Tja..

Har overvejet om der skal nogle mere kreative indlæg på bloggen. Også sådan lidt for at lysne den ellers ret dystre stemning, der er lige for tiden med en del skriverier af den negative slags.. Er nemlig faktisk ret kreativ og bruger både tegning/maling og skrivning til at få det bedre. Især skriver jeg mig ud af dårligt humør og frustrationer, og tegner en del, når jeg er rastløs. Så bruger jeg også den kreative del rigtig meget i min terapi, så på den måde giver det jo også mening, at lægge lidt af det ud her på siden. Anyways, en masse snak om noget ret banalt; har i lyst til at se lidt af det jeg roder rundt med??

Apropos lidt mere positive indlæg, kan jeg sige, at min dag i dag er ret god. Har været til terapi og er altid mere fandenivoldsk, glad og ekstrem motiveret efter sådan en time. Når jeg snakker med min terapeaut tør jeg at tro på at jeg kan blive helt rask. Ikke at anoreksien og alle de andre ting forsvinder, for jeg har en tro på, at sådan noget vil følge en resten af livet. Men tror på, at jeg kan komme til at styre dem i stedet for nu, hvor de styrer mig.

Håber i alle får en god fredag aften. Skal selv ud og hygge med min storebror

xxoo,

Speltporridge w/ Spicy Applesauce

Kæmper stadig med kulhydraterne. Er ikke kommet længere end at spise kulhydrater til morgenmad i form af grød. Jeg kan jo egentlig godt lide grød, men min tanker løber fuldstændig løbsk. Jeg ved jo godt, at det blot er noget jeg bilder mig selv ind, men føler mig 40x så mæt bagefter og føler at min mave er enorm stor! Føler næsten at jeg har taget 5 kilo på på 10 min. Prøver ikke at dvæle for meget ved hvert måltid, når det er overstået. Prøver at holde fast i, at de forgående måltid ikke skal styre det næste, skal ikke kompensere resten af dagen fordi jeg fik kulhydrater til morgenmad. Men det er virkelig svært. “Det er bare tanker, Amelia” fortæller jeg mig selv om og om igen, men jeg kan ikke tro på det. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre, håber blot på, at det med tiden bliver lettere..

Samme grødblanding kogt m. æggehvider/vand, men idag var toppings hjemmelavet æblemos m. ingefær og kanel + tørristede mandler

// Spelt porridge w/ homemade spicy applesauce and almonds

Den sorte spiral

Jeg sidder og stirrer ind i skærmen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive efter mit indlæg i går. Måske jeg bare ikke rigtig har noget på hjerte. Eller, det har jeg sikkert. Spørgsmålet er sikkert bare, hvordan jeg skal formulere mig. Tankerne flyver jo afsted afsted med 120 km/t.. Tanker om min krop, mad, selvmord, angst-tankerne; det er ikke til at holde ud. Jeg kigger ned af min krop og får det nærmest fysisk dårligt. Har planer om at tage bad i dag,  men kan ikke overskue det. Jeg er virkelig fed. Kan ikke holde ud at se mig selv uden tøj eller røre ved alle dellerne når jeg vasker mig. Kigger op i loftet når jeg bader for ikke at komme til at kigge ned af min mave.

Maden er rigtig svært lige for tiden. Rigtig, rigtig svært. Og har ført et yderligere vægttab med sig, hvilket kun medvirker til at de destruktive tanker bliver værre og anoreksiens stemme højere og mere dømmende. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at klare det her selv.

Der er ikke rigtig nogen ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er ikke glad, jeg er ikke trist. Jeg er her, jeg er her ikke. Jeg føler, jeg føler ikke. Jeg gør alt i hele verden for ikke at føle mig selv, for ikke at mærke mig selv. Både fysisk og psykisk. Jeg skubber verden væk, jeg skubber alle omkring mig væk; jeg skubber mig selv væk. For på den måde slipper jeg for at forholde mig til realiteterne i mit liv. At jeg er syg. At min mor snart ikke tør tage ansvaret for mig længere. At mine læger, diætist og terapeaut er bekymrede.

Jeg kan slet, slet ikke tage ansvar for min mad længere. Det er mit liv. Det er mit ansvar. Men jeg kan ikke styre det længere.

Vægten er begyndt støt at gå ned ad. Jeg kan ikke lade være med at gå i selvsving. Nu skal jeg ned under de 40kg. Og der er pludselig ikke langt derned. En uge måske, hvis det fortsætter som nu. Og så skal jeg ned under 38 kilo, og så 35 og så 30, indtil min krop på et tidspunkt siger stop. Det kan sikkert ske lige om lidt. Jeg kan mærke at min krop ikke længere kan holde til det, jeg byder den. Den siger fra nu, vil ikke være med til at blive mishandlet længere.

Jeg smiler, jeg griner. Jeg siger at jeg har det fint. Men det hele er jo bare en facade. Jeg siger, at jeg gerne vil kæmpe, men et sted inde i mig har jeg vist allerede givet op. “Du er jo alligevel ikke stærk nok til at kæmpe dig igennem.” “Du kan jo ikke finde ud af livet. Du kan ikke finde ud af noget som helst, så hvorfor overhovedet prøve” Stemmerne fylder alt inden i mig, og det hele føles så uoverskueligt.

