor har tvunget et bæger yoghurt i mig, men ellers har jeg ikke spist noget. Jeg kan simpelthen ikke..

Jeg har hjemvé som et lille barn. Hjemvé efter hvad, aner jeg ikke, for jeg føler mig ikke ret hjemme derhjemme. Det er ikke MIT hjem, det er vores, midlertidige hjem. Så en indlæggelse kan vel i sidste ende komme ud på et med “hjemme”? Jeg kan bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen: “jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Eneste plus er at jeg ikke behøver spise. Nej, det må jeg selvfølgelig ikke sige, men det føles ærligt talt som det eneste positive lige nu, og hvis jeg kun tænker på alt det dårlig så tror jeg ikke at jeg magter at leve mere. Den eneste grund til at jeg kan holde ud at være her er, at jeg ved der ligger en lille pose med nok piller, til at jeg kan tage mit liv, gemt i min rygsæk. Jeg smuglede den i min BH, så jeg vidste at der var en udvej, hvis de ville gøre noget, jeg ikke kunne være med til. Så nu ligger den der, den kalder på mig og jeg svarer, hvis de siger at jeg skal ind på den lukkede. Det er “sjovt” at jeg er her fordi jeg ikke kan være alene uden at tage mit eget liv, og at det så er her på afdelingen, at det nok kommer til at ske. Men jeg er rolig. For jeg ved at de ikke kan få mig til at gøre noget jeg ikke vil; så tager jeg bare billetten ud herfra, væk fra livet.

Jeg har været “i kløerne på systemet” i lidt over 7 år, og nu står jeg her med den største følelse af nederlag – igen. Forfra endnu engang.. Prøver at sige til mig selv at jeg bliver stærkere for hver gang jeg falder og rejser mig igen, og at jeg lærer noget hele vejen. Men helt ærligt, så føler jeg mig bare mislykket.

Min sidste glimt af livet, mine sidste minutter i friheden så således ud;

IMG_2781IMG_2790IMG_2792IMG_2793IMG_2796IMG_2799IMG_2798

banana oatmeal//  banana oatmeal w. “apple pie filling” and pomegranate seeds //

Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

Her er historien fra hjertets indre
Der hvor man håber at smerten den bliver mindre
og måske én dag helt forsvinder.
Ingen andre end mig kan se disse minder
Eller holde om mig når tårerne triller ned af mine kinder.
Isoleret sidder jeg og håber på
at det hele en dag nok skal gå.

Ingen tapperhed
Hun vil ikke længere kæmpe
Nådesløse tanker, et hjerte så tungt, kan det ses?
Hendes tomme øjne har mistet deres skær
Hun er ikke længere nogen nær
Hun har kun sig selv og hendes minder
Tårene der tørrer ind på hendes kinder
Der er ingen til at trøste,
ingen til at guide,
ingen tapperhed.

Man tror man kender sig selv nogenlunde. Ved hvem man er, hvad man står for. Og i mange tilfælde måske især hvad man i hvert fald ikke står for.

Jeg har lidt under mine problemer i over halvdelen af mit liv nu. Og efterhånden kender jeg dem ud og ind, ved hvor komplekse de forskellige ting er. Min spiseforstyrrelse for eksempel; det handler jo langt fra om maden, og dens indgriben i min spisning er kun en brøkdel af hvad den faktisk påvirker eller styrer i mit liv.

Jeg ved hvad jeg står for som menneske. Ihvertfald ved jeg i det store hele hvad jeg bestemt ikke står for og ikke kan stå inde for.

Hele min sygdom handler i bund og grund om straf. Jeg straffer og begrænser mig selv gennem den. Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv trods al modstanden. Men min anoreksi er stadig min verdens navle. Og den får mig til at handle helt modsat af hvordan jeg som person og menneske er eller ønsker at være.

Det gør mig uendeligt ked ad det at jeg gør de ting jeg gør, både mod mig selv og hvad der påvirker andre omkring mig.

Jeg ønsker ikke at fralægge mig ansvaret for mine egne handlinger; for selvom det ikke føles som mig når jeg føler mig tvunget ud i noget af mine egne, såkaldt anorektiske tanker, så er det jo mine arme og ben og dem kan kun jeg i sidste ende styre.

Jeg er flov. Jeg er flov og skamfuld og kan næsten ikke holde ud at være i mig selv. Tænk hvis nogen af dem der vil mig det så godt vidste hvor forfærdelig, forkert og ‘beskidt’ jeg i virkeligheden er.
De kender det meste af min historie nu, og de er der endnu. Det er på samme tid rart og svært fordi jeg føler behandler dem. For der er stadig ting de ikke ved. Ingen ved. Og som jeg er så flov over at jeg tuder ved tanken.

Der er ting der er så langt fra hele min overbevisning og så langt fra alt hvad jeg står for. Og som jeg alligevel har med mig på samvittigheden.

