Oh life, oh life

IMG_0718, collageIMG_0964

^^beklager billedekvaliteten (taget m. iPhone)

Jeg kigger på uret og bliver med det samme i dårligt humør. Klokken er elleve nu og min veninde holder brunch. Jeg er inviteret, men har (som sædvanligt) takket pænt nej. Det gør ondt at vide, at lige nu krammer alle mine veninder hinanden til hej, griner, smiler og snakker om alverdens ting, mens jeg sidder her i min lejlighed. (Næsten) helt alene – min mor er her, men kører fra mig om en time.
Jeg kunne alligevel ikke overskue maden..

Det er skræmmende at tænke på, hvordan de valgt vi tager udelukker og påvirker så meget andet.
Jeg har ikke tal på hvor mange mennesker jeg efterhånden har skubbet væk og ud af mit liv. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem eller bevidst ønsker de skal forsvinde i mængden -men fordi, at når det involvere mennesker, involverer det chancen om at blive såret, skuffet og efterladt. Det er ironisk, når jeg tænker over, hvor bange jeg er for at være alene. Jeg er bogstaveligtalt min egen værste fjende, og det har jeg altid været.

Da jeg var yngre, tror jeg ikke at det nogensinde faldt mig ind, at jeg skulle være 20 (snart 21) og ingen planer have. Ingen “vej”. Jeg har altid være så pligtopfyldende og dygtig, og nu aner jeg ikke hvor mit næste skridt skal føre mig hen. Faktisk, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at tage det næste skridt. Jeg har altid været plaget af mange ting, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle miste lysten til livet i sådan en grad, som det er kommet til. Og det, på trods af at jeg har levet et depressivt liv, siden jeg var 12. Hold da op, hvor er det sørgeligt, og ynkeligt på samme tid.

Jeg drømte engang om børn, mand, hus og hele molevitten. Det føles så fjernt at sige det nu, for jeg er så langt fra den drøm som jeg overhovedet kan komme. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke engang om jeg ønsker at sætte børn i denne verden, og da slet ikke hvis jeg skal agere som mor.

I sidste ende kan det også være helt ligegyldigt. Faktum er, at jeg ikke længere er Amelia. Jeg har mistet mig selv i takt med hvert kilo jeg har tabt. Jeg er ikke glad, jeg har ingen planer, jeg har truffet nogle meget dårlige valg, og så har jeg skubbet alt for mange mennesker væk.
Eller måske, har lige netop alt dét altid været Amelia – nu er det bare sværere at leve med hende.

De siger at alting ændres, at tiden læger alle sår, de siger at alt bliver bedre, men hvornår, hvornår, hvornår?

Jeg er så flov over mig selv.
Jeg venter og venter.. men på hvad? På at jeg en dag stikker af fra alt eller dør?
Jeg bliver jo aldrig “normal”, aldrig ligesom alle andre.
Jeg famler mere og mere, bliver mere indelukket og ked af det.
Fortidens sår kommer frem hele tiden.

Hvornår stopper det? Jeg kigger på stjernerne der falder ned og undrer mig, hvor jeg gik forkert..