Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

How shall I live my life..

byAmelia - please credit if use<3Hvordan skal jeg leve mit liv, når tanker og følelser styres af depressionens og anoreksiens væsen. De pejlemærker, som vi er skabt til at følge, svigter mig, de forråder mig ved at sløre mit syn, de forråder mig med misinformationer. Jeg bliver ind i mellem spurgt om, hvad jeg drømmer om i forhold til arbejdsmarkedet, bliver spurgt om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg skulle tænke uden begrænsninger.
Udenpå smiler jeg, som om, det dog var et fremragende spørgsmål, og forsøger diplomatisk at væve et svar sammen. “Jeg vil gerne gøre en forskel”, “jeg vil gerne hjælpe andre”
Indeni er jeg virkelig frustreret. Det virker ikke som om der ikke er nogen, der forstår, at jeg ikke ejer noget håb, og jeg ikke er i stand til at tænke uden begrænsning.

Jeg ser ikke verden som den er, men gennem tæt tåge. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg kunne opmuntre andre når de finder livet hårdt. Hvordan skal jeg vise dem vej ud i lyset, når jeg aldrig selv har fundet stien. Når de på en dårlig dag ikke kan holde sig selv oppe, og har brug for en at støtte sig til, – da ligger jeg allerede ned.

Føler mig magtesløs i forhold til morgendagens udfordringer. Jeg føler mig så unyttig. Jeg føler mig som en klods om benene på alt og alle. Mørket ulmer og breder sig. Jeg får det værre for hver dag der går. Skyldfølelsen fylder mere og mere i mig som en ballon der bliver pustet op. Igår tabte jeg tråden endnu en gang. Måtte igen erkende, at jeg var faldet i, faldet tilbage i anoreksiens fanggreb. Sprunget måltider over, skåret, gemt piller. Smerten var så tydelig i min mors øjne, da vi snakkede. Jeg prøvede at sige at alt nok skulle blive ok. Indeni havde jeg kun én tanke, kun et ord. Jeg havde lyst til at brøle det ud, så murene ville ryste, jeg havde lyst til at græde det ud, til jeg blev skyllet ud af huset, ud af livet. UNDSKYLD!!!

Undskyld for alt.
Undskyld jeg er her.
Undskyld jeg ikke stod imod og nægtede at lade mig styre af anoreksien.
Undskyld at du må være om mig 24/7, i dette hjem hvor jeg spreder gift og galde som skimmelsvamp.
Undskyld igen og igen.

Jeg sidder her og kigger fortvivlet ud på sneen. Jeg vil falde baglæns ned i dyb løst frost-sne. Lande blødt, og dækkes af de lette kølige fnug. Og så til foråret når sneen smelter vil jeg ligge der i en glaskiste skabt af is krystaller. Som en anden snehvide. I det fjerne høres lyden af hovslag og der kommer en fremmed sagbehandler ridende med et kys af håb og fremtid på læberne som er beregnet til at vække mig..

Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

IMG_0658// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

IMG_0661

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,

Let it burn..

Jeg ved snart ikke hvad jeg forventer af mig selv. Det føles som om at jeg hele tiden skal prøve grænser af, prøve at skubbe folk (= min mor) væk blot så jeg kan blive bekræftet i, at jeg ikke er værd at holde af, ikke er værd at tro på. Jeg ved at hvis min mor først opgiver håbet, så tror jeg heller ikke længere selv på, at det er muligt for mig at få det bedre. Hvad ønsker jeg egentlig? Ønsker jeg virkelig en tilværelse i ensomhed, aflukket fra alt og alle. Jeg prøver min mors kærlighed af, fordi jeg ønsker at hun skal forlade mig, så jeg kan få ret i at ingen gider mig. Men er det inderst inde det jeg ønsker? Eller er det bare noget stemmerne bilder mig ind.. Måske jeg bare gerne vil elskes og holdes af, men jeg tør ikke åbne op for mine følelser fordi jeg er bange for at det gør for ondt – det er for såbart…

