Going a thousand miles per hour

byAmelia - please credit if use<3

En del af min livslange angst for at tale, har måske nok været at miste kontrollen. Følelsen af at have sagt for meget, er noget af det værste jeg ved. Jeg er bange for hvad folk vil tænke, hvis jeg fortæller hvad der foregår i mit inderste sind. Jeg er bange for at folk vil synes, at jeg bare siger “ting” for at tiltrække mig opmærksomhed. Ja, egentlig er jeg vel bare bange for at tale.

De her dage har jeg dog trodset angsten for dette i en sådan grad at jeg er virkelig skræmt over mig selv og endnu ikke helt har forstået at det er min stemme, mine ord og mig der har sagt alt det. Halvdelen er næsten kommet ud af sig selv, uden min hjerne egentlig har fulgt med. Jeg har sagt ting jeg knapt nok kunne/kan huske, før jeg har hørt mig selv sige det højt. Ubehageligt, fremmed og enormt overvældende. De sidste par dage er nærmest uvirkelige for mig; samtidigt med at det har sat rigtig mange tanker igang – og hukommelse. F**k, det er hårdt. Tænker at jeg trods alt har været “heldig”. Det kunne have været værre – og det ér værre for nogle. Det gør mig trist at vide hvad der er blevet bebyrdet andre, så at sige.

Jeg er skræmt over mig selv for tiden. Det er som om jeg ingen kontrol har (eller sådan føles det, hold nu op Amelia dine tanker kører afsted med dig!), pludselig har jeg sagt – synes jeg selv – alt for meget i forhold til enten tid og sted eller situation; eller bare egen følesans med hvor langt jeg selv er med. Ubehageligt. Først i går til min diætist og nu idag hos min terapeaut. Jeg burde jo åbne op for dem, så det kan vel ses som fremskridt. Men nu gør det, at jeg er nervøs hver gang jeg åbner munden eller er sammen med andre mennesker. Det er lige pludselig alt, jeg føler jeg kan komme til at tale over mig med, også alt det jeg normalt kunne dø for ikke at sige. Jeg kan ikke rigtig lide det. Og jeg kan faktisk ikke rigtigt lidt det “behov” for at tale, det har jeg aldrig følt på dén måde. Ikke hvor det rent faktisk er blevet til handling anyways..

Jeg er dum og svag, ukontrolleret. Inderst inder hader jeg mig selv for alt det jeg ikke kan finde ud af eller gør ordentligt, jeg ikke kan være i det. Hvorfor sagde jeg det? Du er opmærksomhedskrævende. Kunne jeg ikke bare have holdt det for mig selv. Det er pinligt; det jeg tænker, det jeg går og kæmper med. Jeg kan ikke være i mig selv, har lyst til at skrige og smadre alle ting omkring mig – nej, jeg har lyst til at smadre mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at reagere udadtil, jeg vender det indad, straffer mig selv, skærer i mig selv. Du fortjener det. Jeg må jo ikke tilkalde mig opmærksomhed. Af helt forfængelige, egoistiske, pligtopfyldende og kvalmende grunde, gør jeg det dog ikke: smadrer mig selv. Kun på måder folk ikke ser; skærer, slår, flår hud af, isolerer mig så jeg følelsesmæssigt ødelægger mig selv. Og det gør selvhadet endnu større, frustrationen over mig selv vokser uanset hvad jeg tænker. Alt ryger lige ind på kontoen lige nu, godt som skidt, boost til selvhad. Spiralen uden ende, diskussioner der er tabt på forhånd.

Tror jeg har tankemylder, det hele går vildt hurtigt og jeg kan ikke følge med mine egne tanker. Kan ikke skrive en sætning uden at få stress over de næste mange der allerede er tænkt og skrevet i hovedet, men når at forsvinde lidt inden jeg når dertil på tastaturet.

