Does that make me crazy? Possibly

byAmelia - please credit if use<3

Jeg føler mig tom indeni. Jeg føler mig i øjeblikket fuldstændig ude af stand til at udtrykke mig. Altså jeg skriver indlæg, og jeg fortæller måske mere end nogensinde før. Men det føles ikke som om jeg helt siger hvad jeg inderst inde føler. Ikke fordi jeg ikke har lyst til det eller fordi jeg bevidst vælger at holde noget tilbage, men fordi jeg ikke ved hvordan. Jeg ved ikke hvad “det” er. Jeg ved ikke hvor jeg står i forhold til rigtig mange ting. Jeg har vel egentlig allerede sagt det i mine nylige indlæg, men det forholder sig stadig sådan, og derfor er det vel det, jeg bliver nødt til at fortælle om..

Jeg er træt hele tiden og føler ofte at jeg er ved at besvime. Men jeg føler ikke at jeg har ret til at være træt eller have det skidt. Jeg får jo den hjælp jeg har brug for ikke? Jeg føler at jeg skuffer alt og alle, jeg føler mig som en fiasko.

Jeg har lyst til at ligge i min seng og sove dagen væk, men det kan jeg ikke længere. Stemmerne siger, at jeg ikke må ligge ned. Jeg skal stå op, altid være i bevægelse. Jeg tror ikke engang at jeg ville være i stand til at sove; tankerne kører rundt i mit hoved. Men der er så meget kaos at tankerne ikke bliver til tanke – giver det mening? Kaos indeni gør at jeg ikke kan vælge nogle tanker ud og gøre dem til ord eller sætninger. Der er stille, men alligevel ikke. Kan vist ikke rigtig forklare det ordentlig, det er så mærkeligt. Eller måske råber tankerne så meget, at jeg ikke kan skelne den ene fra den ene og derfor ikke er i stand til at beskrive hvad jeg tænker..

Jeg er så træt af tilværelsen. Jeg prøver at forstå ting som ingen mening giver. Hvis hjernen kunne eksplodere af “overtænkning” ville det være sket for længst.

Jeg har ikke lyst til at deltage længere, jeg er træt af at kæmpe for noget som jeg ikke engang ved hvad er, noget som jeg ikke helt ved om jeg længere tror på.
Hvordan skulle nogen nogensinde kunne komme til at acceptere og respektere mig, når jeg ikke engang selv kan.

Hver gang folk spørger mig hvordan det går, ender jeg med at sidde med sådan en underlig tom følelse. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg smiler altid, og siger at jeg har det godt, jeg har det fint. Det er jeg jo nødt til at have.

Men jeg har det ad helvedes til, og jeg ville sådan ønske at jeg kunne tillade mig selv at være derefter. Jeg har lyst til at lukke alt og alle ude. Snerre og sulke. Sluge piller, springe måltider over, skære. Jeg har lyst til at aflyse mine aftaler. Jeg har ikke lyst til at mødes med folk fordi jeg ikke gider (eller kan) lade som om at alt er fantastisk og jeg har det godt. Jeg har lyst til ikke at gå i bad, gå rundt i mit beskidte tøj og ikke tage makeup på eller gøre noget du af mig selv på nogen måde. Jeg ved jo godt, at det ikke er det jeg virkelig ønsker. Det er stemmerne der fortæller mig, at jeg ikke har fortjent bedre. Men det er så lokkende at føje mig dem, så behøver jeg ikke kæmpe med de onde ord de hvisker i mit øre, når jeg prøver at gøre noget godt for mig selv.

Men jeg hader at virke bedre end jeg har det. Jeg hader det virkelig. Eller måske hader jeg mere at folk ikke kan se igennem min facade. Jeg er nemlig på samme tid bange for at virke for “god”, at alle tror at jeg har det godt fordi det udefra ser ud som om, jeg ikke lader mig styre at mit humør/min spiseforstyrrelse (mest fordi jeg kommer med dumme undskyldninger for at blive væk, når min depression/angst/spiseforstyrrelse styrer og regerer).

