Isn’t it strange..

Når ingen kan se, at man har det skidt…

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

A day in the life of…

Jeg har tænkt en del over at lave et indlæg hvor jeg fortæller hvordan en typisk dage forløber sig for mig. Og jeg tør godt sige det (med frygt for at få smæk af stemmerne): mine dage er rigtig udmattende og trælse. Jeg siger det ikke for at få medlidenhed eller noget, men for at vise andre hvordan en dag fyldt med selvhad, tvangstanker osv. ser ud. Det er ikke nemt og jeg føler med alle dem, som kæmper ligesom mig. I er seje!

Min morgen starter med at jeg vågner alt for tidligt (hvis jeg overhovedet har sovet). Jeg ligger i sengen indtil klokken otte med dårlig samvittighed over at jeg burde udnytte tiden til at ligge og træne. Men hvis jeg står op før otte bliver dagen alt for lang og så kan jeg slet ikke overskue den.
Jeg står modvilligt op, ville ønske at jeg slet ikke var vågnet. Jeg har mest lyst til at ligge i min seng hele dagen og lade alt sejle, men det kan jeg ikke få mig selv til at gøre. Jeg har det bedst, når masken er på. Så føler jeg mig ikke så sårbar. Og hvis jeg bliver liggende i sengen, så er det for tydeligt for dem omkring mig, hvor skidt jeg har det. Jeg går ud på badeværelset og bruger en halv time på at granske mit udseende; hade min krop, mit ansigt, mit hår. Hvorfor er jeg så grim og fed? Hvis jeg har en smule ekstra overskud tager jeg et hurtigt bad, enten håret eller kroppen. Jeg kan ikke overskue begge dele på én gang.

Så er det tid til morgenmad. Jeg sætter altid en time af til hvert hovedmåltid for så lang tid tager det for mig at få målt op og spist. Jeg hiver min “elskede” vægt frem og måler først yoghurt, så æble, muesli og til sidst mandler op. Det skal foregå i den rækkefølge ellers er maden forpestet og jeg er nødt til at smide det ud. Jeg tør ikke spise det, hvis det er lavet på nogen som helst andet måde. Det er som at bygge et tårn af klodser; hvis man lægger de forkerte klodser nederst så falder hele tårnet fra hinanden. Jeg tror ikke, at jeg vil gå ind i hvordan jeg spiser, det er vist et helt indlæg for sig selv..

Efter morgenmaden går jeg en tur med min hund. Den samme rute hver eneste dag. Jeg nyder det efterhånden ikke specielt meget (nyder jeg overhovedet noget som helst de her dage?), fordi jeg har gået den samme tur så mange gange at jeg sikkert kan gå den med lukkede øjne. Det ærgrer mig for det er en dejligt skov jeg går i, men jeg kan ikke kapere at skulle finde en ny rute. Hvad nu hvis jeg farer vild? Eller turen bliver for kort? Den skal helst vare en time, og hvis jeg går i hurtigt tempo, så er det præcis så lang tid min nuværende rute tager.
Musik i ørene og så afsted.

Når jeg kommer hjem er jeg forfrossen. Det er koldt og mine fingre er blå af kulde, men jeg har ikke fortjent at have det varmt, derfor “glemmer” jeg altid min hue og vanter, når jeg skal ud og gå. Der går tyve minutter med at få varme i mine hænder, sådan at jeg igen kan bevæge dem. Når mine fingre igen er bevægelig rydder jeg op i køkkenet, stuen og på mine værelser, redder seng, sætter ting på plads osv. DVD’erne skal stå i en bestemt orden, sorteret efter genre. Mine bøger står i farve og størrelsesorden og bogryggen skal flugte med reolens kant. Jeg retter på min stol, så den står på linje med to streger i mit trægulv. Sengen bliver sirligt redt, så ikke en ting står skævt. Jeg retter ved mine bøjler på tøjstativet, så der er lige meget mellemrum mellem hver eneste bøjle. I køkkenet tømmer jeg opvaskemaskine, hver ting har sin plads, det samme med madvarerne i køleskabet (der alle er decificeret før de er blevet sat på plads). Jeg går i panik hvis en anden sætter tingene på plads og de ikke kommer til at stå hvor de plejer. Så skal jeg gøre nogle handlinger for at “neutralisere” den skidte handling.

