Oh life, oh life

IMG_0718, collageIMG_0964

^^beklager billedekvaliteten (taget m. iPhone)

Jeg kigger på uret og bliver med det samme i dårligt humør. Klokken er elleve nu og min veninde holder brunch. Jeg er inviteret, men har (som sædvanligt) takket pænt nej. Det gør ondt at vide, at lige nu krammer alle mine veninder hinanden til hej, griner, smiler og snakker om alverdens ting, mens jeg sidder her i min lejlighed. (Næsten) helt alene – min mor er her, men kører fra mig om en time.
Jeg kunne alligevel ikke overskue maden..

Det er skræmmende at tænke på, hvordan de valgt vi tager udelukker og påvirker så meget andet.
Jeg har ikke tal på hvor mange mennesker jeg efterhånden har skubbet væk og ud af mit liv. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem eller bevidst ønsker de skal forsvinde i mængden -men fordi, at når det involvere mennesker, involverer det chancen om at blive såret, skuffet og efterladt. Det er ironisk, når jeg tænker over, hvor bange jeg er for at være alene. Jeg er bogstaveligtalt min egen værste fjende, og det har jeg altid været.

Da jeg var yngre, tror jeg ikke at det nogensinde faldt mig ind, at jeg skulle være 20 (snart 21) og ingen planer have. Ingen “vej”. Jeg har altid være så pligtopfyldende og dygtig, og nu aner jeg ikke hvor mit næste skridt skal føre mig hen. Faktisk, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at tage det næste skridt. Jeg har altid været plaget af mange ting, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle miste lysten til livet i sådan en grad, som det er kommet til. Og det, på trods af at jeg har levet et depressivt liv, siden jeg var 12. Hold da op, hvor er det sørgeligt, og ynkeligt på samme tid.

Jeg drømte engang om børn, mand, hus og hele molevitten. Det føles så fjernt at sige det nu, for jeg er så langt fra den drøm som jeg overhovedet kan komme. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke engang om jeg ønsker at sætte børn i denne verden, og da slet ikke hvis jeg skal agere som mor.

I sidste ende kan det også være helt ligegyldigt. Faktum er, at jeg ikke længere er Amelia. Jeg har mistet mig selv i takt med hvert kilo jeg har tabt. Jeg er ikke glad, jeg har ingen planer, jeg har truffet nogle meget dårlige valg, og så har jeg skubbet alt for mange mennesker væk.
Eller måske, har lige netop alt dét altid været Amelia – nu er det bare sværere at leve med hende.

De siger at alting ændres, at tiden læger alle sår, de siger at alt bliver bedre, men hvornår, hvornår, hvornår?

Jeg er så flov over mig selv.
Jeg venter og venter.. men på hvad? På at jeg en dag stikker af fra alt eller dør?
Jeg bliver jo aldrig “normal”, aldrig ligesom alle andre.
Jeg famler mere og mere, bliver mere indelukket og ked af det.
Fortidens sår kommer frem hele tiden.

Hvornår stopper det? Jeg kigger på stjernerne der falder ned og undrer mig, hvor jeg gik forkert..

Surreal..

En af mine bedste venner har lige sendt nogle billeder han har taget af mig. Han vil gerne være fotograf. Og har spurgt om han måtte tage nogle billeder, så jeg kunne se hvor spinkel jeg faktisk er. Det er anden gang han har spurgt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved billederne. Det er uvirkeligt. Jeg kan ikke tro på, at det rent faktisk er mig på billederne. Det må være en anden. Han må have snydt. Jeg sidder bare og kigger på dem, ved ikke om jeg skal slette dem, offentliggøre dem, printe dem ud, hænge dem op for at minde mig selv om at det er ok at spise. De er smukke, altså sådan set med kunstneriske øjne; han er en fantastisk fotograf. Jeg kan se konjunkturerne, knoglerne, men alligevel ser jeg fedt over det hele. Hvis det nu er mig. Så er der stadig så mange fejl.

Kan det lade sig gøre at spise og være social på samme tid?

Ja, vil de fleste nok sige. Men for mig (og sikkert mange andre, der lider af en spiseforstyrrelse) er det ikke helt så lige til.

At spise, især det at spise foran andre, er enormt provokerende. Præcis denne faktor er nok den mest forfærdelige og invaliderende del af en spiseforstyrrelse (ihvertfald for mit vedkommende); nemlig det, at undgå alle sociale sammenhæng som involverer spisning. Hvilket i mit tilfælde i sidste ende resulterede i fuldstændig at isolere mig socialt for at undgå situationer og begivenheder, som var “farlige” = ting, jeg ikke kunne forudse. Det ender med et blive en negativ spiral, for jo mere man isolerer sig, jo sværere bliver det at komme ud mellem andre mennesker, som igen resulterer i at man isolerer sig endnu mere osv. osv. For ikke særlig lang tid siden var jeg der, hvor jeg ikke så andre mennesker end min mor, og jeg kæmper dagligt en brav kamp for at ses med andre for det er fandme svært når man har været ensom så lang tid. Man kan ikke finde på noget at sige, ja man glemer fuldstændig hvordan man agerer i sociale sammenhæng.

