Flytning

Jeg blogger nu her i stedet for.

Grundene er mange, men kort sagt kan jeg sige at det simpelthen til sidst blev for negativt for mig at blogge her. Jeg var kørt fast i en selvdestruktiv ring og havde brug for at gøre noget for at komme ud af det. Derfor har jeg valgt at starte en ny blog, med fokus på de positive ting i mit liv. Der vil sikkert også komme personlige opdateringer, men jeg vil prøve at være så konstruktiv som muligt.

Jeg håber, at i har lyst til at følge mig det nye sted 🙂

xxoo, Amelia

“There is no love sincere than the love of food”

Morgenmad er helt klart mit foretrukne måltid. Jeg er sikker på det er noget spiseforstyrret, men jo længere hen på dagen jeg kommer jo sværere bliver det at spise. Men det hænger nok sammen med at min anoreksi aldrig har tilladt mig at spise efter 17..

// grød m. pære toppet med banan og granatæblekerner – porridge w. pear + banana slices and pomegranate seeds //

// knækbrød m. æg, skyr og appelsin – crackers with egg + skyr and orange //

// jordbær-mandel koldskål (vegansk) m. kanel-ristet rugbrød – chilled strawberry almond butter soup w. cinnamon-coated bread croutons //

// knækbrød m. kyllingepålæg og hytteost, kiwi, nødder og sukkerfri kakaomælk – flat bread w. deli chicken and cottage cheese, nuts, kiwi and chocolate milk //

Last snow fall before spring

Things to do when you’re sad…

don’t listen to bob dylan – wear a big sweater – drink tea – clean your room – go for a walk – make paper cranes – find recipes – read a magazine – hang fairy lights around your house – bake an apple pie with a friend – organize old play toys – think about how beautiful outer space is – paint your sadness – go to a café – take a nap on a pile of blankets – ask someone to hold you – cry – be okay at some point – visit the library – pick flowers – sit with someone – remember that there are always cupcakes.

We’re our own dragons as well as our own heroes, and we have to rescue ourselves from ourselves

Jeg kan ikke skrive herinde længere. Hver gang jeg prøver går min hjerne i sort og jeg føler mig tømt for ord. Måske jeg har afskåret mig fra hele blogverden, eller jeg har ikke været i stand til at konvertere mine tanker om til ord, eller måske synes jeg simpelthen ikke at det jeg kunne finde på at sige ikke er vigtig nok til at blive skrevet ned – så som: åh, jeg har tabt mig igen eller nu skal jeg måske indlægges på Anoreksiklinikken eller jeg prøvede at hænge mig selv på mit værelse igår. Det bliver snart for meget for mig altid at skrive hvor skidt det går. Jeg har ikke snakket meget de sidste par uger men i stedet tænkt over alt og intet, og jeg ved ærlig talt ikke hvad der er værst… Jeg ville bare ønske at jeg for en gangs skyld kunne se noget positivt ved livet og have en god dag.

I stedet kommer lidt snapshots af ting, når jeg lige har været motiveret for at hive kameraet frem.

// min dejlige mor, som kommer med mad til mig; falafler –  quinoa m. grøntsager – bønnesalat //

“Stepping onto a brand-new path is difficult, but not more difficult than remaining in a situation which is not nurturing”, – Maya Angelou

“Do not anticipate trouble, or worry about what may never happen. Keep in the sunlight,” – Benjamin Franklin

“Very few things in life are worthy of the kind of emotional distress we put ourselves through”, – John Mayer

Jeg elsker min bror

Se lige hvad min bror havde med i dag, da han kom på besøg. Sammen med blomsterne var nogle forsinkede gækkebreve med nogle utrolig fine, utrolig rørende forårsdigte. Han fortsætter med at overraske mig på de bedste mest fantastiske måder. Jeg elsker ham. Jeg elsker min familie. Min lille familie. Min mor, min bror og mig – ‘de tre musketerer’.

Min bror har skrevet en bog om sit liv med autisme. Det er hans tredje bog og den går virkelig i dybden med alle de svære ting. Jeg har fået lov til at læse dele af udkastet, inklusiv et afsnit om mig. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg begyndte at græde da jeg læste det. Jeg har fået lov til at citere:

“Jeg har været meget tæt på at miste min søde lillesøster i en ung alder! Hun har flere år kæmpet med alvorlige humørsvingninger, spiseforstyrrelser og andre slemme ting, som jeg ikke vil nævne. Hun har været helt nede i helvede og sige hej til djævlen […]

Det har ramt mig hårdt! Indvendigt tror jeg, at jeg har været revet i 1000 stykker eller mere. Men udvendigt har jeg ikke villet vise det, for jeg har villet virke stærk og som en der ikke skulle knækkes – men det har været tæt på at ske. Jeg har det sidste års tid gået dag for dag og været bange for at det skulle være hendes sidste dag.

