How shall I live my life..

byAmelia - please credit if use<3Hvordan skal jeg leve mit liv, når tanker og følelser styres af depressionens og anoreksiens væsen. De pejlemærker, som vi er skabt til at følge, svigter mig, de forråder mig ved at sløre mit syn, de forråder mig med misinformationer. Jeg bliver ind i mellem spurgt om, hvad jeg drømmer om i forhold til arbejdsmarkedet, bliver spurgt om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg skulle tænke uden begrænsninger.
Udenpå smiler jeg, som om, det dog var et fremragende spørgsmål, og forsøger diplomatisk at væve et svar sammen. “Jeg vil gerne gøre en forskel”, “jeg vil gerne hjælpe andre”
Indeni er jeg virkelig frustreret. Det virker ikke som om der ikke er nogen, der forstår, at jeg ikke ejer noget håb, og jeg ikke er i stand til at tænke uden begrænsning.

Jeg ser ikke verden som den er, men gennem tæt tåge. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg kunne opmuntre andre når de finder livet hårdt. Hvordan skal jeg vise dem vej ud i lyset, når jeg aldrig selv har fundet stien. Når de på en dårlig dag ikke kan holde sig selv oppe, og har brug for en at støtte sig til, – da ligger jeg allerede ned.

Føler mig magtesløs i forhold til morgendagens udfordringer. Jeg føler mig så unyttig. Jeg føler mig som en klods om benene på alt og alle. Mørket ulmer og breder sig. Jeg får det værre for hver dag der går. Skyldfølelsen fylder mere og mere i mig som en ballon der bliver pustet op. Igår tabte jeg tråden endnu en gang. Måtte igen erkende, at jeg var faldet i, faldet tilbage i anoreksiens fanggreb. Sprunget måltider over, skåret, gemt piller. Smerten var så tydelig i min mors øjne, da vi snakkede. Jeg prøvede at sige at alt nok skulle blive ok. Indeni havde jeg kun én tanke, kun et ord. Jeg havde lyst til at brøle det ud, så murene ville ryste, jeg havde lyst til at græde det ud, til jeg blev skyllet ud af huset, ud af livet. UNDSKYLD!!!

Undskyld for alt.
Undskyld jeg er her.
Undskyld jeg ikke stod imod og nægtede at lade mig styre af anoreksien.
Undskyld at du må være om mig 24/7, i dette hjem hvor jeg spreder gift og galde som skimmelsvamp.
Undskyld igen og igen.

Jeg sidder her og kigger fortvivlet ud på sneen. Jeg vil falde baglæns ned i dyb løst frost-sne. Lande blødt, og dækkes af de lette kølige fnug. Og så til foråret når sneen smelter vil jeg ligge der i en glaskiste skabt af is krystaller. Som en anden snehvide. I det fjerne høres lyden af hovslag og der kommer en fremmed sagbehandler ridende med et kys af håb og fremtid på læberne som er beregnet til at vække mig..

Never good enough

Er det godt nok nu?! Skriger jeg. Indeni. Stilhed. Er det godt nok nu? Hvisker jeg. Hulkende. Jeg er alene hjemme, så jeg ved, at der intet svar kommer. Jeg kigger mig omkring. Hvordan kom jeg til at sidde ned? Pludselig er jeg kollapset. Midt på gulvet. Tårene triller ned ad mine kinder.

Det er jo aldrig godt nok. Jeg er ikke sjov nok, klog nok, god nok, stærk nok. Jeg bliver aldrig den folk bedst kan lide – jo da folk kan lide mig, men jeg er aldrig deres “yndlings”. Jeg bliver aldrig den, der tryllebinder folk med mine ord – jo da jeg kan formulere mig, men alle omkring mig er bedre til at skrive. Jeg bliver aldrig “syg” nok – eller rask nok. Alle omkring mig har det enten værre eller bedre end mig. Selv står jeg i midten, føler mig ikke i stand til at kalde mig hverken syg eller rask. Jeg kan ikke se noget, mine øjne er fyldt med tårer nu.

Jeg hader mig selv. Jeg vil ikke mere. Jeg er en fiasko; a failure at life. Jeg ved hvad jeg må gøre. Gennem tåre-vandfaldet finder jeg frem til kassen gemt bag bunker af tøj. Jeg famler febrilsk efter min redning. Min flugt fra tankerne. Jeg ved hvad der skal til for at få ro. Men heller ikke det er godt nok idag. Tankerne vil ikke lade mig være. Jeg er heller ikke god nok til selvskaden. Du er jo til grin, folk kommer i gips for deres selvskade, og her sidder du i stand til at vikle et viskestykke omkring og fortsætte som om intet er sket. Jeg væmmes ved dig. Du er ikke stærk nok til virkelig at gøre noget ved dig selv. “Undskyld,” hvisker jeg. Jeg ved at jeg ikke er god nok, stærk nok. Heller ikke dét kan jeg finde ud af at gøre ordentlig. I dag har været et stort hav af selvhad. Hver eneste kommentar, hver eneste ting udefra er røget lige ind på kontoen for selvbebrejdelse og selvhad.

