Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

And so it goes

Så skete det. Blev indlagt på psykiatrisk skadestue torsdag formiddag og her er jeg stadig, skal overflyttes på mandag; det mente de var bedst selvom man normalt kun må være på PAM i 48 timer. Min mor er lige gået, hun kom med min computer, en masse bøger og lidt tøj + min iPod. Hun kender mig for godt. Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det ikke kunne blive ved på denne her måde, men alligevel føler jeg mig trist og forladt, svigtet, uelsket, til besvær for alt og alle. Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg sidder kun på mit værelse, kommer ikke ud, ikke engang for at spise. Min mor har tvunget et bæger yoghurt i mig, men ellers har jeg ikke spist noget. Jeg kan simpelthen ikke..

Jeg har hjemvé som et lille barn. Hjemvé efter hvad, aner jeg ikke, for jeg føler mig ikke ret hjemme derhjemme. Det er ikke MIT hjem, det er vores, midlertidige hjem. Så en indlæggelse kan vel i sidste ende komme ud på et med “hjemme”? Jeg kan bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen: “jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Eneste plus er at jeg ikke behøver spise. Nej, det må jeg selvfølgelig ikke sige, men det føles ærligt talt som det eneste positive lige nu, og hvis jeg kun tænker på alt det dårlig så tror jeg ikke at jeg magter at leve mere. Den eneste grund til at jeg kan holde ud at være her er, at jeg ved der ligger en lille pose med nok piller, til at jeg kan tage mit liv, gemt i min rygsæk. Jeg smuglede den i min BH, så jeg vidste at der var en udvej, hvis de ville gøre noget, jeg ikke kunne være med til. Så nu ligger den der, den kalder på mig og jeg svarer, hvis de siger at jeg skal ind på den lukkede. Det er “sjovt” at jeg er her fordi jeg ikke kan være alene uden at tage mit eget liv, og at det så er her på afdelingen, at det nok kommer til at ske. Men jeg er rolig. For jeg ved at de ikke kan få mig til at gøre noget jeg ikke vil; så tager jeg bare billetten ud herfra, væk fra livet.

Jeg har været “i kløerne på systemet” i lidt over 7 år, og nu står jeg her med den største følelse af nederlag – igen. Forfra endnu engang.. Prøver at sige til mig selv at jeg bliver stærkere for hver gang jeg falder og rejser mig igen, og at jeg lærer noget hele vejen. Men helt ærligt, så føler jeg mig bare mislykket.

Min sidste glimt af livet, mine sidste minutter i friheden så således ud;

IMG_2781IMG_2790IMG_2792IMG_2793IMG_2796IMG_2799IMG_2798

banana oatmeal//  banana oatmeal w. “apple pie filling” and pomegranate seeds //

How shall I live my life..

byAmelia - please credit if use<3Hvordan skal jeg leve mit liv, når tanker og følelser styres af depressionens og anoreksiens væsen. De pejlemærker, som vi er skabt til at følge, svigter mig, de forråder mig ved at sløre mit syn, de forråder mig med misinformationer. Jeg bliver ind i mellem spurgt om, hvad jeg drømmer om i forhold til arbejdsmarkedet, bliver spurgt om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg skulle tænke uden begrænsninger.
Udenpå smiler jeg, som om, det dog var et fremragende spørgsmål, og forsøger diplomatisk at væve et svar sammen. “Jeg vil gerne gøre en forskel”, “jeg vil gerne hjælpe andre”
Indeni er jeg virkelig frustreret. Det virker ikke som om der ikke er nogen, der forstår, at jeg ikke ejer noget håb, og jeg ikke er i stand til at tænke uden begrænsning.

Jeg ser ikke verden som den er, men gennem tæt tåge. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg kunne opmuntre andre når de finder livet hårdt. Hvordan skal jeg vise dem vej ud i lyset, når jeg aldrig selv har fundet stien. Når de på en dårlig dag ikke kan holde sig selv oppe, og har brug for en at støtte sig til, – da ligger jeg allerede ned.