Jeg tænker meget på ensomheden de her dage. Især det at føle sig alene blandt mennesker. I dag havde jeg besøg af min mor, hendes kæreste og min bror. Jeg hader at få besøg fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra, når jeg bliver for udmattet til at have mennesker omkring mig. De er lige gået og jeg nyder stilheden. Stilheden som kun findes man er helt alene. Når jeg kun er mig, kan jeg bedre kapere at være alene. Men når ensomheden rammer mig mens jeg er omgivet af mennesker, så ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg kan mærke at jeg lukker mig endnu mere ind i mig selv; jeg lukker omverden ude for ikke at blive såret, når jeg ikke føler mig forstået. Og det er når misforståelser sker, at jeg kan komme til at føle mig alene blandt andre. Ofte er det usagt og sikkert kun noget, der foregår i mit hovede og ikke hos andre. Nogen gange går det ubemærket hen, men jeg mærker ændringen i stemningen i hele min krop og så kan jeg ikke lade være med at reagere på den. Åh, nu føler jeg igen at det jeg siger ikke giver mening. Mon der er nogen der forstår mit vrøvl..

Tilbage til besøget; jeg sidder alene nu, fuldstændig udmattet. Jeg magter ikke disse besøg særlig længe fordi jeg så er tvunget til at bære min maske hele tiden. Jeg har lyst til at se dem dybt i øjnene og bare sige sandheden. Sige; du kan ikke se det, men indvendig græder jeg. Du kan kun se mit smilende ansigt og jeg er god til at få dig til at grine. Indvendig der går jeg i tusinde stykker hver gang jeg tvinger et smil over mine læber. Jeg har lyst til at skrige “så hjælp mig dog! Kan du ikke se hvor ondt jeg har, hvor meget mit hjerte det smerter?”. Jeg græder og er bange, men du kan ikke se det. Indeni har jeg lyst til at gøre mig selv ondt, skære i mig selv så blodet løber. Og jeg kæmper en kamp hver eneste dag. Men du kan ikke se det… Men det siger jeg ikke. For jeg er en god pige. Jeg spiller rollen som den smilende vært og venter med længsel efter at klokken slår og det er tid til at gå, så jeg kan lukke døren og bryde sammen på gulvet.

Jeg burde ikke sige det, jeg er bange for at sige det højt for så forsvinder de måske, men hér, inde på nettet, der er der ingen der ved hvem jeg er, hvor jeg befinder mig. Så hér tør jeg sige det. De ligger nemlig ved siden af mig. Jeg skæver over til dem, som jeg sidder her og skriver ordene. De små sorte. Pillerne. Jeg ved hvad der sker, hvis jeg tager dem. Og jeg ønsker det. Det var tid til en ny uges medicin og min mor havde glassene med. Jeg snuppede et par håndfulde mens hun var på toilettet. Det er så lokkende. Jeg ønsker at udfordre skæbnen. Jeg prøver at se gennem gråden. De ligger der. Jeg ved det.

Jeg rejser mig og går over og henter en æske i et af køkkenskabene. Jeg putter pillerne deri og gemmer æsken i min taske. Nu har jeg dem. Hvis jeg skulle få behov for det. Behovet virker mere og mere presserende. Jeg ved hvad der sker hvis nogen opdager det, men jeg er nødt til at have muligheden.

Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Still… here

Jeg beklager stilheden fra min side af, men sagen er at jeg har det virkelig skidt,, og jeg er af den opfattelse, at folk helst vil høre, når det går fremad. Derfor har jeg ikke haft modet til at skrive noget. Måske også fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive? Jeg har det ikke godt, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. Det føles som om, at jeg hver dag synker længere og længere ned i et sort hul, og jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg er håbløs; livet synes håbløst.

my hands they shake, my head it spins

Jeg har svært ved at formulere præcis hvad der er galt, og derfor tager jeg heller ikke kontakt til nogen (selvom min mor tydeligt kan se, at tingene ikke går fremad). Hun spørger mig hele tiden, hvad der foregår, men jeg svarer ikke. Jeg ved oprigtig talt ikke hvad jeg skal sige.