Hver aften tager jeg en beslutning om at næste dag skal være bedre. At jeg skal spise efter min kostplan; ikke sulte mig selv, ikke træne. I morgen aften skal jeg have lov til at sove. Og om dagen vil jeg give min krop den hvile, den har brug for. Men hver morgen er der omstændigheder, der gør, at jeg på den ene eller anden måde føler, at jeg skal straffe mig selv. Føler jeg mig stor/fyldt/fed? Jeg er nødt til at nedjustere mængderne på min kostplan. Har jeg indtager over x kalorier i dag? Jeg må ikke sove, før jeg har trænet i y antal timer. Ser jeg ok ud idag (og svaret er altid nej)? Så kan jeg ikke vise mig offentligt og er nødt til at aflyse de aftaler, jeg måtte have. Har jeg arbejdet nok med mig selv eller er der sket de ryk jeg har forventet af mig selv (igen er svaret selvfølgelig altid nej)? Så kan jeg ligeså godt blive i min dårligdom, lukke min mor (= min eneste hjælp og støtte) ude og aflyse min terapi med K.

Jeg føler, at jeg sidder fast og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at rive mig ud af den negative nedadkørende spiral.

Irrelevant..

IMGP8448IMGP8446Jeg har ikke så meget at sige, de her dage. Mit hoved synes tomt – eller nej, måske er det rettere sagt alt for fyldt. Proppet til randen af tanker, som kommer og går hurtigere end jeg kan nå at nedfæste dem til en sammenhængende sætning. Jeg skal til min sidste udrednings-samtale på mandag. Måske det også er noget, der har været medvirkende til at det synes at jeg er begyndt at ryge tilbage i min sygdom. Det er hårdt at skulle stå, ikke langt fra at få stukket et papir i hånden hvor det står, hvad man “fejler”. Tankerne kredser om den ene diagnose efter anden; har jeg x, eller måske y, nej z minder mere om det jeg går og kæmper med. Det er så trættende. Jeg så gerne have et endeligt svar, så min sagsbehandler kan komme med en handleplan. På den anden side ønsker jeg at det skal trække ud så længe som muligt. Jeg frygter vel lidt for hvad der kommer til at stå. Jo, der har været tale om en masse. Men det har aldrig før stået sort-på-hvidt, som det kommer til med denne udredning. Og det skræmmer mig. Jeg har det skidt med mærkater; jeg vil jo bare gerne ses som den jeg er? Som Amelia og ikke en eller anden diagnose..

IMG_0819Hvad jeg lytter til lige for tiden..

Somebody I used to Know (Cover), Tyler Ward

Some nights, Fun

Alt med Bon Jovi

Under the Bridge + By the Way, Red Hot Chili Peppers

Jolene, Dolly Parton

Ok, Selvmord

Bang bang, Nancy Sinatra

Under Pressure, David Bowie&Queen

Heavy Cross, The Gossip

Hjertestarter, Nephew

Love The Way You Lie (akustisk version m. klaver), Rihanna

food, 01.02.13

Min mad i går..

Morgenmad: Yogurt med hjemmelavet rabarbergrød, hørfrø, græskarkerner og vanillepulver

Formiddag: Skyr med jordbær, blåbær og granatæble + pistacienødder

Frokost: Stenalderbrød (hjemmebagt) med tunsalat af tun, hytteost, squash o avocado

Eftermiddag: Langtidshævet kernestykke (hjemmebagt) med smøreost og jordbær (mums!)

Aftensmad: Kylling og salat af revet rosenkål og gulerødder drysset med saltmandler

Senaften: Jordbær med hytteost, hakkede mandler og vanillepulver

Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Going a thousand miles per hour

byAmelia - please credit if use<3

En del af min livslange angst for at tale, har måske nok været at miste kontrollen. Følelsen af at have sagt for meget, er noget af det værste jeg ved. Jeg er bange for hvad folk vil tænke, hvis jeg fortæller hvad der foregår i mit inderste sind. Jeg er bange for at folk vil synes, at jeg bare siger “ting” for at tiltrække mig opmærksomhed. Ja, egentlig er jeg vel bare bange for at tale.

De her dage har jeg dog trodset angsten for dette i en sådan grad at jeg er virkelig skræmt over mig selv og endnu ikke helt har forstået at det er min stemme, mine ord og mig der har sagt alt det. Halvdelen er næsten kommet ud af sig selv, uden min hjerne egentlig har fulgt med. Jeg har sagt ting jeg knapt nok kunne/kan huske, før jeg har hørt mig selv sige det højt. Ubehageligt, fremmed og enormt overvældende. De sidste par dage er nærmest uvirkelige for mig; samtidigt med at det har sat rigtig mange tanker igang – og hukommelse. F**k, det er hårdt. Tænker at jeg trods alt har været “heldig”. Det kunne have været værre – og det ér værre for nogle. Det gør mig trist at vide hvad der er blevet bebyrdet andre, så at sige.