Før frokost skal jeg ud og handle. Det skal gøre senest halv et, ellers når jeg det ikke inden frokost. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg kan ikke overskue at handle efter frokost – det er nu en gang sådan at mit dagsskema er blevet udformet i mit hoved.
Når jeg kommer ud fra butikken snubler jeg, da mine snørrebånd har sat sig fast i hinanden. Typisk mig. Jeg ænser ikke hullet på mine knæ eller smerterne i hoften, albuen og håndfladen. Nej, jeg forbander at min bøtte med skyr er gået i stykker, og at mine leggins er revet itu – det er spild af penge, hvorfor er jeg også så dum og klodset?! Min næste tanke er bakterierne, der er kommet på mine hænder efter at de har været i kontakt med jorden. Fluks hiver jeg min lille flaske med isoprophylphenol frem og decificerer mine hænder for Gud-ved-hvilken-gang i dag, selvom det svier og brænder pga. de åbne sår på fingre og diverse steder på hænderne. Sår efter at have revet neglebånd og huden omkring fingrene af og kradset hul på mine knoer. Jeg bliver rigid og nægter at gå ind og købe en ny bøtte skyr; så må jeg undvære morgenmaden de næste par dage, når nu jeg ikke kan finde ud af at gå uden at falde. Mens jeg kører hjem, er jeg sur og tvær og hader mig selv for at være så klodset.

Min frokost foregår på samme måde som morgenmaden.
Efter min frokost i går var jeg i total kaos pga. mine tvangstanker. Efter at have spist og ryddet af, finder jeg ud af, at jeg har spildt salt på bordet, og jeg aner ikke, hvor længe det har ligget der. Jeg går i panik og skynder mig at kaste salt over skulderen. Først venstre hånd over højre skulder, så højre hånd over venstre skulder. Det går ikke kun at gøre det én gang fordi så bliver det pludselig et ulige tal og dette betyder blot endnu mere uheld. Derfor en gang med hver sin hånd, så giver det to og jeg kan få ro i sindet. Men nu har saltet jo ligget der i et stykke tid.. Jeg havde ikke opdaget det før nu. Måske jeg skulle gøre det endnu to gange for at være på den sikre side, tænker jeg. Men vil det så ikke bare betyde endnu mere spildt salt og dermed endnu mere uheld? Jeg bliver som forstenet men indeni mig er der panik. Hvad skal jeg gøre? Hele min verden bryder sammen. Frygten for at der vil ske nogen noget, fordi jeg ikke havde styr på at jeg havde spildt salt, er alt jeg kan tænke på og jeg bliver fuldstændig handlingslammet. Dilemma: hvad giver mindst uheld? At lade det spildte salt ligge og dermed risikere at jeg ikke har gjort mig nok forudstaltninger. Eller smide salt over skulderen to gange til og risikere at dette medfører mere uheld med sig, mere spildt salt som der ikke bliver rådet bod for. Ikke før min mor kommer og taler mig ud af det, er jeg i stand til at fortsætte med min dag.

Her kommer næste angstanfald. Jeg har siddet ubevægelig i en halv time, hvilket har medført at min dagsplan ikke længere passer. Jeg har ikke tid til at gøre det jeg skal. Næste dilemma? Skal jeg fortsætte med min plan og blive en halv time længere oppe for at nå det hele? Nej, hvis jeg ikke overholder min sengetid, så får jeg slet ikke sovet. Skal jeg springe det over, som jeg skulle have gjort i den halve time, hvor jeg diskuterede med mig selv om hvad jeg skulle gøre. Nej, det fungerer heller ikke. Hele min dag ramler sammen, og jeg kan ikke overskue andet end at kravle i seng og gemme mig under dynen indtil det bliver næste dag og jeg kan starte på en frisk.. Men det må jeg heller ikke, jeg skal holde mig igang for at forbrænde så mange kalorier som muligt. Man forbrænder ikke nok ved at ligge i sin seng hele dagen.

