Another form of suicide

byAmelia - please credit if use<3

Jeg har hjertebanken, ved ikke hvorfor. Angsten kommer krybende, som slimmede små biller, op ad mine arme. Der er ingen udefrakommende begivenhed som har sat de igang, vist bare tanker og gamle oplevelser/”traumer”, som jeg prøver at lukke øjnene for. Jeg må holde mig igang. Rejser mig op og begynder at rydde op. Hvis jeg ikke er i konstant bevægelse overtager angsten, så jeg skynder mig før jeg ender med at blive handlingslammet. Modsat den sidste uges tid har de forrige dage kunnet mærke at sengen ikke er det sted jeg allerhelst vil være lige nu, samtidigt med at det er det eneste sted jeg vil være. Dobbelthed – igen, også her.

Jeg har knoklet som sindssyg for at få spist i dag og i går. Jeg er fuldstændigt færdig, træt og bombet i hovede og krop – og udmattet af at skulle bruge så meget energi på at holde kaoset omkring maden i skak efter et end måltid. Men det er jo fint nok, det følger vel med og er vel en del af det, hvis jeg selv skal komme videre herfra; kommer nok ikke udenom medmindre jeg fortsætter bagud. Og det ved jeg jo inderst inde godt, ikke rigtig hjælper i længden.

Har fået et mindre wake up call, tror jeg. Det er frustrerende at jeg kan mærke det og være påvirket, men stadig have så svært ved at handle på det og skubbe det andet væk. Nogle gange er det som at hugge i en sten, at skulle trodse – eller stille spørgsmålstegn ved – alt “det syge” eller hvad jeg snart skal kalde det.

Jeg føler meningsløshed for tiden, og opgivenhed; skal det virkelig altid være på denne måde? Altid på flugt fra mine tanker og følelser? Jeg kunne ikke ende det, men tankerne strejfer lysten til det. Jeg ville ikke kunne i forhold til andre. Jeg ved hvilken sorg det ville være for mine nærmeste, hvor hårdt det ville være for dem, det har jeg fået fortalt af rigtig mange efterhånden. Så hvordan kan jeg overhovedet have lyst til at give op? Ja vel fordi, jeg også føler, at jeg sårer dem omkring mig i forvejen ved fortsat at være syg; jeg kan jo se hvordan det slider på dem at være omkring mig og se på, mens jeg ødelægger mig selv.

Hvordan kan jeg tillade mig at sige jeg er træt af at kæmpe og energiforladt?
Jeg skammer mig over det, og jeg hader mig for det. Hvorfor kan jeg ikke f*cking bare ville livet og tage det I BRUG?! Hvorfor er det eneste der hjælper at tabe mig, når det er det modsatte jeg skal og er igang med? Min depression og angst bliver blot værre og regler/riualer overtager dagene, når jeg ikke prøver at sove det væk og gemme mig i dynen.

Jeg mangler lidt en virkelig, rigtig holdbar grund til hvorfor jeg skal blive ved sådan her, for det er fandme smertefuldt at leve lige nu.