Stress.. Meget godt ord for lige nu og for tiden, tror jeg. Alt stresser mig, fordi jeg konstant og hele tiden skal huske mig selv på at jeg skal gøre de ting jeg skal gøre på de rigtige måder. Hele tiden sikre mig at det jeg gør lige nu bliver gjort rigtigt, så det “går op” og er rigtigt, tjekke hvad jeg gjorde før og hvordan jeg skal gøre det næste. Det er alt lige til hvordan jeg sidder, hvordan jeg går, hvordan jeg hælder en skide kop kaffe op. Stod tingene på de rigtige pladser da jeg gik? Slukkede jeg alle stikkontakter? Hvilken rækkefølge tog jeg de ting frem jeg skal bruge i.

*Bang – ny tanke*

Vågner grædende. Mareridt igen. Mareridt så tæt på virkeligheden, at jeg næsten ikke kan rumme det vågen heller. Virkeligheden, der var engang. Jeg ved godt det er fortid, jeg ved det ikke er nu og jeg ved jeg er helt i sikkerhed herhjemme hos mig selv. Alligevel er jeg bange, det sidder i kroppen efter drømmen. Jeg ryster. Har koldsved. Og alle de velkendte følelser og tanker drøner rundt.

Jeg er forkert. Jeg er en fejl og ikke andet værd end det der er sket. Jeg har ikke lov til det have det anderledes på nogen måde. Jeg vil så gerne kunne føle anderledes, føle mig noget værd i stedet for forkert. Jeg ville ønske jeg kunne give slip på konstante selvbebrejdelser og sortsind, men i øjeblikket styrer det meget mine tanker. Og det er ren næring til gamle mønstre og selvdestruktivitet. Derfor kan jeg heller ikke sige det til nogen. Ikke engang til min terapeaut. Det er for farligt. Hvad hvis hun vil tage det fra mig; sige til mig, at det ikke er min skyld. Så ramler hele min verden. Så ved jeg ikke hvordan jeg skal fortsætte med at leve. Så er alt hvad jeg tror på og tænker jo forkert?

Det evigt tilbagevendende spørgsmål, der aldrig kan besvares, kværner i takt med skyldfølelserne; hvis ikke det er mig der er noget galt med, hvis ikke det er min egen skyld – hvorfor så? Og hvorfor så mig. Der findes ikke et svar og måske derfor klamrer jeg mig til selvbebrejdelsen, for så er der lidt et svar alligevel.

Everyday Battles

byAmelia - please credit if use<3
Jeg spørger mig selv; er det virkelig godt nok til mig, det her? Hvorfor byder jeg mig selv dette helvede dag efter dag, når jeg véd det gør alting endnu værre. Hvorfor er det så svært at bryde den cirkel jeg er endt i?

Det er ikke godt nok. Jeg bliver simpelthen nødt til snart at tage hånd om mig selv, nødt til at tage mig selv og min situation alvorligt. Jeg ved bare ikke hvordan.

I øjeblikket synes det mindste umuligt at tage mig sammen til. Jeg tager dagligt mig selv i at have siddet stirrende ud i luften længe, helt passiv. Ønskende at en pludselig energi viser sig og får mig igang med alt det jeg ikke kan overskue. Indtil jeg opgiver og går i seng, for bare at sove en time og vågne og sove på skift hele natten i uro.

Jeg har haft en dag, der for mange ville se ud som en rigtig fin dag. Jeg har været sammen med veninder på skift, fået malet videre på et billede og bare lavet fine nok ting. Når det så ikke ser sådan ud indefra, frustrerer det mig vildt fordi jeg har alle muligheder for at have en god dag og stadig ikke mærker det. For bag det ydre, veltilpasse facadesmil, ser det i dag rigtigt håbløst ud for mig.

