Juletid + en forklaring

Åh, jeg kunne undskylde for mit fravær og manglende indlæg, men det vil jeg ikke gøre for selvom jeg beklager, så er jeg slet ikke så ked af det alligevel for har haft nogle fantastiske dage. Det er næsten helt dejligt at kunne sige, at jeg simpelthen ikke har haft tid til at opdatere bloggen 🙂

Kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt. Håber at det varer ved… Nej, jeg bestemmer at det skal blive ved med at være sådan; jep!

Trods den længste(!) dag i mands minde i går, formåede jeg at samle kræfter og mod til at tage ud og spise med de søde mennesker fra Café Blom. Og det var en helt vild god oplevelse, trods at jeg var fuldstændig udmattet fra først at være i terapi, så til diætist og derefter en tre timers lang køretur fra Jylland til København.

Jeg elsker livet – og jeg tør sige det højt. Tror på, at der er et andet liv til mig derude og jeg er så småt begyndt at få øjnene op for hvordan det kunne komme til at se ud.

Og så er det jo officielt jul idag! Kan godt være at jeg er 20 år, men glæder mig sgu altid til jul som et lille barn; julemusik, tændte stearinlys, familie-hygge, julekalender, julepynt og at bruge tid på at finde de helt perfekte gaver til dem man holder af, det er altsammen noget jeg elsker. Og det er jeg stolt af! 😉

Har lavet kalenderlys idag og flettet masser af julestjerner, så jeg er efterhånden kommet godt og grundigt i julehumør.

kalenderlys1img_0637julestjerner

Kan det lade sig gøre at spise og være social på samme tid?

Ja, vil de fleste nok sige. Men for mig (og sikkert mange andre, der lider af en spiseforstyrrelse) er det ikke helt så lige til.

At spise, især det at spise foran andre, er enormt provokerende. Præcis denne faktor er nok den mest forfærdelige og invaliderende del af en spiseforstyrrelse (ihvertfald for mit vedkommende); nemlig det, at undgå alle sociale sammenhæng som involverer spisning. Hvilket i mit tilfælde i sidste ende resulterede i fuldstændig at isolere mig socialt for at undgå situationer og begivenheder, som var “farlige” = ting, jeg ikke kunne forudse. Det ender med et blive en negativ spiral, for jo mere man isolerer sig, jo sværere bliver det at komme ud mellem andre mennesker, som igen resulterer i at man isolerer sig endnu mere osv. osv. For ikke særlig lang tid siden var jeg der, hvor jeg ikke så andre mennesker end min mor, og jeg kæmper dagligt en brav kamp for at ses med andre for det er fandme svært når man har været ensom så lang tid. Man kan ikke finde på noget at sige, ja man glemer fuldstændig hvordan man agerer i sociale sammenhæng.

Nå, det blev egentlig en ret lang og omfattende indledende måde at fortælle, at jeg idag ved frokost-tid har været ude og spise sammen tre af mine tætteste veninder (de eneste i min vennekreds som ved præcis hvor svært jeg har det). Det var faktisk en udfordring min diætist gav mig igår, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne springe ud i det mens jeg havde modet til det, og før jeg fik overtalt mig selv til at lade være.

Jeg snakkede nemlig med min diætist om hvor svært det er for mig, at vurdere hvordan en “normal” portion ser ud, fordi jeg jo har spist alt for lidt. Vi kom frem til, at en god måde ville være at tage ud og spise sammen med nogen, jeg følte at jeg kunne stole på, og så bede dem om hjælp til at tage, hvad de vurderede, er en normal portion. Og det gik faktisk bedre end forventet.

Jeg havde frygtet, at mine veninder ville synes at det var noget mærkeligt noget at bede dem om (og det vidste jeg jo inderst inde godt, ikke passede), men de var bare åbne og rummelige og helt utrolig fantastisk dejlige og “selvfølgelig ville de hjælpe mig!”. Endnu en udfordring var jo så også, ikke at lukke mig fuldstændig inde i mig selv under spisningen, men prøve at være åben og snakkesalig (den “gamle” fjollende Amelia). Det er bare så svært, faktisk endnu mere svært fordi de ved, at jeg kæmper med anoreksien. De har været så vant til at jeg aldrig har taget imod kage eller fundet en eller anden undskyldning for at undgå mad og måltider. Det gør bare at jeg er endnu mere overbevist om, at når de kigger på mig, så tænker de kun på hvor ulækker jeg ser ud og hvor svag jeg er, fordi jeg ikke kan “modstå” maden. Den “sunde” del af min hjerne ved jo godt, at det slet ikke forholder sig sådan, ja måske er de endda glade for at jeg endelig spiser noget sammen med dem, men den syge, anorektiske del af mig vinder alligevel altid diskussionen inde i mit hoved.

Men idag skulle det så prøves af; jeg lavede en specifik aftale med mine veninder om at tage ud og spise sammen, og det ville de rigtig gerne. Dog havde jeg stadig brug for en smule sikkerhed, så vi tog ud et sted jeg allerede kender og hvor jeg har været ude med min mor og storebror en enkel gang efter jeg blev syg, så jeg vidste hvad der var af mad. Det gjorde egentlig heller ikke noget, for det er en god restaurant med en rigtig lækkker buffet. Her er hvad jeg tog:

Lidt bagte rodfrugter (venstre hjørne), afrikans peanut kylling, bagt laks med div. krydderurter, guacamole + forskellige grøntsager OG cola zero (som jeg kun er en lille-bitte-mikro smule afhængig af 😉 )