Jeg har brug for nogen til at hive mig ud af tankerne. Min mor sætter sig, snakker med mig og siger, at hun synes at jeg skal dyrke yoga som planlagt, så skal hun nok rydde op efter maden og ordne vasketøj. Jeg indvilliger i dette, men har det ikke godt med det. Hvad nu hvis hun sætter noget det forkerte sted? Eller lægger tøjet sammen på den forkerte måde, og hænger det våde op i de forkerte mønstre på tøjstativet? Jeg prøver at få tankerne væk mens jeg laver min yoga, men jeg kan ikke finde ud af at være rigtig til stede i øvelserne. Mine tanker kredser rundt om alle de ting, der er gået galt i dag. Min dagsplan er ødelagt, jeg kan ikke se mig ud over det, og det får mig til at føle mig fuldstændig håbløs. Hvordan skal resten af dagen komme til at gå, når mit skema ikke er fulgt til punkt og prikke?

Resten af dagen har jeg det skidt og har ikke hjertet med i nogle af de ting jeg laver. Jeg er kreativ; tegner/syr, læser, spiller guitar/klaver/synger – men intet hjælper. Jeg kan ikke komme ud over tankegangen om at dagen er ødelagt. Jeg ender med at være alt for aktiv for at kunne være i min egen krop. Jeg er nødt til at holde mig igang hvis jeg ikke skal gøre skade på mig selv. Jeg har lyst til at skære, banke hovedet ind i væggen, slå mig med en pande el.lign. – jeg fortjener at blive straffet. Det er dumme fejl, jeg har lavet, som har gjort at min dag nu ikke hænger sammen.

Tiden snegler sig afsted til det bliver aften. Jeg tager min medicin og mit mellemmåltid klokken ni og venter utålmodigt til klokken bliver halv elleve så jeg kan gå i seng. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid er så ængstelig for at det skal blive tid til at jeg skal i seng, jeg sover jo alligevel ikke. De sidste par nætter har jeg sovet en afbrudt søvn i tidsrummet fire til seks. Jeg føler mig skør, når jeg ikke får min søvn, men stemmerne vil ikke tillade at jeg får ro. Når jeg ikke træner og sulter mig selv, så har jeg ihvertfald ikke fortjent at sove. Mit vækkeur ringer kl. otte og jeg står op med et stort suk.

^^ for mange billeder??

What if I’m broken, beyond repair?

Der er så meget at skrive, men så få ord i disse dage. Jeg kan ikke fortælle, men jeg kan ikke længere lade være – og det skræmmer mig. Jeg er så bange for ikke at kunne stoppe igen, eller sige for meget de forkerte steder. Jeg er så bange for at miste kontrollen over det her, som allerede føles ukontrolleret, kaotisk og bare pissesmertefuldt egentlig.

Jeg føler jeg er ved at skrive hele min historie om, eller rettere føles det som om hele min fortælling er igang med at skrive sig selv; og de ting der kommer frem i lyset ligeså stille, kommer ligeså meget bag på mig som var det en bog jeg læser læser, ikke min egen historie.

Jeg kører på én time ad gangen-strategi for tiden, kan vitterligt ikke planlægge ret meget længere end det. Er enormt følsom og sårbar over for alt, kan ikke rigtigt rumme noget. Andet end ritualer; konstanter regler for hver en bevægelse jeg gør, hver en tanke jeg tænker. Kontrol.