Min krop er kvæstet af de “små” gåture som igen har overtaget min hverdag og hemmelige “cykelture” hvor jeg ligger i sengen og tonser derudaf med mine ben; af konstant at holde mig igang. Jeg er smadret. Jeg har ikke siddet ned i dagevis, kun ligget når det har været meningen at jeg skulle ligge i min seng og sove (selvom søvn er det sidste jeg får de her dage). Det gør ondt over det hele, mine ben summer af væskeophobninger, mit hoved dunker. Det trykker på alt indefra og det mindste pres udefra giver nærmest blå mærker. Jeg har jo kørt min krop i totalt sænk, altså. Hvad gik der galt..? Eller nej, men hvordan gik det så galt. Igen.
Jeg er træt og uoplagt, sengen og mørke rum er det eneste oprigtigt tiltalende hele tiden. Tanker som ‘jeg har ødelagt mig selv og min krop så meget nu, at jeg ikke orker kampen mere når det ikke kan “repareres” igen alligevel’ fylder alt.

Jeg bliver nødt til at gøre et forsøg på at ændre kurs. For den vej jeg er på vej ud ad, fører kun nedad. Og prisen er i sidste ende mit liv.

Noget skal der ske. Lige nu kan fredag kun komme for langsomt, hvor jeg har tid hos min terapeut, har brug for at få hendes perspektiv banket ned over mit; for mit eget er sort og opgivende. Og jeg mærker en lille bekymring for mig selv og for at afstanden mellem tanke og handling er kortere end jeg kan se. Tanker omkring selvmord fylder rigtig meget – hvor længe før det bliver til handling? Tanken mellem at skære mig selv og så at gøre det er for længst blevet opløst og jeg sidder for syvende gang i denne uge (selvom ugen kun næsten er begyndt) og iagttager blodet, som langsomt glider ned af mine arme.

Åh, jeg ønsker mig væk. Væk fra mig selv.

Jeg er her, men jeg er her ikke rigtig. Jeg lytter, men jeg hører ikke. Jeg smiler men smilet når ikke mine øjne og indeni græder jeg og skriger på skift.

Alting føles lidt som at en dårlig film, hvor det virker for langt ude til at man gider leve sig rigtigt ind i det. Urealistisk.

Eller som at vågne af et mareridt, der var så stærkt at man næsten er i tvivl om det er sket rigtigt eller bare var en drøm. Så tæt op ad virkeligheden at man ikke helt kan huske om noget er fra drømmen eller rigtigt.

Det føles lidt som en fortrængning er i fuld gang, men hvor man kan se den udefra, hvordan den tager over lidt efter lidt. Kan ikke forklare det bedre; som at se det udefra og samtidigt stå midt i det..

Tiden står stille for tiden, rigtig, uhyggeligt stille samtidigt med at tingene eskalerer  omkring mig og verden nærmest ramler sammen om ørene på mig. Og typisk mig, skal der lige rives noget mere med ned i farten, ej men altså, hvad fanden har du gang i, Amelia? Er det ikke allerede totalt uforståeligt slemt nok, synes du?! I guder, hvor jeg hader mig selv.

Det handler jo ikke om maden, hører jeg mig selv sige for gud ved hvilken gang. Nej, det handler ikke om mad. Men når alt andet synes ude af kontrol og uforudsigeligt, så vender man tilbage til det, man ved, at man kan kontrollere. Og når man først har sprunget ét måltid over, er det ingen sag også at skippe det næste. Når man først har skåret denne ene gang, så er det intet problem at skære igen – og sådan kører det derudaf.

Den ene ting tager den anden indtil man sidder fast i en nedadgående negativ spiral. Man bliver afhængig af det kick mår får, når man sulter sig; når man skærer i sig selv udløser det de samme endorfiner og lykkefølelser som når man ryger sig skæv. Til sidst er man ikke andet end en junkie på jagt efter sit næste fix. Det er på én og samme gang både skræmmende og utrolig, uhyggelig tillokkende. Man bliver fanget i rusen, men mere vil have mere.

K fortalte mig for ikke så lang tid siden en historie om en lille tigerunge, som vokser sig stor. Hun siger at man kan se spiseforstyrrelsen på samme måde, og det synes jeg giver rigtig god mening..

