Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

Her er historien fra hjertets indre
Der hvor man håber at smerten den bliver mindre
og måske én dag helt forsvinder.
Ingen andre end mig kan se disse minder
Eller holde om mig når tårerne triller ned af mine kinder.
Isoleret sidder jeg og håber på
at det hele en dag nok skal gå.

Ingen tapperhed
Hun vil ikke længere kæmpe
Nådesløse tanker, et hjerte så tungt, kan det ses?
Hendes tomme øjne har mistet deres skær
Hun er ikke længere nogen nær
Hun har kun sig selv og hendes minder
Tårene der tørrer ind på hendes kinder
Der er ingen til at trøste,
ingen til at guide,
ingen tapperhed.

Man tror man kender sig selv nogenlunde. Ved hvem man er, hvad man står for. Og i mange tilfælde måske især hvad man i hvert fald ikke står for.

Jeg har lidt under mine problemer i over halvdelen af mit liv nu. Og efterhånden kender jeg dem ud og ind, ved hvor komplekse de forskellige ting er. Min spiseforstyrrelse for eksempel; det handler jo langt fra om maden, og dens indgriben i min spisning er kun en brøkdel af hvad den faktisk påvirker eller styrer i mit liv.

Jeg ved hvad jeg står for som menneske. Ihvertfald ved jeg i det store hele hvad jeg bestemt ikke står for og ikke kan stå inde for.

Hele min sygdom handler i bund og grund om straf. Jeg straffer og begrænser mig selv gennem den. Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv trods al modstanden. Men min anoreksi er stadig min verdens navle. Og den får mig til at handle helt modsat af hvordan jeg som person og menneske er eller ønsker at være.

Det gør mig uendeligt ked ad det at jeg gør de ting jeg gør, både mod mig selv og hvad der påvirker andre omkring mig.

Jeg ønsker ikke at fralægge mig ansvaret for mine egne handlinger; for selvom det ikke føles som mig når jeg føler mig tvunget ud i noget af mine egne, såkaldt anorektiske tanker, så er det jo mine arme og ben og dem kan kun jeg i sidste ende styre.

Jeg er flov. Jeg er flov og skamfuld og kan næsten ikke holde ud at være i mig selv. Tænk hvis nogen af dem der vil mig det så godt vidste hvor forfærdelig, forkert og ‘beskidt’ jeg i virkeligheden er.
De kender det meste af min historie nu, og de er der endnu. Det er på samme tid rart og svært fordi jeg føler behandler dem. For der er stadig ting de ikke ved. Ingen ved. Og som jeg er så flov over at jeg tuder ved tanken.

Der er ting der er så langt fra hele min overbevisning og så langt fra alt hvad jeg står for. Og som jeg alligevel har med mig på samvittigheden.

“Sindsyg i gerningøjeblikket” tænker jeg og smager på sætningen, mens jeg føler mig mindre end noget i skam. Jeg ved godt at det var sygdommes navn jeg handlede i, at jeg nærmest ikke var tilstede i mig selv. At der ingen hensigter var, andet end desperation efter straf af mig selv og en eller anden ‘syg’ forløsning. Men jeg føler jeg fralægger mig ansvaret hvis jeg skal bruge undskyldninger som disse. For det er jo stadig mig der har handlet, det er mine arme og ben, det er mit hovede.
Og hvis hensigten var at straffe mig selv, så er det i den grad lykkedes mig. Mere end nogensinde. For jeg har givet mig selv et stempel der kommer til at sidde på mig længe, og som kommer til at begrænse mig længe fremover. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det er så lidt mig, det er fuldstændigt fjernt fra mig som person. Har svært ved at håndtere det i disse dage. Svært ved at se nogen i øjnene selvom det stadig kun er mig der ved hvor galt det faktisk er gået for mig.

Det er svært at fortsætte med at leve, når man føler sig død indeni. Synes det er op ad bakke lige nu

Overspisninger

byAmelia - please credit if use<3Jeg føler måske at en række af de emner jeg berørte i mit forrige indlæg kræver en uddybning. Derfor har jeg tænkt mig, at der skal komme en række indlæg, som tager fat i nogle af de emner; som bl.a. overspisninger, angst, tanken om at man ikke er god nok eller ikke fortjener at have det godt osv.

Først vil jeg snakke om overspisninger…

Overspisninger viser sig på mange måder. Hver gang jeg spiser føles det som en overspisning, fordi jeg forbinder det at spise med at være svag (dette gælder selvfølgelig kun mig – dobbeltmoralen længe leve!). K kalder det, jeg betegner som overspisninger, for subjektive overspisninger.  Det er svært at tage til mig, at det jeg føler er en overspisning reelt ikke er det man “normalt” ville betegne som en overspisning.

