Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

IMG_0658// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

IMG_0661

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,

Tag dit indre barn i hånden

Jeg tror jeg er ved at måtte erkende, at min historie er min og at de ting der er sket ikke er noget jeg har bildt mig selv ind.

Det er svært, rigtig smertefuldt, uvirkeligt. Som om det ikke er mig, men jeg kan jo kende den lille pige i erindringerne. Det er jo mig. Og jeg bliver nødt til snart at tage hende i hånden, for jo større buer jeg går uden om hende, jo mere fortabt bliver hun – og derfor jeg. Jo mere fucked up bliver min virkelighed nu, og jeg er løbet tør for idéer til hvad der kan hjælpe; udover at tage lillemig i hånden og høre på hvad det er hun har prøvet at fortælle mig så længe nu, forgæves.

Jeg kender historien, men alligevel er det sløret. Jeg kan vist ikke tro på det før jeg har fortalt den selv, og det tog jeg første ægte skridt til i går ved at begynde at skrive mine erindringer fra de tidligere år ned. Så natten har stået i reaktionernes tegn, de uhensigtsmæssige af gamle vaner og selvafstraffende idéer. Jeg hader det, men jeg aner ikke længere hvordan jeg skal gøre andet.

Jeg vender tilbage til det trygge når tingene bliver svære, uforudsigelige eller ude af kontrol. Og det er jo netop det, der sker når man begynder at udforske sin fortid, når man som mig ikke kan huske særlig meget. Så er det givet at der vil dukke ting om, dårlige minder eller problemer, som man ikke har kunnet forudse ville komme. Det er hårdt. Rigtig hårdt. Jeg kæmper med trangen til at lukke i igen, som jeg har gjort så mange gange før; løftet det forrige blad for blot at smække bogen i med det samme igen. Det skræmmer mig, hvad hvis jeg ikke kan styre mine følelser når gamle minder dukker op? Hvad hvis jeg spiraliserer direkte tilbage i dårligdommen og ikke er i stand til at komme op til overfladen igen? Nej, jeg bliver nødt til at tage den lille pige i hånden og gå på opdagelse i den glemte verden, som hun så gerne vil have at vi skal udforske sammen. Ja, det bliver hårdt, men jeg tror, at det er den eneste måde hvorpå at jeg kan kæmpe mig ud på den anden side og få et liv igen. Det nytter ikke at lukke i eller gå i buer omkring de ting, der (måske) ligger til grund for mine problematikker.

vil gerne have at jeg bruger min nysgerrighed til netop at udforske de sorte pletter i min hukommelse; “Måske du lærer en masse nyt om dig selv eller genopdager din gamle livlyst. Den ligger jo formegentlig hos den lille pige indeni dig, hende som skriger på opmærksomhed og omsorg. Hun dør hvis du bliver ved med at undgå hende”.  Jeg har ikke lyst til at slå hende ihjel. Hun er trods alt en del af mig, jeg ville mangle et stykke af mig selv hvis hun døde. Så jeg opfordrer jer alle sammen (om i er “syge” eller ej) til at tage jeres indre barn i hånden og gå en tur ned af mindernes sti. Måske hun har noget vigtig, hun gerne vil fortælle dig..

IMGP8170

Going a thousand miles per hour

byAmelia - please credit if use<3

En del af min livslange angst for at tale, har måske nok været at miste kontrollen. Følelsen af at have sagt for meget, er noget af det værste jeg ved. Jeg er bange for hvad folk vil tænke, hvis jeg fortæller hvad der foregår i mit inderste sind. Jeg er bange for at folk vil synes, at jeg bare siger “ting” for at tiltrække mig opmærksomhed. Ja, egentlig er jeg vel bare bange for at tale.

De her dage har jeg dog trodset angsten for dette i en sådan grad at jeg er virkelig skræmt over mig selv og endnu ikke helt har forstået at det er min stemme, mine ord og mig der har sagt alt det. Halvdelen er næsten kommet ud af sig selv, uden min hjerne egentlig har fulgt med. Jeg har sagt ting jeg knapt nok kunne/kan huske, før jeg har hørt mig selv sige det højt. Ubehageligt, fremmed og enormt overvældende. De sidste par dage er nærmest uvirkelige for mig; samtidigt med at det har sat rigtig mange tanker igang – og hukommelse. F**k, det er hårdt. Tænker at jeg trods alt har været “heldig”. Det kunne have været værre – og det ér værre for nogle. Det gør mig trist at vide hvad der er blevet bebyrdet andre, så at sige.