Jeg er stoppet med at tage min medicin, fordi jeg føler mig svag når jeg tager den. Jeg har heller ikke fortjent at have det godt, så hvorfor tage den? Jeg tror alligevel ikke den hjalp specielt meget. Jeg får alt for lav dosis, men hver gang jeg er hos min læge, kommer masken på – masken, der får det til at se ud som om, at alt går som det skal – og så kan han jo ikke se hvor skidt jeg reelt har det. Derfor øger vi aldrig min dosis, for det går jo fint, ikke? Nej, det går ad helvedes til. Jeg magter ikke livet. Alt går ned ad bakke. Jeg ved det, men jeg gør intet ved det. Det er jo hernede, på bunden, hvor jeg hører til. Jeg fortjener ikke at have det godt.
Det er noget mærkeligt noget egentligt, det med at gøre sig fortjent til livet. Hvornår har man ydet nok, til at fortjene at leve? Når det handler om mig, så er svaret ALDRIG. Når det handler om andre? Ja, så er der slet ikke noget, der hedder, at man skal gøre sig fortjent. Folk har jo ret til at leve bare fordi de er dem, bare fordi de er til. Men ikke mig selv. Nej, det eneste jeg fortjener er at have det skidt, rigtig skidt.

Selvskaden river i mig. Det er virkelig slemt. Jeg vågner konstant om natten; angst efter mareridt. Mareridt, hvor jeg sidder i en pøl af mit eget blod. Det løber ned ad begge arme. Jeg har sorte øjne og stirrer tomt frem. Det er ikke noget, jeg har prøvet før: at selvskaden ligefrem taler til mig i mine drømme. Og det skræmmer mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg er i stand til at gøre mod mig selv..

Jeg kæmper for at virke “normal” udadtil. Virke overskudsagtig. Smile, pjatte… Men det er svært. Derfor isolerer jeg mig, så masken ikke behøver komme på så ofte. Jeg vil jo gerne være rask, vil jeg ikke?
“Fake it till you make it”. Derfor tror folk også, at det går meget bedre end det rent faktisk gør, tror at jeg kan tage vare på mig selv. Men sandheden er, at det kan jeg ikke lige for tiden. Jeg kan ikke spise. Den personlige hygiejne halter; jeg har ikke været rigtig i bad i fire dage, men jeg orker bare ikke at se flodhesten i spejlet, se mig selv uden tøj på, røre ved mig selv. Jeg bryder sammen flere gange dagligt. Så sent som her til aften så jeg en film, hvor nogen græd, og jeg kunne ikke lade være med at græde sammen med dem. Før jeg overhovedet nåede at registrere hvad der skete, så trillede tårerne ned ad mine kinder. Det var ikke særlig trist, men det viser vel bare hvor skrøbelig jeg er de her dage. Det med at græde til film er ikke sket siden jeg gik i 3.g. hvor jeg havde det allerværst og ikke kunne klare at se noget som helst sørgeligt. Er det mon et tegn på hvor skidt det reelt står til?

Der er så mange tanker i mit hoved, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem ud, og hver gang min mor spørger mig hvad der foregår, så bliver min hjerne tom og jeg går i sort. Jeg kan ikke fortælle hende det, for i det øjeblik hun spørger, så ved jeg det ærligt talt ikke. jeg tænker på at skrive det ned og vise til min terapeut på fredag (hvorfor er der stadig så forfærdelig lang tid til fredag?!) men hvor skal jeg starte? Et helvede af angst, bekymringer, tristhed, selvmordstanker, håbløshed, frustration og gråd. Jeg har det rædselsfuldt hvis jeg skal være ærlig, hvis jeg skal fjerne masken et øjeblik. Min mor siger, at hun er her hvis jeg får brug for at snakke, også om natten hvor tingene i øjeblikket er aller-sværrest. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg lukker jo bare af, kan ikke få det formuleret.

Kaos på kaos, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er så meget indeni mig, at det bare hober sig op fordi jeg ikke kan finde en hensigtsmæssig måde at få det ud på. Jeg prøver at dæmpe signalerne, men det hjælper kun for en kort stund. Jeg har lyst til at krybe mig sammen midt på gulvet og bare grøde indtil der ikke er flere tårer tilbage. Jeg har lyst til at skære, se blodet rende. Mærke en fysisk smerte, mærke at jeg er til. Hvorfor skal det være sådan her? Jeg har vel fortjent det.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og røre i.

Det blev vist bare én lang negativ køre. Undskyld. Undskyld, at jeg er til.