Stepping out of my comfort zone

En sød læser har gjort mig opmærksom på at i faktisk ikke har set noget personligt fra mig endnu, og det har jeg da taget til eftertanke. Ydermere blev jeg gjort opmærksom på, at det er sjældent at jeg får blogget om min mad de her dage. Jeg har tænkt meget over det, og tror faktisk at jeg med vilje ikke tager billeder af min mad mere fordi jeg skammer mig over de mængder jeg spiser lige nu. Jeg prøver jo at følge min kostplan og dette betyder større mængder mad fordi jeg nu skal tage på.. Det lyder måske skørt, men det synes mere “virkeligt” hvis jeg viser min mad – og dermed bliver det bekræftet at ja, jeg er svag; ja, jeg spiser for meget; ja, jeg er klam og fed og grim og ulækker.

Men anoreksien skal ikke få lov til at bestemme hvad jeg må og ikke må. Så here you go…

morgenmad

Morgenmad: laktosefri yogurt m. hjemme”blandet” müsli, æble og mandler + kaffe (of course)

Og til det næste vil jeg gerne bede om en trommevirvel… Ej, dog ikke men det er virkelig en overvindelse for mig.! Og lige præcis derfor har jeg tænkt mig at gøre det. Det handler om at komme ud over grænsen for hvad man synes der er trygt, for der er udenfor ens “comfort zone” at alt det fantastiske sker. Måske der ikke sker det helt store ved at lægge et billede ud af mig selv (gør det ikke. vil du virkelig vise hele verden hvor fed og grim du er – HOLD KÆFT ANA (ja undskyld mit sprog, men det var lige nødvendigt). Jeg er faktisk ret interesseret i mode generelt og syr meget tøj selv, så tænker at en måde for mig at gå lidt væk fra sygdommen og have mere fokus på mine interesser og mig som person (ikke som Amelia, hende med anoreksi) kunne være at dele noget outfit billeder. Men det ved jeg ikke om der er stemning for(?) Anyways…

IMG_2554

outfit 14.01.13

IMG_2547I dag skal jeg ind på Café Blom. Åh hvor jeg ikke gider. Det bliver godt. Jeg har isoleret mig i snart to uger og kun set min nærmeste familie, det skal være slut. Jeg må gerne se andre og have det sjovt selvom jeg er fed spiser.

Angst

Har planer om at tage ind i LMS’ aktivitetshus; har et håb om at det kan hjælpe mig, hvis jeg begynder at tage derind når jeg har det svært i løbet af dagen.

Det er ikke helt første gang jeg skal derind. For et lille års tid siden fik jeg en rundvisning derinde lige efter jeg var blevet udskrevet fra psykiatrisk, men der havde jeg det alt for skidt til at kunne magte, at tage fast derind.

Bliver stadig enormt angst ved tanken om at skulle derind. Min hals snører sig sammen, og jeg føler ikke, at jeg kan trække vejret. Der er pårørende aften derinde i dag, så min mor tager med, men er stadig tæt på at panikke ved tanken om at der kun er en halv time til vi tager derind. Der er så meget, der skræmmer mig; så meget jeg ikke kan forudse. Men har besluttet mig for at jeg skal derind. Jeg tror det vil være rigtig godt for mig. Både at møde andre i min situation, eller bare sidde i huset og læse eller høre musik på det dage, hvor jeg ikke magter at være alene. Forhåbentlig kan det give mig et spark i r*ven når jeg kører i selvsving og bare sidder derhjemme og er selvskadende og selvmedlidende.

Bliver nødt til at sige til mig selv, “Amelia du skal tage afsted idag”. Kan mærke at mørket er ved at overmande mig. Det løber koldt ned ad ryggen og jeg har svært ved at få vejret. “Kom nu, træk vejret. Ind. Ud. Ind. Ud”. Åh, hvorfor skal den dumme angst altid tage over hver gang jeg befinder mig i en situation, som jeg ikke kan forudse. Må bare blive ved med at sige til mig selv, at det er godt at tage derind. Helt ærligt, hvad er det værste der kan ske? “Alt,” hvisker stemmerne, “og det ved du”. Men i dag får stemmerne ikke lov til at bestemme. Jeg skal simpelthen derind. Jeg panikkede og lod være i går, med det løfte at så skulle jeg også tage afsted i dag, så derfor må det være sådan. Jep!