Jeg er skræmt over mig selv for tiden. Det er som om jeg ingen kontrol har (eller sådan føles det, hold nu op Amelia dine tanker kører afsted med dig!), pludselig har jeg sagt – synes jeg selv – alt for meget i forhold til enten tid og sted eller situation; eller bare egen følesans med hvor langt jeg selv er med. Ubehageligt. Først i går til min diætist og nu idag hos min terapeaut. Jeg burde jo åbne op for dem, så det kan vel ses som fremskridt. Men nu gør det, at jeg er nervøs hver gang jeg åbner munden eller er sammen med andre mennesker. Det er lige pludselig alt, jeg føler jeg kan komme til at tale over mig med, også alt det jeg normalt kunne dø for ikke at sige. Jeg kan ikke rigtig lide det. Og jeg kan faktisk ikke rigtigt lidt det “behov” for at tale, det har jeg aldrig følt på dén måde. Ikke hvor det rent faktisk er blevet til handling anyways..

Jeg er dum og svag, ukontrolleret. Inderst inder hader jeg mig selv for alt det jeg ikke kan finde ud af eller gør ordentligt, jeg ikke kan være i det. Hvorfor sagde jeg det? Du er opmærksomhedskrævende. Kunne jeg ikke bare have holdt det for mig selv. Det er pinligt; det jeg tænker, det jeg går og kæmper med. Jeg kan ikke være i mig selv, har lyst til at skrige og smadre alle ting omkring mig – nej, jeg har lyst til at smadre mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at reagere udadtil, jeg vender det indad, straffer mig selv, skærer i mig selv. Du fortjener det. Jeg må jo ikke tilkalde mig opmærksomhed. Af helt forfængelige, egoistiske, pligtopfyldende og kvalmende grunde, gør jeg det dog ikke: smadrer mig selv. Kun på måder folk ikke ser; skærer, slår, flår hud af, isolerer mig så jeg følelsesmæssigt ødelægger mig selv. Og det gør selvhadet endnu større, frustrationen over mig selv vokser uanset hvad jeg tænker. Alt ryger lige ind på kontoen lige nu, godt som skidt, boost til selvhad. Spiralen uden ende, diskussioner der er tabt på forhånd.

Tror jeg har tankemylder, det hele går vildt hurtigt og jeg kan ikke følge med mine egne tanker. Kan ikke skrive en sætning uden at få stress over de næste mange der allerede er tænkt og skrevet i hovedet, men når at forsvinde lidt inden jeg når dertil på tastaturet.

Stress.. Meget godt ord for lige nu og for tiden, tror jeg. Alt stresser mig, fordi jeg konstant og hele tiden skal huske mig selv på at jeg skal gøre de ting jeg skal gøre på de rigtige måder. Hele tiden sikre mig at det jeg gør lige nu bliver gjort rigtigt, så det “går op” og er rigtigt, tjekke hvad jeg gjorde før og hvordan jeg skal gøre det næste. Det er alt lige til hvordan jeg sidder, hvordan jeg går, hvordan jeg hælder en skide kop kaffe op. Stod tingene på de rigtige pladser da jeg gik? Slukkede jeg alle stikkontakter? Hvilken rækkefølge tog jeg de ting frem jeg skal bruge i.

*Bang – ny tanke*

Vågner grædende. Mareridt igen. Mareridt så tæt på virkeligheden, at jeg næsten ikke kan rumme det vågen heller. Virkeligheden, der var engang. Jeg ved godt det er fortid, jeg ved det ikke er nu og jeg ved jeg er helt i sikkerhed herhjemme hos mig selv. Alligevel er jeg bange, det sidder i kroppen efter drømmen. Jeg ryster. Har koldsved. Og alle de velkendte følelser og tanker drøner rundt.

