Does that make me crazy? Possibly

Jeg føler mig tom indeni. Jeg føler mig i øjeblikket fuldstændig ude af stand til at udtrykke mig. Altså jeg skriver indlæg, og jeg fortæller måske mere end nogensinde før. Men det føles ikke som om jeg helt siger hvad jeg inderst inde føler. Ikke fordi jeg ikke har lyst til det eller fordi jeg bevidst vælger at holde noget tilbage, men fordi jeg ikke ved hvordan. Jeg ved ikke hvad “det” er. Jeg ved ikke hvor jeg står i forhold til rigtig mange ting. Jeg har vel egentlig allerede sagt det i mine nylige indlæg, men det forholder sig stadig sådan, og derfor er det vel det, jeg bliver nødt til at fortælle om..

Jeg er træt hele tiden og føler ofte at jeg er ved at besvime. Men jeg føler ikke at jeg har ret til at være træt eller have det skidt. Jeg får jo den hjælp jeg har brug for ikke? Jeg føler at jeg skuffer alt og alle, jeg føler mig som en fiasko.

Jeg har lyst til at ligge i min seng og sove dagen væk, men det kan jeg ikke længere. Stemmerne siger, at jeg ikke må ligge ned. Jeg skal stå op, altid være i bevægelse. Jeg tror ikke engang at jeg ville være i stand til at sove; tankerne kører rundt i mit hoved. Men der er så meget kaos at tankerne ikke bliver til tanke – giver det mening? Kaos indeni gør at jeg ikke kan vælge nogle tanker ud og gøre dem til ord eller sætninger. Der er stille, men alligevel ikke. Kan vist ikke rigtig forklare det ordentlig, det er så mærkeligt. Eller måske råber tankerne så meget, at jeg ikke kan skelne den ene fra den ene og derfor ikke er i stand til at beskrive hvad jeg tænker..

Jeg er så træt af tilværelsen. Jeg prøver at forstå ting som ingen mening giver. Hvis hjernen kunne eksplodere af “overtænkning” ville det være sket for længst.

Jeg har ikke lyst til at deltage længere, jeg er træt af at kæmpe for noget som jeg ikke engang ved hvad er, noget som jeg ikke helt ved om jeg længere tror på.
Hvordan skulle nogen nogensinde kunne komme til at acceptere og respektere mig, når jeg ikke engang selv kan.

Hver gang folk spørger mig hvordan det går, ender jeg med at sidde med sådan en underlig tom følelse. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg smiler altid, og siger at jeg har det godt, jeg har det fint. Det er jeg jo nødt til at have.

Men jeg har det ad helvedes til, og jeg ville sådan ønske at jeg kunne tillade mig selv at være derefter. Jeg har lyst til at lukke alt og alle ude. Snerre og sulke. Sluge piller, springe måltider over, skære. Jeg har lyst til at aflyse mine aftaler. Jeg har ikke lyst til at mødes med folk fordi jeg ikke gider (eller kan) lade som om at alt er fantastisk og jeg har det godt. Jeg har lyst til ikke at gå i bad, gå rundt i mit beskidte tøj og ikke tage makeup på eller gøre noget du af mig selv på nogen måde. Jeg ved jo godt, at det ikke er det jeg virkelig ønsker. Det er stemmerne der fortæller mig, at jeg ikke har fortjent bedre. Men det er så lokkende at føje mig dem, så behøver jeg ikke kæmpe med de onde ord de hvisker i mit øre, når jeg prøver at gøre noget godt for mig selv.

Men jeg hader at virke bedre end jeg har det. Jeg hader det virkelig. Eller måske hader jeg mere at folk ikke kan se igennem min facade. Jeg er nemlig på samme tid bange for at virke for “god”, at alle tror at jeg har det godt fordi det udefra ser ud som om, jeg ikke lader mig styre at mit humør/min spiseforstyrrelse (mest fordi jeg kommer med dumme undskyldninger for at blive væk, når min depression/angst/spiseforstyrrelse styrer og regerer).