For nogle uger siden skrev jeg: “Jeg starter på en frisk og kæmper videre”. Jeg har et tatovering der siger ‘ajourd’hui’ – ‘i dag’. I dag er en ny start, en ny mulighed for at få det godt. En ny dag til at kæmpe. Glem hvad der skete i går, glem hvad der kommer til at ske i morgen. Lev i nuet. Kæmp. Gid jeg var i stand til at gøre det.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Pillerne som ligger på bordet inde på værelset er ekstremt fristende at tage, men jeg vil ikke dø så fed som jeg er, ikke endnu. Jeg har en hemmelig plan om, at når jeg når det 35 kilo, så kan det være min belønning. Tænk, at jeg er kommet så langt ud at jeg rent faktisk ser selvmord som en præmie, noget jeg får lov til når jeg har været “dygtig nok”.

Det eneste jeg har i hovedet er mad, vægttab og selvmord. jeg er ved at blive sindsyg. Jeg tænker på den periode jeg havde for et par måneder siden, hvor min vægt lå stabilt på det 47-48 kilo. Jeg havde det så fandens meget bedre. Selvfølgelig var der op- og nedture, men jeg kunne smile oprigtigt, og nu græder jeg og er forpint flere gange om dagen. Jeg kan snart ikke dette mere.. Jeg kan bare ikke mere! Vil ikke, orker ikke. Giv mig nu bare fred!

Endnu en udfordring

Grød af min egen blanding (spelt, rug, bygkerner, boghvede, sesamfrø og quinoa) kogt m. æggehvider/vand, pære og kanel og drysset med mandler + den obligatoriske kæmpe kaffe

Var jo til diætist i torsdag, hvor jeg selvfølgelig fik en madplan, som jeg skal prøve at overholde… og puh, det er godt nok mange kulhydrater i forhold til hvad jeg normalt spiser. I dag er så første dag, hvor jeg skal prøve at overholde planen, men det bliver altså alt for provokerende, så har tænkt mig at introducere kulhydraterne én måltid ad gangen. Det virkede nemmest for mig at starte med morgenmaden, så det har jeg gjort i dag. Det var en kæmpe forandring i forhold til min vante morgenmad (som plejer at bestå af skyr el. hytteost med nødder og frø, eller omelet). I dag blev det så grød… Har det simpelthen så skidt over at have spist så mange kulhydrater (og kalorier! kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist så mange kalorier i ét måltid, men det er vel for fanden det der er meningen, for det går jo ikke, at jeg bliver ved med at tabe mig). Nå, men er sikker på at min mave vokser for hvert sekund der går. Hvorfor skal jeg også være så dum og fed og svag. Nej, stop! Jeg er stærk fordi jeg vælger at kæmpe imod anoreksien. Min krop – og HJERNE – har brug for kulhydrater. Jeg har næret min krop og fyldt den med gode, sunde ting. Det kan fandme ikke være rigtigt at kulhydrater skal styre mit liv og bestemme om jeg må være glad eller ej! Jeg vælger livet. Resten af dagen skal være god og fyldt med ting, som gør mig glad, basta.

Og ja, det er min dyne i kan se i sofaen 😉 Var simpelthen nødt til at skabe noget hygge omkring mig for at komme igennem skålen med grød..

Apropos; ske-teorien

Lige lidt stof til eftertanke til at gå i seng på, apropos mit indlæg om at føle sig ensom.

Forfatteren til Spoon Theory har lupus, som er en grim bindevævssygdom og hun har skrevet historien ud fra en samtale hun havde med en veninde.
De er ude at spise sammen og under middagen tager vores hovedperson, Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”
Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før. Hun har set hende være nede. Græde af smerter. Være træt. Melde afbud til aftaler. Være med til samtaler hos lægen. Osv osv osv. Så hvad mere er der at vide?
Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv, men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådant, men hvordan føles det for DIG at være syg”. Så Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus. Men det er ikke det, hun vil vide noget om.
Christine kigger sig lidt rundt på bordet for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kan svare på? Hvordan forklarer man en anden person om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem? Ting som er normale kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.
Christine samler samtlige skeer omkring sig i hænderne, og giver dem til veninden. “Værsgo, du har Lupus”. Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask er det at skulle træffe valg eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.
Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. De fleste mennesker har en dag foran sig med masser af muligheder, når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcist hvad de har lyst til i lige præcist det øjeblik tanken kommer til dem.
Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.
Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på. Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen. Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau. “Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige. “Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.
Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen. De sjove ting kommer på bordet. Forfra! Husk på at hver ting koster en ske! Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sen på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og imorgens med!” Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu! At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer.
Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer. Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje hvordan resten af dagen skal gå. For der er kun 6 skeer. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af imorgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre. Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om imorgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide at passe godt på skeerne.
Veninderne gennemgår resten af dagen og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises. De snakker videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten. “Ok”, siger Christine, “men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt er hun sikkert også så træt at hun ikke ORKER at lave mad.
Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på? Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj… men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere. Og nu forstår veninden hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?” Christine forklarer at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved at hun kan aldrig få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.
Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag idag kæmper jeg mod det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen ml. syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det ikke at skulle tælle skeer”, siger Christine.
Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Har jeg valgt at bruge en ske på dig? Så er det fordi, jeg mener, at du er det værd.
Hvis jeg har perioder, hvor jeg ingen ske har, til dig… så er det muligvis fordi, at jeg bruger alle mine skeer på at få det bedre i form af terapi. Eller andre “mindre” praktiske opgaver som der hører med, da jeg ikke har en butler ansat.