Jeg er forkert. Jeg er en fejl og ikke andet værd end det der er sket. Jeg har ikke lov til det have det anderledes på nogen måde. Jeg vil så gerne kunne føle anderledes, føle mig noget værd i stedet for forkert. Jeg ville ønske jeg kunne give slip på konstante selvbebrejdelser og sortsind, men i øjeblikket styrer det meget mine tanker. Og det er ren næring til gamle mønstre og selvdestruktivitet. Derfor kan jeg heller ikke sige det til nogen. Ikke engang til min terapeaut. Det er for farligt. Hvad hvis hun vil tage det fra mig; sige til mig, at det ikke er min skyld. Så ramler hele min verden. Så ved jeg ikke hvordan jeg skal fortsætte med at leve. Så er alt hvad jeg tror på og tænker jo forkert?

Det evigt tilbagevendende spørgsmål, der aldrig kan besvares, kværner i takt med skyldfølelserne; hvis ikke det er mig der er noget galt med, hvis ikke det er min egen skyld – hvorfor så? Og hvorfor så mig. Der findes ikke et svar og måske derfor klamrer jeg mig til selvbebrejdelsen, for så er der lidt et svar alligevel.

“Nurture your mind with great thoughts; to believe in the heroic makes heroes.”

byAmelia-please credit if use<3

Indlæggelse eller ej? Det er næsten alt vi taler om i terapi lige for tiden. Og jeg forstår hende jo godt. Hun kan ikke blive ved med at tage ansvaret for min behandling når jeg kan falde død om hvert øjeblik det skulle være. Problemet er bare, at jeg altid synes at få det værre, når jeg bliver indlagt.

Når man bliver indlagt, er det sjældent, at man er enige om rammerne for det, så føler mig stadig i forsvar hele tiden, tænker konstant i argumenter for de ting jeg gerne vil have igennem omkring indlæggelsen, for at komme bedst muligt igennem det.

I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes de sidste måneder har været hårde med ansvaret alene for at holde min spisning optimal. – Hvilket jeg har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan sgu ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Desuden kan jeg bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen. “Jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Jeg ved godt, at jeg måske er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende den i forhold til spisning og vægt, jeg synes bare det er en lidt ærgerlig måde det skal løses på fordi alternativerne ikke ligefrem er mange. Det er meget enten eller og det har jeg svært ved at acceptere. Og det er netop den enten eller-tankegang jeg selv forsøger – og skal lære – at arbejde på at nuancere i forhold til en masse ting.
Så selvom jeg godt forstår motivet, så føles det alligevel lidt selvmodsigende hvis jeg skal indlægges. Jeg kan blive rigtig ked af hvor mangelfuldt hele systemet er i forhold til rigtig mange mennesker,  jeg kan ikke få mig selv til at acceptere, at for at få hjælpen, skal man presses ned i alle mulige kasser. Og at “reglerne er ens for alle” giver ikke rigtigt mening i mit hovede, for vi ér jo ikke ens..?!

Og det er som om at alle egentlig er bevidste om det, at alle er enige om at der er noget der ikke er helt optimalt eller har brug for en udvikling, men ingen kan bare rigtigt gøre noget. Alle prøver at få det bedste ud af det, både på den ene og den anden side af skrivebordet, men det virker bare som om at det hele bliver bygget op på lappeløsninger..
Det kan også være det bare er min egen forkerthedsfølelse der bliver provokeret af ikke at passe helt ind i den behandlingskasse jeg sidder i. Det er en velkendt følelse – at føle mig forkert. Og det er rigtig frustrerende fordi det hurtigt får så meget magt. Og i samspil med en grundlæggende skam over mig selv hele tiden, skal der nok bare heller ikke vildt meget til at forstærke spiralen hos mig.

Jeg er nervøs for det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem.

Som stod jeg kun ved siden af og så på, har jeg set mig selv komme længere og længere på afveje. Jeg ved dybest set hvad jeg skal gøre, men jeg kan ikke; jeg ved ikke hvordan. Jeg ved godt jeg har mistet magten over det og over mig selv, jeg har ikke længere styringen i mit eget liv. Det har noget andet,  i kraft af min egen selvudslettelse, som mere end nogensinde er drevet af selvskaden. Drevet af den magt, Ana og alle hendes venner har over mig, skønt det egentlig ikke burde være min virkelig når nu jeg har så mange gode mennesker omkring mig.