Jeg er skræmt over mig selv for tiden. Det er som om jeg ingen kontrol har (eller sådan føles det, hold nu op Amelia dine tanker kører afsted med dig!), pludselig har jeg sagt – synes jeg selv – alt for meget i forhold til enten tid og sted eller situation; eller bare egen følesans med hvor langt jeg selv er med. Ubehageligt. Først i går til min diætist og nu idag hos min terapeaut. Jeg burde jo åbne op for dem, så det kan vel ses som fremskridt. Men nu gør det, at jeg er nervøs hver gang jeg åbner munden eller er sammen med andre mennesker. Det er lige pludselig alt, jeg føler jeg kan komme til at tale over mig med, også alt det jeg normalt kunne dø for ikke at sige. Jeg kan ikke rigtig lide det. Og jeg kan faktisk ikke rigtigt lidt det “behov” for at tale, det har jeg aldrig følt på dén måde. Ikke hvor det rent faktisk er blevet til handling anyways..

Jeg er dum og svag, ukontrolleret. Inderst inder hader jeg mig selv for alt det jeg ikke kan finde ud af eller gør ordentligt, jeg ikke kan være i det. Hvorfor sagde jeg det? Du er opmærksomhedskrævende. Kunne jeg ikke bare have holdt det for mig selv. Det er pinligt; det jeg tænker, det jeg går og kæmper med. Jeg kan ikke være i mig selv, har lyst til at skrige og smadre alle ting omkring mig – nej, jeg har lyst til at smadre mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at reagere udadtil, jeg vender det indad, straffer mig selv, skærer i mig selv. Du fortjener det. Jeg må jo ikke tilkalde mig opmærksomhed. Af helt forfængelige, egoistiske, pligtopfyldende og kvalmende grunde, gør jeg det dog ikke: smadrer mig selv. Kun på måder folk ikke ser; skærer, slår, flår hud af, isolerer mig så jeg følelsesmæssigt ødelægger mig selv. Og det gør selvhadet endnu større, frustrationen over mig selv vokser uanset hvad jeg tænker. Alt ryger lige ind på kontoen lige nu, godt som skidt, boost til selvhad. Spiralen uden ende, diskussioner der er tabt på forhånd.

Tror jeg har tankemylder, det hele går vildt hurtigt og jeg kan ikke følge med mine egne tanker. Kan ikke skrive en sætning uden at få stress over de næste mange der allerede er tænkt og skrevet i hovedet, men når at forsvinde lidt inden jeg når dertil på tastaturet.

Stress.. Meget godt ord for lige nu og for tiden, tror jeg. Alt stresser mig, fordi jeg konstant og hele tiden skal huske mig selv på at jeg skal gøre de ting jeg skal gøre på de rigtige måder. Hele tiden sikre mig at det jeg gør lige nu bliver gjort rigtigt, så det “går op” og er rigtigt, tjekke hvad jeg gjorde før og hvordan jeg skal gøre det næste. Det er alt lige til hvordan jeg sidder, hvordan jeg går, hvordan jeg hælder en skide kop kaffe op. Stod tingene på de rigtige pladser da jeg gik? Slukkede jeg alle stikkontakter? Hvilken rækkefølge tog jeg de ting frem jeg skal bruge i.

*Bang – ny tanke*

Vågner grædende. Mareridt igen. Mareridt så tæt på virkeligheden, at jeg næsten ikke kan rumme det vågen heller. Virkeligheden, der var engang. Jeg ved godt det er fortid, jeg ved det ikke er nu og jeg ved jeg er helt i sikkerhed herhjemme hos mig selv. Alligevel er jeg bange, det sidder i kroppen efter drømmen. Jeg ryster. Har koldsved. Og alle de velkendte følelser og tanker drøner rundt.

Jeg er forkert. Jeg er en fejl og ikke andet værd end det der er sket. Jeg har ikke lov til det have det anderledes på nogen måde. Jeg vil så gerne kunne føle anderledes, føle mig noget værd i stedet for forkert. Jeg ville ønske jeg kunne give slip på konstante selvbebrejdelser og sortsind, men i øjeblikket styrer det meget mine tanker. Og det er ren næring til gamle mønstre og selvdestruktivitet. Derfor kan jeg heller ikke sige det til nogen. Ikke engang til min terapeaut. Det er for farligt. Hvad hvis hun vil tage det fra mig; sige til mig, at det ikke er min skyld. Så ramler hele min verden. Så ved jeg ikke hvordan jeg skal fortsætte med at leve. Så er alt hvad jeg tror på og tænker jo forkert?

