“There is no love sincere than the love of food”

Morgenmad er helt klart mit foretrukne måltid. Jeg er sikker på det er noget spiseforstyrret, men jo længere hen på dagen jeg kommer jo sværere bliver det at spise. Men det hænger nok sammen med at min anoreksi aldrig har tilladt mig at spise efter 17..

IMG_2666 IMG_2669

// grød m. pære toppet med banan og granatæblekerner – porridge w. pear + banana slices and pomegranate seeds //

IMG_3490

// knækbrød m. æg, skyr og appelsin – crackers with egg + skyr and orange //

IMG_4569

IMG_4576

// jordbær-mandel koldskål (vegansk) m. kanel-ristet rugbrød – chilled strawberry almond butter soup w. cinnamon-coated bread croutons //

Skærmbillede 2013-01-18 kl. 15.03.56

// knækbrød m. kyllingepålæg og hytteost, kiwi, nødder og sukkerfri kakaomælk – flat bread w. deli chicken and cottage cheese, nuts, kiwi and chocolate milk //

Banana pancakes

IMG_2854For at alt ikke skal gå hen og blive negativitet og sorte tanker her på bloggen, så tænkte jeg at jeg ville dele lidt mad med jer – det plejer mange af jer ihvertfald at synes om. Jeg får jo ikke rigtig spist noget her mens jeg er indlagt og når jeg gør, har jeg ikke lyst til at stå midt i spisesalen og tage billeder af maden. Dette ville også blive lidt ensformigt: yoghurt til morgenmad og æg til frokost.. Men her er nogle dejlige og nemme pandekager, som jeg lavede et par dage før jeg blev indlagt. Bananpandekager er jo ikke noget nyt her i blogverden, men jeg har ændret lidt på den “originale” opskrift. Der er stadig ganske få ingredienser, men synes at jeg har formået at gøre den lidt mere næringsfyldt..

Ingredienser:

1 banan, most

1 æg

30g mandler, fintmalet

valgtfrit: vanillepulver, kanel, blåbær, 1 spsk mandelsmør – brug din fantasi!

Det hele blandes sammen og steges på panden i lidt kokosolie. De skal vendes når det former sig små bobler og kanterne begynder at blive mørke.

Jeg spiste dem med lidt optøet bærblanding.

IMG_2859

IMG_2861

And so it goes

Så skete det. Blev indlagt på psykiatrisk skadestue torsdag formiddag og her er jeg stadig, skal overflyttes på mandag; det mente de var bedst selvom man normalt kun må være på PAM i 48 timer. Min mor er lige gået, hun kom med min computer, en masse bøger og lidt tøj + min iPod. Hun kender mig for godt. Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det ikke kunne blive ved på denne her måde, men alligevel føler jeg mig trist og forladt, svigtet, uelsket, til besvær for alt og alle. Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg sidder kun på mit værelse, kommer ikke ud, ikke engang for at spise. Min mor har tvunget et bæger yoghurt i mig, men ellers har jeg ikke spist noget. Jeg kan simpelthen ikke..

Jeg har hjemvé som et lille barn. Hjemvé efter hvad, aner jeg ikke, for jeg føler mig ikke ret hjemme derhjemme. Det er ikke MIT hjem, det er vores, midlertidige hjem. Så en indlæggelse kan vel i sidste ende komme ud på et med “hjemme”? Jeg kan bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen: “jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Eneste plus er at jeg ikke behøver spise. Nej, det må jeg selvfølgelig ikke sige, men det føles ærligt talt som det eneste positive lige nu, og hvis jeg kun tænker på alt det dårlig så tror jeg ikke at jeg magter at leve mere. Den eneste grund til at jeg kan holde ud at være her er, at jeg ved der ligger en lille pose med nok piller, til at jeg kan tage mit liv, gemt i min rygsæk. Jeg smuglede den i min BH, så jeg vidste at der var en udvej, hvis de ville gøre noget, jeg ikke kunne være med til. Så nu ligger den der, den kalder på mig og jeg svarer, hvis de siger at jeg skal ind på den lukkede. Det er “sjovt” at jeg er her fordi jeg ikke kan være alene uden at tage mit eget liv, og at det så er her på afdelingen, at det nok kommer til at ske. Men jeg er rolig. For jeg ved at de ikke kan få mig til at gøre noget jeg ikke vil; så tager jeg bare billetten ud herfra, væk fra livet.

Jeg har været “i kløerne på systemet” i lidt over 7 år, og nu står jeg her med den største følelse af nederlag – igen. Forfra endnu engang.. Prøver at sige til mig selv at jeg bliver stærkere for hver gang jeg falder og rejser mig igen, og at jeg lærer noget hele vejen. Men helt ærligt, så føler jeg mig bare mislykket.