Forestil dig, at du vågner en morgen og finder en smuk tigerkilling, som sidder og mjaver lige uden for din hoveddør. Du lukker naturligvis den dejlige lille fyr indenfor for at holde den som kæledyr. Efter at have leget med den en tid bemærker du, at den stadig mjaver uafbrudt, og du forstår, at den må være sulten. Du fodrer den med lidt blodigt hakket kød, for det ved du, tigre holder meget af. Sådan forstætter du dag efter dag, og for hver dag, der går, bliver din tiger en lille smule større. Efter to år er tigerens foder ikke længere hakket kød, men højreb og hele oksesider. Dit lille kæledyr holder snart op med at mjave, når den er sulten. I stedet knurrer den rasende ad dig, når den mener, det er spisetid. Dit nuttede lille kæledyr er blevet til et ukontrollabelt vilddyr, der vil flænse dig i småstykker, hvis den ikke får, hvad den vil have.

Din kamp med din smerte kan sammenlignes med denne tiger. Hver gang du nærer din smerte ved at fodre den med undgåelsesadfærdens røde kød, hjælper du din smertetiger til at blive en lille smule større og en lille smule stærkere. Det kan synes klogt at fodre den på denne måde. Smertetigeren knurrer rasende for at fortælle dig, at du skal give den, hvad den vil have, ellers vil den æde dig. Men hver gang du fodrer den, gør du smerten stærkere, mere frygtindgydende, og du giver den større kontrol over dit liv.

Jeg synes det billede, som historien er med til at tegne giver rigtig god mening. Har hørt mange som siger, at stemmerne kun bliver højere, når man kæmper imod. Men det handler om, at blive ved længe nok, at holde det “knurrende” bæst ud indtil man til sidst har sultet det ihjel. Først der vil det til sidst stumme for altid..

Hvad sker der?

Her til aften gik det pludselig op for mig, at jeg ikke glæder mig til jul! Det ligner bare ikke mig. Min bror bliver ved med at snakke om jul, han glæder sig til at give og få gaver. Han glæder sig til at synge julesange og spise (i hans øjne) lækker julemad. Jeg ville gerne komme med en kommentar, og startede med at mærke efter indeni hvordan jeg virkelig havde det (det prøver jeg virkelig at gøre nu, da jeg ikke ønsker at mine svar skal være uoprigtige eller bare auto-svar mere). Jeg endte med ikke at sige noget, for jeg mærkede ingen glæde indeni. Heller ikke ved tanken om at give gaver. Jeg plejer ellers at elske, at se andre pakke de gaver op, som jeg omhyggeligt har udvalgt og pakket flot ind (længe leve perfektionismen!), men lige meget nyttede det. Jeg har mistet min barnagtige juleglæde.

Måske jeg bare har alt for meget at tænke på. Har kæmpet meget i dag, især med maden. Jeg bliver simpelthen nødt til at følge den kostplan, jeg har fået af diætisten – det går ikke at jeg bliver ved med at nedjustere mængderne. Jeg ved, at det er nødvendigt. Når ens terapeaut (som selv har været igennem en spiseforstyrrelse osv. og ved at indlæggelse overhovedet ikke virker) begynder at snakke om indlæggelse og at hun har svært ved at sove roligt om natten sådan som jeg har det pt. (både tanke- og vægtmæssigt), så giver det altså stof til eftertanke.

Jeg sagde det igår; min aftale med mig selv. Jeg vil virkelig gerne vise dem jeg holder af, at jeg kan klare det. Jeg vil gerne leve op til deres positive forventninger, og ikke mindst vil jeg vise alle dem, der har kaldt mig manipulerende og en løgner, at jeg godt kan blive rask – det får ikke lov til at have ret! Men åh, hvordan får jeg vendt mine tanker? Jeg føler mig så magtesløs..

Nej, slet det. I dag har været god. Det er snart juleaften. Dejligt.

Et løfte til mig selv

Som jeg var inde på er jeg nået til et punkt, et punkt hvor jeg må være ærlig overfor mig selv; jeg har det ikke godt.

