En ny start og min aftensmad

Ja, så var det jo bare om at komme op på hesten og så ellers kæmpe videre for at få et “normalt” liv. Har ikke siddet ned i mere end et minut indtil videre. Hver gang jeg prøvede at sætte mig og slappe af truede de destruktive tanker med at tage over, og det ville jeg simpelthen ikke kunne magte. Men i det mindste har jeg (næsten) fået spist det jeg skulle og har ikke overtrænet i dag. Det er bare så svært ikke at sulte mig, når jeg føler mig så ubeskrivelig fed. Logisk set ved jeg jo godt at jeg skal tage på, meget endda. Det er mærkeligt, at jo mere jeg taber mig, jo større føler jeg mig. Hvis jeg dog bare et enkelt sekund kunne se mig selv, som andre ser mig, måske jeg så kunne begynde at tro på, at det er essentielt med en vægtøgning…

For at det ikke kun skal handle om mine depressive tanker, får i lige min aftensmad også, som faktisk var ret god.

Agurk, tomat, en halv avocado og hytteost drysset med friskkværnet chilimix

Ajourd’hui

I dag er en ny dag. Vågnede op for godt en time siden med stjerner for øjnene og jordens værste tømmermænd, men noget i mig formåede at finde motivationen frem fra mørket. Sidder pt og spiser en god solid “morgen”mad og håber, at jeg kan holde fast i det spinkle håb indeni mig, som så desperat ønsker at vokse sig større og fylde mig med varme og livsglæde.

Har det jo for fanden ikke godt når jeg får sådan nogle nedsmeltninger, som den jeg havde i går, og det er det, jeg bliver nødt til at minde mig selv om. Har overskud til meget mere, når jeg får næring nok og kan holde mit træningsniveau på et nogenlunde “normalt” leje. Idag skal handle om velvære, tror jeg – det har min krop vist brug for. Hvis jeg har overskud til det, skal jeg have ryddet op for der flyder med tomme flasker, cigaretskodder og rødvinspletter. Det kan jeg simpelthen ikke være i, når jeg er “mig”. Er jo totalt OCD-agtig og vant til at alt står på rad og række…

Står overfor en mega hård belsutning, som jeg simpelthen bliver nødt til at træffe idag; skal jeg fortsætte på uni. eller ej. Den fornuftige del af mig siger, “nej”. Det er bare for nemt at hænge fast i anoreksien og selvskaden mens jeg går på uni. og ingen holder øje med om jeg spiser. Den del siger, at alt det andet nok skal komme og at det vigtige lige nu er at fokusere på at blive “rask”, sådan rigtig rask, ikke bare “jeg-har-det-fint”-facaden. På den anden side bliver jeg pisse negativ og trist af at tænke på, ikke at skulle studere. Det føles som et kæmpe nederlag, bare endnu en ting som jeg ikke kan finde ud af(!) eller er god nok til. Åh, hvorfor kan stemmerne ikke bare holde deres mund!