Der sker rigtig mange ting lige nu. Lidt for mange måske? Ihvertfald er mit behov for kontrol vokset i takt med at bunkerne med nye ting vokser. Jeg vil jo gerne, så jeg siger ja. Og ja. Og ja. Og så står jeg med ansvaret for alt muligt, bare for at få lov til at flygte fra at tage ansvaret for min egen bedring. Det dobbeltmoralske i det hele er, at alle de ting, der er sat i gang ikke rigtig kan starte før jeg selv har fået det bedre. Åh, jamen ville ønske at jeg kunne sige mere, men vil ikke ødelægge noget ved at fortælle om det før det overhovedet er startet…

Jeg har for en gang skyld prøvet at gøre noget godt for mig selv i dag. I et forsøg på at prøve at overbevise mig selv om, at jeg faktisk fortjener at have det rart. Har smurt creme på mine (meget) mishandlede hænder for første gang i lidt over en måned. Har været i bad, farvet hår, klippet det (det trængte, har ikke været til frisøren i et halvt år, men har ikke råd pt. så måtte gøre det selv). Jeg har ryddet op og været kreativ. Udadtil har det været en rigtig god dag. Men indeni er det noget helt andet. Kaos. Selvbebrejdelse. Selvhad over at gøre noget godt for mig selv, når jeg nu inderst inde ikke føler at jeg fortjener omsorgen. Isolation. Desperate forsøg på at række en hånd ud til folk omkring mig, som er endt i fiasko efter fiasko. Rastløshed, jeg tæller som sædvanligvis timerne indtil det er tid til at gå i seng – hvor jeg så skal ligge om motionere i min. 2 timer. Hvornår må jeg hvile? Hvornår kan jeg sætte mig ned og bare “være” – uden at skulle fare rundt og ordne blot for at forbrænde kalorier, holde mig i gang for ikke at være stille med mine tanker? Hvornår bliver det bedre? Med min fornuft ved jeg godt, at det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, men hvad hvis det nu er en allerede tabt kamp.. Hvad nu hvis jeg er ødelagt og ude af stand til at blive “fikset”?

Skål i mælk. Skål for livet.

Never good enough

Er det godt nok nu?! Skriger jeg. Indeni. Stilhed. Er det godt nok nu? Hvisker jeg. Hulkende. Jeg er alene hjemme, så jeg ved, at der intet svar kommer. Jeg kigger mig omkring. Hvordan kom jeg til at sidde ned? Pludselig er jeg kollapset. Midt på gulvet. Tårene triller ned ad mine kinder.

Det er jo aldrig godt nok. Jeg er ikke sjov nok, klog nok, god nok, stærk nok. Jeg bliver aldrig den folk bedst kan lide – jo da folk kan lide mig, men jeg er aldrig deres “yndlings”. Jeg bliver aldrig den, der tryllebinder folk med mine ord – jo da jeg kan formulere mig, men alle omkring mig er bedre til at skrive. Jeg bliver aldrig “syg” nok – eller rask nok. Alle omkring mig har det enten værre eller bedre end mig. Selv står jeg i midten, føler mig ikke i stand til at kalde mig hverken syg eller rask. Jeg kan ikke se noget, mine øjne er fyldt med tårer nu.

Jeg hader mig selv. Jeg vil ikke mere. Jeg er en fiasko; a failure at life. Jeg ved hvad jeg må gøre. Gennem tåre-vandfaldet finder jeg frem til kassen gemt bag bunker af tøj. Jeg famler febrilsk efter min redning. Min flugt fra tankerne. Jeg ved hvad der skal til for at få ro. Men heller ikke det er godt nok idag. Tankerne vil ikke lade mig være. Jeg er heller ikke god nok til selvskaden. Du er jo til grin, folk kommer i gips for deres selvskade, og her sidder du i stand til at vikle et viskestykke omkring og fortsætte som om intet er sket. Jeg væmmes ved dig. Du er ikke stærk nok til virkelig at gøre noget ved dig selv. “Undskyld,” hvisker jeg. Jeg ved at jeg ikke er god nok, stærk nok. Heller ikke dét kan jeg finde ud af at gøre ordentlig. I dag har været et stort hav af selvhad. Hver eneste kommentar, hver eneste ting udefra er røget lige ind på kontoen for selvbebrejdelse og selvhad.