“Sindsyg i gerningøjeblikket” tænker jeg og smager på sætningen, mens jeg føler mig mindre end noget i skam. Jeg ved godt at det var sygdommes navn jeg handlede i, at jeg nærmest ikke var tilstede i mig selv. At der ingen hensigter var, andet end desperation efter straf af mig selv og en eller anden ‘syg’ forløsning. Men jeg føler jeg fralægger mig ansvaret hvis jeg skal bruge undskyldninger som disse. For det er jo stadig mig der har handlet, det er mine arme og ben, det er mit hovede.
Og hvis hensigten var at straffe mig selv, så er det i den grad lykkedes mig. Mere end nogensinde. For jeg har givet mig selv et stempel der kommer til at sidde på mig længe, og som kommer til at begrænse mig længe fremover. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det er så lidt mig, det er fuldstændigt fjernt fra mig som person. Har svært ved at håndtere det i disse dage. Svært ved at se nogen i øjnene selvom det stadig kun er mig der ved hvor galt det faktisk er gået for mig.

Det er svært at fortsætte med at leve, når man føler sig død indeni. Synes det er op ad bakke lige nu

Den sorte spiral

Jeg sidder og stirrer ind i skærmen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive efter mit indlæg i går. Måske jeg bare ikke rigtig har noget på hjerte. Eller, det har jeg sikkert. Spørgsmålet er sikkert bare, hvordan jeg skal formulere mig. Tankerne flyver jo afsted afsted med 120 km/t.. Tanker om min krop, mad, selvmord, angst-tankerne; det er ikke til at holde ud. Jeg kigger ned af min krop og får det nærmest fysisk dårligt. Har planer om at tage bad i dag,  men kan ikke overskue det. Jeg er virkelig fed. Kan ikke holde ud at se mig selv uden tøj eller røre ved alle dellerne når jeg vasker mig. Kigger op i loftet når jeg bader for ikke at komme til at kigge ned af min mave.

Maden er rigtig svært lige for tiden. Rigtig, rigtig svært. Og har ført et yderligere vægttab med sig, hvilket kun medvirker til at de destruktive tanker bliver værre og anoreksiens stemme højere og mere dømmende. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at klare det her selv.

Der er ikke rigtig nogen ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er ikke glad, jeg er ikke trist. Jeg er her, jeg er her ikke. Jeg føler, jeg føler ikke. Jeg gør alt i hele verden for ikke at føle mig selv, for ikke at mærke mig selv. Både fysisk og psykisk. Jeg skubber verden væk, jeg skubber alle omkring mig væk; jeg skubber mig selv væk. For på den måde slipper jeg for at forholde mig til realiteterne i mit liv. At jeg er syg. At min mor snart ikke tør tage ansvaret for mig længere. At mine læger, diætist og terapeaut er bekymrede.

Jeg kan slet, slet ikke tage ansvar for min mad længere. Det er mit liv. Det er mit ansvar. Men jeg kan ikke styre det længere.

Vægten er begyndt støt at gå ned ad. Jeg kan ikke lade være med at gå i selvsving. Nu skal jeg ned under de 40kg. Og der er pludselig ikke langt derned. En uge måske, hvis det fortsætter som nu. Og så skal jeg ned under 38 kilo, og så 35 og så 30, indtil min krop på et tidspunkt siger stop. Det kan sikkert ske lige om lidt. Jeg kan mærke at min krop ikke længere kan holde til det, jeg byder den. Den siger fra nu, vil ikke være med til at blive mishandlet længere.

Jeg smiler, jeg griner. Jeg siger at jeg har det fint. Men det hele er jo bare en facade. Jeg siger, at jeg gerne vil kæmpe, men et sted inde i mig har jeg vist allerede givet op. “Du er jo alligevel ikke stærk nok til at kæmpe dig igennem.” “Du kan jo ikke finde ud af livet. Du kan ikke finde ud af noget som helst, så hvorfor overhovedet prøve” Stemmerne fylder alt inden i mig, og det hele føles så uoverskueligt.

For nogle uger siden skrev jeg: “Jeg starter på en frisk og kæmper videre”. Jeg har et tatovering der siger ‘ajourd’hui’ – ‘i dag’. I dag er en ny start, en ny mulighed for at få det godt. En ny dag til at kæmpe. Glem hvad der skete i går, glem hvad der kommer til at ske i morgen. Lev i nuet. Kæmp. Gid jeg var i stand til at gøre det.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Pillerne som ligger på bordet inde på værelset er ekstremt fristende at tage, men jeg vil ikke dø så fed som jeg er, ikke endnu. Jeg har en hemmelig plan om, at når jeg når det 35 kilo, så kan det være min belønning. Tænk, at jeg er kommet så langt ud at jeg rent faktisk ser selvmord som en præmie, noget jeg får lov til når jeg har været “dygtig nok”.

Det eneste jeg har i hovedet er mad, vægttab og selvmord. jeg er ved at blive sindsyg. Jeg tænker på den periode jeg havde for et par måneder siden, hvor min vægt lå stabilt på det 47-48 kilo. Jeg havde det så fandens meget bedre. Selvfølgelig var der op- og nedture, men jeg kunne smile oprigtigt, og nu græder jeg og er forpint flere gange om dagen. Jeg kan snart ikke dette mere.. Jeg kan bare ikke mere! Vil ikke, orker ikke. Giv mig nu bare fred!