The voices tell me I’m not good enough

byAmelia - please credit if use<3

Jeg læner mig frem for at tage min telefon. Jeg åbner den og begynder på en ny meddelse… Hvad skal jeg skrive? “Mor, jeg har det skidt. Jeg er rastløs og føler mig ensom, utrolig ensom. Jeg har ikke lyst til at spise selvom det er tid til aftensmad. Jeg ved hvor mit glaskår ligger og det lokker. Jeg ved du har travlt med dit andet liv. Du er sammen med din kæreste, du har endelig mulighed for at få “fri” fra dit forfærdelige liv med mig. Jeg ved jeg er en belastning. Men jeg har brug for dig, jeg har brug for at høre din stemme”. Jeg stirrer på den tomme besked på displayet. Selvfølgelig kan jeg ikke skrive det. Jeg  ikke skrive det for jeg må ikke være til besvær og jeg må ikke bede om hjælp. I stedet skriver jeg “Hej mor. Håber at dig og L hygger. Knus” Jeg venter ængstelig på at hun skal svare, jeg er desperat for at komme ud af ensomheden. De fem minutter det tager hende for at svare føles uendelige og jeg er overbevidst om at hun har for travlt med sin kæreste og at hun er lykkelig for at være fri for mig.

“Det er ok. Hvordan har min skønne datter det?” Jeg kæmper for at holde tårene tilbage.

“Jeg hygger med film og te. Skal til at spise aftensmad”. Inderst inde råber jeg for at hun skal gennemskue min løgn.

“Skal jeg ringe?” Du må ikke bede om hjælp, hvisker stemmerne.

“Nej, det er fint.” Jeg lægger mobilen fra mig og går i gang med at rydde op. Jeg bliver nødt til at holde mig igang for at flygte fra tankerne.

Kort efter jeg har sendt beskeden ringer min mobil. Jeg skynder mig at se hvem det er. “Mor” står der. Jeg ånder lettet op og skynder mig at tage den. Når jeg ikke selv har bedt om det, så er det ok at tage imod hjælpen.

“Jeg ville bare lige høre om du var ok” siger hun. Jeg svarer lidt irriteret at det har jeg jo allerede skrevet. Jeg bliver vred på mig selv, men jeg kan ikke reagere anderledes. Jeg må stadig ikke række ud og bede om hjælp. Det er mig selv jeg bliver sur på ikke hende; fordi jeg er svag. Det var jo dig der bad om hjælp. Jeg væmmes ved dig. “Det ved jeg, men tænkte at det måske kunne være hyggeligt at snakke lidt. L står ude i køkkenet og laver mad.” Jeg slapper lige så stille mere af. Min mor er den eneste der virkelig kender mig, hun ved (næsten) altid hvad hun skal sige for at jeg ikke føler mig til besvær. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget endnu. “Er du der?”

Jeg skynder mig at svare. “Men du er ikke ok, vel?” fortsætter hun med at sige. Jeg bider mig i læben. “Nej”, hvisker jeg. Så fik jeg taget det første skridt. Nu kan jeg godt åbne op. Vi snakker sammen i en halv time. Så spørger hun om jeg har spist. Det har jeg ikke, svarer jeg. Vi snakker sammen mens jeg går ud i køkkenet og hun sætter mig igang med at skære grøntsager. “Skal jeg ringe når du har spist.” Jeg skynder mig at svare nej, jeg vil ikke tage mere af hendes alene-tid med sin kæreste. “Skriv når du er færdig, så kan vi lige snakke lidt”. Jeg smiler lidt. Jeg har det allerede meget bedre og er glad for at hun vil støtte mig efter maden, for det er hårdt for mig at være i at have spist i øjeblikket. Især når jeg alene. Plejer aldrig at spise når jeg er mig selv, jeg er svag når jeg selv vælger at spise. Så er det nemmere når min mor er omkring mig og minder mig om at jeg skal spise. Men jeg bliver jo nødt til selv at tage ansvar. Min mor kan kun støtte mig, det er mig selv der bliver nødt til at tage beslutningen om at spise, om at kæmpe. Og med hendes og K’s hjælp så tror jeg også at jeg kan..

GODmorgen

Har besluttet mig for, at i dag skal være en dejlig dag. Har været i København og besøgt min familie men idag skal jeg tilbage til Jylland. Havde en rigtig skidt dag i går – især i går aftes. Får det (næsten) altid skidt om aftenen når “regnskabet” skal “gøres op” og jeg tæller kalorier sammen + hvor meget jeg har forbrændt osv. og kommer jo altid frem til at jeg har spist aaaaalt for meget. Men jeg ved jo godt, at det bare er anoreksien der lyver for mig. Men hvad så hvis jeg egentlig har fået lidt for meget? Man dør jo ikke af 50g ekstra af et eller andet.

Desuden skal jeg tage på. Har virkelig kæmpet, om end blot de sidste to dage. Havde et kæmpe skænderi med min mor i søndags. Hun var jo bare bekymret og frustreret over at jeg blev ved med at tabe mig, og sagde at jeg ville blive indlagt hvis jeg ikke vendte “kurven” NU. Har tabt mig alt for meget alt for hurtigt siger hun. Vil bare ikke indlægges igen – det er det værste. Egentlig vil jeg jo heller ikke tabe mig, jeg føler ikke at jeg gør det med vilje, men det er så svært når det er sådan, at jo mere jeg taber mig, des større føler jeg mig. Jeg føler mig simpelthen så stor og klam og fed trods det, at jeg ikke har vejet så lidt, som jeg gør nu, i over et år. Jeg har bare ikke vidst hvordan jeg skulle få vendt rundt. Det har så medført at jeg har taget et par dage sammen med min mor, hvor hun har hjulpet mig med at spise. Hun er sådan en stor støtte, og jeg er opsat på at jeg ikke skal tabe mig mere nu indtil mit møde med diætisten i næste uge. Så kan hun derefter hjælpe mig med langsomt at tage på igen.

Puh, det blev en masse snak om ingenting, men havde lige brug for at få det ud. Men altså har jeg det meget bedre idag end igår hvor jeg bare var trist og deprimeret. Håber at i alle får en god dag

xxoo,