Nå, det blev egentlig en ret lang og omfattende indledende måde at fortælle, at jeg idag ved frokost-tid har været ude og spise sammen tre af mine tætteste veninder (de eneste i min vennekreds som ved præcis hvor svært jeg har det). Det var faktisk en udfordring min diætist gav mig igår, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne springe ud i det mens jeg havde modet til det, og før jeg fik overtalt mig selv til at lade være.

Jeg snakkede nemlig med min diætist om hvor svært det er for mig, at vurdere hvordan en “normal” portion ser ud, fordi jeg jo har spist alt for lidt. Vi kom frem til, at en god måde ville være at tage ud og spise sammen med nogen, jeg følte at jeg kunne stole på, og så bede dem om hjælp til at tage, hvad de vurderede, er en normal portion. Og det gik faktisk bedre end forventet.

Jeg havde frygtet, at mine veninder ville synes at det var noget mærkeligt noget at bede dem om (og det vidste jeg jo inderst inde godt, ikke passede), men de var bare åbne og rummelige og helt utrolig fantastisk dejlige og “selvfølgelig ville de hjælpe mig!”. Endnu en udfordring var jo så også, ikke at lukke mig fuldstændig inde i mig selv under spisningen, men prøve at være åben og snakkesalig (den “gamle” fjollende Amelia). Det er bare så svært, faktisk endnu mere svært fordi de ved, at jeg kæmper med anoreksien. De har været så vant til at jeg aldrig har taget imod kage eller fundet en eller anden undskyldning for at undgå mad og måltider. Det gør bare at jeg er endnu mere overbevist om, at når de kigger på mig, så tænker de kun på hvor ulækker jeg ser ud og hvor svag jeg er, fordi jeg ikke kan “modstå” maden. Den “sunde” del af min hjerne ved jo godt, at det slet ikke forholder sig sådan, ja måske er de endda glade for at jeg endelig spiser noget sammen med dem, men den syge, anorektiske del af mig vinder alligevel altid diskussionen inde i mit hoved.

Men idag skulle det så prøves af; jeg lavede en specifik aftale med mine veninder om at tage ud og spise sammen, og det ville de rigtig gerne. Dog havde jeg stadig brug for en smule sikkerhed, så vi tog ud et sted jeg allerede kender og hvor jeg har været ude med min mor og storebror en enkel gang efter jeg blev syg, så jeg vidste hvad der var af mad. Det gjorde egentlig heller ikke noget, for det er en god restaurant med en rigtig lækkker buffet. Her er hvad jeg tog:

Lidt bagte rodfrugter (venstre hjørne), afrikans peanut kylling, bagt laks med div. krydderurter, guacamole + forskellige grøntsager OG cola zero (som jeg kun er en lille-bitte-mikro smule afhængig af 😉 ) 

Happiness is a choice

Har haft det pisse godt i dag. Var til fødselsdagsbrunch hos en veninde (som er mere min søster en “bare” en veninde) i København. SÅ lang tid siden, jeg har set hende, da den her lorte-sygdom fortæller mig, at jeg ikke har fortjent at hygge mig og ses med mine veninder og alt mulig andet lort. Men i dag kan jeg se, at det er præcis det: LORT. Det har jo INTET med virkeligheden at gøre! Har levet i dag. Har grint og snakket, og selvom jeg langt fra fik nok at spise vil jeg stadig holde fast i den fact at jeg formåede at være social i en spisesituation. Har besluttet mig for at kæmpe mig tilbage til livet her i København. Ja, jeg flytter tilbage. Flyttede helt til Jylland fordi jeg troede, at jeg havde fundet en kommune, der ville hjælpe mig, men de er sgu også bare til at lukke op og skide i, så nu gider jeg ikke længere være afhængig af systemet, et system, som alligevel ikke virker. Så nu klarer jeg det sgu selv (altså næsten, holder stadig fast i min fantastiske terapeaut og seje diætist).
Men det her indlæg skal ikke være negativt, så nok om uforstående, dømmende mennesker. Formåede at være social i flere timer, uden at kigge på uret og tænke på hvornår jeg kunne være bekendt at smutte, så jeg kunne komme hjem og “hygge” mig med min anoreksi. I dag fik Ana ikke lov til at bestemme. Jeg vil sgu have lov til at hygge mig med mine venner uden at få dårlig samvittighed og uden at skulle straffe mig selv bagefter. Fik en god dag, trods en lorte-start hvor jeg selvfølgelig fandt ud af, at jeg havde glemt mit nøje udvalgte outfit i Jylland og at resten af mit tøj forresten var VÅDT fordi jeg havde glemt at hænge det nyvaskede op. Men alt dette løste sig og jeg kom afsted fuldt påklædt og synes egentlig at jeg så sådan ok nogenlunde ud 😉

God aften til i smukke mennesker ❤

xxoo,

“Being happy doesn’t mean that everything is perfect. It means that you’ve decided to look beyond the imperfections” – Unknown.