Men det er det. Og jeg har det med mig hver dag. Hver dag bliver jeg enten mindet om noget eller kommer i tanke om nye/gamle erindringer. Hver dag i øjeblikket, griber angsten mig pludselig, som kom det ud af ingenting.

Det skræmmer mig at noget kan have så meget magt over mig, noget som man i bund og grund selv har skabt ud fra sine tanker. Det med tanker er noget jeg har rigtig svært ved at forholde mig til. Det skræmmer mig lidt at ens egen hjerne kan blive ens værste fjende. At hovedet nærmest har valgt af frastøde sig fra resten af kroppen, kampen mellem krop og hoved/tanker. Hvordan kan man have sådan et selvhad til sig selv, at man hver dag fortæller sig selv at man ikke har gjort sig fortjent til at have det godt, ikke gjort sig fortjent til livet?

“Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt”.

Kom nu Amelia, fokusér.

Hvad sker der?

Her til aften gik det pludselig op for mig, at jeg ikke glæder mig til jul! Det ligner bare ikke mig. Min bror bliver ved med at snakke om jul, han glæder sig til at give og få gaver. Han glæder sig til at synge julesange og spise (i hans øjne) lækker julemad. Jeg ville gerne komme med en kommentar, og startede med at mærke efter indeni hvordan jeg virkelig havde det (det prøver jeg virkelig at gøre nu, da jeg ikke ønsker at mine svar skal være uoprigtige eller bare auto-svar mere). Jeg endte med ikke at sige noget, for jeg mærkede ingen glæde indeni. Heller ikke ved tanken om at give gaver. Jeg plejer ellers at elske, at se andre pakke de gaver op, som jeg omhyggeligt har udvalgt og pakket flot ind (længe leve perfektionismen!), men lige meget nyttede det. Jeg har mistet min barnagtige juleglæde.

Måske jeg bare har alt for meget at tænke på. Har kæmpet meget i dag, især med maden. Jeg bliver simpelthen nødt til at følge den kostplan, jeg har fået af diætisten – det går ikke at jeg bliver ved med at nedjustere mængderne. Jeg ved, at det er nødvendigt. Når ens terapeaut (som selv har været igennem en spiseforstyrrelse osv. og ved at indlæggelse overhovedet ikke virker) begynder at snakke om indlæggelse og at hun har svært ved at sove roligt om natten sådan som jeg har det pt. (både tanke- og vægtmæssigt), så giver det altså stof til eftertanke.

Jeg sagde det igår; min aftale med mig selv. Jeg vil virkelig gerne vise dem jeg holder af, at jeg kan klare det. Jeg vil gerne leve op til deres positive forventninger, og ikke mindst vil jeg vise alle dem, der har kaldt mig manipulerende og en løgner, at jeg godt kan blive rask – det får ikke lov til at have ret! Men åh, hvordan får jeg vendt mine tanker? Jeg føler mig så magtesløs..

Nej, slet det. I dag har været god. Det er snart juleaften. Dejligt.

Ét skridt ad gangen

Synes lige jeg ville dele noget jeg læste tidligere i dag. Selvom det handler om veje til et succesfyldt vægttab så synes jeg også at det kan bruges i forhold til at kæmpe sig ud af en spiseforstyrrelse..

” The key to successfully changing your habits to healthy ones is to substitute alternative behaviours that also satisfy your needs. Once the new habit is ingrained, the new behaviour pattern becomes easy and automatic.
Be realistic and clear on what those needs are, set your goals and build to achieve them. Take small steps and choose one new habit each week to implement into your daily life

Flere gange i mit forløb har jeg mødt behandlere, som har prøvet at tage min anoreksi fra mig. Der hvor de har fejlet gang på gang er, at de ikke har givet mig noget andet at sætte ind i stedet for min spiseforstyrrelse. Det giver ikke mening for mig at afstå fra spiseforstyrrede handlemønstre for så har jeg ingen redningskrans tilbage og det gør mig alt for angst til overhovedet at prøve, så føler jeg, at jeg står tilbage som en tom skal uden indhold og identitet.