Føler mig magtesløs i forhold til morgendagens udfordringer. Jeg føler mig så unyttig. Jeg føler mig som en klods om benene på alt og alle. Mørket ulmer og breder sig. Jeg får det værre for hver dag der går. Skyldfølelsen fylder mere og mere i mig som en ballon der bliver pustet op. Igår tabte jeg tråden endnu en gang. Måtte igen erkende, at jeg var faldet i, faldet tilbage i anoreksiens fanggreb. Sprunget måltider over, skåret, gemt piller. Smerten var så tydelig i min mors øjne, da vi snakkede. Jeg prøvede at sige at alt nok skulle blive ok. Indeni havde jeg kun én tanke, kun et ord. Jeg havde lyst til at brøle det ud, så murene ville ryste, jeg havde lyst til at græde det ud, til jeg blev skyllet ud af huset, ud af livet. UNDSKYLD!!!

Undskyld for alt.
Undskyld jeg er her.
Undskyld jeg ikke stod imod og nægtede at lade mig styre af anoreksien.
Undskyld at du må være om mig 24/7, i dette hjem hvor jeg spreder gift og galde som skimmelsvamp.
Undskyld igen og igen.

Jeg sidder her og kigger fortvivlet ud på sneen. Jeg vil falde baglæns ned i dyb løst frost-sne. Lande blødt, og dækkes af de lette kølige fnug. Og så til foråret når sneen smelter vil jeg ligge der i en glaskiste skabt af is krystaller. Som en anden snehvide. I det fjerne høres lyden af hovslag og der kommer en fremmed sagbehandler ridende med et kys af håb og fremtid på læberne som er beregnet til at vække mig..

What I Ate

Jeg har ikke ord. Jeg magter ikke livet. Jeg magter ikke at kæmpe. Men jeg fortsætter, jeg giver ikke op – for jeg kender ikke til andet..

Nogle flere måltider fra i går:

IMG_6879

// Frokost: 1/2 rugbrød m. chili-marineret laks, 1/2 rugbrød m. fåre-friskost, tomatsalat m. rødløg og feta 4% //

IMG_0712

// En veninde kom over til kaffe om eftermiddagen, så jeg serverede en “lille” snack tallerken (fra venstre, øverst): rå choko-hindbær fudge, 2x kakao-daddel kugler m. kaffe, gulerod-daddel havrekage, rå kage m. fersken + lidt ekstra fersken // 

IMG_0816

// Aftensmad: Grøntsager i karry-“kokos” sauce på squash-spaghetti (+ en skive hjemmebagt brød m. hytteost) //

Sig endelig til hvis i vil have opskrifter på noget ❤

Let it burn..

Jeg ved snart ikke hvad jeg forventer af mig selv. Det føles som om at jeg hele tiden skal prøve grænser af, prøve at skubbe folk (= min mor) væk blot så jeg kan blive bekræftet i, at jeg ikke er værd at holde af, ikke er værd at tro på. Jeg ved at hvis min mor først opgiver håbet, så tror jeg heller ikke længere selv på, at det er muligt for mig at få det bedre. Hvad ønsker jeg egentlig? Ønsker jeg virkelig en tilværelse i ensomhed, aflukket fra alt og alle. Jeg prøver min mors kærlighed af, fordi jeg ønsker at hun skal forlade mig, så jeg kan få ret i at ingen gider mig. Men er det inderst inde det jeg ønsker? Eller er det bare noget stemmerne bilder mig ind.. Måske jeg bare gerne vil elskes og holdes af, men jeg tør ikke åbne op for mine følelser fordi jeg er bange for at det gør for ondt – det er for såbart…