Jeg har svært ved at overskue flytningen, endnu en kommune, endnu en sagsbehandler, endnu en støtte-kontaktperson, som jeg skal fortælle min historie til.  Jeg har konstant dårlig samvittighed overfor alt og alle. Jeg er en stor rodebutik af følselser, af konstraster; livsglæde og livslede, mod på livet og alligevel angst for hvad det kan bringe af dårlige ting. Bliver jeg mon nogensinde hel igen? Jeg føler mig splittet; en “syg” del og en “rask” del, der konstant kæmper mod hinanden

Jeg tør ikke gå i seng om aftenen, hver gang jeg lukker øjnene ser jeg billeder i mit hoved, hvor jeg skær igen igen, og ja jeg har givet efter for trangen til at skære, forløsningen på den smerte, som jeg ikke kan finde ud af at udtrykke på nogen anden måde.

Jeg bliver nødt til at (prøve at) nedlægge min konstante facade, jeg bliver nødt til at fortælle min terapeut (og alle andre omkring mig), at jeg ikke har det så godt, som de alle tror. Jeg gjorde det lidt i dag til terapi, men slet ikke nok.

Jeg har i en periode nu gået rundt og spillet glad, men hvorfor? Ja, vel fordi jeg så gerne vil gøre alle glade, og hvis jeg smiler og lyder glad, så er folk også glade. Og så er der det forfærdelig ord “burde”

Burde jeg ikke være rask allerede? Jeg har alt hvad jeg skal bruge for at kæmpe mig ud af sygdommen, alle forudsætninger for at få et godt liv, og alligevel er der noget i mig, som jeg ikke tør give slip på.

Jeg burde gøre dit, jeg burde gøre dat. Altid noget for at behage andre. Men hvad med det, som jeg har lyst til? Lyst er sådan en farligt ord, det minder alt for meget om noget man ikke kan kontrollere. Jeg har jo egentlig lyst til en masse ting ligesom alle andre, men når jeg mærker lysten, så bliver den hurtig skubbet til side igen, jeg har ikke gjort mig fortjent til det.

Fortjent er et andet forfærdeligt ord. Der er altid et regnskab i mit hoved, der skal gøres op. Hvis jeg ikke har bevæget mig nok, har jeg ikke fortjent denne portion mad. Hvis jeg har haft en for  god dag eller været for glad, skal jeg straffes om natten eller dagen efter; jeg har nemlig ikke fortjent at have det godt.

Først når jeg er perfekt og gør alt det jeg burde har jeg fortjent at have det godt. Åh, ja jagten efter det perfekte. Den endeløse jagt efter idealet. Jeg bliver jo aldrig perfekt, det ved jeg, men alligevel søger jeg efter den helt rigtige opskrift på lige præcis dette. I mit hoved har det ihvertfald noget at gøre med ikke at have lyster; lyster er som sagt farlige. Hvis jeg giver efter for mine lyster, sker der noget slemt, så er jeg ikke god nok, så er jeg ude af kontrol, så er jeg forkert, så er jeg fed, så er jeg klam – så fylder jeg. Hvornår startede min stræben efter perfektionisme? Mon den nogensinde holder op?

follow your heart

Jeg har lavet en “pagt” med mig selv, et løfte til den lille pige indeni i mig, som sulter hver gang jeg mishandler hende.

Jeg vil bevise overfor alle, der har tvivlet på mig og dømt mig, at jeg kan få det bedre. Jeg vil styrke relationen til K [min terapeaut] og min mor og deres tillid til mig, ved at vise dem, at jeg kæmper og ikke lader spiseforstyrrelsen/selvskaden osv. styre mit liv.

Jeg har lavet et fint papir, underskrevet det og alt muligt. Jeg har tænkt mig at holde det løfte.