Min sidste glimt af livet, mine sidste minutter i friheden så således ud;

IMG_2781IMG_2790IMG_2792IMG_2793IMG_2796IMG_2799IMG_2798

banana oatmeal//  banana oatmeal w. “apple pie filling” and pomegranate seeds //

Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

IMG_0658// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

IMG_0661

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,

No escape

Så gik den ikke længere. Min mor har været hos mig hele dagen, for at se til at jeg spiser. Modsat de sidste par dage, hvor hun “kun” er kommet og har spist aftensmad med mig. Jeg indrømmede i går, at aftensmaden med hende er det eneste måltid jeg har fået de sidste fire dag. Så i dag skulle der nye boller på suppen så at sige.

Min mad i dag blev derfor således – har tænkt på smoothies i et stykke tid, og selvom det er lidt koldt på sådanne vinterdage, så er det en nem måde, at få kalorier på..

food, 06.02.13

Morgenmad: Cheasy skovbær yoghurt m. hjemmelavet muesli

Formiddag: “Grøn” smoothie af spinat, pære, appelsin, banan, sojaprotein og lidt citronsaft

Frokost: Kernestykke (hjemmebagt) m. kylling, hytteost, agurk og tomat + lidt mandler til

Eftermiddag: 1 riskiks m. vegansk nutella + banan og smoothie af frosne bær, banan, soyaprotein og soyamælk

Aftensmad: Bønnesalat m. bla. feta og soltørrede tomater

Senaften: Skyr rørt m. kanel og toppet med jordbær, saltmandler

Igen siger i jo bare til, hvis der er noget i gerne vil have opskrift på ❤

Irrelevant..

IMGP8448IMGP8446Jeg har ikke så meget at sige, de her dage. Mit hoved synes tomt – eller nej, måske er det rettere sagt alt for fyldt. Proppet til randen af tanker, som kommer og går hurtigere end jeg kan nå at nedfæste dem til en sammenhængende sætning. Jeg skal til min sidste udrednings-samtale på mandag. Måske det også er noget, der har været medvirkende til at det synes at jeg er begyndt at ryge tilbage i min sygdom. Det er hårdt at skulle stå, ikke langt fra at få stukket et papir i hånden hvor det står, hvad man “fejler”. Tankerne kredser om den ene diagnose efter anden; har jeg x, eller måske y, nej z minder mere om det jeg går og kæmper med. Det er så trættende. Jeg så gerne have et endeligt svar, så min sagsbehandler kan komme med en handleplan. På den anden side ønsker jeg at det skal trække ud så længe som muligt. Jeg frygter vel lidt for hvad der kommer til at stå. Jo, der har været tale om en masse. Men det har aldrig før stået sort-på-hvidt, som det kommer til med denne udredning. Og det skræmmer mig. Jeg har det skidt med mærkater; jeg vil jo bare gerne ses som den jeg er? Som Amelia og ikke en eller anden diagnose..

IMG_0819Hvad jeg lytter til lige for tiden..

Somebody I used to Know (Cover), Tyler Ward

Some nights, Fun

Alt med Bon Jovi

Under the Bridge + By the Way, Red Hot Chili Peppers

Jolene, Dolly Parton

Ok, Selvmord

Bang bang, Nancy Sinatra

Under Pressure, David Bowie&Queen

Heavy Cross, The Gossip

Hjertestarter, Nephew

Love The Way You Lie (akustisk version m. klaver), Rihanna

food, 01.02.13

Min mad i går..

Morgenmad: Yogurt med hjemmelavet rabarbergrød, hørfrø, græskarkerner og vanillepulver

Formiddag: Skyr med jordbær, blåbær og granatæble + pistacienødder

Frokost: Stenalderbrød (hjemmebagt) med tunsalat af tun, hytteost, squash o avocado

Eftermiddag: Langtidshævet kernestykke (hjemmebagt) med smøreost og jordbær (mums!)

Aftensmad: Kylling og salat af revet rosenkål og gulerødder drysset med saltmandler

Senaften: Jordbær med hytteost, hakkede mandler og vanillepulver

Hørfrø boller m. gulerødder (LCHF)

"carrot cake" flax seed bunsSidste ting i gerne ville have opskrift på fra min mad i onsdags.. ❤

Ingredienser, 12 boller:

100g solsikkekerne, malet til mel

125g hørfro, malet

150g mandler, malet

250g gulerødder, revet

saft og revet skal af 1/2 citron

3 æg

1/4 spsk flydende SØD (el. anden sødemiddel)

1 tsk kanel

1.5 tsk frisk ingefærrød, revet

Forvarm oven til 160 grader

Bland først de tørre ingredientser sammen og rør derefter de “våde” i (æg, citron og ingefær.

Fordel bollerne på en plade med bagepapir.

Bag i 45-50 minutter. Kan fryses.