Som citatet siger, så handler det om at tage ét skridt ad gangen og ligeså stille udbytte én gammel, spiseforstyrret vane til en nyere, sundere og mere hensigtsmæssig “vane” og så den næste “vane” osv.. Ved ikke om det bare er mig, der vrøvler, men synes simpelthen det gav utrolig god mening i mit hoved 😉

* kilde

Et løfte til mig selv

Som jeg var inde på er jeg nået til et punkt, et punkt hvor jeg må være ærlig overfor mig selv; jeg har det ikke godt.

Jeg har svært ved at overskue flytningen, endnu en kommune, endnu en sagsbehandler, endnu en støtte-kontaktperson, som jeg skal fortælle min historie til.  Jeg har konstant dårlig samvittighed overfor alt og alle. Jeg er en stor rodebutik af følselser, af konstraster; livsglæde og livslede, mod på livet og alligevel angst for hvad det kan bringe af dårlige ting. Bliver jeg mon nogensinde hel igen? Jeg føler mig splittet; en “syg” del og en “rask” del, der konstant kæmper mod hinanden

Jeg tør ikke gå i seng om aftenen, hver gang jeg lukker øjnene ser jeg billeder i mit hoved, hvor jeg skær igen igen, og ja jeg har givet efter for trangen til at skære, forløsningen på den smerte, som jeg ikke kan finde ud af at udtrykke på nogen anden måde.

Jeg bliver nødt til at (prøve at) nedlægge min konstante facade, jeg bliver nødt til at fortælle min terapeut (og alle andre omkring mig), at jeg ikke har det så godt, som de alle tror. Jeg gjorde det lidt i dag til terapi, men slet ikke nok.

Jeg har i en periode nu gået rundt og spillet glad, men hvorfor? Ja, vel fordi jeg så gerne vil gøre alle glade, og hvis jeg smiler og lyder glad, så er folk også glade. Og så er der det forfærdelig ord “burde”

Burde jeg ikke være rask allerede? Jeg har alt hvad jeg skal bruge for at kæmpe mig ud af sygdommen, alle forudsætninger for at få et godt liv, og alligevel er der noget i mig, som jeg ikke tør give slip på.

Jeg burde gøre dit, jeg burde gøre dat. Altid noget for at behage andre. Men hvad med det, som jeg har lyst til? Lyst er sådan en farligt ord, det minder alt for meget om noget man ikke kan kontrollere. Jeg har jo egentlig lyst til en masse ting ligesom alle andre, men når jeg mærker lysten, så bliver den hurtig skubbet til side igen, jeg har ikke gjort mig fortjent til det.

Fortjent er et andet forfærdeligt ord. Der er altid et regnskab i mit hoved, der skal gøres op. Hvis jeg ikke har bevæget mig nok, har jeg ikke fortjent denne portion mad. Hvis jeg har haft en for  god dag eller været for glad, skal jeg straffes om natten eller dagen efter; jeg har nemlig ikke fortjent at have det godt.

Først når jeg er perfekt og gør alt det jeg burde har jeg fortjent at have det godt. Åh, ja jagten efter det perfekte. Den endeløse jagt efter idealet. Jeg bliver jo aldrig perfekt, det ved jeg, men alligevel søger jeg efter den helt rigtige opskrift på lige præcis dette. I mit hoved har det ihvertfald noget at gøre med ikke at have lyster; lyster er som sagt farlige. Hvis jeg giver efter for mine lyster, sker der noget slemt, så er jeg ikke god nok, så er jeg ude af kontrol, så er jeg forkert, så er jeg fed, så er jeg klam – så fylder jeg. Hvornår startede min stræben efter perfektionisme? Mon den nogensinde holder op?

follow your heart

Jeg har lavet en “pagt” med mig selv, et løfte til den lille pige indeni i mig, som sulter hver gang jeg mishandler hende.

Jeg vil bevise overfor alle, der har tvivlet på mig og dømt mig, at jeg kan få det bedre. Jeg vil styrke relationen til K [min terapeaut] og min mor og deres tillid til mig, ved at vise dem, at jeg kæmper og ikke lader spiseforstyrrelsen/selvskaden osv. styre mit liv.

Jeg har lavet et fint papir, underskrevet det og alt muligt. Jeg har tænkt mig at holde det løfte.