My head is a terrible place to live..

Jeg har ikke sovet. Jeg ved ikke om jeg er mest træt eller mest rastløs. Mine tanker kværner rundt i hovedet på mig og jeg ved snart ikke hvad der fylder mest. Tankestrømmen har sit eget liv lige nu, mens jeg har trukket mig lidt tilbage i ingenmandsland. For jeg kan ikke rigtigt gøre fra eller til, så nu prøver jeg det der med at “acceptere at det er som det er lige nu”. Accept af tingenes tilstand er ikke altid min stærke side, og det med at give slip og “flyde med” føles vildt ukontrolleret og kaotisk for mig.

Det kører ikke skidegodt for mig i øjeblikket, hver dag føles uendelig og uoverskuelig. Og så er mit hovede som en si, jeg kan ikke huske og ikke holde styr på ting. Det er både godt og skidt, for det er ikke alt jeg orker at huske på hele tiden, men det er ubehageligt bare ikke helt at kunne holde styr på noget rigtigt.

Jeg er træt af mig selv og af min tilværelse, men samtidigt magter jeg så lidt i forhold til at ændre på den selv. Både psykisk og fysisk træt er jeg egentlig. Og en velkendt tomhed og knugende fornemmelse i maven har meldt sin ankomst. Uden egentlig at have noget specifikt at pege på som grund, kan jeg bare ikke overskue noget og mit humør er ikke ret godt på noget tidspunkt.
Jeg tager min medicin som jeg skal, men det føles lidt som om det er symptomer på depression og angst der er ved at tage til, når jeg tænker over det, har det nok været på vej i et godt stykke tid efterhånden.

Sandheden er vel egentlig at jeg faktisk ikke kan gøre til eller fra. Jeg befinder mig i hvad der synes som en uendelig venteposition (skabt af mig selv, må jeg nok indrømme – der er jo intet der holder mig tilbage fra “bare” at “springe ud i det”). Mellemtid må være temaet for mit liv. Jeg bilder mig selv og andre ind at jeg er vant til det, så det går nok. Men må også fastslå at jeg lige nu står i en kæmpe uvished om alting, som jeg har gjort så mange gange før, og jeg har ikke vænnet mig til det – og det er stadig lige svært at holde ud.

Jeg tror ikke det er realistisk at ‘helbrede mig’, jeg tror ikke det er realistisk at jeg giver slip på sygdommen. Den er med i alt, i den ene eller, den anden eller den syvende form. Og jeg er træt af at løbe, når jeg godt ved at den altid vil indhente mig.

Jeg tænker lidt, at tiden måske er inde til at ændre vinkel. Ændre udgangspunkt. Jeg tænker at det handler mere om at acceptere- og leve méd sygdommen, i stedet for et evigt dobbelt kapløb hvor nogle lige når at få sat forhåbningerne om målstregen op, for så at se den blive krydset af en anden.

Måske ville jeg have mere ro, hvis jeg/vi/de accepterede at det er som det er, så lad os prøve at få det bedste ud ad dét i stedet for at tro det kan ændres og fjernes. Jeg kan ikke leve op til det.

Men så kommer kampgejsten op i mig. Fandme om jeg vil leve resten af mit liv i accept af at tingene nu engang er som de er. Jeg vil ikke bare eksistere, være til, nej jeg vil ud og have et liv. Jeg vil mærke glæderne (og sorgerne) der hører med til det at leve, og jeg vil have lov til at nyde, når jeg har det godt i stedet for at det skal ende i selvskade de efterfølgende dage, fordi jeg ikke har fortjent noget godt. Det må da være muligt at få det bedre(?) Det håber jeg..

Accept what you cannot change

Har brugt en hel dag(i går) på at stirre ud i luften og sove på skift. Pakket ind i mange lag uld og tøj for at holde varmen i mit ellers egentlig opvarmede hus. Ved nok godt, at det er et tegn på at jeg igen har tabt mig alt for meget, men synes ikke at kunne gå mere op i det end at trække på skuldrene og tænke, at det vel er fint nok.

Det er nytårsaften om to dage. Jeg har aflyst mine planer med mine veninder. Havde en back-up plan der hed at tage ind i Café Blom og holde nytår sammen med de andre fra Angstforeningen, men tror ikke at jeg kommer afsted. Vil helst bare ligge hjemme under min dyne og “bare være”. Skubber i øjeblikket folk fra mig uden at prøve synderligt på det. En eller anden mekanisme er gået i gang og har afløst kampgejsten til fordel for… ja, til fordel for at stirre ud i luften.

Ingen frygt for konsekvenser mere. Nærmere næsten en ro eller trøst ved tanken. En underlig ro ved at give slip. En ro, der føles underlig rar. En følelse af, for første gang længe, ikke at være afhængig, ikke at være hjælpeløst afhængig af andre. Og ikke føle, at jeg misbruger andres omsorg i min manglende evne til at kunne selv. For noget kan jeg selv, noget kræver ikke andres konstante fokus og velmenende omsorg og støtte, som i øjeblikket næsten kvæler mig.

En ro ved accepten af, at tingene er, som de er. I den bedste af alle verdener var jeg gået en anden vej i tide, men jeg mærker en særlig og lettelse ved at tillade accepten og erkendelsen at overtage. Accepten af at ikke alt kan ændres, at ikke alle valg fører hen til hvad jeg forventede eller et øjeblik troede på. Og det er okay. Jeg er okay. Jeg er okay med tanken om at leve i nuet med de forudsætninger jeg nu engang har, i stedet for evigt at stræbe efter at ændre nuet og kontrollere det, for egentlig bare at pine mig selv hele vejen. Hvem siger at jeg ikke kan leve på de præmisser jeg nu engang har skabt undervejs eller blevet sat i. Hvorfor alene fokusere på fremadrettede illusioner om hvordan alting måske en dag kan se ud, i stedet for at forholde mig til hvordan det faktiske ser ud og så få det bedste ud af det?

Jeg kan mærke at jeg falder til ro ved tanken om ikke hele tiden at prøve. Ikke hele tiden forsøge at leve op til andres godhjertede håb og ønsker for mig. Og jeg kan mærke trøsten ved ikke at føle, at jeg misbruger dem jeg holder af i et forsøg på at udfylde det hul kampen om forandring efterlader. Giver det mening? Jeg ved det ikke.

Jeg har ikke opgivet, jeg har bare ændret fokus til accept fremfor forandring. Alting giver underligt meget mening. Og jeg er okay, jeg har det okay.