Men jeg føler stadigvæk er der er en fordom om at folk med anoreksi ikke spiser overhovedet, og at mange derfor konkluderer om man har anoreksi eller ej ud fra om man spiser eller ej. Igen handler det om at en spiseforstyrrelse altså ikke bliver mindre virkelig fordi man spiser eller fordi ens vægt ligger indenfor normalområdet. Dette udelukker nemlig ikke at de spiseforstyrrede tanker fylder lige så meget – og nogen gange mere – end når man sulter sig.

Tilbage til overspisninger.. Jeg har oplevet at folk med “rigtige” overspisninger bliver vrede, når jeg snakker om mine (subjektive) overspisninger. Igen vil jeg sige, at alt er relativt – bare fordi mine “overspisninger” ikke involverer at jeg propper mig med kage aller whatever, bliver den ikke mindre virkelig for mig. Dette betyder nemlig at jeg efter hvert måltid skal kæmpe mod lysten til at kaste op – enten i bogstavelig forstand eller ved at træne kalorierne “væk”.

Det jeg vist bare prøver at sige er, at vi alle er i samme båd og vi kommer længst ved at støtte hinanden uanset hvordan vores spiseforstyrrelse kommer til udtryk. Der er intet symptom/handling/tanke som er værre end den anden. For dig er dine problemer lige så virkelige og forfærdelige som en andens. Vi gør bedst i at lytte og fortælle andre hvad der foregår lige præcis indeni i dig, så du kan få den hjælp og støtte som du fortjener ❤

Jeg skammer mig over..

Jeg har tænkt meget over dette indlæg. Mest fordi det er angstprovokerende og pinligt for mig at skrive. Men jeg er en der afskyr tabuer og i forhold til spiseforstyrrelser tror jeg der er rigtig mange af dem. Derfor dette indlæg. Jeg beklager på forhånd hvis det støder eller provokere nogen, men hvis bare én derude kan føle sig mindre forkert fordi de ikke er alene om at have det sådan, så synes jeg det er det værd…

Selvom jeg er diagnoseret med anorexia nervosa, så har jeg også  overspisninger.

Jeg har lært mig selv at kaste op uden brug af “værktøjer” som fingre e.lign.

Når jeg intet overskud har kan der sagtens gå fire dage uden at jeg går i bad, fordi jeg ikke kan overskue at se mig selv nøgen eller røre ved mig selv.

Ofte går der dage uden at jeg børster tænder, fordi jeg ikke må prøve at gøre noget ud af mig selv.

På rigtig dårlige dage kan jeg sagtens drikke op til 3 liter pepsi max.

Jeg føler ingenting når jeg kysser nogen og nyder ikke at have sex, men føler at jeg er nødt til det for at virke normal.

Jeg spiser tit gammel mad eller mad, som jeg ikke synes smager godt, fordi jeg ikke har fortjent andet.

Jeg “gemmer” mig eller smider min telefon i vasken når nogen ringer fordi jeg ikke kan forudsige hvad der kommer til at ske, hvis jeg tager den.

Jeg kan ikke stå op før kl. 8.30 selvom jeg er vågen lang tid før, da dagen ellers bliver uoverskuelig lang – alligevel tvinger jeg mig selv til at være vågen til klokken to om natten trods at jeg får sovemedicin fordi jeg skal være vågen og forbrænde kalorier.

Jeg sover næsten altid på gulvet med vinduet åbent fordi jeg ikke er god nok til at ligge blødt og varmt.

Hver gang jeg tvinger mig selv til at følge min madplan i mere end tre dage og ikke underspiser, prutter jeg konstant (af den lydløse, (meget) lugtende slags).

Min mor kører mig altid ud til steder jeg ikke er vant til eller tryg ved da jeg ellers ikke kommer afsted fordi jeg er alt for angst.

Jeg kan ikke gå på gaden sammen med andre end min mor, fordi jeg skammer mig over at jeg er nødt til at bevæge mig i bestemte mønstre.

Jeg justerer altid lydstyrken i tv eller radio til et lige tal eller tal i 5-tabellen (dog ikke tal i 10-tabellen), så diskret som muligt i håb om at ingen opdager det.

En af mine mange tvangstanker er, at jeg skal rense mine øre med vatpinde min. 4 gange dagligt. 

Jeg kan kun gå på toilettet i mit eget hjem. Jeg vil hellere tisse i bukserne end at bruge et offentligt toilet.

Jeg aflyser aftaler baseret på om jeg har tabt mig eller taget på. Hvis jeg har taget på har jeg ikke fortjent at ses med nogen.