Jeg har den rytme at jeg snakker i telefon med min mor et par gange om dagen, så jeg kan høre hvordan det går med dem og omvendt. Jeg har været så langt nede, at jeg har tænkt at når min mor ikke har taget sin telefon, så var det fordi min søster havde “taget billetten” – at hun var død og min mor ikke vidste hvordan hun skulle fortælle mig det, men at hun ville ringe lige om lidt og sige det. Sådan har jeg tænkt det sidste trekvarte år.”

Jeg kan mærke at tårerne presser på, men jeg sidder her og citere ham. Og hvorfor fortæller jeg så om det her. Jeg gør det ikke for at nogen af os skal have dårlig samvittighed – for vi har ikke selv valgt at være syge! – men er blot ment som kærlig påmindelse om at vores sygdom ikke kun påvirker os, men alle omkring, som holder af os.

Før jeg læste dette vidste jeg ikke at min storebror følte sådan. Naivt, havde jeg troet at jeg kunne “skjule” for ham hvor skidt jeg havde det; at jeg var god nok til at smile og være på omkring ham, så han ikke bemærkede noget. Men jeg har taget fejl. Jeg vil ikke bruge det til at slå mig selv med, men mere som en skub i den rigtige retning: at hvis jeg ikke kan blive rask for min egen skyld, så kan jeg starte med at gøre det for dem, jeg holder af. For jeg ønsker ikke at de skal lide mere. Lige nu er jeg så langt nede at jeg ikke synes jeg fortjener at få det bedre, men jeg kan dog se, at min familie ikke fortjener at være så miserable og bekymrede på mine vegne. Han slutter dog af således:

“Jeg har været så bange og ræd for at miste de sidste i min familie [min far døde da jeg var helt lille] – men jeg tror på at min søster nok skal vinde sin kamp. Hun skal nok overleve! Det kommer til at tage tid, år måske, men både hun, min mor og jeg skal nok komme igennem det. Og når vi kommer så langt så skal hele dette kapitel af vores liv direkte i skraldespanden – eller i glemmebogen, som man siger!”

Jeg tror på det, når jeg læser disse ord. Jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Der er så mange andre, der er kommet over på den anden side, at jeg bliver nødt til at tro på, at det også kan lade sig gøre for mig. Og indtil jeg kan kæmpe for mig selv, vil jeg kæmpe for min familie. Min storebror skal ikke opleve at miste flere som han holder af før tid. Jeg håber at nogen af jer har kunnet bruge dette indlæg til at lægge afstand fra dårligdommen og se, at ingen (heller ikke dig selv!) fortjener at ligge under for din sygdom! ❤

Sortsyn

Der er så stille fra min side af disse dage, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod er det længe siden, jeg har haft det så skidt. Min vægt er faretruende lav igen og jeg bliver sikkert snart overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit. Men vægttabet følger så følelsen af at være kæmpestor og det er bare ikke til at holde ud. Min selvskade har heller aldrig været så slem som nu.. Jeg tror det handler om at jeg lige nu svæver rundt i en verden af uvished. Endnu engang skal jeg overbevise en kommune om at jeg har brug for hjælp, endnu engang skal jeg kæmpe for min behandling. Personalet her på afsnittet lader mig groft sagt “sejle i min egen sø”, da de mener jeg er færdigbehandlet; jeg er her som opbevaring indtil kommunen finder et botilbud til mig. Hvad de ikke ser er, at bag smilet græder jeg stille. Hvert løgn, jeg fortæller, piner mig og knuser mit hjerte. Jeg skriger på at de skal opdage hvor skidt jeg har det, alligevel spænder jeg ben for mig selv ved at holde de værste ting for mig selv. Men når de allerede tror at jeg har det godt, så bliver jeg til pleaseren som “leger” med og siger, at jeg har det glimrende.

Oveni alt det lort jeg kæmper med er der en enorm skyldfølelse overfor alt og alle. Min mor og storebror; alle her i blog-verden (jeg skammer mig over at jeg ikke får kommenteret på alle i dejlige menneskers blogs) men jeg føler ikke at jeg kan gøre hverken til eller fra. På den ene side snegler timerne sig afsted, men alligevel synes den ene dag at tage den anden og pludselig er det sengetid og jeg har endnu engang ikke fået gjort alt det jeg har sat mig for. Det hænger vel egentlig sammen med at jeg har tabt mig så meget mens jeg har været indlagt, jeg har ingen kræfter til noget som helst; ofte sidder jeg flere timer i min seng uden at røre mig, fordi jeg simpelthen ikke kan mestre energien til at bevæge mine tunge lemmer. Alligevel kan jeg sagtens finder overskud til at overtræne – og det er jeg nødt til, ellers får jeg aldrig ro fra stemmerne som konstant fortæller mig hvor grim og doven, jeg er.