Hver aften tager jeg en beslutning om at næste dag skal være bedre. At jeg skal spise efter min kostplan; ikke sulte mig selv, ikke træne. I morgen aften skal jeg have lov til at sove. Og om dagen vil jeg give min krop den hvile, den har brug for. Men hver morgen er der omstændigheder, der gør, at jeg på den ene eller anden måde føler, at jeg skal straffe mig selv. Føler jeg mig stor/fyldt/fed? Jeg er nødt til at nedjustere mængderne på min kostplan. Har jeg indtager over x kalorier i dag? Jeg må ikke sove, før jeg har trænet i y antal timer. Ser jeg ok ud idag (og svaret er altid nej)? Så kan jeg ikke vise mig offentligt og er nødt til at aflyse de aftaler, jeg måtte have. Har jeg arbejdet nok med mig selv eller er der sket de ryk jeg har forventet af mig selv (igen er svaret selvfølgelig altid nej)? Så kan jeg ligeså godt blive i min dårligdom, lukke min mor (= min eneste hjælp og støtte) ude og aflyse min terapi med K.

Jeg føler, at jeg sidder fast og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at rive mig ud af den negative nedadkørende spiral.

What if I’m broken, beyond repair?

Der er så meget at skrive, men så få ord i disse dage. Jeg kan ikke fortælle, men jeg kan ikke længere lade være – og det skræmmer mig. Jeg er så bange for ikke at kunne stoppe igen, eller sige for meget de forkerte steder. Jeg er så bange for at miste kontrollen over det her, som allerede føles ukontrolleret, kaotisk og bare pissesmertefuldt egentlig.

Jeg føler jeg er ved at skrive hele min historie om, eller rettere føles det som om hele min fortælling er igang med at skrive sig selv; og de ting der kommer frem i lyset ligeså stille, kommer ligeså meget bag på mig som var det en bog jeg læser læser, ikke min egen historie.

Jeg kører på én time ad gangen-strategi for tiden, kan vitterligt ikke planlægge ret meget længere end det. Er enormt følsom og sårbar over for alt, kan ikke rigtigt rumme noget. Andet end ritualer; konstanter regler for hver en bevægelse jeg gør, hver en tanke jeg tænker. Kontrol.

Der sker rigtig mange ting lige nu. Lidt for mange måske? Ihvertfald er mit behov for kontrol vokset i takt med at bunkerne med nye ting vokser. Jeg vil jo gerne, så jeg siger ja. Og ja. Og ja. Og så står jeg med ansvaret for alt muligt, bare for at få lov til at flygte fra at tage ansvaret for min egen bedring. Det dobbeltmoralske i det hele er, at alle de ting, der er sat i gang ikke rigtig kan starte før jeg selv har fået det bedre. Åh, jamen ville ønske at jeg kunne sige mere, men vil ikke ødelægge noget ved at fortælle om det før det overhovedet er startet…

Jeg har for en gang skyld prøvet at gøre noget godt for mig selv i dag. I et forsøg på at prøve at overbevise mig selv om, at jeg faktisk fortjener at have det rart. Har smurt creme på mine (meget) mishandlede hænder for første gang i lidt over en måned. Har været i bad, farvet hår, klippet det (det trængte, har ikke været til frisøren i et halvt år, men har ikke råd pt. så måtte gøre det selv). Jeg har ryddet op og været kreativ. Udadtil har det været en rigtig god dag. Men indeni er det noget helt andet. Kaos. Selvbebrejdelse. Selvhad over at gøre noget godt for mig selv, når jeg nu inderst inde ikke føler at jeg fortjener omsorgen. Isolation. Desperate forsøg på at række en hånd ud til folk omkring mig, som er endt i fiasko efter fiasko. Rastløshed, jeg tæller som sædvanligvis timerne indtil det er tid til at gå i seng – hvor jeg så skal ligge om motionere i min. 2 timer. Hvornår må jeg hvile? Hvornår kan jeg sætte mig ned og bare “være” – uden at skulle fare rundt og ordne blot for at forbrænde kalorier, holde mig i gang for ikke at være stille med mine tanker? Hvornår bliver det bedre? Med min fornuft ved jeg godt, at det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, men hvad hvis det nu er en allerede tabt kamp.. Hvad nu hvis jeg er ødelagt og ude af stand til at blive “fikset”?

