Who are you, really?

perfect in our imperfections

Hvem er du,
egentlig?

du er ikke et navn
eller en højde, eller en vægt
eller et køn
du er ikke en alder
og du er ikke hvor du
er opvokset

du er ikke dine lår
du er ikke din næse
du er ikke din mave
du er ikke din vægt

du er ikke ufuldkommen
du er ikke en fejl
du er ikke uværdig

du er dine yndlingsbøger
og de sange du har på hjernen
du er dine tanker
og hvad du spiser til morgenmad
en rolig lørdag morgen

du er tusindevis af ting
men alle vælger
at se de millioner af ting
de ikke er

du er ikke
hvor du kommer fra
du er
hvor du er på vej hen
og jeg vil
så gerne følges
med dig

du er mere end dine fejl
du er dig!

Stop med at se dig selv som en sum af uønskede dele, og begyndt at tænk på dig selv som et helt menneske<3

Hell is empty, all the devils are here

byAmelia - please credit if use

Tomheden tager over. Frygten for at mærke mig selv. Tankerne kredser om at forsvinde. Skal til psykiater i morgen og har for første gang i forløbet ikke lyst. Dårlig samvittighed.

Selvhadet vokser, straf og spiseforstyrrelsens jerngreb strammes yderligere. Tilbage i løgne og rodløshed. Bekymring fra andre føles som et større og større pres, ikke som den tilsigtede støtte. Gode intentioner, men forstår de ikke jeg er uden for rækkevidde? At jeg ikke længere vil kæmpe imod. Jeg ved det er Ana der tærer på mig, bliver styrket at sulten. Smiler fordi jeg igen har tabt mig. Læner sig tilfreds tilbage ved synet af min mors bekymrede blik; “jeg bliver snart nødt til at veje dig.” Jeg stirrer tomt frem for mig, som jeg har gjort så mange gange før de sidste par dage. Ligegyldighedens slør har for længst omsluttet mig, fangarme griber ud efter mig. Jeg har accepteret at det er sådan livet må være.

Underligt som alting pludselig kan virke helt uden betydning. Hvordan kampgejst på et øjeblik synes skiftet ud af sortsyn og håbløshed. Underligt hvordan det lys for enden af tunnellen for et splitsekund syntes at være blevet tændt; for bare at være gennemsyret af mørke og tåge.
Underligt hvordan det ikke længere gør nogen forskel for mig om jeg har noget – eller nogen, om jeg lever eller dør. Hvordan bekymring udefra næsten er mere i vejen og pres, end til støtte. De vil mig jo det bedste men jeg føler, at jeg bliver kvalt. Lad mig være i ensomhedens fængsel – det er alligevel her, jeg fortjener at bo.

Daglige reminders/motivationer

Har haft en fantastisk dag i dag! Den bedste dag i rigtig lang tid. Er helt euforisk og fyldt med successer. En smule overdrevet måske, men åh jeg vil sgu have lov til at være glad idag.

Udover at dagen bare er gået godt, så har jeg endnu engang udfordret min angst og taget ind på Café Blom, og må faktisk indrømme, at den er en del bedre en LMS’ aktivitetshus. Intet ondt om LMS-huset, men for mig blev det en anelse “sygt” derinde og sådan var det slet ikke i angstcaféen. Det føltes tværtimod som om det bare var en stor gruppe venner, som sad og hyggede sig med en kop kaffe. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er derinde. Har allerede planer om at mødes med gruppen på fredag. Vi skal ud og spise! Det bliver sgu lidt provokerende og er i den grad en udfordring for mig, især fordi de andre måske ikke ved hvor svært det egentlig er for mig, da caféen ikke rigtig har noget med spiseforstyrrelser at gøre.

Men videre til hvad indlægget rent faktisk skulle handle om: hvad der holder motivationen i gang i dagligdagen og minder mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe…

Dette armbånd tager jeg kun af, når jeg skal i bad o.lign. Det er måske mit kæreste eje. Det var en gave fra min mor, da jeg kom ind på et bo- og behandlingssted for lidt over et halvt år siden, og det betyder så utroligt meget for mig. Sammen med pakken fulgte et kort, jeg har taget et citat fra kortet og “kopieret” det over på et papir, så jeg altid kan blive mindet om hendes smukke ord.

Der stod bl.a.: “Nøglen er til livet, så du selv kan vælge hvilket liv du ønsker, hvilken vej du vil gå, hvilke døre du vælger at åbne. Din nøgle.                Hjertet og stjernerne vil altid vise vej og passe på dig. Hjertet står for kærlighed altid. Stjernerne viser også vej, hvis du føler dig fortabt eller hvis du farer vild”.

Hver gang jeg ser ned på min arm, hører jeg min mors ord inde i mit hoved og jeg bliver mindet om, at hvor alene og fortabt jeg end føler mig, så er “stjernerne” der for mig. Stjernerne er der nemlig altid, selvom man kun kan se dem når der er mørkt. Hjertet husker mig på, at jeg altid er omgivet af kærlighed fra dem omkring mig (især min mor og storebror). Nøglen minder mig om, at jeg har et valg. Jeg bestemmer over mit liv, og i sidste ende, er det også mig der bestemmer om spiseforstyrrelsen, selvskaden osv. skal have lov til at dominerer mit liv eller ej.

Ovenstående billede var et projekt en dag, hvor jeg havde det rigtig skidt og virkelig have brug for at visualiserer hvorfor og hvad jeg kæmper for. Det er en væg på mit værelse, så jeg bliver mindet om, at jeg vil noget andet. At der er noget andet – og bedre – end at være fanget i anoreksiens net. Der er både billeder af veltrænede (sunde!) kvinder. I centrum er der en del dansebilleder – jeg har altid danset meget og elsket det, men har ikke fået lov til at danse de sidste tre år pga. min undervægt. En af grundene til at jeg stadig kæmper med maden, er for at få lov til at danse igen!. Der er også en del citater at finde på væggen. Motiverende citater som handler om at pleje og nære sin krop, om at man er god nok som man er osv. En ting, der også går igen, er kvinder med power! Kvinder, der tør vise sin styrke og ikke gemmer sig bag et spinkelt ydre og fuglestemme. Det er kvinder, som jeg ser op til.

Jeg er nysgerrig. Hvad bruger i andre i hverdagen for at holde fast i motivationen?