Jeg hader mig selv. Tænker om jeg ikke bare skulle ende det hele nu? Befri alle for min besværende tilstedeværelse. Synes det hele er lidt for meget i de her dage. Afsked og afslutning på så mange niveauer, at det hele nu bare sidder som en klump i min mave og hals; hele tiden på vej til at briste i tårer. Og ensomheden i det vokser, der er ikke længere nogen steder hvor de tårer har plads til at flyde og jeg kan forsøge at sætte ord på den knude der konstant sidder i mig.

Jeg har det stort set konstant som om jeg nærmest skal kaste op, ikke fordi jeg har kvalme eller er fysisk utilpas, men fordi jeg ikke kan have det i mig mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af noget, og jeg kan ikke holde ud at være i mig selv.
Det blokerer fuldstændigt i mig, og bare tanken om at skulle spise er lige nu helt uoverskuelig. Jeg vil så gerne gøre fremskridt, jeg er så motiveret – jeg gør hvad jeg skal, men jeg er træt af at kæmpe, må indrømme at det efterhånden tager modet fra mig.

Den hjælp jeg har så svært ved at bede om, og skammer mig enormt over at have behov for, har jeg jo fået nu – med K. I sommers var det jo ellers faktisk blevet bedre. Jeg hader at indrømme det, jeg hader, hader, hader tanken om at skulle acceptere og erkende – men jeg har fået et slag tilbage og det går ikke rigtigt den vej jeg så inderligt gerne vil lige nu. Ligegyldigheden spøger, men jeg forsøger at holde den på afstand. Bliver ved med at gøre de ting der om ikke andet måske kan holde mig bare nogenlunde ovenvande. Men det koster, og det er rigtig hårdt.
Det kan fandme (undskyld) ikke passe at det skal være sådan her igen..?! Stadig..? Det kan simpelthen ikke passe at jeg, efter at være nået SÅ langt, på et øjeblik føler mig sat 7 skridt tilbage. Jeg føler mig så mislykket. Har ikke lyst til at nogen skal se mig. Jeg forsøger at trodse det, men tror alligevel jeg har fået skubbet nogle mennesker på afstand igen. Min familie ikke mindst, har enormt dårlig samvittighed over mit fravær der. Men det er sådan det må være lige nu, for jeg kan ikke have dem med i det jeg står i lige nu, jeg bliver nødt til selv at få det på afstand før jeg kan rumme dem også, rumme den bekymring jeg ved det efterlader dem med. Men den har de sikkert allerede fået vakt. Der er ikke nogen let løsning, så jeg er nødt til at gøre hvad der lige nu er bedst for mig selv – eller i hvert fald ikke vælge det sværeste for mig selv.

Jeg savner hele tiden. Rækker ud i desperation efter alle tænkelige kilder til noget af det jeg mangler. Men det er der ikke. Det hele er lidt på afstand. Og det – dem – jeg mangler mest, er allerlængst væk. Sådan vil det nok altid føles i situationer som den jeg står i. Man mangler nok altid det, man ved man ikke rigtigt kan få.

Jeg forsøger af alle kræfter at være lige her og nu – hele tiden – men jeg kan ikke blive helt. Jeg kan ikke lade være med at svæve lidt ud i alt det der venter lige rundt om hjørnet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det ikke gør nogen forskel at spekulere over det lige her og nu, at der ikke findes en løsning i dag og lige nu. Men det er godt nok svært at give slip. Jeg ved det ikke kan ændres her og nu, jeg ved at det kommer til at fylde det næste lange stykke tid – og sådan er det. Men hvorfor kan jeg så ikke lade det ligge og “nøjes med” at spekulere over det når det faktisk giver mening, og når jeg kan bruge spekulationerne til at vende det et sted..? Det irriterer mig. Jeg prøver på ikke at give det opmærksomhed, men det er der hele tiden. Hele tiden har jeg det i baghovedet og bliver fraværende i en tanke ind i hele rod det er filtret ind i.

Jeg er træt af mig selv. Og jeg er træt af at jeg ikke er kommet videre, når jeg føler jeg “burde”; føler jeg har al grund til ikke at stå hér lige nu. Det går mig på, og det vækker lynhurtigt alle de gamle automatfølelser i mig af skam, skyld, selvbebrejdelse etc.