Jeg tænker meget på ensomheden de her dage. Især det at føle sig alene blandt mennesker. I dag havde jeg besøg af min mor, hendes kæreste og min bror. Jeg hader at få besøg fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra, når jeg bliver for udmattet til at have mennesker omkring mig. De er lige gået og jeg nyder stilheden. Stilheden som kun findes man er helt alene. Når jeg kun er mig, kan jeg bedre kapere at være alene. Men når ensomheden rammer mig mens jeg er omgivet af mennesker, så ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg kan mærke at jeg lukker mig endnu mere ind i mig selv; jeg lukker omverden ude for ikke at blive såret, når jeg ikke føler mig forstået. Og det er når misforståelser sker, at jeg kan komme til at føle mig alene blandt andre. Ofte er det usagt og sikkert kun noget, der foregår i mit hovede og ikke hos andre. Nogen gange går det ubemærket hen, men jeg mærker ændringen i stemningen i hele min krop og så kan jeg ikke lade være med at reagere på den. Åh, nu føler jeg igen at det jeg siger ikke giver mening. Mon der er nogen der forstår mit vrøvl..

Tilbage til besøget; jeg sidder alene nu, fuldstændig udmattet. Jeg magter ikke disse besøg særlig længe fordi jeg så er tvunget til at bære min maske hele tiden. Jeg har lyst til at se dem dybt i øjnene og bare sige sandheden. Sige; du kan ikke se det, men indvendig græder jeg. Du kan kun se mit smilende ansigt og jeg er god til at få dig til at grine. Indvendig der går jeg i tusinde stykker hver gang jeg tvinger et smil over mine læber. Jeg har lyst til at skrige “så hjælp mig dog! Kan du ikke se hvor ondt jeg har, hvor meget mit hjerte det smerter?”. Jeg græder og er bange, men du kan ikke se det. Indeni har jeg lyst til at gøre mig selv ondt, skære i mig selv så blodet løber. Og jeg kæmper en kamp hver eneste dag. Men du kan ikke se det… Men det siger jeg ikke. For jeg er en god pige. Jeg spiller rollen som den smilende vært og venter med længsel efter at klokken slår og det er tid til at gå, så jeg kan lukke døren og bryde sammen på gulvet.

Jeg burde ikke sige det, jeg er bange for at sige det højt for så forsvinder de måske, men hér, inde på nettet, der er der ingen der ved hvem jeg er, hvor jeg befinder mig. Så hér tør jeg sige det. De ligger nemlig ved siden af mig. Jeg skæver over til dem, som jeg sidder her og skriver ordene. De små sorte. Pillerne. Jeg ved hvad der sker, hvis jeg tager dem. Og jeg ønsker det. Det var tid til en ny uges medicin og min mor havde glassene med. Jeg snuppede et par håndfulde mens hun var på toilettet. Det er så lokkende. Jeg ønsker at udfordre skæbnen. Jeg prøver at se gennem gråden. De ligger der. Jeg ved det.

Jeg rejser mig og går over og henter en æske i et af køkkenskabene. Jeg putter pillerne deri og gemmer æsken i min taske. Nu har jeg dem. Hvis jeg skulle få behov for det. Behovet virker mere og mere presserende. Jeg ved hvad der sker hvis nogen opdager det, men jeg er nødt til at have muligheden.

Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Still… here

Jeg beklager stilheden fra min side af, men sagen er at jeg har det virkelig skidt,, og jeg er af den opfattelse, at folk helst vil høre, når det går fremad. Derfor har jeg ikke haft modet til at skrive noget. Måske også fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive? Jeg har det ikke godt, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. Det føles som om, at jeg hver dag synker længere og længere ned i et sort hul, og jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg er håbløs; livet synes håbløst.

my hands they shake, my head it spins

Jeg har svært ved at formulere præcis hvad der er galt, og derfor tager jeg heller ikke kontakt til nogen (selvom min mor tydeligt kan se, at tingene ikke går fremad). Hun spørger mig hele tiden, hvad der foregår, men jeg svarer ikke. Jeg ved oprigtig talt ikke hvad jeg skal sige.