Skål i mælk. Skål for livet.

My head is a terrible place to live..

Jeg har ikke sovet. Jeg ved ikke om jeg er mest træt eller mest rastløs. Mine tanker kværner rundt i hovedet på mig og jeg ved snart ikke hvad der fylder mest. Tankestrømmen har sit eget liv lige nu, mens jeg har trukket mig lidt tilbage i ingenmandsland. For jeg kan ikke rigtigt gøre fra eller til, så nu prøver jeg det der med at “acceptere at det er som det er lige nu”. Accept af tingenes tilstand er ikke altid min stærke side, og det med at give slip og “flyde med” føles vildt ukontrolleret og kaotisk for mig.

Det kører ikke skidegodt for mig i øjeblikket, hver dag føles uendelig og uoverskuelig. Og så er mit hovede som en si, jeg kan ikke huske og ikke holde styr på ting. Det er både godt og skidt, for det er ikke alt jeg orker at huske på hele tiden, men det er ubehageligt bare ikke helt at kunne holde styr på noget rigtigt.

Jeg er træt af mig selv og af min tilværelse, men samtidigt magter jeg så lidt i forhold til at ændre på den selv. Både psykisk og fysisk træt er jeg egentlig. Og en velkendt tomhed og knugende fornemmelse i maven har meldt sin ankomst. Uden egentlig at have noget specifikt at pege på som grund, kan jeg bare ikke overskue noget og mit humør er ikke ret godt på noget tidspunkt.
Jeg tager min medicin som jeg skal, men det føles lidt som om det er symptomer på depression og angst der er ved at tage til, når jeg tænker over det, har det nok været på vej i et godt stykke tid efterhånden.

Sandheden er vel egentlig at jeg faktisk ikke kan gøre til eller fra. Jeg befinder mig i hvad der synes som en uendelig venteposition (skabt af mig selv, må jeg nok indrømme – der er jo intet der holder mig tilbage fra “bare” at “springe ud i det”). Mellemtid må være temaet for mit liv. Jeg bilder mig selv og andre ind at jeg er vant til det, så det går nok. Men må også fastslå at jeg lige nu står i en kæmpe uvished om alting, som jeg har gjort så mange gange før, og jeg har ikke vænnet mig til det – og det er stadig lige svært at holde ud.

Jeg tror ikke det er realistisk at ‘helbrede mig’, jeg tror ikke det er realistisk at jeg giver slip på sygdommen. Den er med i alt, i den ene eller, den anden eller den syvende form. Og jeg er træt af at løbe, når jeg godt ved at den altid vil indhente mig.

Jeg tænker lidt, at tiden måske er inde til at ændre vinkel. Ændre udgangspunkt. Jeg tænker at det handler mere om at acceptere- og leve méd sygdommen, i stedet for et evigt dobbelt kapløb hvor nogle lige når at få sat forhåbningerne om målstregen op, for så at se den blive krydset af en anden.

Måske ville jeg have mere ro, hvis jeg/vi/de accepterede at det er som det er, så lad os prøve at få det bedste ud ad dét i stedet for at tro det kan ændres og fjernes. Jeg kan ikke leve op til det.

Men så kommer kampgejsten op i mig. Fandme om jeg vil leve resten af mit liv i accept af at tingene nu engang er som de er. Jeg vil ikke bare eksistere, være til, nej jeg vil ud og have et liv. Jeg vil mærke glæderne (og sorgerne) der hører med til det at leve, og jeg vil have lov til at nyde, når jeg har det godt i stedet for at det skal ende i selvskade de efterfølgende dage, fordi jeg ikke har fortjent noget godt. Det må da være muligt at få det bedre(?) Det håber jeg..