“… ikke at turde er at miste sig selv og livet”

want it more than you're afraid of it.

“At turde er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at turde er at miste sig selv.” Man hører ofte dette gør man ikke. Jeg har ihvertfald hørt det flere gange, men aldrig rigtig kunnet tage det til mig. Jeg sad i morges dybt begravet i min morgenkaffe og dagens avis, da citatet popper op i min hjerne. Hvorfor siger vi som vi gør? Hvad er meningen bag? Jeg lister ind på mit værelset, ved ikke hvem jeg er stille for; der er kun mig. Jeg griber bogen “Fra Sygdommen til Døden” af Søren Kirkegaard og slår op på siden, som jeg har læst så mange gange, at jeg ville kunne den i søvne:

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man
saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at
vove kan man just saa forfaerdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget
man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfaelde
aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv.
Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjaelper Livet mig med Straffen.
Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjaelper mig saa? Og naar jeg
ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i
høieste Forstand er just at blive opmaerksom paa sig selv) feigt vinder
alle jordiske Fordele – og taber mig selv!”

Det gør ondt, helt inde i hjertet, at tænke på lige netop disse ord.

Jeg ønsker ikke at blive gammel og have følelsen af, at jeg kunne have oplevet så meget mere. At fortryde, at jeg ikke mistede fodfæstet bare et øjeblik, og tog chancen. Ske hvad der end måtte ske, men i det mindste kunne lukke øjnene med et smil og vide at man har gjort hvad man kunne for at leve.

Nogen gange sidder jeg virkelig med følelsen af, at jeg er spild af liv – helt uden indhold.
Og det er så frustrerende. For jeg vil så meget, men der sker bare ingenting. Måske vil jeg ikke længere noget med mit liv.. Det synes som om, at når jeg endelig prøver, så falder det hele fra hinanden igen, og så er jeg atter tilbage hvor jeg begyndte.

Måske er livet bare “ingenting”, medmindre vi selv gør det til noget…

Dette får mig til at tænke på et andet citat: “Jeg vil ikke kun eksistere – jeg vil LEVE”

Men hvad indebærer det at leve. Involvere det også at blive såret? Skuffet? Vred? Ked? Alle de forbudte følelser, jeg så længe har lukket af overfor.
Nu husker jeg hvorfor jeg valgte ikke at lukke nogen ind; de får en magt over en, en magt som de ikke altid fortjener.

Ja man skal tage chancer, man skal ikke lade livet passere uden at deltage – men med den magt, er der en stor risiko for at blive såret. En risiko, som jeg ikke ved om er værd at tage. Derfor valgte jeg så længe ikke at lukke nogen ind. Heller ikke nogle behandlere, ikke engang min egen familie. Jeg spillede på den sikre side, for så var jeg sikker på ikke at tabe mere end jeg allerede har tabt.
Og så virker det som om, jeg har styr på det hele. At jeg kan kontrollere mine følelser, men det har og kan jeg langt fra. Jeg roder mig ud i en helt masse, hvor jeg set i bakspejlet, ikke helt ved hvordan jeg er havnet der hvor jeg nu engang er. Forskellen fra før, hvor jeg lukkede alt ude – til nu, er at jeg ikke kan lade være. Jeg vil gerne se hvad der sker. Jeg vil gerne udfordre skæbnen. Jeg vil leve.

Men det er så fandens hårdt.

Endnu en udfordring

Grød af min egen blanding (spelt, rug, bygkerner, boghvede, sesamfrø og quinoa) kogt m. æggehvider/vand, pære og kanel og drysset med mandler + den obligatoriske kæmpe kaffe

Var jo til diætist i torsdag, hvor jeg selvfølgelig fik en madplan, som jeg skal prøve at overholde… og puh, det er godt nok mange kulhydrater i forhold til hvad jeg normalt spiser. I dag er så første dag, hvor jeg skal prøve at overholde planen, men det bliver altså alt for provokerende, så har tænkt mig at introducere kulhydraterne én måltid ad gangen. Det virkede nemmest for mig at starte med morgenmaden, så det har jeg gjort i dag. Det var en kæmpe forandring i forhold til min vante morgenmad (som plejer at bestå af skyr el. hytteost med nødder og frø, eller omelet). I dag blev det så grød… Har det simpelthen så skidt over at have spist så mange kulhydrater (og kalorier! kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist så mange kalorier i ét måltid, men det er vel for fanden det der er meningen, for det går jo ikke, at jeg bliver ved med at tabe mig). Nå, men er sikker på at min mave vokser for hvert sekund der går. Hvorfor skal jeg også være så dum og fed og svag. Nej, stop! Jeg er stærk fordi jeg vælger at kæmpe imod anoreksien. Min krop – og HJERNE – har brug for kulhydrater. Jeg har næret min krop og fyldt den med gode, sunde ting. Det kan fandme ikke være rigtigt at kulhydrater skal styre mit liv og bestemme om jeg må være glad eller ej! Jeg vælger livet. Resten af dagen skal være god og fyldt med ting, som gør mig glad, basta.

Og ja, det er min dyne i kan se i sofaen 😉 Var simpelthen nødt til at skabe noget hygge omkring mig for at komme igennem skålen med grød..