Ærlighed

Tak for jeres søde respons til sidste indlæg, det er virkelig dejligt at få sådan nogle kommentarer fra jer 🙂 Jeg har besluttet, at jeg virkelig vil prøve at være mere ærlig i kommende indlæg. Ikke at jeg rigtig har løjet, men har måske pyntet på det for at lyde bedre (måske fordi jeg inderst inde jo så fandens gerne vil have det bedre). Og som sagt, fanger jeg mig selv i at omformulere mine sætninger, som jeg skriver dem ned, hvorfor ved jeg ikke, vel egentlig fordi jeg i bund og grund ønsker at være en anden, fordi jeg lige præcis ikke kan elske og acceptere den jeg er…

Hmm… Hvordan har jeg det så egentlig, hvordan har Amelia det, for det er hende, der for lov til at tale nu..

Jeg føler, jeg hænger med benene ud over kanten til det uendelige sorte dybe hul. Jeg hænger med armene strakt og holder fast i kanten med mine fingre og negle. Jeg er træt i armene og har lyst til at give slip. Uendelig træt. Men der er noget, som afholder mig fra at give slip. Noget som siger mig, at jeg skal blive ved med at kæmpe. Et sted i mig brænder et lille lys. Det lyser svagt, men det er der. Hvisker til mig, at jeg skal holde fast, “bare lidt endnu”. Men hvor lang tid skal jeg holde ud endnu? Det føles som om, at jeg har kæmpet i en evighed. Jeg er så træt. Det er smertefuldt. Jeg siger til mig selv, jeg bare skal igennem julen, ind i det nye år, så går det straks bedre, men jeg ved nu ikke. Hvad blev der egentlig af at nyde julen. Mig, som normalt glædes over hver eneste dag op til jul; hyggen, samværet med dem man holder af, at købe gaver til andre… Men jeg kan ikke finde glæden i det længere, nej jeg  ikke glædes over at det snart er jul. Det har jeg ikke fortjent. Jeg skal straffes, forvist til pinebænken resten af mit liv. Er der mon noget til mig derude?tumblr_mfamksCwop1rnus2io1_500_large

Jeg er begyndt at høre rigtig meget musik igen. Det har jeg ellers lagt på hylden i et stykke tid. Jeg undrer mig over, om det mon er et tegn på at jeg har fået det bedre eller værre. Normalt har jeg hørt musik når jeg har haft det allerværst, men jeg har også nydt musik, når jeg har haft det rigtig godt. Det er den grå zone imellem disse to marginaler, hvor jeg intet magter, og min krop er en konstant slagmark, at jeg tager fuldstændig afstand fra musikken.

Jeg går i sandhed meget op og ned lige nu. Jeg skifter mellem den tilkæmpede positivitet og den altoverskyggende opgivenhed. Får jeg nogensinde fred eller skal livet være en evig kamp? Jeg bliver trist helt ind i mit dybeste hjerte, mister pludselig lysten til alt, tårerne triller ustoppeligt ned ad mine kinder, og nu kommer jeg pludselig også i tanke om, at min samtale med min terapeut i morgen, er årets sidste. På den ene side vil jeg fortælle alt og på den anden side har jeg ikke lyst til at sige noget. Har gået i små cirkler om knivbladet i håb om at den måske kunne bringe forløsning for den indre smerte, jeg åbenbart ikke kan finde ud af at få ud (har da også skåret to gange indenfor den sidste uge :(). Hvor kommer disse tanker fra? Var det ikke blot for et par dage siden at alt var godt? Men det passer jo ikke; jeg løj for mig selv præcis som jeg har gjort utallige gange. Gør mig selv bedre end jeg er, i håb om at min facade kan blive til virkeligheden. Jeg vil være glad, taknemmelig – ikke depressiv og selvskadende.