Jeg er stoppet med at tage min medicin, fordi jeg føler mig svag når jeg tager den. Jeg har heller ikke fortjent at have det godt, så hvorfor tage den? Jeg tror alligevel ikke den hjalp specielt meget. Jeg får alt for lav dosis, men hver gang jeg er hos min læge, kommer masken på – masken, der får det til at se ud som om, at alt går som det skal – og så kan han jo ikke se hvor skidt jeg reelt har det. Derfor øger vi aldrig min dosis, for det går jo fint, ikke? Nej, det går ad helvedes til. Jeg magter ikke livet. Alt går ned ad bakke. Jeg ved det, men jeg gør intet ved det. Det er jo hernede, på bunden, hvor jeg hører til. Jeg fortjener ikke at have det godt.
Det er noget mærkeligt noget egentligt, det med at gøre sig fortjent til livet. Hvornår har man ydet nok, til at fortjene at leve? Når det handler om mig, så er svaret ALDRIG. Når det handler om andre? Ja, så er der slet ikke noget, der hedder, at man skal gøre sig fortjent. Folk har jo ret til at leve bare fordi de er dem, bare fordi de er til. Men ikke mig selv. Nej, det eneste jeg fortjener er at have det skidt, rigtig skidt.

Selvskaden river i mig. Det er virkelig slemt. Jeg vågner konstant om natten; angst efter mareridt. Mareridt, hvor jeg sidder i en pøl af mit eget blod. Det løber ned ad begge arme. Jeg har sorte øjne og stirrer tomt frem. Det er ikke noget, jeg har prøvet før: at selvskaden ligefrem taler til mig i mine drømme. Og det skræmmer mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg er i stand til at gøre mod mig selv..

Jeg kæmper for at virke “normal” udadtil. Virke overskudsagtig. Smile, pjatte… Men det er svært. Derfor isolerer jeg mig, så masken ikke behøver komme på så ofte. Jeg vil jo gerne være rask, vil jeg ikke?
“Fake it till you make it”. Derfor tror folk også, at det går meget bedre end det rent faktisk gør, tror at jeg kan tage vare på mig selv. Men sandheden er, at det kan jeg ikke lige for tiden. Jeg kan ikke spise. Den personlige hygiejne halter; jeg har ikke været rigtig i bad i fire dage, men jeg orker bare ikke at se flodhesten i spejlet, se mig selv uden tøj på, røre ved mig selv. Jeg bryder sammen flere gange dagligt. Så sent som her til aften så jeg en film, hvor nogen græd, og jeg kunne ikke lade være med at græde sammen med dem. Før jeg overhovedet nåede at registrere hvad der skete, så trillede tårerne ned ad mine kinder. Det var ikke særlig trist, men det viser vel bare hvor skrøbelig jeg er de her dage. Det med at græde til film er ikke sket siden jeg gik i 3.g. hvor jeg havde det allerværst og ikke kunne klare at se noget som helst sørgeligt. Er det mon et tegn på hvor skidt det reelt står til?

Der er så mange tanker i mit hoved, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem ud, og hver gang min mor spørger mig hvad der foregår, så bliver min hjerne tom og jeg går i sort. Jeg kan ikke fortælle hende det, for i det øjeblik hun spørger, så ved jeg det ærligt talt ikke. jeg tænker på at skrive det ned og vise til min terapeut på fredag (hvorfor er der stadig så forfærdelig lang tid til fredag?!) men hvor skal jeg starte? Et helvede af angst, bekymringer, tristhed, selvmordstanker, håbløshed, frustration og gråd. Jeg har det rædselsfuldt hvis jeg skal være ærlig, hvis jeg skal fjerne masken et øjeblik. Min mor siger, at hun er her hvis jeg får brug for at snakke, også om natten hvor tingene i øjeblikket er aller-sværrest. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg lukker jo bare af, kan ikke få det formuleret.

Kaos på kaos, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er så meget indeni mig, at det bare hober sig op fordi jeg ikke kan finde en hensigtsmæssig måde at få det ud på. Jeg prøver at dæmpe signalerne, men det hjælper kun for en kort stund. Jeg har lyst til at krybe mig sammen midt på gulvet og bare grøde indtil der ikke er flere tårer tilbage. Jeg har lyst til at skære, se blodet rende. Mærke en fysisk smerte, mærke at jeg er til. Hvorfor skal det være sådan her? Jeg har vel fortjent det.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og røre i.

Det blev vist bare én lang negativ køre. Undskyld. Undskyld, at jeg er til.