Surreal..

En af mine bedste venner har lige sendt nogle billeder han har taget af mig. Han vil gerne være fotograf. Og har spurgt om han måtte tage nogle billeder, så jeg kunne se hvor spinkel jeg faktisk er. Det er anden gang han har spurgt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved billederne. Det er uvirkeligt. Jeg kan ikke tro på, at det rent faktisk er mig på billederne. Det må være en anden. Han må have snydt. Jeg sidder bare og kigger på dem, ved ikke om jeg skal slette dem, offentliggøre dem, printe dem ud, hænge dem op for at minde mig selv om at det er ok at spise. De er smukke, altså sådan set med kunstneriske øjne; han er en fantastisk fotograf. Jeg kan se konjunkturerne, knoglerne, men alligevel ser jeg fedt over det hele. Hvis det nu er mig. Så er der stadig så mange fejl.

Angst

Har planer om at tage ind i LMS’ aktivitetshus; har et håb om at det kan hjælpe mig, hvis jeg begynder at tage derind når jeg har det svært i løbet af dagen.

Det er ikke helt første gang jeg skal derind. For et lille års tid siden fik jeg en rundvisning derinde lige efter jeg var blevet udskrevet fra psykiatrisk, men der havde jeg det alt for skidt til at kunne magte, at tage fast derind.

Bliver stadig enormt angst ved tanken om at skulle derind. Min hals snører sig sammen, og jeg føler ikke, at jeg kan trække vejret. Der er pårørende aften derinde i dag, så min mor tager med, men er stadig tæt på at panikke ved tanken om at der kun er en halv time til vi tager derind. Der er så meget, der skræmmer mig; så meget jeg ikke kan forudse. Men har besluttet mig for at jeg skal derind. Jeg tror det vil være rigtig godt for mig. Både at møde andre i min situation, eller bare sidde i huset og læse eller høre musik på det dage, hvor jeg ikke magter at være alene. Forhåbentlig kan det give mig et spark i r*ven når jeg kører i selvsving og bare sidder derhjemme og er selvskadende og selvmedlidende.

Bliver nødt til at sige til mig selv, “Amelia du skal tage afsted idag”. Kan mærke at mørket er ved at overmande mig. Det løber koldt ned ad ryggen og jeg har svært ved at få vejret. “Kom nu, træk vejret. Ind. Ud. Ind. Ud”. Åh, hvorfor skal den dumme angst altid tage over hver gang jeg befinder mig i en situation, som jeg ikke kan forudse. Må bare blive ved med at sige til mig selv, at det er godt at tage derind. Helt ærligt, hvad er det værste der kan ske? “Alt,” hvisker stemmerne, “og det ved du”. Men i dag får stemmerne ikke lov til at bestemme. Jeg skal simpelthen derind. Jeg panikkede og lod være i går, med det løfte at så skulle jeg også tage afsted i dag, så derfor må det være sådan. Jep!