Det evigt tilbagevendende spørgsmål, der aldrig kan besvares, kværner i takt med skyldfølelserne; hvis ikke det er mig der er noget galt med, hvis ikke det er min egen skyld – hvorfor så? Og hvorfor så mig. Der findes ikke et svar og måske derfor klamrer jeg mig til selvbebrejdelsen, for så er der lidt et svar alligevel.

My head is a terrible place to live..

byAmelia - please credit if use<3Jeg har ikke sovet. Jeg ved ikke om jeg er mest træt eller mest rastløs. Mine tanker kværner rundt i hovedet på mig og jeg ved snart ikke hvad der fylder mest. Tankestrømmen har sit eget liv lige nu, mens jeg har trukket mig lidt tilbage i ingenmandsland. For jeg kan ikke rigtigt gøre fra eller til, så nu prøver jeg det der med at “acceptere at det er som det er lige nu”. Accept af tingenes tilstand er ikke altid min stærke side, og det med at give slip og “flyde med” føles vildt ukontrolleret og kaotisk for mig.

Det kører ikke skidegodt for mig i øjeblikket, hver dag føles uendelig og uoverskuelig. Og så er mit hovede som en si, jeg kan ikke huske og ikke holde styr på ting. Det er både godt og skidt, for det er ikke alt jeg orker at huske på hele tiden, men det er ubehageligt bare ikke helt at kunne holde styr på noget rigtigt.

Jeg er træt af mig selv og af min tilværelse, men samtidigt magter jeg så lidt i forhold til at ændre på den selv. Både psykisk og fysisk træt er jeg egentlig. Og en velkendt tomhed og knugende fornemmelse i maven har meldt sin ankomst. Uden egentlig at have noget specifikt at pege på som grund, kan jeg bare ikke overskue noget og mit humør er ikke ret godt på noget tidspunkt.
Jeg tager min medicin som jeg skal, men det føles lidt som om det er symptomer på depression og angst der er ved at tage til, når jeg tænker over det, har det nok været på vej i et godt stykke tid efterhånden.

Sandheden er vel egentlig at jeg faktisk ikke kan gøre til eller fra. Jeg befinder mig i hvad der synes som en uendelig venteposition (skabt af mig selv, må jeg nok indrømme – der er jo intet der holder mig tilbage fra “bare” at “springe ud i det”). Mellemtid må være temaet for mit liv. Jeg bilder mig selv og andre ind at jeg er vant til det, så det går nok. Men må også fastslå at jeg lige nu står i en kæmpe uvished om alting, som jeg har gjort så mange gange før, og jeg har ikke vænnet mig til det – og det er stadig lige svært at holde ud.

Jeg tror ikke det er realistisk at ‘helbrede mig’, jeg tror ikke det er realistisk at jeg giver slip på sygdommen. Den er med i alt, i den ene eller, den anden eller den syvende form. Og jeg er træt af at løbe, når jeg godt ved at den altid vil indhente mig.

Jeg tænker lidt, at tiden måske er inde til at ændre vinkel. Ændre udgangspunkt. Jeg tænker at det handler mere om at acceptere- og leve méd sygdommen, i stedet for et evigt dobbelt kapløb hvor nogle lige når at få sat forhåbningerne om målstregen op, for så at se den blive krydset af en anden.

Måske ville jeg have mere ro, hvis jeg/vi/de accepterede at det er som det er, så lad os prøve at få det bedste ud ad dét i stedet for at tro det kan ændres og fjernes. Jeg kan ikke leve op til det.

Men så kommer kampgejsten op i mig. Fandme om jeg vil leve resten af mit liv i accept af at tingene nu engang er som de er. Jeg vil ikke bare eksistere, være til, nej jeg vil ud og have et liv. Jeg vil mærke glæderne (og sorgerne) der hører med til det at leve, og jeg vil have lov til at nyde, når jeg har det godt i stedet for at det skal ende i selvskade de efterfølgende dage, fordi jeg ikke har fortjent noget godt. Det må da være muligt at få det bedre(?) Det håber jeg..