Selvom det der bliver beskrevet her omhandler Lupus, kunne det ligeså vel have været en psykisk sygdom, der blev forklaret. Om hele tiden at skulle prioritere hvad man bruger sin (beskedne) energi på. Om ikke engang at kunne magte mere end en, to måske tre hverdags gøremål. Så dette indlæg på Miss Fail’s blog og synes virkelig at alle burde læse det, for det beskriver så meget hvilken kamp os psykisk syge kæmper hver eneste dag. En kamp som (heldigvis) kan være rigtig svær at forstå for folk, som ikke selv har prøvet det.

Kan det lade sig gøre at spise og være social på samme tid?

Ja, vil de fleste nok sige. Men for mig (og sikkert mange andre, der lider af en spiseforstyrrelse) er det ikke helt så lige til.

At spise, især det at spise foran andre, er enormt provokerende. Præcis denne faktor er nok den mest forfærdelige og invaliderende del af en spiseforstyrrelse (ihvertfald for mit vedkommende); nemlig det, at undgå alle sociale sammenhæng som involverer spisning. Hvilket i mit tilfælde i sidste ende resulterede i fuldstændig at isolere mig socialt for at undgå situationer og begivenheder, som var “farlige” = ting, jeg ikke kunne forudse. Det ender med et blive en negativ spiral, for jo mere man isolerer sig, jo sværere bliver det at komme ud mellem andre mennesker, som igen resulterer i at man isolerer sig endnu mere osv. osv. For ikke særlig lang tid siden var jeg der, hvor jeg ikke så andre mennesker end min mor, og jeg kæmper dagligt en brav kamp for at ses med andre for det er fandme svært når man har været ensom så lang tid. Man kan ikke finde på noget at sige, ja man glemer fuldstændig hvordan man agerer i sociale sammenhæng.

Nå, det blev egentlig en ret lang og omfattende indledende måde at fortælle, at jeg idag ved frokost-tid har været ude og spise sammen tre af mine tætteste veninder (de eneste i min vennekreds som ved præcis hvor svært jeg har det). Det var faktisk en udfordring min diætist gav mig igår, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne springe ud i det mens jeg havde modet til det, og før jeg fik overtalt mig selv til at lade være.

Jeg snakkede nemlig med min diætist om hvor svært det er for mig, at vurdere hvordan en “normal” portion ser ud, fordi jeg jo har spist alt for lidt. Vi kom frem til, at en god måde ville være at tage ud og spise sammen med nogen, jeg følte at jeg kunne stole på, og så bede dem om hjælp til at tage, hvad de vurderede, er en normal portion. Og det gik faktisk bedre end forventet.

Jeg havde frygtet, at mine veninder ville synes at det var noget mærkeligt noget at bede dem om (og det vidste jeg jo inderst inde godt, ikke passede), men de var bare åbne og rummelige og helt utrolig fantastisk dejlige og “selvfølgelig ville de hjælpe mig!”. Endnu en udfordring var jo så også, ikke at lukke mig fuldstændig inde i mig selv under spisningen, men prøve at være åben og snakkesalig (den “gamle” fjollende Amelia). Det er bare så svært, faktisk endnu mere svært fordi de ved, at jeg kæmper med anoreksien. De har været så vant til at jeg aldrig har taget imod kage eller fundet en eller anden undskyldning for at undgå mad og måltider. Det gør bare at jeg er endnu mere overbevist om, at når de kigger på mig, så tænker de kun på hvor ulækker jeg ser ud og hvor svag jeg er, fordi jeg ikke kan “modstå” maden. Den “sunde” del af min hjerne ved jo godt, at det slet ikke forholder sig sådan, ja måske er de endda glade for at jeg endelig spiser noget sammen med dem, men den syge, anorektiske del af mig vinder alligevel altid diskussionen inde i mit hoved.

Men idag skulle det så prøves af; jeg lavede en specifik aftale med mine veninder om at tage ud og spise sammen, og det ville de rigtig gerne. Dog havde jeg stadig brug for en smule sikkerhed, så vi tog ud et sted jeg allerede kender og hvor jeg har været ude med min mor og storebror en enkel gang efter jeg blev syg, så jeg vidste hvad der var af mad. Det gjorde egentlig heller ikke noget, for det er en god restaurant med en rigtig lækkker buffet. Her er hvad jeg tog:

Lidt bagte rodfrugter (venstre hjørne), afrikans peanut kylling, bagt laks med div. krydderurter, guacamole + forskellige grøntsager OG cola zero (som jeg kun er en lille-bitte-mikro smule afhængig af 😉 )