Når der sker noget godt, kan jeg ikke holde fast i det. For et par dage siden besøgte min tætteste veninde mig på afdelingen. Det var fantastisk at se hende igen, men så snart hun var gået skar jeg i mig selv og lagde mig så på sengen for at “cykle” i halvanden time. Det er som om at jeg ikke må have det godt; så skal jeg efterfølgende straffes. Derfor prøver jeg heller ikke at få det bedre og gøre gode ting for mig selv. Nej, det er meget nemmere at det hele konstant er en lille smule skidt for så behøver jeg ikke straffe mig selv og dermed få det endnu værre. Jeg orker ikke de mange rutsjebaneture og jeg har fået overbevist mig selv om, at det ikke kan være anderledes. Det eneste lyspunkt på afdelingen blev udskrevet i forgårs og jeg har næsten panisk tyet til dårlige strategier for ikke at skulle konfronteres med den voldsomme ensomhed og den tomhed, som han tilværelse har efterladt sig. Jeg tør ikke stoppe op mærke hvor meget jeg savner ham, siger til mig selv at  det er åndsvagt at en person man kun har kendt i lidt under fem uger kan betyde så meget for mig og mit daglige humør. Men sandheden er, at hver gang jeg er alene på mit værelse, så overmander ensomheden mig og jeg kan mærke hvordan jeg begynder at falde fra hinanden.

Jeg vil bare gerne dope mig og sove dagene væk, så jeg ikke behøver tænke på at jeg er helt alene om mine problemer. Min mor kan ikke altid være her, personalet er “ligeglade” med mig og holder i hvertfald ikke øje med mig længere, “han” er væk og var den eneste der kunne få mig ud af tungsindet. Især det med maden er svært at vende selv. Jeg har tabt mig under hele indlæggelsen, så i mit hoved kan det ikke være anderledes nu. Personalet har ikke forstand på anoreksi, og min mor som tidligere har været den eneste der kunne få mig til at tage på, kan som sagt ikke være her så tit, da hun arbejder og bor lidt over en time væk herfra. Jeg græder som jeg sidder og skriver dette, da det går op for mig præcis hvor alene jeg er. Der er synderligt ingen jeg kan hive fat i for at få hjælp til alle de tanker, der kører rundt i mit hoved. Og snart ser jeg kun en løsning på det hele. Den evige søvn.

Vi er det tabte paradis

Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys

Vi er kød & blod
vi er sanser vi er magt
vi er os selv med dødsforagt
vi er kød & blod

Vi er skind & ben
vi er drømme lagt på is
vi er det tabte paradis
vi er skind & ben

Vi er krop & sjæl
vi er nerver vi er stål
vi er støv i metermål
vi er krop i sjæl

Alle går vi rundt & leder som besatte
nogen finder noget & andre sig selv
alle mister noget ingen kan erstatte
nogen går omkring & slår tiden ihjel

Vi er liv & lys
vi er gåder uden ord
vi er perler på en snor
vi er liv & lys

Vi er et & alt
vi er nøgne vi er små
vi er dem ingen tænker på
vi er et & alt

C. V. Jørgensen: Indian Summer

Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

Det er en turbulent tid i øjeblikket, hvor jeg på den ene side er kommet et godt stykke fremad med mange ting, men samtidigt synes at sidde overfor næsten de samme udfordringer igen og igen.
Endnu engang kæmper jeg for min behandling, eller rettere for at kommunen vil betale for den og investere i mig for at sige det lidt firkantet. Denne gang er jeg dog en hel del bedre til at forsvare mig og stå ved mine behov. Selvom tvivlen og usikkerheden stadig overmander mig til tider.

På en måde er det svært at få det bedre, for min udvidede bevidsthed medfører også frustrationer fordi jeg pludselig mærker og forholder mig mere til alting, og ikke bare bider hvad som helst i mig og dulmer det på diverse uhensigtsmæssige måder. Og det er sgu lidt overvældende at turde glimtvis lade frustrationer og (åh, stadig forbudt nok følelse for mig til at ordet er svært at skrive) vrede blive på den banehalvdel hvor de hører til. Og handle på det i selvrespekt i stedet for at finde mig i.