Jeg hader mig selv. Tænker om jeg ikke bare skulle ende det hele nu? Befri alle for min besværende tilstedeværelse. Synes det hele er lidt for meget i de her dage. Afsked og afslutning på så mange niveauer, at det hele nu bare sidder som en klump i min mave og hals; hele tiden på vej til at briste i tårer. Og ensomheden i det vokser, der er ikke længere nogen steder hvor de tårer har plads til at flyde og jeg kan forsøge at sætte ord på den knude der konstant sidder i mig.

Jeg har det stort set konstant som om jeg nærmest skal kaste op, ikke fordi jeg har kvalme eller er fysisk utilpas, men fordi jeg ikke kan have det i mig mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af noget, og jeg kan ikke holde ud at være i mig selv.
Det blokerer fuldstændigt i mig, og bare tanken om at skulle spise er lige nu helt uoverskuelig. Jeg vil så gerne gøre fremskridt, jeg er så motiveret – jeg gør hvad jeg skal, men jeg er træt af at kæmpe, må indrømme at det efterhånden tager modet fra mig.

Den hjælp jeg har så svært ved at bede om, og skammer mig enormt over at have behov for, har jeg jo fået nu – med K. I sommers var det jo ellers faktisk blevet bedre. Jeg hader at indrømme det, jeg hader, hader, hader tanken om at skulle acceptere og erkende – men jeg har fået et slag tilbage og det går ikke rigtigt den vej jeg så inderligt gerne vil lige nu. Ligegyldigheden spøger, men jeg forsøger at holde den på afstand. Bliver ved med at gøre de ting der om ikke andet måske kan holde mig bare nogenlunde ovenvande. Men det koster, og det er rigtig hårdt.
Det kan fandme (undskyld) ikke passe at det skal være sådan her igen..?! Stadig..? Det kan simpelthen ikke passe at jeg, efter at være nået SÅ langt, på et øjeblik føler mig sat 7 skridt tilbage. Jeg føler mig så mislykket. Har ikke lyst til at nogen skal se mig. Jeg forsøger at trodse det, men tror alligevel jeg har fået skubbet nogle mennesker på afstand igen. Min familie ikke mindst, har enormt dårlig samvittighed over mit fravær der. Men det er sådan det må være lige nu, for jeg kan ikke have dem med i det jeg står i lige nu, jeg bliver nødt til selv at få det på afstand før jeg kan rumme dem også, rumme den bekymring jeg ved det efterlader dem med. Men den har de sikkert allerede fået vakt. Der er ikke nogen let løsning, så jeg er nødt til at gøre hvad der lige nu er bedst for mig selv – eller i hvert fald ikke vælge det sværeste for mig selv.

Jeg savner hele tiden. Rækker ud i desperation efter alle tænkelige kilder til noget af det jeg mangler. Men det er der ikke. Det hele er lidt på afstand. Og det – dem – jeg mangler mest, er allerlængst væk. Sådan vil det nok altid føles i situationer som den jeg står i. Man mangler nok altid det, man ved man ikke rigtigt kan få.

Jeg forsøger af alle kræfter at være lige her og nu – hele tiden – men jeg kan ikke blive helt. Jeg kan ikke lade være med at svæve lidt ud i alt det der venter lige rundt om hjørnet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det ikke gør nogen forskel at spekulere over det lige her og nu, at der ikke findes en løsning i dag og lige nu. Men det er godt nok svært at give slip. Jeg ved det ikke kan ændres her og nu, jeg ved at det kommer til at fylde det næste lange stykke tid – og sådan er det. Men hvorfor kan jeg så ikke lade det ligge og “nøjes med” at spekulere over det når det faktisk giver mening, og når jeg kan bruge spekulationerne til at vende det et sted..? Det irriterer mig. Jeg prøver på ikke at give det opmærksomhed, men det er der hele tiden. Hele tiden har jeg det i baghovedet og bliver fraværende i en tanke ind i hele rod det er filtret ind i.

Jeg er træt af mig selv. Og jeg er træt af at jeg ikke er kommet videre, når jeg føler jeg “burde”; føler jeg har al grund til ikke at stå hér lige nu. Det går mig på, og det vækker lynhurtigt alle de gamle automatfølelser i mig af skam, skyld, selvbebrejdelse etc.