Et blødende hjerte, har lyst til at bede. Bede om styrke i denne umulige tid, hvor tankerne om at ende alting oftere og oftere ligger mig på sinde…

Tomhed

Jeg sidder endnu engang og stirrer tomt på skærmen. Jeg vil gerne skrive noget, noget godt. Egentlig vil jeg bare gerne skrive derud af, blotte mig, vise alle de tanker der kører rundt i hovedet på mig. Men jeg gør det ikke. Hvad vil folk tænke? Vil de kunne lide det jeg skriver? Hvad hvis de ikke kan lide min måde at tænke og dermed skrive på? Er det så mig, der er noget galt med? Vil folk kunne forstå? Eller vil de ryste på hovedet og tænke at jeg er skør? Når jeg læser min dagbøger og digte igennem er det en helt anden Amelia, der kommer frem end hende, der skriver denne blog. I mine helt private bøger, som ingen læser, der kan jeg være helt mig selv. Det burde jeg også kunne her, men det kan jeg altså ikke. Jeg er stadig for angst for hvad folk vil synes om mig, for desperat efter at blive acceptere som den jeg er og alligevel så utrolig bange for at vise den rigtig Amelia.

Jeg ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, måske jeg ville gøre bedst i slet ikke at udgive det. Lyder jeg ikke bare som en ynkelig pige, der skriger efter ros og anerkendelse. Det er egentlig ikke det jeg inderst inde ønsker. Jeg er…. forvirret. Jeg ønsker blot at være i stand til at vise hvem jeg er og blive accepteret som præcis dette og intet andet.

Kontrol

Jeg har haft en dejlig, men hård dag i dag. Har gået og ordnet i mit nye hus; gjort rent, sat ting på plads osv. Men har også hygget med at bage kernebrød uden mel og lavet chokolader(!) med kanelmandler. Nu er udfordringen så bare, at jeg skal prøve rent faktisk at spise en eller to af chokoladerne.. Hmm…

MEN; selvom jeg har haft en god dag, så river anoreksien stadig i mig. Jeg skal bare gå og ordne, ikke spise – hvorfor spilde tid på at stoppe op og spise, når der nu er så meget, der skal ordnes. Jeg er glad for at forbrænde de ekstra kalorier, som rengøringen giver mig. Ja, jeg kunne blive ved.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg ikke kan give slip på tanken om at skulle være den tyndeste. Jeg tager mig selv i at længes efter de dage hvor jeg ingenting spiste og var tæt på at dø af min undervægt. Jeg føler mig svag. Jeg savner følelsen af at have kontrol (og ja, jeg ved godt, at det jo slet ikke var mig, der havde kontrollen men i stedet spiseforstyrrelsen). Var jeg egentlig ikke gladere dengang? Sådan husker jeg det, selvom jeg ved, at det blot er Ana der prøver at lokke mig tilbage til der hvor hun styrede og regerede det hele.

Control Key on Computer Keyboard

Jeg er på vej ind til byen, hvor jeg skal i en selvhjælpsgruppe for folk med OCD. Det er første gang og jeg ved, at jeg skal fortælle om mig selv og hvad jeg gør at “OCD-ting” og hvilke “OCD-tanker” jeg har. Listen er uendelig, jeg ved overhovedet ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Når jeg tænker over det, er min OCD kun blevet værre i takt med at anoreksien har fået lov til at bestemme mindre og mindre. Det skræmmer mig egentlig lidt og jeg bliver bange for om jeg nogensinde bliver “rask”. Det føles mest som om, at den ene ting overtager den anden; når spiseforstyrrelsen ikke fylder, så er besat af ritualer og har voldsomme tvangstanker; når jeg prøver at holde OCD’en i kort snor, bliver jeg enormt selvskadende. Når jeg kæmper mod det ene, tager det andet over, og når jeg virkelig kæmper, er det uundgåeligt at jeg ryger jeg ned i depressionens sorte hul. Det hele handler jo egentlig bare om kontrol; jeg jagter den, er konstant forpustet, famler febrilsk efter den. Det er jo bare så fandens irriterende at jo mere de forskellige “sygdomme” tager over i kampen om kontrol, jo mindre kontrol har jeg. Men det kan jeg åbenbart ikke få mig selv til at indse..