Det slår mig pludseligt indimellem, at for pokker hvor har jeg ikke været sød ved mig selv og er det stadig ikke rigtigt. Og hvor har jeg fundet mig i meget fra mange sider i fast overbevisning om at jeg selv er skyld i – og ansvarlig for alt svært jeg har stået i.
Jeg begynder så småt at stå ved mig selv og mine behov, turde stille små krav og forsvare mig når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er hårdt, men ved jo godt at det er med til at få mig fremad.

En anelse ensomt er det faktisk også at bryde lidt ud af min egen indre isolation. Paradoksalt nok. Måske fordi jeg hverken er fri af mine indre dæmoner, men ej heller underlagt dem på samme måde. Så er blevet mere en del af verden udenfor, om man så må sige, samtidigt med at jeg stadig er meget i mig selv og har meget jeg stadig mangler at få på plads og bearbejde osv. Så føler mig tit lidt i ingenmandsland. Ikke rask, ikke syg. Ikke ovenpå, ikke helt fanget i mørket.

Og så er det ensomt at blive nærværende nok til at kunne indse og erkende at det der skulle være støtte udefra, holder mig næsten mere nede end det gavner mig. Ville tidligere til hver en tid have vendt det mod mig selv, men nu er det mere tydeligt for mig at det ikke er mig der bare er forkert, men at (dele af) den hjælp jeg får er utilstrækkelig eller forkert om man vil. Og at jeg kan se det nu, gør at jeg må handle på det og også i ord og handling stå ved mig selv på en helt ny måde. Det er grænseoverskridende og usikkert, og fyldt med “hvad må folk ikke tænke”-tanker i mit hovede. Den gamle, velkendte skamfølelse over mig selv. Trangen til at være én stor undskyldning for mig selv.

Perhaps we have to save ourselves

Der har været stille i et stykke tid nu. Meget stille. Jeg vil godt forklare, men jeg vil ikke undskylde, for det har været det, der var mit behov. Jeg har ved gud ikke været særlig konstruktiv og inspirerende i mine indlæg den sidste tid, og på nogen måder tror jeg det har fastholdt mig i min dårligdom; netop fordi jeg ikke har brugt det jeg har skrevet til at reflektere og komme videre, men i stedet kørt rundt i ring og bare haft det skidt. Det vil jeg prøve at rette op på..

Der er sket så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. På samme tid er der ingenting sket. Jeg er utrolig angst for at blive udskrevet til hjemmet, til ingenting, at jeg ikke tør give slip og lade tingene sejle. Derfor synes jeg bedre end jeg egentlig er, og personalet tror jeg er er i bedring. Dermed risikerer jeg at blive udskrevet før jeg reelt er parat til det; det bider sig selv i halen, gør det ikke.. Men jeg er ikke bange; hvis jeg skal ud herfra så vil jeg gøre hvad jeg finder nødvendigt. Jeg kan ikke fortælle nogen om mine planer, ikke engang her, for hvis nogen finder ud af hvad jeg har planlagt, så vil de tage muligheden fra mig og så forsvinder det eneste, der holder mig i ro – så bliver min redningskrans taget fra mig, og det tør jeg ikke. Jeg vil leve, men jeg vil ikke leve sådan hér og derfor bliver jeg nødt til at have en udvej. Jeg kan godt høre hvor forfærdeligt det lyder, men det er sådan jeg bliver nødt til at have det, hvis jeg skal kunne holde tilværelsen ud.

Jeg ville så gerne kunne skrive at det går fremad, men jeg kan ikke mestre energien til at lyve. Jeg bruger de få kræfter jeg har, på at holde sammen på mig selv når personalet kommer ind og spørger hvordan jeg har det. Men når de går, synker jeg sammen på sengen og glasklokken sænker sig langsomt nedover mig endnu en gang. De siger at jeg er “færdigbehandlet” og at jeg snart vil blive udskrevet. De tror, at jeg har det bedre fordi jeg sætter mit hår og har begrænset mit håndvaskeri (hvad de overser er, at jeg isolere mig på mit værelse, sidder i sengen og glor, sådan at jeg ikke bliver provokeret til at skulle vaske hænder hele tiden), men indeni mig er der stadig mørke og kaos. Jeg kan ikke åbne op – og nu har jeg lukket mig endnu mere i – og vise hvordan jeg egentlig har det, da jeg ikke kan opbygge tillid til nogen jeg ved snart vil forsvinde igen. Og når jeg ikke har tillid, kan de ikke hjælpe mig med at pille det tårn af tanker og ritualer ned, som jeg gennem mange år har opbygget. Det er ligesom at spille klodsmajor; jeg har brug for nogen jeg stoler på til at fjerne én klods ad gangen samtidig med at de forsikrer mig om, at tårnet ikke vil falde sammen. Nu er det så bare på med rustningen, frem med skjoldet og ud i verden for at lede efter min frelser på sin hvide hest.

Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.